Kommunismeforskning: Ond vilje som forklaring

Introduktion

Curt Sørensen anmeldte i oktober 2004 Bent Jensens bog, Gulag og glemsel på Kontradoxa. Bent Jensen har besvaret Curt Sørensens kritik i Militært Tidsskrift, hvor Curt Sørensens anmeldelse også har været bragt.

Her bringer Kontradoxa bringer Bent Jensens svar.

Militært Tidsskrift har i oktobernummeret 2003 offentliggjort en artikel af Curt Sørensen, som foregiver at være en omtale eller anmeldelse af min bog Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede (Gyldendal 2002 og 2003). Artiklen er på ikke mindre end 14 siders tekst efterfulgt af en fire sider lang litteraturfortegnelse. Man skulle tro, at mindre kunne have gjort det.

Men der er ikke tale om en anmeldelse. Curt Sørensen besværer sig end ikke med at fortælle læserne, hvad der er min bogs sigte, hvad bogen indeholder, hvilke kilder og faglitteratur bogen bygger på, eller hvad der er bogens hovedkonklusioner.

I stedet bebrejder han mig side op og side ned, at jeg ikke har behandlet 117 andre emner, spørgsmål og teorier, hvilket ville have krævet en hel anden bog med et helt andet sigte.

Et sted (s. 475) får læseren endda at vide, at jeg ikke hævder, at Lenin og bolsjevikkerne bevidst planlagde og udløste verdenskrigen. Det er rigtigt. I det hele taget er der meget af den slags vås, som jeg ikke hævder. F. eks. at Stalin planlagde og udløste 2. verdenskrig. Hvorfor dog bruge plads og tid til den slags uvedkommende nonsens?

Men ikke nok med det. Selv i de tilfælde, hvor Curt Sørensen refererer mig for et synspunkt med eller uden angivelse af sidetal, tilskriver han mig opfattelser og argumenter, som jeg ikke har fremsat.

Han bebrejder mig flere gange, at jeg er insinuerende, men han fremsætter selv artiklen igennem den ene insinuerende og udokumenterede påstand efter den anden om mig og mine påståede motiver. Gang på gang påstår Curt Sørensen således, at jeg fortier, fortrænger, ikke omtaler dette og hint osv., fordi det angiveligt ikke passer ind i min forudfattede mening.

I det hele taget har jeg sjældent læst en artikel, der foregiver at være akademisk, men som indeholder så mange gentagelser, unøjagtigheder og løse påstande - ja, manglende evne til at læse indenad. Og som i tilgift er blind for egne selvmodsigelser. Det er faktisk en imponerende ophobning af falske påstande, der er indeholdt i Curt Sørensens artikel.

For ikke at trætte læserne af Militært Tidsskrift skal jeg blot nævne nogle af de værste urimeligheder i den lange artikel. Som indledning vil jeg tillade mig kort at præsentere min bog, da Curt Sørensen som nævnt ikke har gjort det.

Gulag og glemsels sigte er at belyse den næsten ufattelige tragedie, som Rusland blev udsat for i det 20. århundrede, da en fanatisk politisk bevægelse – bolsjevikkerne - erobrede magten og benyttede landet og folket som forsøgsobjekt for et marxistisk inspireret eksperiment. Jeg har ønsket at skildre denne tragedie og de forbrydelser, som forvoldte tragedien, så konkret og så kildenært som muligt.

Det materiale, jeg bygger på, er først og fremmest den omfattende dokumentation af det kommunistiske regimes likvidering af millioner af uskyldige mennesker, som russiske forskere har frembragt i årene efter kommunismens sammenbrud.

Det er et materiale, som stort set kun findes på russisk, og som de fleste - inklusive Curt Sørensen - derfor er afskåret fra at kunne benytte. Denne vældige dokumentation har stort set ikke præget den offentlige bevidsthed og kun i ringe grad historieskrivningen uden for Rusland.

Curt Sørensens litteraturliste omfatter kun engelsksproget litteratur plus nogle få danske titler. Han følger tilsyneladende ikke med i, hvad der foregår i tysk- og fransksproget forskning. Og den russiske forskning er som nævnt lukket land for ham.

Kun en håndfuld af de nævnte bøger, som jeg alle kender, bygger på det ny russiske kildemateriale, som er blevet tilgængeligt efter Sovjetunionens sammenbrud.

I stedet hænger han fast i gamle "teorier", der var på mode for 30-40 år siden, om bolsjevikkerne som repræsentant for befolkningsflertallet, om stalinismen som "modernisering", om "social dynamik" og "strukturer" som forklaring på noget, der var affødt af konkrete, politiske beslutninger. Han hænger også fast i klicheen om den moderate Lenin og den slemme Stalin.

Kernestykket i min bog drejer sig om en dokumentation af de uhyrlige forbrydelser og tilhørende tragedier. Den er i høj grad skrevet i sympati med ofrene og set fra ofrenes perspektiv, ikke - som det traditionelt gøres - fra magthavernes perspektiv.

Dernæst gør bogen rede for, hvilken viden man havde samtidig med, at rædslerne udspillede sig. Og jeg beskriver forskellige årsager til, at de folkemord, som bolsjevikkerne forøvede, er gået i glemmebogen.

Alt dokumenteres med konkret, autentisk materiale, som ikke tidligere har været kendt.

Endelig diskuterer jeg de to store totalitære ideologiske bevægelser i Europa i det 20. århundrede, bolsjevismen og nazismen. Jeg understreger her, at de trods mange forskelle havde åbenbare lighedspunkter.

Begge var manisk optaget af at skabe et rent og sundt folkelegeme, hvilket forudsatte brændemærkning, udgrænsning og likvidering af "urene" befolkningsgrupper. Begge var anti-demokratiske, voldelige og fyldt af had til de liberale, åbne retsstater, som skulle likvideres og erstattes af organiske étpartistater.

Selv om Curt Sørensen har anvendt ti sider, får læseren intetsteds noget indtryk af dette indhold, hvilket - som det kan ses - kan beskrives på godt ti linier.

Curt Sørensen interesserer sig uhyre meget for noget, han kalder "teorier". Det er hans problem. Jeg interesserer mig for den konkrete, historiske virkelighed.

Og jeg er i modsætning til Curt Sørensen ikke interesseret i at redde Karl Marx og dennes katastrofale ideologi. Det er formentlig her, tampen brænder.

Gang på gang skriver Curt Sørensen nærmest besværgende, at Karl Marx´ ideologi intet har at gøre med det, bolsjevikkerne under Lenins og Stalins ledelse foretog sig i Rusland. Et mærkeligt og uholdbart synspunkt. Lenin, Stalin og bolsjevikkerne var jo dog marxister af en slags.

Jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at jeg ikke har villet skrive en bred Ruslandshistorie.

Derfor nytter det ikke noget, at Curt Sørensen side op og side ned nærmest manisk bebrejder mig, at jeg ikke har gjort det, og at jeg ikke har gjort dit og heller ikke dat. Da han selv mener at være så godt inde i sagerne, burde han jo selv skrive en sådan bred fremstilling baseret på den nyeste og bedste forskning, inklusive den russiske.

Det er han imidlertid ikke i stand til.

Det passer simpelthen ikke, hvad Curt Sørensen gentager fem-seks gange, at jeg bruger "ondskab" som forklaring; at jeg opererer med en hovedtese om ondskabens pludselige nedslag i et ellers problemløst samfund, eller om en ond ideologi som årsag til revolutionen og hele den efterfølgende udvikling.

Faktisk er det en af de historikere, som Curt Sørensen beundrer, der opererer med ondskab som forklaring. Curt Sørensen citerer ham oven i købet selv for, at "Stalin var et ondt menneske."

Det er i tilslutning hertil morsomt at se, at Curt Sørensen betegner stalinismen som noget enestående, ja ligefrem et spring i udviklingen. Det er dette enestående, der skal forklares. Her er Curt Sørensen meget tæt på at ville forklare udviklingen i Sovjetunionen i 1930´rne med ondskabens nedslag i historien i form af den slemme Stalin (s. 483).

Det passer heller ikke, at jeg påstår, at "noget, som Marx skrev i 1848, skulle være forklaringen på Ruslands udvikling i det 20. århundrede." Jeg postulerer heller intetsteds en "direkte kontinuitet mellem Marx og bolsjevismens faktiske styre i Rusland" (s. 473). Det er noget ganske andet, jeg skriver.

Det er ikke Ruslands "udvikling", men bolsjevikkernes handlinger, jeg har beskrevet. Som man vil se, hvis man læser min bog, diskuterer jeg indledningsvis, hvilken rolle henholdsvis marxismen og den russiske politiske kultur har spillet for bolsjevikkerne.

Og jeg konkluderer, at bolsjevikkerne både var påvirket af Marx´ forestillinger og af den voldelige, revolutionære tradition blandt radikale, russiske intellektuelle..

Lenin var som de andre ledende bolsjevikker meget optaget af Marx. De anså den tyske ideolog for deres læremester. De var marxister, men altså russiske marxister. Hvis man skal tro Curt Sørensen, spillede Marx ingen som helst rolle for Lenin & Co.

Det er lige ved, at bolsjevikkerne heller ikke selv spillede nogen rolle i alt det, der skete i Rusland efter deres magtovertagelse i 1917. Nærmest uden at ville det, blev de bragt til magten af masserne. Derpå blev de desværre nødt til at føre borgerkrig, fordi de hvide generaler ikke ville lade dem være i fred. Og siden hen er det ”social dynamik” og ”modernisering” og andet, der ifølge Curt Sørensen er afgørende.

Det er, som om det marxistiske regime slet intet betød. Men krigen mod befolkningen, tvangskollektiviseringen, terroren osv. lavede jo ikke sig selv. Den blev faktisk konkret besluttet og dirigeret af nogle magthavere.

Ifølge Curt Sørensen kan Marx ikke have noget som helst at gøre med den politik, de russiske marxister førte ud i livet efter 1917. Marx var nemlig imod statslig ejendomsret. Jeg og andre troede, at han var imod den private ejendomsret. Det var jo den, han udnævnte til roden til alt ondt.

Og hele kommunismens idé kunne ifølge Marx sammenfattes i én sætning: Afskaffelse af den private ejendomsret. Hvordan kan alle marxister i og uden for Rusland dog i den grad have misforstået den stakkels Marx?

Var det også en misforståelse, når alle danske marxistiske partier har haft afskaffelse af privat ejendomsret til og nationalisering af produktionsmidlerne og planøkonomi på programmet?

Lenin havde tilsyneladende heller intet at gøre med bestræbelserne på at indføre socialisme i Rusland. Lenin har aldrig udviklet en sådan teori, forklarer Curt Sørensen. Det var Stalin og Bukharin, der udviklede en "teori" i midten af 1920´rne(s. 476).

Det var altså helt tilfældigt, når Lenin, Bukharin og de andre (f. eks. i Kommunismens ABC i 1919) ligesom deres læremester Marx ønskede produktionsmidlerne nationaliseret og produktionen organiseret ifølge en statslig plan osv.?

Det er muligt, at en engelsk forsker mener, at Lenins klasseteori var en "deskriptiv og kausal teori", og ikke en normativ teori om klasseudryddelse. Men jeg interesserer mig som sagt mere for, hvad Lenin gjorde og sagde i det virkelige liv. Og dér lød parolen på massiv udryddelse af klassefjender.

Jeg betragter aldeles ikke, som Curt Sørensen hævder, russiske arbejdere og bønder som viljesløse marionetter uden evne til selvstændig handling (s. 476). Faktisk bruger jeg tværtimod megen plads på at beskrive, hvor omfattende og langvarig såvel bøndernes som arbejdernes modstand mod bolsjevikkernes terrorregime var.

Hverken jeg eller andre har naturligvis påstået, at Stalin helt alene gennemførte massemordene (s. 480). Denne dumme kliché har man nu måttet høre på i 40 år.

I det hele taget er det trættende at skulle blive ved med at læse den slags nonsens om den såkaldte totalitarismeteori.

Tværtimod beskriver jeg indgående, hvor stor en organisation og hvor mange mennesker der skulle til for at indfange, transportere, bevogte, afhøre og likvidere de mange millioner ofre for regimets politik.

Curt Sørensen finder, at jeg er "grov", når jeg sammenligner Holocaust-benægtere med Gulag-benægtere (s. 481). Hvorfor i alverden skulle det være groft? De opererer jo på præcis samme måde.

Når den marxistiske historiker og Stalin-beundrer Maurice Dobb kunne skrive en bog på flere hundrede sider om den økonomiske udvikling i Sovjetunionen uden at nævne Gulags millionhær af slavearbejdere og heller ikke med ét ord nævner millionofrene for den brutale tvangskollektivisering - er det så ”grovere” at gøre opmærksom på denne kendsgerning end at gøre opmærksom på historikere, som fortier nazisternes kz-lejre og folkedrab?

Et par konkrete eksempler på Curt Sørensens lemfældige omgang med henvisninger til min bog. Han påstår, at jeg benytter (oven i købet igen) "en lummer insinuation" ved at skrive, at nogle historikere har forsøgt at sætte tallet på politiske fanger i Gulag så lavt som muligt (s. 480).

Der er intet som helst lummert.

Det pågældende sted forklarer jeg, at disse historikere undlader at tage i betragtning, at så mange mennesker simpelthen blev skudt i en bestemt periode og derfor jo ikke kunne komme i kz-lejr og dermed heller ikke komme med i statistikken over lejrfanger. Altså en sagligt begrundet kritik.

Curt Sørensen påstår også, at jeg skriver, at de nye arkivfund har bestyrket Robert Conquests gamle og meget høje tal for kommunismens ofre (s. 481). Hvis Curt Sørensen var i stand til at læse indenad, ville han forstå, at jeg det pågældende sted overhovedet ikke drøfter ofrenes antal, men derimod spørgsmålet om, hvorvidt terroren var centralt organiseret af regimet eller ej.

Conquest argumenterede i sit klassiske værk The Great Terror for, at terroren var centralt organiseret af Stalin og hans nære kammerater. Det nu tilgængelige sovjetiske materiale har givet ham ubestrideligt ret på dette punkt.

Derimod tager jeg afstand fra Conquests høje tal (hvad han i øvrigt også selv gør i lyset af det nye kildemateriale), men det er et helt andet sted i bogen. Curt Sørensens referat af, hvad jeg i virkeligheden skriver om Stalins forfatning og socialismen (s. 483), er ligeledes helt misvisende.

Det er endvidere totalt misforstået, når Curt Sørensen tror, at min historieopfattelse er deterministisk, oven i købet dybt deterministisk (s. 484). Tværtimod fremhæver jeg jo gang på gang, at det var konkrete mennesker, der i konkrete situationer foretog konkrete handlinger, som fik konkrete følger og derved forandrede det historiske forløb.

Der er som sagt ingen ende på mine misforståelser og på de emner, jeg ikke behandler. Curt Sørensen bebrejder mig endda, at jeg ”tilslører”, hvor vidt udbredt fascismens fascination var. Men nu behandler min bog altså bolsjevisme/kommunisme og ikke fascisme/nazisme. (Jeg skriver heller ikke om buddhismens udbredelse, så den ”tilslører” jeg også).

Videre påstår Curt Sørensen, at jeg ignorerer og tilsværter, tilslører og insinuerer, postulerer og fortolker vilkårligt, viger uden om temaer og udvælger ensidigt. Ikke så lidt må man sige – og alt med det formål at få det hele til at passe med mine forudfattede, forkerte og forkastelige meninger. Fin form for argumentation!

Curt Sørensens artikel slutter med en groft manipuleret gengivelse af det, jeg skriver om moral og videnskabelig standard, at jeg ikke engang gider bruge plads på at korrigere det. Det er af en sådan karakter, at den kun stempler ham selv. I det hele taget siger hans artikel meget om Curt Sørensen og meget lidt om min bog.

Oven i det hele lader Curt Sørensen forstå, at jeg er indskrænket og uvidende, og at jeg ikke som Curt Sørensen kender den internationale diskussion om dette og hint. Hvis min bog var kommet på engelsk "ude i den store verden", ville den have vakt skandale.

Det er alt sammen helt rigtigt. Jeg er en indskrænket og uvidende bondetamp, og Curt Sørensen er en stor og internationalt anerkendt forsker - hvad dog vist ingen hidtil har bemærket. Især inden for området Ruslands historie er hans ekspertise omfattende - et område, hvor han end ikke er i stand til at læse det primære kildemateriale eller sætte sig ind i, hvad russiske forskere skriver og udgiver.

Jeg forstår egentlig ikke, at Militært Tidsskrift har villet lægge papir til et så ringe produkt. I det hele taget er det et sært sted at få trykt en artikel, som ikke handler om militær eller krigshistorie.

Jeg er glad for, at jeg er blevet gjort opmærksom på ”anmeldelsen”, så jeg får lejlighed til at tage til genmæle. Det var dog ikke redaktionen af Militært Tidsskrift, der oplyste mig om dette generalangreb med løst krudt og forsagere.

Bent Jensen er professor, dr. phil. ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet i Odense.

Læs Curt Sørensen anmeldelse af Gulag og glemsel på Kontradoxa

Læs Curt Sørensens svar til Bent Jensen.