Globalisering: Den nye bondeopstand

Enhver vare i et supermarked har en historie at fortælle, hvis bare vi kunne finde den. Produkterne trodser sæsoner, geografi, krige, afstande, natur.

Det er vinter udenfor, men indenfor i supermarkedet ligger ananas fra Elfenbenskysten, stadig små og grønne, badet i summende halogenlys. Der er borgerkrig i Elfenbenskysten, men det ser ikke ud til at have stoppet strømmen af tropiske frugter til det kolde nord. Ved siden af ligger der underlige knoprede stykker ingefær gravet op af den kinesiske jord. Gala-æbler fra Frankrig puttet i poser og til halv pris. Avocadoer fra Israel og Chile. Blege tomater fra de Canariske øer.

Færdigretterne fylder kølediskene sammen med små klynger babymajs pakket ind i plastik fra plantager i Kenya. Her er torsk hevet op af trawlere i det overfiskede, kolde nordlige Atlanterhav. Selvom vi ikke kan høre historierne på de varer, vi vælger at putte i indkøbskurven, skriver de med deres eget sprog på vores krop og sind, på vores familier, vores økonomi og vores landskaber. Det kan betyde liv eller død i nogle fjerne lande, hvis navne vi knap kan tyde på indpakningerne.

Vi er alle sammen påvirket af den globale økonomi, på den mest grundlæggende og intime måde, gennem vores fødevarer.

Disse sammenhænge bliver først synlige, når de mennesker der producerer fødevarerne, minder os om dem. De, som arbejder på landet, udgør en stærk kilde af kulturel identitet, hvad enten det er mexicanske campesinos, argentinske gauchos, franske paysannes, australske conkies, eller fladhattede bønder fra Yorkshire. Deres billeder bruges til at markedsføre fødevarerne, fordi vi forbinder dem med landliv, natur og godt robust helbred.

Men de virkelige mennesker, der producerer vores fødevarer, er ved at miste deres levebrød og forlade deres jord.

Omvendt auktion

I de sidste par år har britiske mælkebønder, i frustration og vrede over mælkeprisernes styrtdyk, blokeret supermarkeder i hele landet, hældt deres mælk ud og boykottet leverandører. Hvorfor blokere supermarkeder?

Den gennemsnitpris, som en britisk bonde får for sin mælk, er den laveste i 30 år. Supermarkedernes forhandlingsposition er så fordelagtig, at den pris, som bønderne får for deres produkter, konstant er for nedadgående. I år 2000 begyndte supermarkedsgiganten Tesco at afholde internationale ”omvendte” auktioner for deres leverandører i hele verden. De måtte underbyde hinanden, indtil Tesco fik den laveste pris.

Supermarkederne giver forbrugerne skylden fordi de vil have ”billig mad”, men for 50 år siden fik bønderne i Europa og Nordamerika mellem 45 og 60 procent af de penge, som forbrugerne brugte på mad. I dag er deres andel faldet til 7 procent i Storbritannien og 3, 5 procent i USA.

Selv det ultimative symbol på den hårdføre individualist - cowboyen - er en truet art. De fleste ranchers på Nebraskas store sletter er permanent på konkursens rand, mens de pantsætter eller sælger deres jord og kvæg for at overleve. Cowboyen rider mod sin endelige solnedgang, mens de store sletter støt affolkes.

Detaljerne er specifikke for det enkelte land, men tendenserne er internationale: Landbrugets krise er global.

Bønderne forsvinder

De seks lande, der grundlagde den Fælles Europæiske Landbrugspolitik, havde 22 millioner bønder i 1957, i dag er det antal faldet til 7 millioner. Kun 20 procent af EU’s rigeste og største landbrug modtager 80 procent af EU-subsidierne.

Canada mistede tre fjerdedel af sine bønder mellem 1941 og 1961, og faldet fortsætter. I 1935 var der 6,8 millioner arbejdende bønder i USA, i dag er antallet under 1,9 millioner – mindre end antallet af fanger i USA’s fængsler. Selvmord er nu den almindeligste dødsårsag blandt amerikanske bønder. I Storbritannien begår en bonde selvmord én gang om ugen.

I fattigere lande er situationen endnu værre. Halvdelen af verdens befolkning lever stadig af jorden, og det er dem, der sørger for føde til flertallet af jordens fattige. I Sydøstasien og Afrika syd for Sahara lever over 70 procent af befolkningen af jorden. Landbrug udgør i gennemsnit halvdelen af den totale økonomi.

I Filippinerne er antallet af landbrugshusholdninger i den majs-producerende Mindanao-provins faldet til det halve. Mellem 1985 og 1995 faldt antallet af ansatte i landbruget i Brasilien fra 23 til 18 millioner. I Kina anslår man, at 400 millioner bønder er i fare for fuldstændig at miste deres levebrød. Overalt forsvinder småbønderne.

Agribusiness

Hvorfor sker dette? Et eller andet sted må nogen have fordele af det. Svaret er ikke svært at finde. Det findes ikke i jorden, men i de transnationale selskaber, som er kendt som ’agribusiness’. De opererer på tværs af planeten, køber til den laveste pris og sætter enhver bonde i direkte konkurrence med alle andre bønder.

Mens prisen på afgrøder er blevet presset ned, er prisen på inputs som f.eks. såsæd, gødning og pesticider gået op. Kontrollen med ’fødekæden’ er blevet koncentreret på færre og færre hænder.

Ifølge Bill Hefermann, landbrugssociolog ved Missouris universitet, er der i visse tilfælde ”fuld integreret kontrol med fødevaresystemet fra gen til supermarkedsdisken”.

Da de to gigantiske selskaber Monsanto og Cargill indgik partnerskab, kontrollerede de såsæd, gødning, pesticider, landbrugsfinansiering, kornindsamling, korn- og foderforarbejdning, kvægproduktion og slagtning, såvel som mange færdige fødevaremærker. Dette system – udviklet i USA – bliver i globaliseringens navn eksporteret til andre lande.

Dette niveau af kontrol er en af årsagerne til bekymring over genmodificerede fødevarer. Genmodificeringen giver Agribusiness endnu flere våben til at gennemtvinge total afhængighed af deres patenterede såsæd. Brugen af genmodificeret såsæd forudsætter ofte anvendelse af ukrudtsbekæmpelsesmidler eller endda ’udløser-kemikalier’ – ting som bonden selvfølgelig skal købe af samme firma.

Dette er hemmeligheden bag ’udryddelsen’ af familiebrugene i Nord og småbønderne i Syd. For at få dem til at forsvinde, hvis man da ikke vil dræbe dem, må man forvandle dem til sårbare arbejdere på samlebånd, uden kontrol over deres egen produktion og overgivet til de transnationale selskaber.

Ineffektive småbønder

Agribusiness skriver den globale handels regler. Cargill var en af de ansvarlige for Aftalen om Landbrug i Verdenshandelsorganisationen WTO, som liberaliserer det globale fødevaremarked. Bønder, specielt i de fattige lande, kan ikke konkurrere med billige importvarer.

James Enyart fra Monsanto sagde om WTO’s aftaler om intellektuel ejendomsret – TRIPS, som har gjort Monsantos kontrol med såsæd og genetisk materiale mulig: ”Industrien opdagede et alvorligt problem i international handel. Den fandt på en løsning, indskrænkede det til et konkret forslag og solgte det til vores og andre regeringer”.

Hvorfor er det et problem at små ”ineffektive” producenter bliver udraderet af globaliseret corporate agribusiness? Frihandelsteori er jo baseret på den opfattelse, at det enkelte land skal specialisere sig, producere det, de er bedst til, og importere alt det andet.

Men, som Kevan Bundell fra NGO´en Christian Aid siger: ”Det giver meget lidt mening for fattige lande at tage yderligere risikoer, hvis de skal stole på et velfungerende marked, som alt for ofte svigter eller ikke eksisterer.”

Hvor ’velfungerende’ er et marked som ignorerer de enorme udgifter til at rydde op efter kemisk forurening af vand eller reduceringen af genetisk mangfoldighed. Hvor ’sundt’ er det at skabe nye sygdomme hos dyrene og antibiotika-resistens hos menneskene. Hvor ’billige’ er de offentlige subsidier til landbrugsindustrien, den globale transport, eller de sociale sammenbrud i landområderne?

Den fremherskende fri markeds tænkning spørger, hvorfor vi skal yde støtte til, at folk forbliver i deres ’tilbageståenhed’ og fattigdom. Men erfaringerne viser os, at når disse mennesker mister deres subsistensmuligheder i landområderne, så vil kun få finde bedre jobs i byerne. Mange vil ende som marginaliserede i de stadigt voksende urbane slumområder.

”Fremtiden for bønderne er dyster”, siger Chen Xiwen, direktør for den kinesiske stats forskningscenter. Ifølge Chen var 88 millioner kinesiske arbejdere i 2001 migreret fra landområder til byerne, og de fleste af dem er nu ansat under ”beskidte, hårde, farlige og usikre forhold”.

Spørgsmålet er ikke hvorvidt vi har ret til at dømme mennesker til det hårde liv som fattige bønder – en anklage som ofte rettes mod dem der modsætter sig det globale handelsregime og de fødevarekarteller, der styrer det - det virkelige spørgsmål er, hvorvidt sårbare bønder selv har meningsfulde valg.

Global bondealliance

Nettie Webb, en canadisk bonde, forklarer: ”Problemet for os landbrugere er, at vi er rodfæstet i de områder hvor vi bor og dyrker vores fødevarer. Den anden side, de transnationale selskaber, er globalt mobile.”

For at sige det på en anden måde: Globale handelsregler kan grundlæggende ændre landbruget, men som en skeptiker har spurgt: ”Kan man forestille sig en koalition af belgiske, franske, italienske, uruguayanske, brasilianske og new zealandske bønder komme marcherende til et WTO-møde i Punta del Este? Og hvad kunne de kræve, som vil tilgodese dem alle, eftersom de alle er i konkurrence med hinanden.”

Men faktisk har organisationen Vía Campesina deltaget i alle WTO-møder fra 1994 og fremad. ”Vi lader os ikke intimidere, vi lader os ikke ’forsvinde’”, har været deres slagord.

Denne globale alliance af småbønder, familiebrug, jordløse, oprindelige folk, kvinder og landarbejdere har millioner af medlemmer, flest i de fattige lande – og de har sat et alternativt landbrugsparadigme på tapetet.

Det er baseret på idéen om fødevaresuverænitet. ”Det er,” siger de: ”menneskers, lokalsamfunds og landes RET selv at definere landbrugs-, fiskeri-, fødevare- og jordpolitikker, der er økologisk, socialt, kulturelt og økonomisk tilpasset deres unikke forhold”.

De ser fødevare som en menneskeret og ikke som en vare og anser deres job, fremstillingen af fødevarer, som grundlæggende for den menneskelige eksistens. Holdningen udtrykkes klart i et brasiliansk kooperativ-medlems kommentar til den tidligere brasilianske præsident Cardosos krav om, at landbruget måtte underordne sig markedets love: ”Godt hr. præsident. Når Brasilien ikke længere har brug for fødevarer, så kan du lade landbruget gå bankerot”

Bønderne mener ikke, at noget så vigtigt som fødevarer burde styres af WTO. De har været ledende i en kampagne for at få fødevarer taget helt udenfor WTO’s kompetencer. Det betyder ikke, at de er ’anti-handel’. De støtter handel med produkter, som landet ikke kan producere selv. Og når et land med sin produktion har opfyldt sine egne behov, skal det have lov til at handle med merproduktionen.

Producerer til eget forbrug

Jeg var et stykke tid sammen med Vía Campesina under Verdens Sociale Forum i 2002 i Porto Alegre, hvor de forklarede deres vision lidt grundigere.

Jeg befinder mig i baghaven af Capuchino-klosteret, hvor der vokser mango- og papayatræer læsset med grøn umoden frugt. Vía Campesina-delegerede, personer af få ord, sidder rundt omkring på bænke, nipper kaffe og slapper af.

José Bocquisso Jr. forklarer, hvad hans organisation, Mozambiques Nationale Bondeunion, mener:

”Mozambique var en af verdens største producenter af Cashewnødder,” forklarer han. ”Men på grund af IMF blev plantagerne privatiseret og senere lukket… Folk burde koncentrere sig om at producere fødevarer til sig selv i stedet for eksportprodukter… Hvis vi producerer en masse bomuld, ender det med, at prisen, vi får, er lavere end produktionsomkostningerne, og folk strander med læssevis af bomuld, men uden mad og uden penge. I vores organisation fokuserer vi på at producere fødevarer. Vi opfordrer vores medlemmer til først og fremmest at producere for at dække deres egne behov. Så gør det ikke så meget, hvis de ikke har nogen penge, for de er sikre på at have mad og kan brødføde deres familier.”

Hans gruppe er en del af den voksende afrikanske medlemsgruppe i Vía Campesina. ”Det giver meget styrke at være en del af en global bevægelse. Verdensmagterne må bekæmpes på globalt niveau”.

Vía Campesina er ikke ’anti-teknologi’. Men deres vision er baseret på en landbrugsmodel, der tager udgangspunkt i bøndernes egen viden. Faktisk bunder alle Vía Campesinas argumenter om fødevarer og landbrug – hvad enten det er GMO eller adgang til jord og marked – i én ting: Kontrol.

Indra Lubis, medlem af en koalition af 13 indonesiske bondeorganisationer med 900.000 medlemmer, forklarer, at modstanden mod genetisk modificeret såsæd og pesticider handler om selvbestemmelse: ”Med Monsanto, som har plantet genetisk modificeret bomuld i det sydlige Sulawesi, er vi afhængige af dem for såsæd. De vil gerne kontrollere bomulds- og fødevareproduktion. Vi bliver gjort afhængige af multinationale selskaber. Men vi er uafhængige, hvis vi udvikler vores eget landbrug. Hvis vi bruger vores eget produktive system, uden kemisk gødning eller herbicider? Vi bruger lokal såsæd og gødning. I Indonesien har vi så mange variationer af såsæd. Det er en grundlæggende del af vores kultur.”

Stærke kvinder

Halvfjerds procent af verdens bønder er kvinder, de fleste af folkene i klosterets baghave er mænd.

Rosalva Gutierrez fra Belizes bonde-organisation fortæller mig: ”Det er altid kvinderne, der løfter den tungeste byrde som bønder, mødre og hustruer. Vi har mange stærke kvinder, men de er blevet undertrykt så mange år. Kvinders selvværd er meget lav, så vi laver workshops og uddannelse… Jeg er koordinator for kvindeprojektet og med i den internationale koordination af Vía Campesina. Jeg prøver på at sikre, at de fine ord om ligestilling af køn som Vía Campesina har på papiret, bliver til virkelighed.”

Og hun forklarer videre: ”Vi ser ikke bønder som mennesker fra forskellige lande. Bønder i alle lande forstår de samme synspunkter.”

Vía Campesina mener, at fødevareproduktion spiller en unik rolle for livet på landet, for sundhed, økologi og kultur.

Kanya Pankiti, en bonde fra det sydlige Thailand, som er på sin første rejse ud af landet, fortæller om, hvordan bønder i hendes region dyrker jorden og samtidig beskytter skoven, vandet og jorden. Kanya ved meget om træer.

Hun siger: ”Det thailandske skovministerium tror ikke, at folk kan leve i skoven og beskytte den. Men vi har jo boet i skoven i hundredvis af år. Det er ikke landsbybeboerne, der ødelægger skoven, det er tømmerfirmaerne.”

Hendes hjem ligger uden for en ny nationalparkzone, men hendes jord ligger indenfor, og de vil have hende ud. ”Når de vedtager en nationalpark,” siger hun ”sidder de i et airconditioneret rum og kigger på et kort.”

Hvad synes hun om Verdens Sociale Forum? Hun vil tage tilbage og fortælle i sin landsby, at ”de ikke er alene i verden i deres kamp for jorden, og at vi kan samarbejde med folk i andre lande”.

Et spørgsmål for alle

For alle, som spiser, er spørgsmålet om hvem, der kontrollerer ’fødekæden’- bønderne eller stadig mere magtfulde transnationale karteller – ikke mindre afgørende, end det er for Indra, Kanya eller José.

På selvsamme tid som forbrugerne i de udviklede lande mere end nogensinde modsætter sig det industrialiserede landbrug, brugen af antibiotika, pesticid-resterne i fødevarer, tabet af biodiversitet, og trusler som BSE, presser kartellerne på for at kopiere netop denne model på globalt niveau - ofte forklædt som ’udvikling’.

Mario Pizano, medlem af Confederación Campesino del Suerto fra Chile, blander sig i snakken. ”De store selskaber opkøber al jorden”, beklager han. ”De siger til os: Hvis vi skal købe jeres afgrøder, så skal I købe vores kemikalier. De giver os kemikalier, som er forbudte i USA. Og så må vi give dem en del af vores afgrøder. Hvis vi ikke kan, tager de vores jord.”

Men han og millioner med ham nægter at blive livegne på deres jord. Da vi tager afsked, tager han sin grønne kasket med navnet på sin organisation af og giver mig den. ”Denne organisation er en del af mig,” siger han.

Artiklen, der tidligere har været bragt i tidsskriftet Gaia, er oversat af Pelle Dragsted. Den er oprindeligt fra The New Internationalist.