Rap og sexisme: Hvordan ryster man røven som en so?

Det sexistiske kvindesyn, som rapmusikken sætter ord på, medierne formidler videre, og de unge forbrugere må forholde sig til, er krænkende og problematisk. Men det er også frækt og spændende. For at ændre det må vi forstå, hvordan det virker, hvorfor det er så fascinerende og populært.

Og vi må have et alternativ, der ikke går på at censurere, være reaktionær og kedelig. Der skal kunne rystes røv, og man skal kunne være et svin, en so eller en glad gris.

Det skal bare ikke gå ud over en generation af unge, som vokser op og tror, at man for at være sej skal omtale andre nedværdigende og behandle dem derefter.

Forskellige tolkninger

I den igangværende debat om rappernes brug af nedsættende ord for kvinder er der, som tidligere når debatten har været oppe, en tendens til at forsvare rapmusikken indefra eller kritisere den udefra. Hanne-Vibeke Holst er på banen i rollen som fruen fra Frederiksberg overfor Niarn, der spiller gadedrengen med den beskidte kæft. Fra begge lejre lyder røsterne som ekkoer af det traditionelle kvindesyn, at kvinder ikke må være grimme. De er pæne og skal behandles derefter, siger fru Holst. Ellers kan de få sig en lærestreg, svarer Niarn.

Det ligger lige for at tolke de mandlige rapperes kvindenedgørende tekster som drengerøvenes moderoprør imod den feminiserede velfærdsstat. Den tolkning lyder: Alt for længe har kvindelige værdier og ligestillingspolitisk sniksnak fyldt det offentlige rum og hindret drenge i at være drenge og dyrke det maskuline. Rapmusikken er et frirum, hvor den undertrykte machokultur kan få lov at udfolde sig. Her regerer drengene, og der skal ikke komme nogen mor og blande sig i det.

Det ligger også lige for at tolke de kvindenedgørende raptekster og pornoæstetiske visuelle repræsentationer af kvinder i musikvideoer mv. som rendyrket sexisme. Den tolkning lyder: Rapperne legitimerer en undertrykkende indstilling overfor kvinder, der tangerer det direkte fjendtlige eller prostitutionslignede. De er ansvarsløse og videreformidler et kvindesyn, som vi ikke vil hverken se eller høre.

Begge tolkninger har noget på sig, men de er ikke fyldestgørende. Det er to eksempler på, hvordan rappen udefra set kan kategoriseres og kritiseres. For at forstå den indre logik i kønsforholdet må det undersøges på de præmisser, rapmusikken selv stiller op.

Fantasi og virkelighed

Den fornøjelse, millioner af forstadsteenagere kloden rundt har af at se bling-bling videoer på MTV, høre 50 Cent, gå i streetwear og snakke et angloficeret slangsprog, vil vi ikke tage fra dem. Det skal bare foregå på en fornuftig måde, hvor man kan skelne mellem fiktionens verden og den virkelige verden, synes moralen at være.

Det, der foregår i fjernsynet, når stimer af afklædte kvinder labdancer sig frem til et anerkendende blik fra en stor, pumpet, mandlig macho-rapper, må unge ikke begynde at forveksle med indholdet i deres egne liv. Men grænserne er ikke så lette at opretholde.

For brugen af populærkulturen er netop kendetegnet ved, at vi tolker produkterne og aktivt forbruger dem i vores egen hverdag. Vi skaber de betydninger, som synes at virke meningsfulde for os. Derfor kan det virke oplagt for en dansk dreng at opføre sig som en hårdkogt gangster, hvis han gerne vil være street og autentisk. Eller det kan virke naturligt for en dansk pige at ryste røven, som hun har set raggabølgens bikinibabes gøre det.

Umiddelbart kan det måske virke påtaget eller afkoblet fra den sociale virkelighed, vi befinder os i. Men det er det ikke. Det er en populær brug af det univers, som rapmusikken stiller til rådighed.

Jo tak, det er da paradoksalt, at den eftertragtelsesværdige autenticitet ikke bare kan hentes fra oprigtige beretninger om ens liv og levned, men kræver at blive forbundet til rappens mytiske fortællinger.

Omvendt giver det historier og handlinger en dybde og merbetydning, som er tiltrækkende. Det er fascinerende at kunne iscenesætte sig selv på en måde, som giver associationer til et univers, hvor kvinden står i g-streng og vasker bilen eller hænger gangster-bandanaer til tørre på tørresnoren, mens manden sidder og ryger en ordentlig koger på verandaen, inden hans homies kommer for at hente ham til et nyt opgør med rivaliserende hustlers.

Gangstermyten

Det kan virke forunderligt, at gangsterinspireret rap overhovedet findes i Danmark. Men ved at indskrive egne oplevelser fra et liv i samfundets yderbane i rappens univers af urbane myter, muliggøres en dansk pendant til gangstarappen, som får stemplet autentisk.

Da gangstarappen dukkede frem i 90’erne og viste alt det værste frem i en glorificering af ghettolivet, indkasserede den gigantiske salgstal. Den hardcore red-dig-selv mentalitet, som blev kørt frem, var på en gang en hyper(u)realistisk og apolitisk form for rap og et politisk statement om at gøre det politisk ukorrekte respekteret som cool. I den bølge af våde machodrømme blev vold, rusmidler og promiskuøs sex yndede temaer at behandle i sine raptekster.

Og som forventet blev det pæne Amerika voldsomt forarget. Borgerlige feminister tordnede mod de farlige sorte rappere og anklagede dem for at påvirke Amerikas forsvarsløse unge med umoralsk opførsel.

Det blev tilbagevist med en vifte af argumenter, såsom at rap beskriver livet, som det er (tough luck for dem, der tror, det kun er rart), at rappoesi skal forstås i overført betydning (og det relativiserer ordenes betydninger), at unge er fuldt ud i stand til at tackle de påvirkninger, som møder dem (nej, de kan ikke hjernevaskes), at voksne burde tage affære (ved at indføre mærkningsordninger eller forbud) – og at det sælger (så derfor skal vi have det).

En debat svarende til den amerikanske udspillede sig i Berlingske Tidende vinteren 2002/2003. Nu har den så været her igen.

Afspejling af et sexistisk samfund

Er vi blevet klogere siden sidst? Tja, rapperne Niarn og Jokeren fremfører i hvert fald et argument i debatten, som også den revolutionære, afroamerikanske feminist bell hooks har præsenteret i forbindelse med kritikken af de sexistiske raptekster: At det ikke er rappen, der er noget i vejen med, men det omgivende samfund, som den beskriver. Altså den sexistiske rap afspejler et sexistisk samfund.

Det vil nok komme som en overraskelse for de fleste, der ynder at se Velfærdsdanmark som et dejligt land med formel ligestilling og en attråværdig frisindethed.

Forsvarerne af tingenes tilstand i den gode velfærdsstat vil hævde, at Niarn og Jokerens udgydelser er en gidseltagning af frisindet. Imødekommer vi derimod deres pointe, at rapmusikken ikke bare beskriver livet i en marginal subkultur, men aspekter af livet som det ser ud for os alle sammen, så medfører det en betydelig udvidelse af omfanget af påkrævet selvransagelse.

Hvis rapperne har et ansvar, så har eksempelvis de multinationale pladeselskabers executive boards (som hovedsageligt består af velhavende, midaldrende, hvide mænd) det også. Ikke at det fritager rapperne for deres del af ansvaret, men det kommercielle maskineri spiller en altafgørende rolle i frempromoveringen af rapmusik med sexistisk tekstindhold og kønsstereotype billedflader.

Plantageslaveri og ghettoerfaring

Kommercialiseringen af rapmusikken er af afroamerikanske musikkritikere blevet kaldt en moderne form for plantageslaveri: Som en analogi til dengang der blev hentet slaver fra Vestafrika til USA’s østkyst for at producere varer til Vesteuropa, ser vi i dag talentfulde unge afroamerikanere blive hentet ud af ghettoen for at producere musik til middelklasseunge kloden rundt. Nogle af dem bliver ganske vist superrige megastjerner, men langt de fleste penge bliver tjent af andre end dem selv.

Ghettoerne, som de kommer fra, og som er det oprindelige ophav til hele streetkulturen, ser aldrig noget til den enorme indtjening, der er på at eksponere ghettobegrebet. Tværtimod bliver rapmusikkens holy urban land, ghettoen, mere og mere forarmet.

Det kvindesyn, som gangstarappen definerer, retfærdiggøres med henvisning til virkeligheden i ghettoen. Fordi den virkelighed er forbundet til en position på det amerikanske samfunds bund, ofte som fattig og sort, er det vanskeligt som privilegeret hvid vesteuropæer at afvise sandhedsværdien i, at kvinder bliver set på den måde.

Men af det følger ikke logisk en moralsk retfærdiggørelse. Afroamerikanske feminister har i årtier kritiseret de afroamerikanske mænds sexisme, samtidig med at de har forholdt sig kritisk overfor det feministiske projekt, der foreskriver en enhed mellem alle kvinder, bare fordi de er kvinder. At det hårde liv i ghettoen afføder en særlig rå omgangstone mellem kønnene betyder ikke, at den er prisværdig. Det betyder heller ikke, at vi nødvendigvis skal overtage den i Danmark, hvor erfaringerne fra livet på gaden er af nogle helt andre dimensioner.

Iscenesættelsen af et kønsforhold

Rapmusikken giver en rar tilfredsstillelse i kroppen af at være cool. Rap kan bruges til som pige at føle sig cool på en sexet måde og som dreng at føle sig cool på en macho måde. Rappen er ikke årsag til bestemte kønsforhold, men den faciliterer dem.

De unge, der er i gang med at etablere deres kønsidentitet, kan gå ind og ud af de figurer, som rapmusikken stiller til rådighed, og opleve deres køn som noget de selv former. På den baggrund har spillet mellem kønnene netop karakter af et spil, og i den forstand er det for sjov, når man kalder nogen et nedsættende ord for deres køn eller fremfører sit køn på en karikeret facon.

Spillets konsekvenser

Problemet ved at se forholdet mellem kønnene som et spil er, at man også gerne vil tages alvorligt, samtidig med at man spiller spillet for sjov. Derfor er spillet ikke noget, der foregår af ren lyst i et åbent rum, hvor alle er stillet frit og lige.

Det foregår derimod på forskellige baner med forskellige regler. Der er himmelvid forskel på at (øve sig i at) ryste røv hjemme på værelset, til en klassefest, på det lokale provinsdiskotek eller til en rap-koncert. Banen er kridtet op på forskellig vis, når kønnet skal i aktion, og reglerne er ikke altid nogle, man umiddelbart kan få indflydelse på.

Eksempelvis er det svært at forestille sig, hvordan en beklemt tilskuer kan lave om på, at nummerpigen til MC’s Fight Night er en stripper. Især hvis tilskueren sidder derhjemme og ser reportagen i Boogie, hvor en begejstret studievært fortæller os, at publikum tiljubler den næsten afklædte kvinde ved at råbe, hun skal smide tøjet.

Rapmusikken præsenterer os primært for en bestemt type kvinde. Hun er lækker og sexet, trådt direkte ud af en pornofantasi. Nu kunne man tro, at den figur skulle læses som et oplæg til, hvordan piger bør gøre deres køn, men så enkelt er det ikke.

Rapmusikken stiller nemlig pigerne, der vil forsøge at følge rappens regler for god kønsopførsel, i et dilemma. Hvis de tager tråden op og accepterer pornomentaliteten, så er de i overhængende fare for at blive stemplet med nedsættende termer. På den ene side bliver pigerne altså opfordret til at slå sig løs seksuelt, på den anden side bliver de nedgjort for at gøre det. I den forstand betyder Niarns ’ryst din røv so’, at hvis du ryster røven, så er du en so (- og hvis det ikke betyder det, så må rapperne være mere tydelige i deres sprog og ikke kun tale til drengene).

Der findes masser af ord for de kvinder, som stiller sig til rådighed for rappernes behandling. Groupie er måske på en gang den mest neutrale og den mest sigende betegnelse. Hun accepterer hans spilleregler, og resultatet er, at hun ikke kan respekteres. Det er umuligt, fordi hun ikke respekterer sig selv, men i stedet underkaster sig hans regler.

Her har Niarn fuldkommen ret, når han siger, at selvrespekt er vejen frem for pigerne. Problemet er bare, at kvindelig selvrespekt ikke ligefrem vokser frem ved, at kvinder bliver bombarderet med disrespekt.

Klart, kvinder må kræve respekt, og piger må lære at respektere sig selv. Det er feministisk barnelærdom. Der er ingen god grund til at drømme om at blive reddet af en stærk mand. Derfor har vi også brug for at se flere forskellige kvindetyper som rollemodeller i populærkulturen. De intetsigende bimbos trænger til selskab, ikke bare af mænd i rollen som sexobjekter, men også af soul sisters, tomboys og hjemmepiger. Hele kredsløbet af forbrugere, udøvende, producenter og medier må åbne sig overfor andre repræsentationer af køn end de begrænsende stereotyper, vi kender til hudløshed.

Rapmusikken har hverken opfundet det sexistiske sprog eller de fantasier og kønsulige samfund, som teksterne genspejler. Ikke at rapperne skal frikendes for deres medansvar for at udbrede et kvindenedgørende og kønsstereotypt gadesprog, men sexismen stikker dybere. Det er let at anklage Niarn for at være sexist, men sværere at afgøre, hvem der skal tage ansvar for at udrydde sexismen som generelt samfundsfænomen.

Vi nyder alle sammen, når nogen tør gøre op med konventionerne for, hvordan tingene skal se ud. Derfor kan det virke interessant at høre en dreng råbe på pik og patter. Men nu har vi hørt det.

Hvis ikke rapmusikken skal låse sig selv fast i et bestemt udtryk, så må det være tid til at komme videre.

Ryst røven so. Bemærkningen ryger direkte ind, fordi kvinder er vant til at forholde sig til de objektiveringer, der udgør repræsentationerne af deres køn. Og hvordan ryster man så røven som en so? Pointen er, at det gør man slet ikke. Et dansk slagtesvin med rytme, det findes bare ikke.

En pige danser, som hun vil, når hun vil, og det er ikke, når hun bliver kommanderet til det. Analogien til bacongrisene udfolder sig kun i hovedet på en dum stodder.

Sara Malou Strandvad studerer sociologi ved Københavns Universitet.

Artiklen har tidligere i en forkortet udgave været bragt i dagbladet Information