Interview: Laboratorium for politiske viser

En gang om måneden omdannes Stallet i Stockholm til Laboratorium för politiska visor. Det har banket støvet af viserne og fået unge mennesker til at flokkes om pladserne.

Visesanger Per Warming har mødt Jan Hammarlund til en snak om laboratoriet, politik og viser. Hammarlund har været visemager længere end de fleste, og i dag er han konferencier, sekretær og sanger i laboratoriet.

- Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om, hvordan jeg har det – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser.

Hvorfor kalder du det »laboratorium« og ikke café eller workshop?

- Jeg ville pege på en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne, og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt. møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen.

Det politiske landkort

- Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres, og de medvirkende får en cd.

Hvordan begyndte det?

- Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for »proggen« (red.: Den progressive rock, dvs. musikbevægelsen, der begyndte i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteatern, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund), men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested »Stallet« til, og ABF gav mig et (beskedent) budget.

- I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation, og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og »rikskändisser« side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter.

Både nyt og gammelt

- At det er laboratorium betyder også, at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale »after hours« jamsessions.

- En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning.

Hvad har I lært i de tre år, I har arbejdet i laboratoriet?

- Først sagde vi: Kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: Kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der bare vil lytte.

- Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: Nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: Findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer.

- Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. For eksempel »Religionen og revolutionen«. Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til.

Oplyste unge

- De unge i dag ligner min egen ungdom meget. Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste, og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke, de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer).

De erfaringer, I arbejder med i laboratoriet er altså i virkeligheden fælles for sangskrivere, traditionsbærere og dem, der lytter?

- Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser, der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling, der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange – og mange flere.

- Nogle kom og ville være med. »Jeg har ikke egentlige politiske sange«, sagde de, »men alle sange er vel politiske?« Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser.

Sange der forstyrrer

- En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs. med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke, hvordan jeg har det, og det er ikke nok.

- Brecht understreger, hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til mig selv. Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: En politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre.

- I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere!

- Den politiske vise er jo mere end en særlig genre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben.

Per Warming er troubadour og visesanger og har i mange året været engageret i højskolebevægelsen. Han har taget initiativ til skabe et laboratorium for politiske viser i København. Per Warming kan kontaktes på perwarming@hotmail.com.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.