Boganmeldelse: Feminisme, kunst og aktivisme

Kunstnergruppen Kvinder på Værtshus er udkommet med et imponerende bogværk, der ikke bare går over historien, men også udfordrer den og skaber en ny her-story. Bogen bidrager med et længe savnet vidensgrundlag om feministisk kunst, der for alvor kan bane vejen for, at feminismens indflydelse på kunstbegrebet bliver anerkendt, men forhåbentlig også skaber grobund for endnu flere aktioner, der vil ryste patriarkatet ud af samfundets grundvold.

Når jeg som studerende ved kunstakademiet i København siger, at jeg arbejder med feministisk kunst, afføder det undren: Vil det sige, jeg maler billeder af min egen kusse!?

Feminisme og kunst er et sagnomspundet felt, som i den grad er blevet underbelyst i dansk kunsthistorie. Men faktisk er fraværet af kusseportrætter næsten overvældende i kunstnergruppen Kvinder på Værtshus’ (KpV) nye bog Udsigt: Feministiske strategier i dansk billedkunst, der lige er udkommet på Forlaget Information.

KpV blev dannet af en gruppe unge kvindelige kunstnere i 1997. Deres første aktion var på et værtshus (deraf navnet) og siden har de kollektivt sat spørgsmålstegn ved køn og repræsentation gennem deres kunstneriske arbejde. Nu er de udkommet med et imponerende bogværk, der samler og belyser et overvældende antal af forskellige, mere eller mindre artikulerede feministiske strategier, der alle krydser det billedkunstneriske felt.

I stedet for at skrive en lineær fortælling, der placerer kunstnerne og deres interventioner i en lige linje fra slutningen af 60erne og frem, har KpV inddelt bogen i fire hovedtemaer: Sprog, Narration, Rum og Aktion, der går på tværs af kunstretning og generation.

For mange kvindelige kunstnere har italesættelsen og tilblivelsen af et eget sprog været nødvendig for ikke bare at kunne skabe en fortælling, men for overhovedet at være i verden. Narrationen har skabt et rum, der har banet vejen for aktiv ageren i verden. Eller også er det omvendt? Men det viser elegant, hvordan feministisk kunst har spillet en afgørende rolle for måden, hvorpå vi taler, handler og ser. En rolle som den hjemlige feminisme aldrig er blevet krediteret for, men som andre kunstretninger domineret af mænd er løbet af sted med.

Museerne, bibliotekerne, kunstakademierne og universiteterne har ikke gjort deres for at overlevere viden om kvindernes del af kulturproduktionen. Derfor har redaktørerne taget sagen i egen hånd og gravet projekter frem af gemmerne i kunstnernes private reoler og atelierer. Materialet kunne lige så godt være gået i glemmebogen for evig tid, som det har vist sig at være skæbnen for tidligere generationer af kvindelige kunstnere.

Udsigt er ikke et forsøg at forklare kvinders marginaliserede status i kunsten, men et positivt projekt, der vender denne status til at se, hvilken produktivitet det har medført. Og det er blevet til rigtig mange interessante bud på, hvad der har tegnet feminisme og kunst gennem de sidste fyrre år. Interviews, tekster af kunsthistorikere, teoretikere og kunstnerne selv. Tekster fra dengang, blandet med tilbageblik og helt nybagte indspark i diskussionen gør det til en mangfoldig læsning, der gør op med fordums ensidige syn på feminisme og præsenterer en række forskellige arbejdsmetoder.

Der er alt fra Kanonklubbens første anslag i 1970, over de få kvinder, der turde prøve kræfter med det reaktionære kunstsyn i firserne, til performancekunstnerne Mariam Jaffrey og Ellen Nymann, der inddrager den post-koloniale debat og sætter feminismen i perspektiv til det nationalistiske billedsprog, der for tiden gennemsyrer Danmark.

Hva’ blev der af søstersolidariteten?

Der er masser af debatskabende artikler og essays blandt de mange flotte farvefotos og kollager.

Kunstneren Kirsten Dufour ser tilbage på aktionen Damebilleder fra 1970. Her gik en gruppe kvinder fra Kunstakademiet i København sammen og skabte syv tableauer, der strakte sig over flere dage og alle problematiserede det herskende kvindesyn.

Kunsthappeningen blev slået an af Luderen, hvor kvinderne skiftedes til at sidde model som prostitueret. Det fik pressen til at strømme til, men da de nåede frem, var billedet skiftet til en kæmpemæssig, stinkende Opvask. Derefter blev der iscenesat et Bryllup, en Skønhedssalon efterfulgt af et kursus i Selvforsvar, der førte til frigørelsen af det borgerlige kvindesyn.

På Fabrikken syede de røde uniformer og røde lagner. De tog børnene med og flyttede ind i udstillingslokalet og dannede Lejren. Til slut holdt de en fest, hvor der blev vist lysbilleder af kvinders situation i de såkaldte 3. verdenslande.

For Kirsten Dufour var solidaritet med kvinder i hele verden altafgørende, og i sin tekst stiller hun spørgsmålet om Vestens intellektuelle, middelklasse-feminister er blevet fanget i et paradoks, hvor de selv bliver undertrykte og er med til at undertrykke kvinder i andre dele af verden, der hver dag ofres for de globaliserede erhvervsinteresser. Da dele af Vestens kvindebevægelse selv havde fået tilkæmpet sig en lille bid af kagen, glemte de alt om solidariteten med arbejderklassen og den stigende udnyttelse af kvinder i Syd.

Kan mænd være feminister?

Enkelte mænd har også listet sig med ind i den flotte bog. Kunstnergruppen Rasmus Knud, der med deres feminine fodboldprojekt har fusioneret de engelske sufragetter, der kæmpede for kvinders stemmeret, med en kvindefodboldklub i Nordlondon og skabt en semi-fiktiv hooligan- og fodboldklub Soccergette Firm. Gennem fodboldverdenen ønsker de at pege på, hvordan kvinder er blevet holdt uden for historieskrivningen, endda selvom det danske kvindelandshold vandt VM i fodbold i 1968?

Er tiden kommet til, at ikke bare den svenske statsminister, men også mænd i Danmark kan være feminister? Undertegnede tilhører nok stadig ”man-eater-holdet”, der er træt af repressiv tolerance og ikke forstår, hvorfor det at være feminist skal efterfølges af et ”jamen jeg hader ikke mænd!” Men KpV ser det som et vigtigt projekt, at feminisme ikke kun er kvinders sag.

Og med Rune Gades artikel ”Køn og Kunst”, der problematiserer, hvad han kalder for maskulinismen, vises det at skævridningen mellem kønnene og kønnet som konstruktion ikke kun rammer kvinderne, men også mændene.

Kunst og aktivisme

Det interessante ved Udsigt er, at den ikke skelner mellem såkaldt ophøjet kunst og gadeaktivisme, men ser det som et spændingsfelt, der historisk har været adskilt, men som altid har påvirket hinanden.

I det afsluttende kapitel ”Aktion” kan man bl.a. læse, hvordan freelance-kuratoren Tone O. Nielsen bruger sin kunsthistoriske baggrund til at intervenere politisk og aktivistisk. Hun bruger udstillingen som en platform til at sammenbringe og vise forskellige alternativer til den eksisterende orden. I kapitlet ses også flotte billeder af rødstrømpernes aktioner fra 70erne.

Kvinder i Sort er med, og deres demonstrationer mod krig er mere aktuelle end nogensinde, men man kunne godt savne flere aktivisthappenings fra samtiden. Men som KpV udtrykker det, så kunne hvert kapitel udgøre en hel bog. Så må vi bare opfordre læseren til at tage sagen i egen hånd og bombardere markedet med feministiske publikationer.

Heldigvis så kan vi glæde os med, at Udsigt helt sikkert ikke bliver det sidste, vi hører om feminisme i Danmark. Senest er der udkommet en hel del feministiske tidsskrifter og bøger som Misss Fanzine, Femi-Mosquito, Femkamp, En køn historie og vi ved, at flere er på vej.

Men mens vi suger til os af hinandens erfaringer, viden og strategier, skal vi ikke glemme barrikaderne og soldaritetsarbejdet med kvinder i andre dele af verden. For ord, der ikke følges af handling, eller sprog, der ikke følges af narration, rum og aktion, er uvæsentlige.

Katrine R. Dirckinck-Holmfeld er studerende ved kunstakademiet i København.

Kvinder på Værtshus: Udsigt: Feministiske strategier i dansk billedkunst. Informations Forlag 2004, sider 262, pris 298 kr. Engelsk oversættelse bagest i bogen. ISBN 87-7514-098-5