Abu Ammar 1929 -2004

Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.

Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.

Men hvad er det, Arafat ikke kunne eller ville, men skulle? Tilsyneladende handler det om de selvmordsbombere, som han skiftevis ”ikke har styr på”, ”lader operere” eller fra tid til anden ligefrem ”kontrollerer”. Og derfor vel også den store del (flertallet?) af de palæstinensere, som ulykkeligvis og forståeligvis – deres israelsk besatte tilværelse taget i betragtning – kun har skuldertræk eller skadefryd til overs for de israelske civile, der kommer af dage ved selvmordsbombeangreb.

Og det handler om de ”indrømmelser” (en euphemisme for overgivelse), som Arafat ikke har kunnet levere. F.eks. ved Camp David forhandlingerne i sommeren 2000, hvor Ehud Barak ved nordamerikansk mellemkomst angiveligt tilbød Arafat, hvad ingen anden israelsk leder før havde tilbudt. Ingen vidste konkret noget om indholdet.

Alligevel stod lederskribenter og kommentatorer i kø for at udlægge hans afvisning som et udslag af urimelige fordringer og en ”missed opportunity” af historiske dimensioner. Senere har en amerikansk embedsmand afsløret, hvad indholdet i tilbuddet bestod i. Og set i lyset af palæstinensiske interesser, og af de FN konventioner, der giver dem en slags legitimitet, ville Arafats accept de facto have gjort ham endnu mere til konge af den palæstinensiske bantustan, end han var det i forvejen.

Og det viser hen til en anden måde at forstå det med det irrelevante: Israelerne har ikke mere at bruge Arafat til. Han har leveret det, han skulle levere. Han, som palæstinenserne har set op til, fik med Oslo-aftalen effektivt demonteret den første Intifada, og sat de folkelige ledere i de besatte områder ud af spillet til fordel for et regime, der kunne kontrollere hoben og holde den hen med løfter om et frit Palæstina.

Mens jeg sidder og skriver, kan radioavisen melde, at Arafat nu er død, sådan helt officielt. Og i aftenens nyhedsudsendelser vil de fortælle om terroristen, der blev fornuftig i 1993, men som siden blev diktatorisk leder af Det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministre vil, som vores egen Per Stig Møller (radioavisen kl 8) betone Arafats rolle som nationalt symbol for palæstinenserne, og tale om at hans død, trods den tristesse den giver anledning til, åbner et ”window of opportunity” for en fredelig udvikling. Man håber, at Arafat afløses af en eller anden, der er tilstrækkeligt i israelernes sold til at ville gøre den politiske undertrykkelse i Palæstina endnu mere massiv, sådan at der ikke er bøvl på den palæstinensiske bagsmæk.

Mens den amerikanske præsident og hans korps af højt placerede fedterøve i ”det ny Europa” får sig en svingom på Arafats grav, er der god grund til at huske på, at Arafat har spillet en stor rolle i skabelsen af den palæstinensiske nationale identitet, og at hans skæbne i høj grad skyldes svigt fra alle dem, der har haft noget at skulle have sagt, som har burdet sige noget, men som ikke har turdet. Alle de, der har forestillet sig, at forhandlinger kunne komme nogen vegne, når mægleren, De Forenede Stater, har spillet rollen som den, der garanterer den monstrøse uretfærdigheds fortsættelse.

Arafat, der også lød sit nom de guerre Abu Ammar, har indimellem sagt nej, hvor han burde. Han har bedt Sharon om at ”gå af helvede til”, og i øjeblikkes klarsyn og integritet afvist de mest fornedrende krav fra Israel og vennerne. Og at Bush glæder sig over hans afsjæling er ikke det ringeste gravmæle.