Bagdad År Nul: Udplyndring som en neokonservativ utopi

Det var først efter at have været i Baghdad en måned, at jeg fandt det, jeg ledte efter. Jeg var rejst til Irak et år efter, at krigen var begyndt, da byggeboomet skulle have været på sit højeste, men efter at have ledt i ugevis havde jeg ikke set noget tungt maskineri, bortset fra tanks og jeeps. Men nu så jeg det: En byggekran. Den var stor og gul og imponerende. Og da jeg anede den lige om hjørnet i et travlt indkøbskvarter, regnede jeg med, at jeg omsider ville blive vidne til noget af den genopbygning, jeg havde hørt så meget om. Men da jeg kom nærmere, opdagede jeg, at kranen faktisk ikke var ved at reparere noget, - ikke en af de udbombede regeringsbygninger, der stadig lå i ruiner overalt i byen, ej heller et af de mange el-kabler, som henlå i sammenfiltrede bunker netop som sommerheden sænkede sig over byen. Såmænd nej. Kranen var i færd med at løfte et skilt op på toppen af en treetagers bygning: ’SUNBULA: HONEY 100% NATURAL, made in Saudi Arabia.’

Da jeg så plakaten kunne jeg ikke lade være med at tænke på noget, som senator John McCain havde sagt tilbage i oktober (2003). Irak – sagde han – er ”en enorm honningkrukke, der tiltrækker en masse fluer”. De fluer, som McCain tænkte på, var Halliburton og Berchtel, så vel som de entreprenante kapitalister, der stormede til Irak i hælene på de Bradley Fighting køretøjer og laser-styrede bomber, der havde ryddet vejen. Den honning, der tiltrak dem, var ikke blot kontrakter – tildelt udenfor konkurrence – og Iraks berømte olie-rigdom, men den myriade af investerings-muligheder, som landet nu kunne tilbyde efter netop at være blevet åbnet på vid gab efter årtiers lukkethed, først af Saddam Husseins nationalistiske økonomiske politik, derefter af de kvælende FN-sanktioner.

Ved at betragte honning-plakaten blev jeg også mindet om den mest almindelige forklaring på, hvad der var gået galt i Irak, en kritik udtrykt af alle fra John Kerry til Pat Buchanan: Irak er sunket ned i et søle af blod og afsavn, fordi George W. Bush ikke havde en ’efterkrigsplan’. Det eneste problem med den teori er, at den ikke er sand. Bush-regeringen havde faktisk en plan for, hvad den ville gøre efter krigen; simpelt udtrykt, bestod den i at lægge så meget honning ud som muligt, og så vente på fluerne.

Honning-teorien om den irakiske genopbygning stammer fra en af de mest elskede trossætninger hos krigens ideologiske arkitekter: At grådighed er godt. Ikke blot for dem selv og deres venner, men for menneskeheden, og helt bestemt for irakerne. Grådighed skaber profit, som skaber vækst, som skaber arbejde og produkter og tjenesteydelser og alt andet som nogen overhovedet kan tænkes at have behov for eller ønske om. God regeringsførelse består derfor i at skabe de optimale betingelser for selskaberne til at forfølge deres grænseløse grådighed, således at de kan tilfredsstille samfundets behov. Problemet er, at regeringer, selv neokonservative regeringer, sjældent får chancen for at bevise, at deres hellige teori er rigtig: Til trods for deres enorme ideologiske offensiv bliver selv George Bushs republikanere – efter egen opfattelse – til stadighed saboteret af nævenyttige demokrater, umedgørlige fagforeninger og dommedags miljøfolk.

Irak skulle ændre på alt det. På dette sted på kloden skulle teorien omsider praktiseres i sin mest perfekte og kompromisløse form. Dette land med 25 millioner indbyggere skulle ikke genopbygges, som det var før krigen; det skulle udraderes, forsvinde. Et strålende udstillingsvindue for laissez-faire økonomi, et aldrig tidligere set Utopia skulle blomstre op. Enhver politik, der befrier de multinationale selskaber, så de kan slukke deres tørst efter profit, skulle implementeres: En minimalstat, en fleksibel arbejdsstyrke, åbne grænser, minimale skatter, ingen told, ingen restriktioner på den private ejendomsret.

Iraks folk måtte naturligvis tåle visse kortsigtede onder. Aktiver, der tidligere var ejet af staten, måtte opgives for at skabe nye muligheder for vækst og investering. Arbejdspladser ville gå tabt, når udenlandske varer strømmede over grænsen og lokale erhvervsfolk og familielandbrug ville være ude af stand til at konkurrere, desværre. Men for forfatterne til denne plan ville alt dette være en ringe pris at betale for det økonomiske boom, som ganske sikkert ville eksplodere, når de rette betingelser var kommet på plads - et boom så magtfuldt, at landet praktisk talt ville genopbygge sig selv.

Den kendsgerning, at boom’et aldrig kom, og at Irak bliver ved med at rystes af en helt anden slags eksplosioner, bør ikke kritiseres ud fra, at der ikke var en plan. Problemet ligger snarere i planen som sådan og den usædvanligt voldelige ideologi, som den er baseret på.

Når der gives elektriske chok samtidig til forskellige dele af kroppen, bliver ofrene så forvirrede mht. kilden til deres smerte, at de bliver ude af stand til at stå imod. Det mener bødlerne i hvert fald. En deklassificeret CIA-håndbog fra 1963 om ’Counterintelligence Interrogation’ beskriver, hvordan denne metode skaber ”et interval – måske meget kort – af psykologisk chok, hvor kilden paralyseres … I det interval er ofret langt mere åben for forslag, langt mere tilbøjelig til at bøje sig.”

En tilsvarende teori gælder økonomisk chokterapi, - eller ’chok-behandling’, hvilket var det hæslige ord, der blev benyttet til at beskrive de hurtigt iværksatte frimarkeds reformer, som blev presset ned over Chile i kølvandet på general Augusto Pinochets kup. Teorien går ud på, at hvis smertefulde økonomiske ’tilpasninger’ implementeres hurtigt efter en jordskælvsagtig social omvæltning såsom en krig, et kup eller et regeringssammenbrud, vil befolkningen være så overvældet og så optaget af at overleve fra dag til dag, at den også vil paralyseres og blive ude af stand til at stå imod. Som Pinochet’s finansminister, admiral Lorenzo Gotuzzo, erklærede: ”Hundens hale må skæres af i ét hug”.

I sin kerne var dette arbejdshypotesen i Irak, og i overensstemmelse med sin tro på, at private virksomheder er bedre egnet end regeringer til at udføre stort set alle opgaver, besluttede det Hvide Hus at privatisere opgaven med at privatisere Iraks statsdominerede økonomi. To måneder før krigen indledtes, begyndte USAID at udfærdige et udbudsmateriale for en privat virksomhed, der skulle overvåge Iraks ”overgang til et bæredygtigt, markedsstyret økonomisk system”. Af dokumentet fremgår, at den virksomhed, der vinder udliciteringen (det blev Bearing Pint, en afdeling af KPMG), skal ”drage passende fordel af den enestående mulighed for hurtige fremskridt på dette område, grundet den aktuelle politiske situation”. Og det er præcis, hvad der skete.

Paul Bremer, som stod i spidsen for den amerikanske besættelse af Irak fra 2/5 2003, til han tog med et tidligt fly ud af Baghdad 28/6 2004, indrømmer, at da han ankom, var ”Baghdad bogstavelig talt i flammer, da jeg kørte fra lufthavnen til byen”. Men endnu før flammerne fra det militære anslag, der slog verden med chok og ærefrygt [’shock and awe’], var døet ud, slap Bremer sin chokterapi løs. I løbet af én smeltende sommer, gennemtrumfede han flere omvæltende reformer end den Internationale Valutafond havde evnet at virkeliggøre i Latinamerika over tre årtier. Joseph Stiglitz, Nobelprismodtager og tidligere cheføkonom i Verdensbanken, beskriver Bremers reformer som ”en endog mere radikal form for chokterapi, end hvad der blev gennemført i den tidligere østblok.”

Tonen i Bremers styre blev slået an med hans første større initiativ. Han fyrede 500.000 offentligt ansatte, de fleste af dem soldater, men også læger, sygeplejersker, lærere, redaktører og bogtrykkere. Dernæst åbnede han landets grænser for fuldstændig uhindret import: Ingen told, ingen afgifter eller skat, ingen kontrol. Irak var ’open for business’, som Bremer erklærede 2 uger efter sin ankomst.

En måned senere afslørede Bremer det centrale element i sine reformer. Før invasionen havde den ikke-olie relaterede del af Iraks økonomi været domineret af 200 statsejede virksomheder, som producerede alt fra cement og papir til vaskemaskiner. I juni 2003 fløj Bremer til et økonomisk topmøde i Jordan, hvor han annoncerede, at disse firmaer straks skulle privatiseres. ”At overføre ineffektive statsvirksomheder til private hænder er afgørende for at Iraks økonomi kan komme på benene”, sagde han. Det ville blive det største offentlige ophørsudsalg siden Sovjetunionens sammenbrud.

Men stadig var Bremers økonomiske ingeniørkunst blot i sin indledende fase. For at lokke udenlandske investorer til Irak indførte han en række love, der var uden fortilfælde i deres generøsitet overfor multinationale selskaber. Der var Ordre 37, som reducerede landets selskabsbeskatning fra omkring 40% til 15%. Der var Ordre 39, som tillod udenlandske firmaer at eje 100% af Iraks aktiver (bortset fra naturressourcer). Og det blev bedre endnu: Investorer kunne udføre 100% af deres profit; intet krav om at reinvestere profitten og ingen beskatning. Iflg. Ordre 39 kunne de indgå kontrakter og leje aktiver (’lease’) i en periode på 40 år. Ordre 40 bød udenlandske banker velkommen til Irak på de samme favorable vilkår. Alt, hvad der blev tilbage af Saddam Husseins økonomiske politik, var en lov, der begrænsede fagforeningernes aktivitet og muligheden for kollektive aftaler.

Hvis disse initiativer lyder velkendte, skyldes det, at det er præcis sådanne tiltag multinationale selskaber lobby’er for overalt på kloden. Dette er de ønsker, de udtrykker overfor nationale regeringer og i forhandlinger om internationale aftaler, men normalt tilgodeses de kun delvist eller i ufuldstændig form. Bremer indfriede dem alle, med det samme. Fra den ene dag til den anden gik Irak fra at være det mest isolerede land i verden til at blive – i hvert fald på papiret – det mest åbne marked.

I begyndelsen syntes chokterapien at køre igennem. Irakerne vaklede rundt, paralyserede af både den militære og økonomiske vold, så de havde alt for travlt med at holde sig i live til at de kunne mobilisere et politisk svar på Bremers kampagne. Når halvdelen af befolkningen var uden adgang til rent drikkevand, var det en utænkelig luksus at bekymre sig om privatiseringen af kloaksystemet. Og debatten om selskabsbeskatningen på 15% måtte vente, indtil der igen var elektricitet og lys. Selv i den internationale presse druknede Bremers radikale love let i de mere dramatiske nyheder om politisk kaos og stigende kriminalitet.

Men der var selvfølgelig nogle, der var opmærksomme. Det efterår (2003) var der i Washington, London, Madrid og Amman et overflødighedshorn af handelsshows om ’genopbygningen af Irak’. The Economist beskrev Irak under Bremer som ’en kapitalistisk drøm’, og en myriade af nye konsulentvirksomheder – hvis bestyrelser gerne var proppet med republikanere med gode forbindelser - blev etableret for at hjælpe firmaer til at få adgang til det irakiske marked. Den mest prominente konsulentvirksomhed var New Bridge Strategies, der var blevet etableret af Joe Allbaugh, tidligere kampagneleder for Bush-Cheney. ”At få rettighederne til at distribuere Procter&Gamble produkter kan være en guldmine”, jublede en af virksomhedens partnere. ”En enkelt velforsynet 7-Eleven kan slå 30 irakiske forretninger af banen; en Wal-Mart kan overtage hele landet”.

Snart var der rygter om, at McDonalds ville åbne i centrum af Baghdad, pengene var næsten på plads til et Starwood luksushotel, og General Motors planlagde at bygge en bilfabrik. På den finansielle side ville HCBC åbne afdelinger over hele landet, mens Citigroup forberedte at tilbyde større lån mod garanti i fremtidigt irakisk oliesalg; og i morgen skulle klokken ringe på en børs á la New Yorks.

På få måneder var efterkrigsplanerne om at omdanne Irak til et laboratorium for neokonservatismen blevet virkeliggjort. Det kan godt være, at Leo Strauss havde kreeret den intellektuelle baggrund for forebyggende invasion af Irak, men det var denne anden professor fra University of Chicago, Milton Friedman (forfatter til anti-regeringsmanifestet ’Kapitalisme og Frihed’), der leverede instruktionsbogen for det, der skulle gøres, når landet var under sikker amerikansk kontrol. Dette udgjorde en enorm sejr for den mest ideologiske fløj af Bush-regeringen. Men det var mere end det, nemlig kulminationen på to sammenvævede magtkampe, den ene mellem de irakiske eksilpolitikere, der rådgav det Hvide Hus om efterkrigsstrategien, den anden indenfor selve det Hvide Hus.

Som den engelske historiker, Dilip Hiro, har vist – i ’Hemmeligheder og Løgne: Operation Irakisk Frihed og hvad der fulgte’ – var de irakiske eksilpolitikere, der advokerede invasion, bredt fortalt, delt i to lejre.

På den ene side var der ’pragmatikerne’, der ville af med Saddam og hans nære medarbejdere, sikre adgangen til olie, og langsomt gennemføre overgangen til et frit marked; mange af disse folk var en del af Udenrigsministeriets ’Future of Iraq Project’, der producerede en rapport på 13 bind om, hvordan man efter krigen skulle gennemføre overgangen til demokrati og sikre basale offentlige ydelser. Den væsentligste tilhænger af denne fløj var Iyad Allawi, en tidligere højtstående Baath’ist, der var blevet uven med Saddam og var begyndt at arbejde for CIA.

På den anden side var der ’År Nul’ lejren, der mente at Irak var så forgiftet, at det skulle skures rent og genopbygges helt forfra. Denne fløjs vigtigste talsmand var Ahmad Chalabi. Hans had til den irakiske stat skyldtes dens ekspropriering af hans families aktiver i 1958-revolutionen, og dette had stak så dybt, at han længtes efter at se hele landet brændt ned til grunden – rettere sagt: Alt undtagen olieministeriet, som skulle være kernen i det nye Irak, og hvorfra hele nationen skulle vokse frem. Han kaldte denne proces ’af-Baath’ificering’,

Indenfor Bush-regeringen udkæmpedes en parallel kamp mellem pragmatikerne og de sande troende.

Pragmatikerne var folk som udenrigsminister Colin Powel og general Jay Garner, den første amerikanske udsending til Irak. Garners plan var ligetil: Få infrastrukturen i orden, afhold beskidte og hurtige valg, overlad chokterapien til den Internationale Valutafond, og fokusér på at sikre amerikanske baser á la Filippinerne. ”Jeg mener, at vi nu bør betragte Irak som vores forsyningsbase i Mellemøsten”, fortalte han BBC. Han parafraserede også T. E. Lawrence ved at sige: ”Det er bedre at de gør det ufuldkomment, end at vi gør det perfekt for dem”.

På den anden side har vi det sædvanlige persongalleri af neokonservative. Vice-præsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld (der priste Bremers ’gennemgribende reformer’ som ’nogle af de mest oplyste og fristende skatte- og investeringslove i den frie verden’), vice-forsvarminister Paul Wolfowitz og den måske mest centrale, nemlig Douglas Feith, også fra Forsvarsministeriet.

Mens Udenrigsministeriet havde sit ’Future of Iraq’ projekt, havde de neokonservative USAID kontrakt med Bearing Point om at gendanne Iraks økonomi: På 108 sider nævnes ’privatisering’ ikke mindre end 51 gange. For de sande troende i det Hvide Hus forekom Garners plan for efterkrigstidens Irak håbløst uambitiøs. Hvorfor lade sig nøje med en forsyningsbase, når man kan få det ideelle frie marked? Hvorfor nøjes med Filippinerne, når man kan få et fyrtårn, der vil oplyse hele verden?

De irakiske ’År Nul’ folk og de neokonservative i det Hvide Hus var naturlige allierede. Chalabi’s boblende had til den Baath’istiske stat passede smukt med de neokonservatives afsky for staten i al almindelighed, og de to dagsordener kunne fusionere uden problemer. I skøn forening oplevede de invasionen af Irak med henrykkelse. Hvor resten af verden så død, så de fødsel - et land udfriet gennem vold, renset af flammehavet. Irak var ikke blevet ødelagt af krydsermissiler, klyngebomber, kaos og plyndring; det var blevet genfødt. Den 9. april 2003 – den dag Baghdad faldt – var Dag Ét i År Nul.

Mens krigen rasede, var det stadig ikke klart om pragmatikerne eller År Nul folkene ville få overdraget kontrol med det besatte Irak. Men den hastighed, hvormed landet var blevet erobret, øgede dramatisk de neokonservatives politiske kapital, eftersom de hele tiden havde spået, at krigen ville blive en spadseretur. Otte dage efter at Bush landede på det berømte hangarskib under et banner, der erklærede MISSION ACCOMPLISHED, støttede præsidenten offentligt den neokonservative vision for Irak, nemlig at landet skulle være den ideelle selskabsstat [’corporate state’], en model for hele regionen.

Den 9. maj 2003 foreslog Bush ”at der i løbet af 10 år blev etableret et frihandelsområde mellem USA og Mellemøsten”. Tre dage senere sendte Bush Bremer til Baghdad for at erstatte Garner, som kun havde haft jobbet i tre uger. Budskabet var umisforståeligt: Pragmatikerne havde tabt, Irak skulle tilhøre de sande troende.

Bremer var en Reagan-diplomat, der var blevet entreprenør. Nyligt havde han vist sin evne til at forvandle murbrokker til guld, da han ventede præcis én måned efter 9/11 før han lancerede Crisis Consulting Practice, en virksomhed, der solgte forsikringer mod terror-risiko til de multinationale.

Bremer havde to hjælpere på den økonomiske front: Thomas Foley og Michael Fleischer, der var ledere af ’udviklingen af den private sektor’ under CPA (Coalition Provisional Authority). Foley er en multimillionær fra Greenwich, Connecticut; han har været ven af Bush familien i mange år, har ført kampagne for Bush-Cheney og har beskrevet Irak som en moderne version af den californiske guldfeber omkring 1850. Fleischer er iværksætter-kapitalist og bror til den tidligere talsmand for det Hvide Hus, Ari Fleischer.

Ingen af dem havde nogen videregående diplomatisk erfaring, og begge betegner sig som specialister i at forvandle økonomier, så de bliver selskabsstyrede [’corporate turnaround specialist’]. Iflg. Foley kvalificerer det dem på enestående vis til at styre Iraks økonomi, fordi den er ’alle forvandlingers moder’.

Mange af de øvrige udnævnelser var lige så ideologiske. Den Grønne Zone – byen inde i byen, hvor besættelsesmagtens hovedkvarter holder til i Saddams tidligere palads – blev fyldt med Unge Republikanere, nyligt udklækket af Heritage Foundation (neokonservativ tænketank, red); de fik alle ansvarstunge poster, som de aldrig kunne have drømt om at få hjemme i USA. Jay Hallen var en 24-årig, der havde søgt om et job i det Hvide Hus; nu blev han sat i spidsen for etableringen af Baghdads nye børs. Scott Erwin, der var en 21-årig tidligere assistent for Dick Cheney, rapporterede i en e-mail hjem at ”jeg hjælper irakerne med at ordne finanser og budget for landets sikkerhedsstyrker”. I denne tidlige periode var den Grønne Zone lidt i stil med Fredskorpset (’Peace Corps’), såfremt man mener, at dette var en kommunistisk sammensværgelse. Man kunne sove i køje og gå rundt i militærstøvler og råbe ’incoming’, alt imens man blev beskyttet døgnet rundt af rigtige soldater.

Disse hold af revisorer fra KPMG, investerings-bankfolk, tænke-tanks folk og Unge Republikanere, som befolkede den Grønne Zone, havde meget til fælles med de IMF-missioner, som omorganiserede udviklingslandes økonomier fra præsidentsuiterne på alverdens Sheraton-hoteller. Men der var en enkelt betydningsfuld forskel, for i Irak forhandledes der ikke med en regering om at acceptere ’strukturtilpasninger’ til gengæld for lån; folkene i den Grønne Zone var regeringen.

Dog blev der gjort en lille smule for at få Iraks USA-udpegede politikere med på holdet. Yegor Gaidar – hjernen bag de russiske privatiserings-auktioner i midten af 90erne, hvor landets aktiver blev foræret til de styrende oligarker – blev opfordret til at dele ud af sin visdom ved en konference i Baghdad. Også Marek Belka blev inviteret; han ledede den samme proces i Polen. De irakere, der mest talentfuldt kunne formulere den neokonservative linie, blev udvalgt til at være lokale ’policy champions’ (som USAID betegnede dem). Det var folk som Ahmad al Mukhtar, som fortalte mig, at hans landsmænd ”er dovne og iflg. deres natur kan de ikke handle uafhængigt … de må lære at stå på egne ben, kun på den måde kan man overleve i dag”. Selvom han ikke har nogen økonomisk baggrund – og hans sidste job bestod i at læse nyhederne på engelsk i fjernsynet – blev al Mukhtar udnævnt til direktør for udenrigsrelationer i Handelsministeriet; han leder Iraks bestræbelser på at blive medlem af WTO.

Jeg havde fulgt med i krigens økonomiske front i næsten et år, før jeg besluttede at tage til Irak. Jeg deltog i handels-showene (’Genopbyg Irak’ ), studerede Bremers skatte- og investeringslove og havde møder i USA med forretningsfolk, der havde fået Irak-kontrakter; endelig interviewede jeg i Washington de regeringsembedsmænd, der formulerede retningslinierne. Men da jeg i marts 2004 forberedte mig på at rejse til Irak for at nærstudere dette eksperiment i frimarkeds-utopi, var det dag for dag blevet tydeligere, at alt ikke gik efter planen.

Bremer havde arbejdet på grundlag af den teori, at hvis man skaber en utopi for selskaberne, vil selskaberne strømme til. Men hvor blev de af? Amerikanske multinationale var lykkelige for at få de amerikanske skatteyderes penge for at rekonstruere telefon- eller elektricitetssystemerne, men de havde ikke tænkt sig at risikere deres egne penge i Irak. Der var endnu ikke en McDonald’s eller Wal-Mart i Baghdad. Og endog de salg af statsvirksomheder, som så tillidsfuldt var blevet annonceret 9 måneder tidligere, var ikke blevet virkeliggjort.

Noget af forsinkelsen skyldtes den fysiske risiko, der var knyttet til at gøre forretninger i Irak. Men der var også andre, mere vægtige risici. Paul Bremer havde revet Iraks Baath’istiske forfatning i stykker og erstattet den med, hvad The Economist hilste velkomment som ’udenlandske investorers ønskeliste’, men han havde glemt at nævne en enkelt lille detalje: Det var alt sammen fuldstændigt ulovligt.

CPA baserede sin legalitet på Sikkerhedsrådets Resolution 1483 fra maj 2003; her blev USA og England anerkendt som Iraks legitime besættere. Det var denne resolution, der autoriserede Bremer til på egen hånd at lovgive i Irak. Men resolutionen sagde også, at USA og England ”nøje må respektere deres forpligtelser overfor Folkeretten, herunder i særdeleshed Geneve Konventionen af 1949 og Haag Regulativerne af 1907”.

Begge konventioner var blevet skabt som et forsøg på at imødegå besættelsesmagters uheldige historiske tilbøjelighed til at omskrive reglerne, således at de kunne udplyndre de nationer, de kontrollerede. Ihukommende dette fastslog konventionerne, at en besættelsesmagt må respektere et lands eksisterende love, med mindre den helt og fuldt er afskåret (’absolutely prevented’) fra at gøre det. Konventionerne fastslog også, at en besættelsesmagt ikke ejer det besatte lands ’offentlige bygninger, ejendomme, skove og landbrugs-aktiver’, men snarere er deres ’administrator’ og formynder; disse værdier skal sikres indtil suverænitet er genetableret.

Heri lå den virkelige trussel mod År Nul-planen. Da Amerika ikke ejede Iraks aktiver, kunne Amerika ikke sælge dem på lovlig vis. Det betød, at når besættelsen afsluttedes, kunne en irakisk regering beslutte, at den ønskede at fastholde statsvirksomhederne som offentlige eller – som det er normen i Golfregionen – at afskære udenlandske firmaer fra at eje 100% af nationale aktiver. Hvis det skete, kunne investeringer foretaget i henhold til Bremers love eksproprieres, og firmaerne ville ingen udvej have, eftersom deres investeringer fra starten af havde forbrudt sig mod Folkeretten.

I november 2003 var jurister i handelsret begyndt at fraråde deres klienter at gå ind i Irak på det tidspunkt; det ville være bedre at vente indtil overgangsperioden var afsluttet. Forsikringsselskaber frygtede deres egen skygge; ikke et eneste af de store selskaber ville forsikre imod ’politisk risiko’, - dette høj-risikable område, hvor firmaer beskyttes mod, at udenlandske regeringer bliver nationalistiske eller socialistiske og begynder at ekspropriere deres investeringer.

Selv de USA-udnævnte politikere, der indtil da havde været så lydige, var begyndt at blive nervøse for, at følgagtighed overfor privatiseringsplanerne kunne true deres egen politiske fremtid. Kommunikationsminister Haider al-Abadi fortalte mig om hans første møde med Bremer. ”Jeg sagde: ’Hør her, vi har ikke mandat til at sælge alt dette. Privatisering er en stor sag. Vi må vente, indtil der er en irakisk regering’.” Industriminister Mohamad Tofiq var endog mere direkte: ”Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, der ikke er lovligt; sådan er det”.

Både al-Abadi og Tofiq fortalte mig om et møde (aldrig nævnt i pressen), som fandt sted i slutningen af oktober 2003. Her besluttede 25 medlemmer af Iraks Regeringsråd og 25 midlertidige ministre enstemmigt, at de ikke ville medvirke til privatiseringen af Iraks statsejede virksomheder eller offentligt ejede infrastruktur.

Men Bremer gav ikke op. Folkeretten forbyder en besættelsesmagt selv at sælge statsaktiver, men den siger ikke noget om de lydregeringer, som den udnævner. Bremer havde oprindeligt lovet at overdrage magten til en direkte valgt irakisk regering, men i november 2003 tog han til Washington, hvor han havde et privat møde med præsident Bush; han kom tilbage med Plan B.

Besættelsen skulle officielt slutte den 30. juni 2004. Men ikke reelt. Den skulle erstattes af en udnævnt regering, udvalgt af Washington. Denne regering ville ikke være bundet af den Folkeret, der forhindrede en besættelsesmagt i at sælge statsaktiver, men den ville være bundet af en ’midlertidig forfatning’, - et dokument som ville beskytte Bremers investerings’ og privatiseringslove.

Planen var risikabel. Bremers 30.juni deadline var uhyggeligt tæt på, og den var valgt af en ikke særligt idealistisk grund, nemlig sådan at præsident Bush kunne udbasunere afslutningen på besættelsen i sin valgkampagne. Hvis alt gik efter planen, ville Bremer have held til at tvinge en ’suveræn’ irakisk regering til at udføre hans ulovlige reformer.

Men hvis noget gik galt, var han under alle omstændigheder nødt til at stå fast på den 30. juni. For på det tidspunkt ville det være Karl Rove (Bush’s valgstrateg, red) - og ikke Dick Cheney eller Donald Rumsfeld – der sad for enden af bordet: Hvis valget kom til at stå mellem ideologi i Irak og George W. Bushs genvalg, kendte enhver resultatet.

I første omgang syntes Plan B at køre som smurt i olie. Bremer overtalte det irakiske Regeringsråd til at acceptere det hele: Den nye tidsplan, den midlertidige regering og den midlertidige forfatning. Og han formåede at smugle en helt overset klausul – Artikel 26 – ind i forfatningen. Den erklærede, at sålænge den midlertidige regering eksisterer, ”skal lovene, regulativerne, ordrerne og direktiverne udstedt af CPA (Coalition Provisionel Authority) være i kraft”; de kan kun ændres efter afholdelse af parlamentsvalg.

Bremer havde fundet sit juridiske smuthul. Der ville være en åbning i 7 måneder, hvor besættelsen officielt var afsluttet, men før parlamentsvalget var planlagt at finde sted, altså fra juni 2004 til januar 2005. Indenfor denne periode ville Haag- og Genevekonventionernes forbud mod privatiseringer ikke have gyldighed (fordi besættelsen officielt var ophørt, red), men Bremers egne love ville være i kraft, takket være Artikel 26. I disse 7 måneder kunne udenlandske investorer komme til Irak og underskrive kontrakter - med op til 40 års gyldighed – om opkøb af Iraks aktiver. Hvis en valgt irakisk regering senere besluttede at ændre reglerne, kunne investorerne sagsøge for at få kompensation.

Men Bremer havde en formidabel modstander, nemlig storayatollah Ali al Sistani, den højst-rangerende shiamuslimske leder i Irak. Al Sistani forsøgte ved enhver lejlighed at blokere Bremers plan. Han krævede direkte valg straks, og han krævede at forfatningen blev skrevet efter disse valg, ikke før. Hvis begge krav blev imødekommet, ville det have lukket og slukket for Bremers privatisering.

Men den 2. marts 2004, da de shiamuslimske medlemmer af Regeringsrådet nægtede at underskrive den midlertidige forfatning, eksploderede 5 bomber foran moskéerne i Karbala og Baghdad og dræbte næsten 200 troende. General Abizaid, amerikansk øverstkommanderende i Irak, advarede om at landet var meget tæt på borgerkrig. Al Sistani frygtede dette scenario og trak i land; de shiamuslimske politikere underskrev den midlertidige forfatning. Det var en velkendt historie: Chokket fra et voldeligt angreb banede vejen for mere chokterapi.

Da jeg ankom til Irak en uge senere, syntes det økonomiske projekt at være på ret køl igen. Alt hvad Bremer manglede, var at få sin midlertidige forfatning ratificeret af en Sikkerhedsråds-resolution; så kunne de nervøse advokater og forsikringsfolk slappe af og udsalget af Irak kunne omsider begynde.

I mellemtiden havde CPA lanceret en ny, større PR-offensiv, der var skræddersyet til at forsikre investorerne om, at Irak stadig var et sikkert og spændende sted at gøre forretninger. Kernen i kampagnen var ’Destination Baghdad Exposition’, et overvældende handels-show for potentielle investorer; det skulle afholdes i begyndelsen af april 2004 på Baghdads Internationale Markedsplads.

Det var den første begivenhed af den slags i Irak, og organisatorerne havde døbt begivenheden ’DBX’, som var det et motorcykel-race, sponsoreret af Mountain Dew. I smuk harmoni med denne øvelse udi ekstrem sport, rejste Thomas Foley til Washington for at fortælle et møde af forretningsfolk, at risiciene i Irak var at ligne med ”flyakrobatik eller motorcykel-kørsel, hvilket mange oplever som helt acceptable risici”.

Men 3 timer efter min ankomst til Baghdad fandt jeg disse forsikringer meget vanskelige at tro på. Før jeg havde pakket ud, var mit hotelværelse fyldt med efterladenskaberne fra en eksplosion, og i hotellobbyen var vinduerne smadret. Nede af gaden var hotellet Mount Lebanon netop blevet bombet, på det tidspunkt det største angreb af den slags efter krigens officielle afslutning. Den næste dag blev et andet hotel bombet i Basra, og så blev to finske forretningsfolk myrdet på vej til et møde i Baghdad.

Brigadegeneral Mark Kimmitt indrømmede omsider, at der var et mønster i dette: ”Ekstremisterne er begyndt at nedprioritere ’hårde mål’ … de satser nu energisk på at ramme netop ’bløde mål’.” Den næste dag opdaterede det amerikanske Udenrigsministerium sin rejsevejledning. Amerikanske statsborgere blev ”kraftigt advaret mod at rejse til Irak”. Den fysiske risiko ved at gøre forretninger i Irak syntes på vej ud af kontrol.

Igen: Dette var ikke en del af den oprindelige plan. Da Bremer ankom til Baghdad i foråret 2003, var den væbnede modstand så begrænset, at han kunne spadsere i gaderne med minimal sikkerhedsopbakning. I de første 4 måneder af hans embedsperiode blev 109 amerikanske soldater dræbt og 570 såret. I de efterfølgende 4 måneder, da Bremers chok-terapi var begyndt at virke, skete der næsten en fordobling af de amerikanske tab (175 soldater dræbt og 1.633 såret).

Der er mange i Irak, som hævder, at disse begivenheder er relaterede, altså at Bremers reformer var den faktor, der mere end noget andet førte til fremvæksten af væbnet modstand.

For eksempel kan opmærksomheden henledes på Bremers første ofre. De soldater og arbejdere, som han fyrede uden pension eller fratrædelsesgodtgørelse, forsvandt ikke alle uden en lyd. Mange valgte fluks at tilslutte sig Mujahedeen-bevægelsen, der udgør rygraden i den væbnede modstand. ”En halv million mennesker har nu dårligere livsbetingelser; der har du kilden, der fremdeles holder opstanden i gang. Det er alternativ beskæftigelse”, udtaler Hussain Kubba, der er leder af den prominente irakiske erhvervsgruppe, Kubba Consulting.

Andre af Bremers økonomiske ofre er heller ikke gledet ind i ubemærketheden. Det viser sig nemlig, at mange forretningsfolk, hvis firmaer trues af Bremers love om investering, har besluttet at foretage deres egne investeringer – i modstandsbevægelsen. Det er delvis deres penge, der søger for oprørernes Kalashnikov-rifler og granatkastere.

Disse udviklingstræk udgør en udfordring for chok-terapiens grundlæggende logik: De neokonservative var overbeviste om, at hvis blot reformerne blev implementeret hurtigt og uden diskussion, så ville irakerne være for handlingslammede til at gøre modstand.

Men chokket synes at have haft den modsatte effekt; i stedet for den forventede handlingslammelse har irakerne taget sagen i egen hånd, og ofte ganske ekstremt. Haider al-Abadi, Iraks kommunikationsminister, udtrykker det som følger: ”Vi véd, der er terrorister i landet, men tidligere havde de ikke megen succes, de var isolerede. Men fordi hele landet er ulykkeligt og mange mennesker ikke har arbejde … finder disse terrorister ører, der er villige til at lytte”.

Bremer måtte nu ikke bare slås med de irakere som modsatte sig hans planer, men også med amerikanske militære ledere, der fik til opgave at slå de oprør ned, som hans politik ansporede. Der blev rejst kætterske spørgsmål: Hvad med at besættelsesmagten faktisk skabte jobs for irakerne frem for at afskedige dem? Og hvad med at sætte Iraks tohundrede statsejede virksomheder i arbejde frem for straks at sælge dem?

Helt fra begyndelsen havde de neokonservative, der styrede Irak, ikke udvist andet end foragt over for Iraks statsejede virksomheder. I tråd med deres dommedagsbegejstring for År Nul gjorde amerikanske styrker intet for at forhindre plyndring af virksomheder under krigen.

Sabah Asaad, der er direktør for en køleskabsfabrik uden for Baghdad, fortalte mig, at han, mens plyndringerne stod på, søgte hjælp på en nærliggende amerikansk militærbase. ”Jeg bad en af officererne sende to soldater og et køretøj for at bistå mig med at smide plyndringsmændene ud. Jeg græd. Officeren sagde ’Beklager, vi kan ikke gøre noget, før vi får en ordre fra præsident Bush’.”

I Washington trak Donald Rumsfeld blot på skuldrene. ”Frie mennesker er frie til at begå fejltagelser og begå kriminalitet og gøre grimme ting”.

At se resterne af Asaads varehus, der var på størrelse med en fodboldbane, får en til at forstå, hvorfor Frank Gehry fik en kunstnerisk krise efter den 11. september og midlertidigt var ude af stand til at designe strukturer, der minder om ruinerne af moderne bygninger. Asaads udplyndrede og nedbrændte fabrik lignede umiskendeligt en heavy-metal version af Gehrys Guggenheim i Bilbao i Spanien, med bølger af stål, forkrøblet af ild, liggende i skrækkeligt smukke gyldne dynger. Men alt var endnu ikke tabt. ”Plyndringsmændene havde været venlige”, fortalte en af Asaads malere mig; de havde efterladt værktøj og maskiner, ”så vi kunne arbejde igen”.

Netop fordi maskinerne er blevet efterladt udtaler flere fabriksbestyrere i Irak, at de forholdsvis let ville kunne vende tilbage til fuld produktion. De har behov for nødgeneratorer til at imødegå de daglige strømudfald, og de behøver kapital til reservedele og råmaterialer. Såfremt disse behov kunne opfyldes ville det have enorm betydning for Iraks stagnerede genopbygning, fordi det ville betyde, at meget nødvendigt nøglemateriel – cement og stål, mursten og møbler – kunne produceres inden for landets grænser.

Men det er ikke sket. Umiddelbart efter den erklærede afslutning på krigen tildelte den amerikanske Kongres 2,5 milliarder dollar til genopbygningen af Irak, efterfulgt af yderligere 18,4 milliarder i oktober. Men fra juli 2004 er Iraks statsejede virksomheder systematisk blevet udelukket fra genopbygningskontrakterne. I stedet er alle milliarderne gået til vestlige koncerner, med den virkning at de fleste materialer til genopbygningen importeres fra udlandet med store omkostninger til følge.

Med en arbejdsløshedsprocent så høj som 67% er de importerede produkter og de udenlandske arbejdere, der til stadighed strømmer ind over grænsen, blevet en kilde til enormt mishag i Irak og således endnu en kilde, der bidrager til opstanden.

Og irakerne behøver ikke lede længe for at blive mindet om denne uretfærdighed; det er til frit skue i et af de mest allestedsnærværende symboler på besættelsen: Beskyttelsesmuren.

Disse ti fod høje elementer af forstærket beton findes overalt i Irak og virker til at separere de beskyttede – mennesker i fine hoteller, luksushjem, militærbaser og, naturligvis, den Grønne Zone – fra de ubeskyttede og udsatte.

Og som om det ikke er nok, så er alle beskyttelsesmurene importerede fra Kurdistan, Tyrkiet eller endnu længere væk, til trods for at Irak tidligere var en stor producent af cement og let ville kunne blive det igen. Der findes 17 statsejede cementfabrikker over hele landet, men de fleste står uvirksomme hen eller producerer kun på halv kapacitet.

Ifølge Industriministeriet har ikke en eneste af disse fabrikker modtaget fået en kontrakt på at bistå med genopbygningen, til trods for at de kunne producere murene og samtidig opfylde andre behov for cement til væsentligt lavere omkostninger. Besættelsesmagten betaler op til 1.000 dollar per importeret element til beskyttelsesmuren; lokale producenter siger, de kunne fremstille dem for 100 dollar stykket.

Ministeren, Tofiq, siger at der er en simpel grund til at amerikanerne nægter at hjælpe med at få den irakiske cementproduktion op at køre igen: Blandt beslutningstagerne ”er der ingen, der tror på den offentlige sektor.” (Tofiq udtalte rent faktisk, at adskillige amerikanske koncerner havde udtrykt stor interesse for at købe de statsejede cementfabrikker. Dette understøtter en udbredt antagelse i Irak om, at der findes en bevidst strategi om at forsømme de offentlige virksomheder, for at de på den måde kan erhverves billigere – en praksis kendt som ”udsult og sælg”)

Denne ideologiske ensidighed har forvandlet Iraks besættere til fanger af deres egen politik. Besættere, der gemmer sig bag mure, som alene ved deres eksistens nærer vreden mod amerikansk tilstedeværelse; dermed øges behovet for flere mure. I Baghdad har betonmurerne fået et øgenavn: Bremer-mure.

I takt med at oprøret voksede, blev det efterhånden klart, at såfremt Bremer førte sin plan om at sælge de offentlige virksomheder ud i livet, ville det med al sandsynlighed øge volden. Der var ingen tvivl om, at privatiseringer ville medføre fyringer: Industriministeriet anslår, at ca. 145.000 arbejdere måtte fyres for at gøre virksomhederne attraktive for investorer, samtidig med at hver af disse arbejdere skulle brødføde i gennemsnit fem familiemedlemmer. For Iraks belejrede besættelsesmagt var spørgsmålet: Ville disse ofre for chok-terapiens ofre acceptere deres skæbne, eller ville de gøre oprør?

Svaret kom på dramatisk vis på en af de største statsejede virksomheder, ”The General Company for Vegetable Oils”. Dette kompleks består af seks fabrikker, der producerede olie til madlavning, håndsæbe, vaskepulver, barberskum og shampoo. Eller det var i hvert fald det, jeg fik at vide af en receptionist, som samtidig gav mig skinnende brochurer og kalendere, der pralede af ”moderne instrumenter” og ”den seneste og mest opdaterede udvikling indenfor industriproduktion”.

Men da jeg nærmede mig sæbefabrikken, så jeg en gruppe arbejdere, der sad og sov udenfor en mørklagt bygning. Vores guide skyndte sig videre, idet han råbte til en kvinde i en hvid kittel og pludselig hørtes aktivitet fra fabrikken: lys blev tændt, motorer blev startet, og arbejdere, der stadig kæmpede med at få søvnen ud af øjnene, begyndte at fylde to-liters plastikflasker med et gennemsigtigt blåt opvaskemiddel af mærket Zahi.

Jeg spurgte Nada Ahmed, kvinden i den hvide kittel, hvorfor fabrikken ikke fungerede få minutter tidligere. Hun forklarede, at de kun havde elektricitet og materialer til at lade maskinerne køre i et par timer om dagen, men når gæster, potentielle investorer, embedsmænd eller journalister kom på besøg, så blev maskineriet sat i gang. ”For syns skyld”, forklarede hun. Bag os stod nogle store ubenyttede maskiner, dækket af støvet plastik, der var fastgjort med tape.

I et mørkt hjørne af fabrikken mødte vi en gammel mand, der stod sammenbøjet over en sæk fyldt med hvide plastikkasketter. Med en tynd metalklinge dyppet i en smule voks snittede han omhyggeligt hjørnerne af hver kasket, idet han efterlod en bunke afskårne stofstykker ved sine fødder. ”Vi har ikke reservedelene til den rigtige form, så vi er nødsaget til at skære dem i hånden”, forklarede hans tilsynsførende undskyldende. ”Vi har ikke modtaget nogen dele fra Tyskland siden sanktionerne blev indført”.

Jeg noterede mig, at selv ved de knapt nok fungerende produktionslinjer var der næsten ingen mekanisering: Flasker blev holdt under haner med håndkraft, fordi samlebåndene ikke virkede, låg, der engang blev drejet på af maskiner, blev slået på plads med store træhamre. Selv fabrikkens vandforsyning blev klaret med håndkraft fra en brønd udenfor fabrikken.

Den amerikanske besættelsesmagts løsning på problemerne var ikke at reparere fabrikken, men derimod at sælge den; denne fabrik var netop blandt de første Bremer nævnte, da han annoncerede privatiseringsauktionen tilbage i juni 2003.

Men alligevel var der ingen, der ønskede at tale om privatiseringsplanerne, da jeg besøgte fabrikken i marts; alene det at nævne ordet inde på fabrikkens område affødte pinlig tavshed og betydningsladede blikke. Det forekom at være en unaturlig mængde underforståelse for en sæbefabrik, så jeg forsøgte at nå til bunds i sagen ved at interviewe underdirektøren.

Men selve interviewet var lige så underligt. Jeg havde brugt en halv uge på at arrangere det: Fremsende nedskrevne spørgsmål til godkendelse, modtage en tilladelse fra Industriministeriet og blive udspurgt og gennemsøgt flere gange.

Men da jeg omsider kunne indlede interviewet, nægtede underdirektøren at oplyse sit navn eller lade mig notere ned, hvad der blev sagt. ”Enhver leder, der nævnes i pressen, bliver efterfølgende angrebet”, sagde han. Og da jeg spurgte om fabrikken var ved at blive solgt, gav han mig dette forblommede svar: ”Hvis beslutningen var op til arbejderne, så er de imod privatisering; men hvis den er op til højerestående embedsmænd og regering, så er privatisering en ordre, og ordrer skal adlydes”.

Jeg forlod fabrikken med følelsen af, at jeg vidste mindre end da jeg kom. Men på vej ud af porten gav en ung sikkerhedsvagt en seddel til min tolk. Han ville gerne møde os på en nærliggende restaurant efter fyraften ”for at finde ud af, hvad der egentlig foregår i forhold til privatisering”.

Hans navn var Mahmud, og han var 25 år med et velplejet skæg og store mørke øjne. (Af hensyn til hans sikkerhed har jeg udeladt hans efternavn). Hans historie tog sin begyndelse i juli 2003, et par uger efter Bremers annoncering af privatiseringsplanerne. På vej til arbejde blev fabrikkens direktør skudt og dræbt. Pressen gættede på at mordet nok skyldtes, at direktøren var for privatisering af fabrikkerne, men Mahmud var overbevist om, at direktøren blev dræbt, fordi han modsatte sig privatiseringsplanerne. ”Han ville aldrig have solgt fabrikkerne, sådan som amerikanerne ønskede. Derfor slog de ham ihjel”.

Den døde mand blev erstattet af en ny direktør, Mudhfar Ja’far. Kort efter udnævnelsen indkaldte Ja’far til et møde med ministerielle embedsmænd for at drøfte salget af sæbefabrikken, hvilket samtidig ville resultere i fyringen af 2/3 af de ansatte. Adskillige sikkerhedsvagter fra fabrikken bevogtede mødet; de lyttede intenst til Ja’fars planer og videregav straks de alarmerende nyheder til deres kolleger.

”Vi var chokerede”, erindrede Mahmud. ”Hvis den private sektor køber vores virksomhed, er det første de vil gøre at reducere staben af medarbejdere for at tjene flere penge. Og vi vil blive påtvunget en hård skæbne, fordi fabrikken er vores eneste levebrød”.

Opskræmte af disse dystre fremtidsudsigter gik en gruppe på 17 arbejdere, inklusive Mahmud, ind på Ja’fars kontor for at konfrontere ham med det, de havde hørt. ”Desværre var han der ikke, kun underdirektøren, som du mødte”, fortalte Mahmud mig.

Det udviklede sig til korporligheder: En arbejder slog underdirektøren, og en livvagt affyrede tre skud mod arbejderne. Derpå angreb arbejderne livvagten, fravristede ham pistolen og stak ham tre gange i ryggen med en kniv. Han tilbragte en måned på hospitalet”.

I januar opstod der endnu mere vold. På vej til arbejde blev direktøren, Ja’far, og hans søn skudt og hårdt sårede. Mahmud fortalte mig at han ikke havde nogen anelse om, hvem der stod bag angrebet, men jeg begyndte at forstå, hvorfor fabriksdirektører i Irak søger at holde lav profil.

Til sidst i vores møde spurgte jeg Mahmud, hvad der ville ske, hvis fabrikken blev solgt på trods af arbejdernes protester. ”Der er to muligheder”, sagde han, idet han så mig ind i øjnene og smilede venligt. ”Enten vil vi sætte ild på fabrikken og lade flammerne fortære den, eller vi vil sprænge os selv i luften inde i fabrikken. Privatiseret, det bliver den ikke”.

Hvis der nogensinde havde været et tidspunkt, hvor irakerne havde været for desorienterede til at modstå chok-terapien, så var det øjeblik i hvert fald forpasset.

Arbejdsforhold, ligesom alt andet i Irak, er blevet en blodig kamp. Gadevolden hærger lige uden for fabrikkernes porte og truer med at opsluge dem. Arbejdere frygter fyring lige så meget som en dødsdom, og arbejdsgiverne, for deres part, frygter deres arbejdere; et forhold, der gør privatisering en kende mere vanskelig end de neokonservative havde forudset. (Forbindelserne mellem økonomiske reformer og fremvæksten af modstand kom stærkest til udtryk i Basra. I december forhandlede oliearbejdernes fagforening med Olieministeriet om en lønforhøjelse. Da forhandlingerne gik ind i et dødvande, præsenterede arbejderne ministeriet med et simpelt valg: Forhøj lønningerne eller også ville de alle tilslutte sig modstandsbevægelsen. De modtog en markant lønforhøjelse).

Da jeg forlod mødet med Mahmud hørte jeg, at der var en stor demonstration udenfor CPAs hovedkvarter. Tilhængere af den radikale unge præst Moqtada al Sadr protesterede over militærpolitiets lukning af deres avis, al Hawza. CPA anklagede al Hawsa for at publicere ”falske artikler”, som kunne ”udgøre en fare for vold”. Som eksempel citeredes en artikel, der hævdede, at Bremer ”forfølger en politik, der udsulter det irakiske folk for at holde det beskæftiget med at sikre sig det daglige brød, således at det ikke har en chance for at kræve politiske og individuelle friheder”.

I mine øre lød det mindre som had-litteratur end som et præcist sammenkog af Milton Friedmans opskrift på en chok-terapi.

Nogle dage før lukningen af avisen var jeg taget til Kufa i forbindelse med fredagsbønnen for at lytte til al Sadr i hans moské. Han havde udsendt en sand ordstrøm mod Bremers nyligt underskrevne midlertidige forfatning, idet han kaldte den ”et uretfærdigt terrorist-dokument.”

Prædikenens budskab var klart: Storayatollah Ali al Sistani har muligvis opgivet modstanden mod forfatningen, men al Sadr og hans tilhængere var stadig indstillet på at bekæmpe den; og hvis de havde held med deres forehavende ,ville det sabotere de neokonservatives omhyggelige plan om at belemre den næste irakiske regering med deres ’ønskeliste’ af love.

Med avisens lukning gav Bremer sit svar til al Sadr: Han ville ikke forhandle med denne unge opkomling, han ville hellere eliminere ham med magt.

Da jeg ankom til demonstrationen var gaderne allerede fyldte med sortklædte mænd, den for eftertiden så velkendte Mahdi-hær. Det slog mig, at hvis Mahmud skulle miste sit job som sikkerhedsvagt på fabrikken, kunne han meget vel blive en af dem. Det er nemlig, hvad al Sadrs fodsoldater er: Unge mænd, som de neokonservatives store planer for Irak har ekskluderet, mennesker, som ikke ser nogen mulighed for beskæftigelse, og hvis hjemegn ikke har set noget til den lovede genopbygning.

Bremer har svigtet disse unge mænd, og alle de steder, hvor han har svigtet, har den snu Moqtada al Sadr succes.

I Shiamuslimske slumkvarterer fra Baghdad til Basra koordinerer et netværk af Sadr-centre en form for skygge-genopbygning. Centrene, der er økonomisk støttet af donationer, udsender elektrikere for at ordne strøm- og telefonlinjer, organiserer lokal skraldeindsamling, opstiller nødgeneratorer, indsamler blod og dirigerer trafikken, hvor lysreguleringerne ikke virker. Og ja, de organiserer også militser.

Al Sadr tog Bremers økonomiske ofre, iklædte dem sort tøj og gav dem rustne kalashnikov-rifler. Hans milits beskyttede moskéerne og de statslige fabrikker, da besættelsesmagten ikke gjorde, men i nogle områder gik de endnu videre, idet de nidkært gennemførte islamiske love ved at sætte ild til spiritusforretninger og terrorisere kvinder uden slør.

Faktisk er den astronomiske vækst i den religiøse fundamentalisme, som al Sadr repræsenterer, en anden utilsigtet konsekvens af Bremers chok-terapi. Hvis genopbygningen havde givet jobs, sikkerhed og tjenesteydelser til irakerne, ville al Sadr have stået uden mission og uden mange af sine nye tilhængere.

Samtidig med at al Sadrs tilhængere råbte ”Ned med Amerika” uden for den Grønne Zone, skete der noget i en anden del af landet, som skulle ændre det hele.

Fire amerikanske lejesoldater blev dræbt i Fallujah og deres lemlæstede kroppe blev triumferende hængt ud fra en bro over Eufrat. Angrebene skulle vise sig at være et lammende slag mod de neokonservative – et slag efter hvilket de aldrig kom til at genvinde initiativet. På baggrund af disse billeder lignede investeringsmulighederne i Irak alt andet end en kapitalistisk drøm: De lignede et makabert mareridt, der var blevet til virkelighed.

Den dag jeg forlod Baghdad var den hidtil værste. Fallujah var under belejring og brigadegeneral Kimmitt truede med at ”udslette al-Mahdi hæren.” Da det var overstået, var ca. 2.000 irakere blevet dræbt i dobbeltfelttoget.

Jeg blev sat af ved en kontrolpost adskillige kilometer fra lufthavnen, og jeg steg derefter op i en bus, der var fyldt med forretningsfolk og deres hastigt pakkede bagage. Selvom ingen kaldte det en evakuering, så var det ikke desto mindre, hvad det var: I løbet af den efterfølgende uge forlod 1.500 forretningsfolk Irak, og nogle regeringer begyndte at flyve deres statsborgere ud af landet. I bussen var der ingen, der sagde noget. Vi lyttede alle til lyden af mortergranater, idet vi forsøgte at se den røde glød. En fyr, der bar en mappe fra KPMG, forsøgte at lette stemningen. ”Nå, er der første klasse på denne flyvning?”, spurgte han den tavse bus. Nede bagfra var der en stemme, der svarede ”ikke endnu”.

Men rent faktisk kan der let gå lang tid, før første klasse for alvor kommer til Irak. Da vi landede i Amman fandt vi ud af, at vi var kommet ud i sidste øjeblik.

Den pågældende morgen var tre civile japanere blevet kidnappet, og deres tilfangetagere truede med at brænde dem levende. To dage senere forsvandt Nicholas Berg, og han blev ikke set igen før mordfilmen med halshugning dukkede op. Det var et endnu mere rædselsfuldt budskab for amerikanske forretningsfolk end de forbrændte lig i Fallujah.

Disse begivenheder var begyndelsen på en lang række kidnapninger af og drab på udlændinge, hvoraf de fleste var forretningsfolk fra en bred vifte af nationer: Sydkorea, Italien, Kina, Nepal, Pakistan, Filippinerne og Tyrkiet.

Med udgangen af juni var ikke færre end 90 forretningsfolk rapporteret døde i Irak. Da syv tyrkere blev kidnappet i juni, stillede deres tilfangetagere krav om, at ”firmaet skulle annullere alle kontrakter og hjemkalde alle ansatte fra Irak.” Mange forsikringsselskaber holdt op med at sælge livsforsikringer til forretningsfolk, og andre øgede præmien til op mod 10.000 dollars om ugen for en vestlig direktør – samme pris som oprørsgrupper angiveligt betaler for en død amerikaner.

Organisatorerne af DBX, den historiske handelsmesse i Baghdad, valgte for deres part at flytte arrangementet til den herlige turistby Diyarbakir i Tyrkiet ”kun 250 km fra den irakiske grænse”. Et irakisk landskab, blot uden disse skræmmende irakere.

Tre uger senere mødte sølle 15 besøgende op til en konference i Lansing, Michigan, om investeringsmulighederne i Irak, arrangeret af Handelsministeriet. Konferencens vært, det republikanske kongresmedlem Mike Rogers, forsøgte at berolige sit skeptiske publikum ved at sige, at Irak er ”som et hvilket som helst hårdt kvarter i Amerika”. De udenlandske investorer, dem der blev tilbudt alle tænkelige frimarkeds-incitamenter, er tydeligvis ikke overbeviste; man har stadig ikke set skyggen af dem i Irak.

Keith Crane, der er seniorøkonom i Rand Corporation, og som har arbejdet for CPA, udtrykte det ligefremt: ”Jeg tror ikke, en bestyrelse i en multinational koncern vil kunne godkende en større investering under de betingelser. Så længe mennesker skyder på hinanden, er det simpelthen vanskeligt at lave forretninger”.

Hamid Jassim Khamis, der er leder af den største læskedrikfabrik i regionen, fortalte mig, at han ikke kan finde investorer, på trods af at han har eksklusive rettigheder til at producere Pepsi i det centrale Irak. ”Vi har haft flere henvendelser med henblik på at investere i fabrikken, men folk tøver virkelig nu”. Khamis sagde, at han ikke kunne bebrejde dem; på fem måneder har han overlevet et mordforsøg, en bilkapring, to bomber placeret ved indgangen til fabrikken og kidnapningen af hans søn.

Selvom HSBC har modtaget den første tilladelse til at drive bankforretning i Irak i 40 år, har de stadig ikke åbnet nogen filialer, hvilket er en beslutning, der meget vel kan resultere i at tilladelsen bliver inddraget. Procter & Gamble har indstillet deres planer, og det samme har General Motors. De amerikanske bagmænd bag Starwood luksushotellerne har fået kolde fødder, og Siemens har hjemkaldt de fleste af sine ansatte fra Irak.

Endnu har klokken ikke lydt på børsen i Baghdad – rent faktisk er det ikke engang muligt at benytte kreditkort i Iraks økonomi, der kun vedkender sig kontanter. New Bridge Strategies, koncernen som tilbage i oktober overstrømmende havde talt om hvordan “en Wal-Mart kunne overtage landet”, lyder i dag anderledes ydmyg. ”McDonalds planlægger ikke en åbning i den nærmeste fremtid”, udtalte medejer Ed Rogers til Washington Post. Det gør Wal-Mart heller ikke.

Financial Times har erklæret Irak ”det farligste sted i verden at gøre forretning”. Det er noget af en bedrift: I forsøget på at skabe det bedste forretningsmiljø i verden er det i stedet lykkedes de neokonservative at skabe det værste; indtil videre den klareste kritik af den styrende logik bag deregulerede frie markeder.

Ikke blot har volden holdt investorerne ude, den har også tvunget Bremer til at omgøre mange af sine centrale økonomiske love. Privatisering af offentlige virksomheder er stillet i bero, i stedet er mange af virksomhederne udbudt til leasing, men kun hvis investoren går med til ikke at fyre en eneste ansat. Tusindvis af de statslige arbejdere, som Bremer fyrede, er blevet genansat og betydelige lønstigninger er kommet den offentlige sektor til gode. Planerne om at afskaffe programmet om madrationer er ligeledes røget i papirkurven – det synes ikke at være en god idé at berøve millioner af irakere den eneste kilde til ernæring, som de kan regne med.

Det endelige dødsstød for den neokonservative drøm kom i ugerne inden magtoverdragelsen. Det hvide hus og CPA gjorde alt for at få FNs Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, der ville godkende deres plan for overdragelsen. De vred flere arme om på ryggen for at give jobbet som regeringsleder til den tidligere CIA agent Iyad Allawi, et træk, der ville sikre, at Irak i det mindste blev en forsyningsbase for amerikanske tropper, sådan som Jay Garner oprindelig havde forestillet sig.

Men såfremt store investorer skulle komme til Irak i fremtiden, ville det blive nødvendigt med en stærkere garanti, hvis Bremers økonomiske love skulle holde. Der var kun én måde at opnå dette: Sikkerhedsrådet måtte ratificere den midlertidige forfatning, der fastlåste Bremers love, så længe den midlertidige regering sad på magten.

Men al Sistani protesterede endnu engang, denne gang utvetydigt, idet han sagde, at forfatningen var blevet ”forkastet af flertallet af det irakiske folk”. Den 8. juni vedtog Sikkerhedsrådet énstemmigt en resolution, som godkendte magtoverdragelsen, men som ikke refererede til forfatningen. Med dette vidtgående nederlag i bagagen fejrede George W. Bush resolutionen som en historisk sejr, en sejr, der kom netop i rette tid til et valgkampsfoto ved G-8 mødet i Georgia.

Bremers love var nu glemte og uønskede, og irakiske ministre taler allerede åbent om at bryde kontrakter underskrevet af CPA. Citigroups lånearrangement er blevet afvist som et misbrug af irakiske olieindtægter. Iraks kommunikationsminister truer med at genforhandle kontrakterne med de tre kommunikationsfirmaer, som har givet landet den katastrofalt dårlige mobiltelefonservice. Og de libanesiske og amerikanske virksomheder, der var hyret til at køre statens TV-stationer, har fået at vide, at de muligvis mister deres kontrakter, fordi virksomhederne ikke er irakiske. ”Vi får se om vi kan ændre kontrakterne”, udtalte Hamid al-Kifaey, der er talsmand for regeringsrådet, i maj. ”De har ingen forstand på Irak”. For de fleste investorer gør denne fuldstændige mangel på juridisk vished Irak til for stor en risiko.

Skønt den irakiske modstandsbevægelse har haft succes med at afværge den første bølge af selskabernes plyndringstogt, er der ikke megen tvivl om, at de vil komme tilbage. Lige meget hvilken form den næste irakiske regering vil tage – nationalistisk, islamistisk eller liberalistisk – så vil den arve en astronomisk gæld på 120 milliarder dollars.

Som i alle verdens fattige lande vil der ankomme mænd i mørkeblå jakkesæt fra IMF. De vil bevilge lån og samtidig love guld og grønne skove, hvis blot der gennemføres visse strukturtilpasninger af økonomien; disse vil naturligvis gøre ondt i starten, men i det lange løb vil de være ofrene værd.

Rent faktisk er denne udvikling allerede ved at tage form: IMF er parat til at godkende lån i størrelsesordenen 2,5 – 4,25 milliarder dollars og mangler blot at forhandle aftalerammen på plads. Efter en endeløs række af tapre modstandsforsøg og alt for mange tabte liv vil Irak blive et fattigt land som ethvert andet, med politikere, der er fast besluttede på at føre en politik, der er blevet afvist af befolkningens overvældende flertal, og som må leve med alle de halve kompromisser det vil medføre.

Det frie marked vil utvivlsomt komme til Irak, men den neokonservative drøm om at omdanne landet til en frimarkeds-utopi er allerede afgået ved døden, offer for en større drøm – en anden præsidentperiode for George W. Bush.

Det ironiske ved den irakiske katastrofe er at chok-terapireformerne, der skulle skabe økonomisk vækst til genopbygningen af Irak, i stedet affødte et oprør, der i sidste ende gjorde genopbygning umulig. Bremers reformer blev imødegået af kræfter, som de neokonservative hverken havde forudset eller kunne gøre sig håb om at kontrollere, fra væbnede opstande på fabrikker til titusinder af unge mænd, der bevæbnede sig selv.

Disse kræfter har forvandlet År Nul i Irak til præcist det modsatte af de neokonservatives vision: Ikke en frimarkeds-utopi, men en dæmonisk dystopi, hvor det at gå til et almindeligt forretningsmøde kan bevirke hængning, brænding eller halshugning.

Disse farer er så store, at den globale kapitalisme har valgt at trække sig tilbage fra Irak, i hvert fald indtil videre. For de neokonservative må dette være en chokerende udvikling: Deres ideologiske tro på grådighed viser sig at være stærkere end grådigheden selv.

Irak var for de neokonservative, hvad Afghanistan var for Talibanerne: Det eneste sted på jorden, hvor de kunne tvinge alle til at leve i overensstemmelse med den mest bogstavelige og kompromisløse tolkning af deres hellige tekster.

Man skulle tro at de blodige resultater af eksperimentet ville give anledning til en tvivl på troen: I landet, hvor de havde fuldstændig suveræn magt, hvor der ikke var nogen regering at give skylden, hvor økonomiske reformer blev introduceret på den mest drastiske og samtidig mest perfekte måde, skabte de ikke en model for frit marked; de skabte en mislykket stat, som ingen rettænkende investor ville røre med en ildtang.

Og alligevel er det ikke sandsynligt at den Grønne Zones neokonservative og deres herskere i Washington vil genoverveje deres fundamentale trossætninger, - lige så lidt som de talibanske mullaher var tilbøjelige til at granske deres sjæle, da deres islamiske stat viste sig at være et Hades bestående af opium og sexslaveri. Når virkeligheden truer sande troende, så lukker de øjnene og beder endnu mere.

Det er præcis hvad Thomas Foley har gjort.

Den tidligere leder af ”den private sektors udvikling” har forladt Irak, et land han har beskrevet som ”alle forvandlingers moder”, og har accepteret et andet forvandlende job som formand for George Bushs genvalgskomité i Connecticut.

Den 30. april talte han til en gruppe entreprenører i Washington om forretningsmuligheder i Baghdad. Det var en vanskelig dag at komme med en optimistisk tale: Den samme morgen var de første billeder fra Abu Ghraib blevet offentliggjort, inklusive et af en hætteklædt fange med elektriske ledninger fastgjort til sine hænder. Det var en anden slags chok-terapi, meget mere bogstavelig end den Foley havde hjulpet med at administrere, men alligevel er der en forbindelse.

”Lige meget hvad I ser, så er det ikke så slemt, som det ser ud til”, sagde Foley til forsamlingen. ”Det må I bare tro på.”

Artiklen er blevet offentliggjort i Harper’s Magazine, september 2004 og er tidligere blevet bragt på dansk på internetportalen kritiskdebat.dk

Oversættelse: Anders Lundkvist og Christian Ydesen