Den ny tids antikapitalister

De siger det ikke højt. For de er ikke kommunister eller venstreorienterede eller akademiske marxister. Og sådan siger man altså ikke i Dansk Folkeparti. Men Dansk Folkeparti er et anti-kapitalistisk parti. Det er den globale kapitalisme, der er deres virkelige modstander.

For det er alliancen mellem det frisatte, selvskabende og selvforvaltende menneske og en nyliberal markedsstyring, Dansk Folkeparti ser som vor tids største udfordring. Partiet fører kampagne imod normen om det individ, der får ansvar for egen læring og kompetenceudvikling, og som samtidig er en eminent markedsaktør. Denne alliance mellem en form for ny liberalisme og en klassisk 68-tanke bliver angrebet af partiet. Hver eneste gang, den viser sig. Det er derfor, at Dansk Folkeparti er modstander af Kaospilotuddannelsen i Århus. Og det er derfor Dansk Folkeparti ikke kan udstå den prostitution af uddannelsessystemet, som kaldes ’forskningsstrategiske satsninger’. Som partiets ordfører på området Jesper Langballe har sagt: Universiteterne er trængt af »den nyliberalisme, som Helge Sander og dele af Venstre repræsenterer, og som siger, at al forskning skal merkantiliseres og erhvervsrettes.«

Og derfor er de modstandere af den form for integration, som finder sted via arbejdsmarkedet. Her bliver mennesket først til et rigtigt menneske, når det viser sig som arbejdskraft. Her er mennesket ikke noget, før det bliver anerkendt som en produktivkraft. Er mennesket ikke mere end det? Som Søren Krarup i en allerede klassisk sentens har sagt:

»Jeg spørger: Er mennesket blot en bøje, som markedets blæst går igennem, og som udstøder lyde, der udtrykker markedets øjeblikkelige vindretning? Er mennesket kun ’produkt’ eller ’offer’ eller ’klient’ – alt afhængigt af, hvilken magt markedet regeres af?«

Er Dansk Folkeparti et nyt midterparti? Det siger Pia Kjærsgaard. Hun siger det ikke til beskrivelse af partiets status. Hun siger det for at gøre partiet til et midterparti. For at vise, at partiet både er i opposition til venstrefløjens omsorgsovergribende markedshumanisme og til højrefløjens glade entreprenørhumanisme. Og mest af alt i opposition til alliancen mellem dem: Nyliberalismen som systematisk, men helt igennem frivillig og kærlig prostitution af selvstyrende individer. »Hvorfor«, spørger Pia Kjærsgaard, »må vi ikke diskriminere?«

Sagt med andre ord: Hvorfor skal vi behandle alle menneskers ens? Det helt overraskende svar er: At socialdemokrater, venstrefolk, konservative, SF’ere og radikale har haft svært ved at finde svar. At den formodentligt indiskutable konsensus om, at alle mennesker bør behandles ens, er svækket. Nu er diskrimination blevet systematiseret som politisk norm i Danmark. Når vi forsøger at ramme en specifik gruppe med en almen lov, er der konsensus om forargelse, når den også rammer danskere. Hvis tilknytningskravet rammer ikke-perkere, er man enige om, at det jo var helt forkert og slet ikke meningen.

Da Francis Fukuyama skrev i 1989 sin berømte artikel om historiens afslutning, ville han konstatere, at det liberale demokrati baseret på markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder ikke var udfordret af interne modsætninger længere. Man kunne ikke være rationelt uenig med denne himmelske samfundsmodel.

Dansk Folkeparti er en modsætning til denne model. Partiet vil forandre bevidstheden om den moderne idealtilstand. Her finder protesten sted. Her er politikere som Pia Kjærsgaard, Louise Frevert, Mogens Camre, Jesper Langballe, Kristian Thulesen Dahl og Søren Krarup altid beredte til at kritisere konsensus og rase mod ’eliten’.

Men de synes at forveksle kapitalisme, modernitet, kulturradikalisme & oplysningstænkning.

Er det kulturradikalismen, som vælter globaliseret underholdningsindustri ind over bevidsthedsdannelsen i den bedste sendetid på alle 999 tilgængelige kabel-tv-kanaler?

Er det oplysningstænkningen, som sætter danske stamceller, danske kulturværdier, danske hjemstavnslandskaber, danske uddannelsesforløb og danske universitetsstuderende til salg?

Er det forestillingen om, at menneskers omgang med hinanden skal være styret af rationelle regler, at det enkelte menneske bør være selvstændigt og at naturen er genstand for menneskelig beherskelse, som skaber globale massefolkevandringer?

Det er det til dels. Den moderne rationalitet er mulighedsbetingelsen for den systematiske globale kapitalisme. Den globale kapitalisme er funderet i en bestemt formålsrationalitet. Men rationalitet er ikke identisk med kapitalisme. Som idehistoriker Hans-Jørgen Schanz skriver i sin helt nye bog Modernitet og kapitalisme om forholdet mellem netop modernitet og kapitalisme:

»At det er vigtigt at adskille dem i dag, skyldes ikke så meget interessen i den historisk korrekte gengivelse af deres respektive oprindelseshistorier som det forhold, at kloden i dag er ved at kapitaliseres – og ofte uden at der samtidig følger modernitet med, men hvor den i stedet søges negeret eller udskudt.«

»Men allervigtigst: Uden de tæmningsformer og de normative strukturer, som moderniteten leverer kapitalismen, og som ikke vokser spontant ud af kapitalismen, ville kapitalismen næppe have haft så stor styrke. I meget, meget høj grad kan kapitalismen takke moderniteten for de korrektioner, der historisk er etableret.«

Dansk Folkeparti reagerer på konsekvenserne af kapitalismen. Men de gør det ved at kritisere den modernitet, dvs. menneskerettigheder, demokrati og det selvstyrende individ, som egentlig skulle være udgangspunkt for kritik af og kontrol med kapitalismen. Ved deres attentater på lighedsidealer og frihedsnormer forstærker de den modstander, som de kun i momenter rigtig angriber.

Og alligevel er der en tendens til midterparti, som er helt indiskutabel: Dansk Folkeparti er ofrenes parti. De taler, som om man hjælpeløst er udsat for indvandring, udflytning af arbejdspladser, nedbrydning af den offentlige service, ventelister og omsorgssvigt. De taler, som om alle var ofre for en skæbne, de ikke selv har valgt. Og således udtaler de en sørgeligt udbredt erfaring: Vi er friere og rigere end nogensinde før. Og mere og mere udsat for udviklingstendenser, som vi ikke kan styre.

Rune Lykkeberg er journalist på Dagbladet Information. Artiklen blev bragt i Information 25. september 2004