Vi har brug for et globalt Magna Carta

Det bliver i stigende grad klart, at en unilateral eller ”monarkisk” organisering af den globale orden, som centrerer sig om USA’s militære, politiske og økonomiske diktater, hverken er ønskværdig eller holdbar.

Dette arrangements krise gør det muligt for ”de globale aristokratier” – det vil sige de multinationale selskaber, de overnationale institutioner og de andre dominerende nationalstater – at lancere en ny global orden.

De globale aristokratiers primære udfordring er at reorganisere det globale system med henblik på at forny og udvide de produktive kræfter, som i dag er kuet af fattigdom og udstødelse. For at gøre det behøves en ny aftale, en tidssvarende Magna Carta*-kontrakt, som vore dages aristokratier kan afkræve monarken.

Imperialisme er i vores øjne ikke længere mulig. Ingen nationalstat, ikke engang USA, er med andre ord i stand til at handle som en suveræn magt og beherske den globale orden.

Den nuværende globale orden vil ikke blive defineret af konkurrence mellem imperialistiske magter som i store dele af det 19. og 20. århundrede. En ny form for suverænitet kommer til syne i dag – en virkelig global suverænitet, som vi kalder Imperiet.

Vi bruger blandt andet betegnelsen Imperiet, fordi de nye magtstrukturer minder om oldtidens Romerske Imperium. Mere specifikt karakteriseres den nye globale suverænitet som i det gamle Rom af konstant samarbejde og samspil mellem ”monarkiet” og ”aristokratiet”.

Det betyder, at USA ikke kan agere uafhængigt som global monark og ”køre solo”, ved militært, politisk, økonomisk eller finansielt at diktere betingelserne for den globale indretning.

I stedet må USA samarbejde med de andre dominerende nationalstater, de multinationale firmaer og de overnationale institutioner, som udgør de globale aristokratier. Nutidens imperiale suverænitet kan med andre ord ikke dikteres af Washington (hverken Pentagon eller den Internationale Valutafond), men må udspringe af et samarbejde mellem de forskellige dominerende magter.

Vi forestiller os dette Imperium som en netværksmagt, hvori der ikke findes noget enkelt center, men snarere en lang række magter, som må forhandle med hinanden. Vores hypotese er, at dette Imperium er en fremvoksende tendens, og at det for magthaverne er den eneste form, de eksisterende globale hierarkier og den nuværende orden kan fastholdes indenfor.

Når vi hævder, at denne nye imperiale magtform vokser frem, må vi understrege, at dette ikke betyder, at nationalstaterne ikke længere er vigtige. Diskussioner om den globale magt havner alt for ofte i en enten/eller-misforståelse: en person siger, at eftersom globale magtstrukturer er under fremvækst, er nationalstaterne ikke længere vigtige. Den anden siger, at eftersom nationalstater fortsat er vigtige, er der ingen globale magtstrukturer.

Målet med vores Imperie-begreb er i stedet at anerkende, at nationalstater stadig er magtfulde (nogle mere end andre, selvfølgelig), men at de i dag har tendens til at agere indenfor en ny form for global suverænitet, som sammen med nationalstaterne indbefatter forskellige andre magtfulde aktører, inklusive firmaer og overnationale institutioner.

Vores Imperie-hypotese kan bekræftes negativt med de unilaterale politiske strategiers fiasko på en række forskellige områder. Mest åbenlys er nederlaget for den amerikanske regerings ensidige militære strategier de seneste to år. Selv i et strengt militært perspektiv viser USA’s kampagner i Afghanistan og Irak sig ude af stand til at indfri minimumskrav om sikkerhed og stabilitet.

Desuden har den globale krigs- og konflikttilstand, som er et resultat af den unilaterale militære strategi, haft meget skadelige effekter på de globale produktions- og handelskredsløb. Opsummerende kan man sige, at USA’s unilaterale militære globalisering har rejst nye grænser og forhindringer, som afskærer de globale økonomiske netværk, der er blevet skabt i de foregående årtier.

En anden form for unilateral strategi, som er svigtet, er indførslen af nyliberale økonomiske regimer, der fordrer nedskæring af offentlige velfærdsprogrammer til et minimum og privatisering af offentlige industrier og sundhedsvæsen.

Den såkaldte “Washington Consensus” og de IMF-dikterede politikker, som er en slags økonomisk unilateralisme, er i høj grad blevet presset frem af USA og går ofte hånd i hånd med unilaterale militære aktioner.

Disse økonomiske og finansielle politikker har i årtier været under voldsom kritik, men de økonomiske katastrofer i Sydøstasien i 1997 og Argentina i 2000/01 (to områder som førhen regnedes for nyliberale mønstereksempler) har bekræftet den økonomiske models krise.

Den mest generelle indikation på det globale nyliberale regimes begrænsninger, er at det inddrager så lille en andel af verdens produktive potentiale af i dag. Store og voksende dele af verdens befolkning lever i fattigdom og er berøvet uddannelse og muligheder. Adskillige lande plages af en statsgæld, der dræner vitale ressourcer. Det bliver i stigende grad klart, at flertallet af verdens befolkning er udstødt fra de primære økonomiske produktions- og forbrugskredsløb.

Nogle forskere er derfor begyndt at hævde, at indenfor nutidens nyliberale økonomiske regime er store dele af verdens befolkning ”overflødige”, som om det økonomiske system var holdbart, men amoralsk.

De erklærer, at udstødelsen af store befolkningsgrupper er det, der gør systemet funktionelt. Det forklarer for dem den tilsyneladende ligegyldighed overfor den enorme fattigdom og accept af selv for eksempel spredningen af aids i Afrika.

Vores synspunkt er i stedet, at den økonomiske udstødelse og marginalisering af store befolkninger er et tegn på de nyliberale regimes fiasko og manglende bæredygtighed. Intet økonomisk system kan forsætte, mens det kvæler så stor en del af befolkningens produktive potentiale.

Nyliberalismens fiasko gør med andre ord uomgængeligt at skabe et nyt produktionssystem, som evner at realisere det produktive potentiale, der findes i verden i dag.

Dette er Magna Cartas øjeblik. Husk på fra den engelske historie, at Kong John tidligt i 1200-tallet ikke længere kunne betale for sine militære eventyr i udlandet og ikke længere kunne opretholde den sociale fred.

Da han anmodede om penge og støtte fra aristokratiet, krævede de til gengæld, at monarken underkastede sig lov og ret og forsynede dem med forfatningsmæssige garantier, som udmøntede sig i Magna Carta.

Monarken indvilligede med andre ord i at afskrive sig en strengt unilateral position og samarbejde aktivt med aristokratiet. Vores globale ”monark” står i dag overfor en sammenlignelig krise, ude af stand til at betale for sine krige, bevare en fredelig orden og i øvrigt skabe de rette betingelser for den økonomiske produktion.

Vores ”aristokrati” er derfor i position til, som betaling for deres støtte, at kræve en ny social, politisk og økonomisk indretning – en ny global orden.

Hvad vil en ny global Magna Carta indeholde i dag? Fred og sikkerhed er åbenlyst vigtige mål. At indstille de unilaterale militære eventyr og den tilsyneladende uafbrudte globale krigstilstand er en fundamental betingelse.

Det er imidlertid også vigtigt at forny de globale produktive kræfter og at inddrage den samlede globale befolkning i produktions- og udvekslingskredsløbet. Prioriteter som at udrydde fattigdom og afskrive de fattige landes gæld ville i denne sammenhæng ikke være almisser, men indsatser rettet mod at realisere det produktive potentiale, som findes i verden i dag.

En anden prioritet vil være at vende privatiseringsprocessen om og skabe fælles adgang til de nødvendige produktive ressourcer – som jord, såsæd, information og viden. At gøre ressourcerne til noget fælles er nødvendigt for udvidelsen og fornyelsen af de kreative og produktive potentialer, fra jordbrug til internet-teknologier.

Vi kan allerede se nogle bevægelser, som peger på en vej til skabelsen et sådant nyt Magna Carta. For eksempel er ”22 gruppens” krav om en mere retfærdig handelspolitik for landbrugsvarer på WTO’s Cancun-møde et skridt på vejen til en reformering af det globale system. På et mere generelt plan indikerer de internationale alliancer, som Lulas regering i Brasilien forsøger at artikulere på det latinamerikanske område og mere bredt mulige udgangspunkter for en global genopbygning.

At tage tråden op fra regeringerne i det globale Syd på denne måde er en vej, som aristokratierne kan benytte til at orientere deres projekt for en fornyelse af de produktive kræfter og energier i det globale økonomiske system.

En anden kilde til orientering udspringer af den mængde af stemmer, som protesterer mod den nuværende krigstilstand og den nuværende form for globalisering. Disse demonstranter i gaderne, på de sociale fora og i NGO’er er ikke alene udtryk for beklagelse over det nuværende systems fiaskoer, men præsenterer også utallige reformforslag, fra institutionelle indretninger til økonomiske politikker.

Det er klart, at disse bevægelser altid vil forblive grundlæggende modstandere af de imperiale aristokratier – og i vores øjne med rette. Det kan ikke desto mindre være i aristokratiernes interesse at opfatte bevægelserne som potentielle allierede og ressourcer i forhold til formuleringen af tidssvarende globale politikker.

En eller anden version af de reformer, disse bevægelser kræver, og et eller andet middel til at inddrage de globale mængder som aktive kræfter er uomgængeligt for skabelsen af velstand og sikkerhed.

De progressive regeringer i det globale Syd og globaliseringsprotest-bevægelserne er nogle af de eksisterende kræfter, som kan give et fornyelsesprojekt retning. Et nyt Magna Carta kan frembyde et alternativ til vores fejlslagne unilaterale regimer.

* Magna Carta – ”det store frihedsbrev” – blev 15. juni 1215 afkrævet den engelske konge med en række rettigheder til højadelen og kirken.

Michael Hardt underviser på Duke University og Antonio Negri har undervist på universiteterne i Padua og Paris. De er sammen forfattere til Imperiet (Harvard, 2000, Informations Forlag, 2003). Deres næste bog, som udkommer i 2004, er Multitude: War and Democracy in the Age of Empire.

Oversat af Anders Hassing