Sproget som forklædning

Verdenstopmødet om Informationssamfundet (WSIS) har allerede tiltrukket sig opmærksomhed fra de kritiske medier. Her undersøger Alan Toner fra Autonomedia og New York´s Information Law Institute, hvad der er på spil ved topmødet, og hvorledes dets dagsorden afspejler forandringer i den post-industrielle fordeling af magt, ligesom han beskriver nogle strategier for intervention i den WSIS-processen fra de ”uafhængige” og kritiske kommunikationsgrupper, der blev dannet udenfor sidste års Europæiske Sociale Forum.

En fortælling om to termer

Vi begynder med en fortælling om to termer: det udbredte og velkendte ”informationssamfund” og dets mere uldne og mindre velkendte relation ” intellektuel ejendom” (IE). En af årtiets store modeord, ”informationssamfund”, var en frase, der blev benyttet igen og igen af 90-ernes politiske bladsmørere, akademikere og guruer. Anvendt i varianter som udtryk for ekspansionen af digitale netværk, gennemsyringen af informationsprocesser i arbejdet, og skiftet fra håndgribelige til uhåndgribelige varer, syntes ”informationssamfund” at indikere noget uafvendeligt, en konsekvens af de foregående års massive medietisering; noget udenfor strategiske interesser – noget, vi konstant blev mindet om, ”at vi var nødt til at tilpasse os”.

Hvad denne retorik i høj grad dækkede over var den ekspanderende bølge af lovgivning angående intellektuel ejendom, der fulgte med ”informationiseringen” af samfundet. Disse juridiske bånd, hvis tyngdepunkt var aftalen om ”the Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights” (TRIPS), en tilføjelse til ”the General Agreement on Trades and Tariffs” (GATT), har tjent mange strategiske interesser på den post-industrielle scene. De har effektivt vendt op og ned på forestillingen om den intellektuelle ejendomsrets rolle, fra værende en beskyttelse af kulturel produktion og videnskabelig/teknologisk innovation til at begrænse disse kræfter og tjene til formål at fastfryse relationen mellem de avancerede post-industrielle stater og det, der tidligere var kendt som, ”den tredje verden”. Dette er opnået ved at skabe copyright-monopoler, der koncentrerer ejerskabsforhold, presser priserne på adgang til markedet og ekskluderer effektiv aktivitet fra mange uafhængige aktører.

Avancerede ”post-industrielle” stater tvinger nu andre til at anerkende juridiske normer, der effektivt gør visse former for innovation, produktion og organisation ulovlig. Stater, der undertvinges disse love, er effektivt begrænset til en rolle som faktorer i et system af global produktion, der har stormagterne i nord som dets center. Aftalerne sikrer, at selv om, at produktionen flyttes til disse områder pga. lavere løn og produktionsomkostninger, så vil profitten fortsat strømme til New York, London og Zurich.

Copyright-lovene beskytter handel fra konkurrence og fra dens egne kunder, tillader den at opkræve et gebyr for leje af fortidig tilvejebringelse for at fastholde en nutidig dominans – hvilket derefter kan bruges som garanti for fremtiden. Denne formodede garanti har sine omkostninger: Software-licenser checkes med pistolen for tindingen i Brasilien; 40 mennesker arresteres i Madrid i forbindelse med en razzia mod et CD/DVD-piratnetværk (industriens lobbyister insisterer på, at disse understøtter terroristiske aktiviteter); en russisk software-udvikler arresteres og fængsles i USA efter på en konference at have præsenteret sit arbejde for tusinder; indfødte indianere i Chiapas gør oprør efter politiet raserer et marked på jagt efter ulovlige varer; en 18-årig nordmand sigtes for at muliggøre en Linux-baseret DVD-afspiller; amerikanske borgere, der deler musik, sigtes om forbrydere; universitetsforskere konfronteres med anklager om ulovlig handle med forretningshemmeligheder, når de publicerer viden baseret på deres egen forskning; Kina gør summen op og henretter mærkevare-pirater for at statuere et eksempel. I den AIDS-hærgede Afrika syd for Sahara og i Asien, har farmaceutiske firmaer foranlediget aktioner gennem WTO og i de nationale retssale for at forhindre den billige produktion af anti-retroviraler, der er nødvendige for at mennesker kan overleve. Hvor lig før blev stablet i stadigt større bunker pga. kolonialismens udbredelse eller varehandelkapitalens ligegyldighed, er de nu vedhæng til ”Store Farmas” skalaer for fortjeneste og tab, bogført sammen med licens- og patentafgifter. Ved hjælp af stringent IE-lovgivning er selskaberne i dag i stand til at udøve biopolitisk kontrol, der fører tendensen til at frigøre kapital til nye ekstremer ved at begrænse individuelle og kollektive friheder og rettigheder – ja selve retten til livet selv.

Introduktion til WSIS

Det burde være tilgiveligt at forestille sig, at et af de mest afgørende punkter at behandle ved en begivenhed som Verdenstopmødet om Informationssamfundet (WSIS), der forventes at finde sted i Geneve i december 2003, ville være den sociale terror, der bliver udført i forsvar af intellektuel ejendom. Uheldigt nok er sådanne emner tydeligvis ikke en del af agendaen. Det formulerede formål for WSIS er at definere opbygningen af en fælles vision og forståelse af informations-samfundet i al pomp og pragt.[1]

[a]dynamisk proces [der] lover en fundamental forandring i alle aspekter af vore liv, inklusive spredning af viden, social interaktion, økonomiske og forretningsmæssige praksisser, politisk engagement, medier, uddannelse, helbred, fritid og underholdning. Vi er i højest grad midt i en revolution, måske den største menneskeheden nogensinde har oplevet […]De forskellige parters roller (medlemsstater, specialiserede FN-agenturer, den private sektor og civilsamfundet) sikrer velsmurt koordination af den praktiske etablering af informationssamfundet verden rundt vil være i hjertet af topmødet og dets forberedelse […] det forventede resultat af topmødet er at udvikle og fostre en klar melding om politisk vilje og en konkret handlingsplan for at opnå Infomations-samfundets målsætninger; hvilken fuldt ud vil afspejle alle de forskellige interesser, der er på spil. [2]

Sådanne tågede politiske udskejelser har været en almindelig del af den internationale scene siden ”the Stockholm Conference on the Environment” i 1972 og har haft tematisk sigte på alt fra kvinder (Beijing 1995) til udviklingsstøtte (Johannesburg 2002). Disse begivenheder har haft en nøglerolle i fremkomst af det såkaldte ”civilsamfund”, en forsamling af NGOere, der søger anerkendelse som repræsentanter for minoriteters rettigheder, ”universelle” værdier eller specialviden. Disse forhold, argumenteres der for, bliver negligeret i lovgivningsprocessen, men er nødvendig for at muliggøre ”rådsdemokrati”. En i stigende grad synligt træk ved disses arbejde har været deres inkonsekvens, især når de bliver sat sammen med WTO’s nådesløse maskineri eller de potentielt tilintetgørende eftervirkninger af at blive brugt som assistenter til Verdensbanken/IMF. Lovende retorik og problemløsende entusiasme kan fungere som en følelsesvækkende tenor i den mediefunktion sådanne begivenheder tjener til, men leder væk fra det egentligt virkningsfulde. WSIS, som første gang bragt på banen i en beslutningsdygtig forsamling i den Internationale Telekommunikations Union (ITU) i Minneapolis, 1998, synes lidt anderledes. Topmødets delarrangør, Tunesien, har allerede vist sit engagement ved at arrestere og fængsle internetaktivisten Zouhair Yahyaoui, redaktør af online-avisen TUNeZINE og en indædt kritiker af Tunesiens forvaltning af menneskerettighederne. I april begyndte Yahysoui en sultestrejke i fængslet.

Fremtidens fortid

Information og kommunikation har været emnet for to tidligere internationale initiativer siden 2. verdenskrig. Det først, FN’s ”Conference on the Freedom of Information” i 1948, ligeledes i Geneve, blev overskygget af den kolde krigs spændinger.

De efterfølgende forsøg i ”World Intellecual Property Organisation” (WIPO) på at revidere Paris-konventionen vedrørende industriel ejendom (patenter og varemærker) og udvide rækkevidden af tvungen licensbetaling i FN-regi ved ”Conference on Trade and Development” (UNCTAD) var dog mere succesfulde. I UNESCO blev kravet om en verdensorden for information og kommunikation (NWICO) rejst på baggrund af en kritik af mediekoncentrationen og den kulturelle dominans over tredjeverdenslande, som fremmede lande og kommercielle interesser udøvede, sammen med et postulat om den centrale rolle frie informationsstrømme havde for økonomisk udvikling, der blev fulgt op af en argumentation for, at de systematiske uligheder i sådanne strømme umuliggjorde, at lande kunne opbygge lokale medieindustrier, der kunne give dem mulighed for at repræsentere dem selv.

På baggrund af UNESCOs deklaration om massemedierne fra 1978 blev der oprettet en kommission, der skulle forske i kommunikation. To år senere udgav denne kommission ”Many Voices, One World”, bedre kendt som MacBride-reporten, der udgjorde et program, som promoverede en mangfoldighed af ejerskabsforhold, flerstemmighed i opinionen og garantier for kulturel identitet.[3] Til trods for moderation af kravene, foranledigede MacBride-reporten flammende raseri i medieverdenen, især i USA, hvilket kulminerede i 1981 i en deklaration, ”Decleration of Taillores”, der krævede, at UNESCO ”opgav forsøg på at regulere nyhedernes indhold og formulere regler for pressen”. Højrefløjsanalytikere som eks. Heritage Foundation karakteriserende UNESCO som havende et ”anti-vestligt synsvinkel”,

”omfattende misligholdelse af budgettet, og advokerende for politik, der undergravede friheden for presse og marked […] partisk kæmpende for en ”ny verdensorden for information” (NWIO) for at give kontrastød til en påstået pro-vestlig synsvinkel i de globale nyhedsagenturer; specielt forsøgte organisationen at underlægge journalister licens, skabe et internationalt kodeks for presseetik og forøge regeringernes kontrol over medierne[…]”[4]

Ultimativt forlod USA UNESCO i 1984 (og fjernede derved 30% af UNESCO’s budget), kort efter fulgte England og Singapore. Alle disse forhandlinger havde fundet sted i multilaterale fora, en scene, som Reagan-administrationen ikke brød sig om. Denne foretrak bilaterale forhandling, hvor USA’s økonomiske og militære banner kunne viftes med mindre ydmyghed. Virksomheder som Pfizer og IBM sammen med handelsorganisationer som Motion Picture Association of America (MPAA) besluttede, at de fine fornemmelser i WPIO, den numeriske majoritet af udviklingslande og manglen på en gennemtvingende mekanisme for international copyright og patent traktater, gjorde organisationen uegnet til at gennemføre deres formål. Samme år, midt i en voksende gældskrise, der underminerede sammenholdet i G77, brød forhandlingerne, der skulle revidere Paris-konventionen, sammen; efterfulgt tolv måneder senere af det totale sammenbrud i forhandlingerne om at nå frem til retningslinier for teknologisk udveksling. Men på trods af, at dette blev forkastet, forfølger NWICO’s spøgelse stadigt de gamle koldkrigere, som eksempelvis World Press Freedom Campaign, der med mellemrum spreder rygter om dens genkomst.

Informations[real]politik

USA’s administrations nye strategi, der er baseret på bilateral handel, fik debut i 1983 i form af ”Caribbean Basin Economic Recovery Act”, som tilbød toldfri adgang til USA’s marked for udvalgte varer betinget af en tilslutning til amerikanske normer for intellektuel ejendom – en model, der siden har fundet anvendelse i utallige bilaterale aftaler. Det følgende år gik amerikanske copyright organisationer sammen og etablerede International Intellectual Property Alliance (IIPA), som skulle sikre håndhævelse af copyright. IIPA´s første initiativ var en tilføjelse til ”US Trade Act, Section 301”, der tillod iværksættelse af formel handelsgengældelse mod ikke-føjelige stater, og begrænsede adgangen til det amerikanske marked til dem, der levede tilfredsstillende op til det betingede niveau af beskyttelse af intellektuel ejendom. I nogle tilfælde var embedsmænd direkte udsendt for at omskrive landes, eks. Den Dominikanske Republiks, copyright-lovgivning.[5]

Efterfølgende blev Indien og Brasilien, to lande, der tidligere havde stået i fronten i FN, lagt under pres vha. af handlinger foretaget på baggrund af denne tilføjelse. Med GATT-forhandlingerne i Uruguay i udsigt blev IIPA i 1986 suppleret af en ny industriorganisation, Intellecual Property Committee (IPC), fast besluttet på, at korporative IE-betænkninger skulle være del af agendaen og fuldt integreres i enhver afsluttet aftale. Det var IPC’s stemme i det globale orkester af virksomhedslobbyisme, der kulminerede i TRIPS, der nu administreres af WTO. TRIPS vil, ifølge Verdensbanken, flytte et forventet beløb på ca. 40 milliarder dollars fra de fattigste stater over de næste 10 år via patenteret medicin og frø til produktion af fødevarer og gennem rettigheder og patenter på udveksling.[6]

Militær humanisme

Efterspillet til tvillingetårnenes ragnarok er blevet markeret ved et åbenlyst skift til unilateralisme af USA. Clinton fremlagde et forslag om, at USA igen skulle være del af UNESCO, derved afslutte en æra af bilateralisme, men trak det tilbage, da det mødte hidsig republikansk modstand. Nu ser de krigeriske kommentatorer en forbigået mulighed: FN-institutioner, er ideen, har stort potentiale som en arena for fortsat krigsførelse. Her kan ideologien udbredes og promoveringen af ”kulturel ståelse” finde sted; et projekt Perry Anderson benævner som ”militær humanisme”.[5]

I overensstemmelse med dette betalte USA efter 11. september dele af sin gæld til FN tilbage. George Bush annoncerede hans intention om at genindtræde i UNESCO sidste september, lige inden han fremlagde ”beviserne”, der skulle retfærdiggøre en krig mod Irak. Selvom gamle fjender af UNESCO, som eksempelvis Heritage Foundation, muligvis havde forstået logikken i denne genindtrædelse, fortsatte de med at støtte ”bilateral hjælp” (bedre kendt som bestikkelse), ”folkelige diplomatiske programmer” og ”frivillige bidrag” til organisationen, men de stadigt kraftigere anklager om unilateralisme, der fulgte i kølvandet på angrebet på Irak, der ikke var godkendt, forstærkede strategien om at udnytte internationale organisationer som FN. Det faktum, at de kun udøver meget lidt magt, betyder blot, at de ikke kan udgøre nogen reel trussel mod hverken handels-praksis eller militær magtanvendelse. Hvad de derimod kunne tilbyde var med Ronald Kovens ord:

Reelle muligheder […] for at udbrede de ideologiske interesser i en international koalition mod terrorisme […] Den 11. september viste, at amerikansk sikkerhedspolitik ikke længere kun kan formuleres i militære termer og at ekstremisternes offensiv mod amerikanske kulturelle værdier må modsvares gennem undervisningspensum, arbejde for tolerance og rationalisme og korrigere de kulturelle misforståelser i fremmede offentligheder. [forfatterens egen fremhævning] [6]

Kovens tale til fordel for UNESCO er ekstra interessant, da han arbejder for World Press Freedom Committee, en forpost for koldkrigstænkning og en skildvagt mod ethvert forsøg på at genoplive NWICO. Det må antages, at en sådan pro-UNESCO position hos Koven signalerer, at UNESCO nu ses som favorabel for den ”frie strøm” af information.

En konference uden indhold

Denne brug af FN-organisationer rejser et dilemma: Hvad er egentligt meningsfuldt at diskutere på WSIS?

Udkastet til deklarationen indikerer det tvivlsomme indhold af selve begrebet ”informations-samfund”, da det indbefatter 71 forskellige betydninger og genoplive højdepunkterne i ”dot com”-vanviddet: Sætter et E- foran enhver menneskelig aktivitet og behandler det som et ”ICT-anliggende” (E-administartion, E-undervisning osv.). Samtidigt er substantielle medietemaer blevet marginaliseret i en grad, som har fået European Broadcasters Union til for nylig at true med at trække sig ud af WSIS med mindre disse temaer blev behandlet. En sådan ydmygelse ville være den ultimative katastrofe for schweizerne, der desperat søger en diplomatisk og folkelig triumf, da det er første gang, at de er værter for et FN-arrangement, siden de blev medlemmer af organisationen i september 2002.

Det er i dette lys man må vurdere den fromme diskurs om den digitale deling. Dette store skel er et emne, der i gennemgribende grad beskæftiger de politiske taktikere indenfor G8, som etablerede organet med den suggestive titel ”DOTforce”, og igennem dette fremlægge forslag om, hvordan der kunne bygges bro over denne kløft – vha. det frie markeds mekanismer selvfølgelig. Retorik og realitet divergerer voldsomt: Udviklingsagenturer sætter som målsætning at forbinde enhver familie og landsby inden 2005 i en kontekst af konstant svindende budgetter og svækkelse af muligheder for selvfinansiering som f.eks. ”Accounting Rate Mechanism”.[7] Ligeledes var det eneste levedygtige resultat af NWICO-debatten i UNESCO, ”International Program for the Development of Communication” (IPDC), nægtet de nødvendige ressourcer for at gøre det ukampdygtigt: I 2001 ramte bidragene til IPDC-programmet en bund på 1,25 millioner dollars. Givet, at de store ”donerer” skar kraftigt ned på hjælpen gennem ’90-erne – USA´s udviklingsstøtte er en mindre del af dets samlede økonomi end nogensinde før i officiel statisk historie – er sandsynligheden for nogle håndgribelige effekter af programmet ikke nævneværdig.

Frygt på dagsordenen

Mens enhver kontrol over kapital undviges, er den moderne stats appetit efter begrænsninger på individuelle og kollektive friheder umindsket. Således er undtagelsen fra tabuet om regulerende initiativer, der skal behandles ved WSIS, ”the Cybercrime Treaty”, blevet præsenteret ved det andet forberedende møde til topmødet under overskriften ”Taming the World Wide Web”.

Forhandlinger om traktaten begyndte i hemmelighed mellem EU´s ministerråd, USA’s justitsministerium og forskellig efterretning interesser i 1997. Teksten, afsluttet i november 2001, tildelte politiet nye magtmidler til eftersøgning og tilvejebringelse og udvidede internationale samarbejdsaftaler for indsamling af beviser og overvågning af kommunikation. Traktaten, en politimands ønskeseddel, tager ikke hensyn til individuelle rettigheder og privatliv i dens formulering af et autoritativt program for dataopsamling. Særligt urovækkende er artikel 10, der gør overtrædelse af copyright til en kriminel handling, hvis ”sådanne handlinger udføres bevidst, i kommerciel skala og vha. et computersystem”. Historisk er afstraffelse af copyright-overtrædelser været begrænset til at dække operationer af kopiering med kommercielt sigte, men da denne lovtekst ikke foreskriver nogen økonomisk motivation, muliggør den retsforfølgelse af f.eks. brugere af systemer, der deler deres musik med andre. Samme tråd går igen i artikel 6, der gør det kriminelt at besidde, producere eller distribuere hjælpemidler, der kan benyttes til at opnå illegal adgang.

Det må nu være tydeligt, at bag WSIS’ ”brede og generelle synsvinkel” på ”udbredelse af viden, social interaktion, økonomiske og forretningsmæssige praksisser, politisk engagement, medier, uddannelse, helbred, fritid og underholdning” ligger et meget specifikt og tydeligt sæt af strategier designet til kontrol af information og ejendom af information for at fremme nordlige interesser på den globale scene. I mellemtiden søger USA at sikre, at de samme strategier ikke kan vendes mod deres egne interesser. Denne intention blev tydeligt signalleret i ”the Intergovernmental Statement”, der var afslutningen på det europæiske regionale forberedelsesmøde til WSIS i Bukarest, hvis 6. princip er værd at citere i fuld længde:

En global kultur om cyber-sikkerhed må opbygges – sikkerhed må opnås ved forebyggelse og opbakning af hele samfundet; og være i overensstemmelse med behovet for at bevare informations frie bevægelighed […] Informations kommunikations teknologier (ICT) kan potentielt tjene formål, der er i strid med international stabilitet og sikkerhed og kan have skadelig effekt på infrastrukturens integritet indenfor stater; til skade for sikkerheden på både civile og militære områder og ligeledes i relation til deres økonomiske funktioner. Det er ligeledes nødvendigt at forhindre, at informations-ressourcer og –teknologier kan finde anvendelse til kriminelle eller terroristiske formål […] For at opbygge tryghed og sikkerhed i anvendelsen af ICT bør regeringer udbrede opmærksomhed på risici indenfor cyber-sikkerhed i deres samfund og søge at styrke internationalt samarbejde, inkluderende samarbejde med den private sektor.

Efterfølgende briefinger i Washington afholdt af International Telecommunications Advisorys Committee gentog og insisterede på administrationens forpligtelse til at fremme sikkerhedsaspektet i Geneve, da dette var det ene af tre områder (de andre værende uddannelse og udbygning af infrastruktur), hvor nogen aftale var ”forventelig”. Ind til nu har USA udvist relativ ligegyldighed overfor WSIS, og virkning af denne sikkerhedsagenda vil være tæt knyttet til i hvilken grad de vil spille med musklerne på topmødet. I mellemtiden kan de sædvanlige udløsere for moralsk forargelse på nettet – stoffer, terrorister, hvidvaskning af penge og pædofili – forventes (nylige reporter om p2p-værktøjer til deling af børneporno er et eksempel) lige så vel som den stadige udvanding af kategorien ”cyberterrorisme” til den potentielt inkluderer enhver radikal anvendelse af nye medieteknologier.

Problemet med NGO’erne

I april 2002, 15 måneder efter deadline for ansøgninger for jobbet og kun 4 måneder før det første forberedende møde, blev en administrerende direktør for WSIS’s sekretrariat udnævnt: Pierre Gagne, der er en canadisk bureaukrat indenfor ITU. Den sene udnævnelse betød, at der ikke kan blive foretaget nogle vigtige beslutninger ved topmødet – selv i sammenligning med de normalt lave standarder, der for sådanne sammenkomster. Uheldigvis er der ikke kommet meget ud af WSIS’s insisteren på at være en ”ny” type topmøde, baseret på en model med mange medspillere, hvor stater, mellemstatslige organisationer, erhvervsliv og civilsamfund skulle involveres. Der har været ringe mulighed for at sætte bare et fingeraftryk på retningen topmødet drejede i. Kontakt med organisatorerne sker gennem WSIS-sekretariatets 3 afdelinger, hvor civilsamfundet henvises til Swiss Fondation de Devenir, der har påtaget sig rollen som ”mediator for mediatorerne”. NGO-deltagere erfarede, at mens beslutninger om procedure blev diskuteret i ITU-bygningen (hvor Pakistan og Kina gjorde deres bedste for at begrænse deltagelse til kun at indbefatte statsaktører), blev de selv sat i eskorteret over vejen til et sted, hvor programmet for diskussionen blev forvaltet af Civil Society Directorate.

Selve deltagelsen af NGOer, hvor begrænset den end er, rejser flere spørgsmål. I hvilket omfang er deres deltagelse blot godkendt for at tilskrive topmødet legitimitet? Uden NGOerne ville tomheden af den opblæste prædiken være meget tydeligere. På den anden side gør fraværet af betydningsfuld beslutningstagen i WSIS, at der knap nok er en proces at dække over. Ydermere har de sociale bevægelser ikke haft nogen effektiv agitation, hvad angår intellektuel ejendom og teknologi på trods af vigtigheden af disse emner for de, der involveret i bevægelsernes kommunikation. Summen bliver, at det er for tidligt at bruge kræfter på at komme til orde indirekte gennem indflydelse på statslige og mellemstatslige aktører. Nogen ønsker NGO-aktivitet tager form af ”Communication Rights in the Information Society” (CRIS); en kampagne, der blev påbegyndt ved World Social Forum i Porto Alegre i november 2001 på basis af en allerede eksisterende alliance af NGOer kaldet ”Platform for Communication Rights”, der inkluderede organisationer som Association for Progressive Communications og Computer Professionals for Social Responsibility. CRIS er stærkt kritisk overfor den officielle agenda i WSIS pga. af dets fokus på de tekniske aspekter, negligering af den sociale kontekst og dets fetich med det digitale på bekostning af, hvad kunne være mere tilgængelige og brugbare ressourcer som f.eks. radio. CRIS formulerer en eksplicit dialogisk forståelse af begrebet ”kommunikative rettigheder” baseret på potentialet i at producere og udbrede meddelelser og friheden til at modtage dem. Forhåbningen er en demokratisering af medierne snarere end statslige bånd på privatpersoner (selvom nogle undergrupper fortsat er fortalere for national kontrol af ejerskabsforhold).

CRIS har lagt pres på ITU for større gennemsigtighed, finansiering af ikke-vestlig deltagelse og optagelse af emner, der er relevante for deres egen agenda angående kommunikative rettigheder. I modsætning til andre NGOer ser de WSIS som en kontekst, der bør bruges som instrument i en større kamp snarere end et slutpunkt. Denne tilgang passer fint sammen med strategierne for gruppen af radikale medier, der vil være tilstede i Geneve under topmødet. De to grupper mødes i april dette år for at diskutere mulighederne for samarbejde både indenfor og udenfor topmødet.

Kommunikationernes ulydighed

Hovedpersonerne i et ad hoc netværk skabt på The Hub, et autonomt rum parallelt med European Social Forum (ESF)(se Mute 25) er allerede begyndt at organisere deres egen kampagne i forbindelse med WSIS. Deres møde i Geneve bragte disse ”hubbers” (medlemmer af Make World, repræsentanter for CRIS og italienske dele af Indymedia) sammen med fokus på opbygningen af en infrastruktur for uafhængige medier og sociale økonomier i en afvisning af intellektuel ejendom. Sammen startede disse grupper organiseringen af en begivenhed umiddelbart før topmødet, der muliggør diskussion om de grundlæggende emner, der nægtes delegaterne på WSIS, så som kritik af liberalisering, privatisering og ”fri” konkurrence. På denne diskursive baggrund vil her blive mulighed for fri kommunikation og deltagelse i et ”polymedie”-værksted, designet til enhver form for udbredelse af information – via fjernsyn, radio, streaming og trådløse netværk. En begivenhed vil trække udvekslingen af færdigheder og viden frem i rampelyset. En interface vil blive stillet til rådighed for deltagelse på afstand gennem multidirectional streaming og andre hjælpemidler vil åbne mulighed for større deltagelse og også imødekommende et andet tema på ESF Hub i Firenze: Nemlig evnen til at komme videre end blot topmødereaktioner og fokusere på indlejrede, lokale processer. Dette eksperimentelle miljø vil blive fulgt op af kontinuerlige workshops om praksis, agitation og teori.

Parallelt med disse aktioner forberede CRIS et et-dags-seminar indenfor i det enorme Palexpo-kompleks, hvor plenarmøderne skal finde sted, og hvor nogle medlemmer skal være tilstede som repræsentanter for nationale delegationer. CRIS har tre primære målsætninger: At bringe regeringer og NGOer sammen mod det neoliberale paradigme, at påbegynde konkrete projekter med mere blivende effekt på områder som spektral allokerings politik, og udvikling af en mere radikale deklaration om ”informationssamfundet” som modtræk til det officielle topmødes tåbelige produktion.

Uklarhederne i agendaen for WSIS levner mulighed for en endnu bredere diskussion, der går videre end spørgsmål, der er umiddelbart relaterede til digital regulering og medier, og indfange kampen mod medicinpatentering, begrænsninger af friheden af udbredelse af viden i forretningshemmelig-hedernes navn og udveksling af teknologi. Håbet er, at opposition udenfor WSIS i samarbejde med folk indenfor kan afdække enhver fare og udnytte enhver fordel, der kan opstå i en diskussion med delegater om skyggesiderne i WSIS ved at trække dem ud af deres helliggjorte enemærker.

Snarere end at overlade sig til emner, der diskuteres i disse klimaer, mønstrer sociale radikale kritikkens værktøjer sammenbragt i de sidste år i for at demonstrere kommunikativ ulydighed på selve stedet for topmødet. Geneve 2003 er en sjælden mulighed for afgørende udveksling med mediefolk udenfor den post-Fordistiske kerne, udvidelse af eksisterende globale netværk og bygge bro mellem materiel og immateriel arbejdskraft, der er under indflydelse af og selv yder indflydelse på informationsregimer.

I grove træk kan man skitsere et overblik over dette modtopmøde vha. Yochai Benklers opdeling af kommunikationsstrukturer i 3 niveauer: Fysiske, logiske og indholdsmæssige.[10] Det fysiske niveau udgøres ikke bare af maskinerne, men også kobbertråd, kabler og satellitter. Logiske opgaver udføres af web-servere, mail-servere og operativ systemer. Det indholdsmæssige niveau omfatter underholdning og andre former for input af information. Ifølge denne model er reel frihed i kommunikation betinget af, at der i hvert lag er muligheder, der er uafhængige af ejendomsret. Ad hoc projektet udenfor WSIS tager højde for disse tre lags betydning ved at fokusere på kapaciteten af licensfri brug af trådløse netværk til at frigøre transport fra den fysiske infrastruktur, udvikling af open source software, netværk og produktive redskaber og beskyttelsen af et rum til kreativt informationsarbejde, der er fri af ejendomsrettens begrænsninger.

Blotlæggelse af konfliktens niveauer

På det infrastrukturelle niveau, hidtil omfattende kabelnetværk, satellitter og traditionelle telekommunikationssystemer, har fremskridt indenfor radioteknologien gjort gamle skemaer for spektrum politik forældede, da de var baseret på afsendere og modtager, der krævede skarp kontrol med brug af frekvenser for at undgå forstyrrelser. Software-defineret radio og ultra-wide-band (UWB) radioteknologi har forandret brugsmuligheder ved at muliggøre en koordination af udstyrets egen kraft. Konservative kritikere, der ser dette som værende til fare for samfundsinstitutionernes kontrol over medie-infrastrukturen, kræver institutionalisering af ejendomsretten til dette spektrum på baggrund af et argument om, at dette vil skabe et effektivt marked, der vil sørge for, at denne ressource vil blive bedst muligt udnyttet – helt i overensstemmelse med andre doktriner om det fri marked. Denne konflikt mellem tilhængere af et frit spektrum af kommunikation og forkæmpere for ejendomsret er først nu ved at blive tydelig for offentligheden; bevidstheden om disse spørgsmål er stigende sammen med den hastige formering af trådløse netværk på det licensfri bånd omkring 2.4 GHz og standarden 802.11.

International Telecommunications Union har ansvaret for den internationale koordinering af de forskellig spektral allokeringer og afholder ”World Radiocommunications Conference” fast hvert andet år, det næste vil finde sted juni dette år. Et af emnerne på agendaen vil være planlægning af brugen af frekvenser over 5 GHz, hvor der ligeledes er nogle uudnyttede områder af båndbredde og bl.a. 802.11a anordninger har hjemme. UWB-tilhængere har argumenteret for et spektrum på en hel GHz bør stilles til rådighed for licensfri benyttelse. Det amerikanske militær er gået imod det med en påstand om, at det ville forstyrre radaroperationer. Kampagne ført på dette emne mod opbygningen af alternative medie infrastrukturer er en vigtig del af forberedelserne til WSIS.

På det logiske niveau blev fortaler for fortrinsret for gratis open source software skåret ud af det asiatiske regional møde for WSIS – igen efter USA’s befaling. Men der er en stærk bevægelse for at benytte og udbrede software modeller, der står udenfor privat ejendomsret; både på nationalt niveau i den tidligere tredje verdens lande og regionalt indenfor Europa og USA. Frihed fra ejendoms-restriktioner, er forhåbningen, kan give ”den tredje verden” mulighed for at overvinde forhindringer som IE-beskyttede mediemidler og kunne skabe nye anvendelser, der passer til deres sociale og kulturelle behov, og derved bidrage til det verdensomspændende fællesskab teknologi og software-udvikling.

Det indholdsmæssige niveau her har fejret konflikter som p2p informations udveksling vha. software som Napster, Audiogalaxy m.fl. Mens enhver strejfer på nettet risikerer at blive stemplet som overtræder af copyright eller simpel kriminel, synes denne de facto ekspansion af ”offentligt rum” at fortsætte. Flittig brug af GATT/TRIPS bestemmelserne i lovgivning fra USA til EU og konstante beskyldninger fra informations og underholdningskarteller har ikke kunnet forhindre denne måde at dele immateriel ”ejendom” i ad hoc uafhængigt distruberende netværk. Øvrigheden gyser af frygt for de tabte licensindtægter pga. piratkopiering, mens det fil-delene subjekt gyser af glæde over kollektiv adgang og kontinuerlig forandring i samarbejdet. Fra Ogg til DivX, fildelende program til at deaktivere firewalls, udbredes teknologier til udveksling mellem ligemænd, der konfronterer karteller med masseulydighed. Opgaven er nu at gøre denne proces af at give og modtage indenfor netværket til et konstitueret social relation, der går udover tilegnelsen af medieprodukter. ”Informationsfrihed” i denne forstand er ikke længere et radikalt krav. Potentialet i disse relationer mellem ligemænd ligger nu i reel uafhængig infrastruktur og aktion. At rive forklædning af giganterne har været let; at nedbryde jerntæppet vævet af det frie markeds dominans over den individuelle præference vil næppe blive så let. Det udgør en virkelig slagmark, der skal betrædes ved topmødet i Geneve 2003. Vores informationsfrihed, som James Boyle har sagt det, er det bedste potentiale:

Ingen teori kan give os dette. Dette må tildrages gennem kollektiv aktion og fantasi, gennem et postuleret, fiktivt ”vi”, der kun bliver virkeligt i en kontekst af en praksis, der forudsætter det selv samme fællesskab som den skaber. De intellektuelle håndgreb og landevindinger … kan bremses, og endda drejes ind i deres modsætning. [11]

WSIS vil finde sted i Geneve, 10-12 december 2003 under FN’s og ITU’s vimpler. Anden fase vil finde sted i Tunesien i 2005.

Alan Toner alan@kein.org er en aktivist og forsker, der arbejder fra Rom, Italien. Han er del af Autonomedia kollektivet

Oversat af Niels Kudahl.

[1] Resolutionen vedtaget af Generalforsamlingen 56/183, Verdenstopmødet om Informationssamfundet (WSIS).

[2] Fra http://www.Wsis.org [egen oversættelse til dansk]

[3] Baggrundsinformation om denne periode kan findes i Susan Sells bog Power and Ideas: North-South Politics of Intellectual Property and Antitrust (Albany: State University of New York Press, 1997).

[4] Brett D. Schaefer, Look Before Leaping to Rejoin UNESCO, Executive memorandum #746 (http://www.heritage.org/Research/In...)

[5] For mere information om skiftet til et handelsbaseret paradigme for intellektuel ejendom, se Information Feudalism: Who Owns the Knowledge Economy? Peter Drahos & John Braithwaite, New Press, 2003.

[6] ”Intellectual Property Rights and Economic Developmenet”, Keith J. Markus, Case Western Reserve Journal of International Law, vol.32 (2000), s.471.

[7] Se ekempelvis Perry Andersons ”Casuastries of Peace and War”, i London Review of Books, vol.25, no.5 dateret 6. marts 2003.

[8] James H. Ottaway Jr. & Ronald Koven, “The New UNESCO, The Washington Post, onsdag d. 17. juli 2002, s. A23.

[9] Andre steder er den overskudsfordelende Accounting Rate Mechanism oprettet af ITU blevet forkastet. Denne term referer til en udregning, hvor telefonselskaberne deler indkomsten fra opkald mellem landet, hvorfra det afsendes, og landet, hvori det modtages. Indtil for nylig var denne fordeling 50% af en fiktivt fastsat rate, forskellig fra både provisionsomkostninger og brugerens betaling. Dette system udgjorde engang en vigtigt indkomst for udviklingslande – i 1996 havde USA f.eks. underskud på 5,6 milliarder dollars, hvoraf store del flød over grænserne til fattige nabolande. I 1997 annoncerede FCC en reduceret rate, der i praksis satte låg på for størrelsen af overførte beløb. Da ITU svarede igen med endnu et alternativt forslag i 1999, var det for sent og mange lande havde indført FCC-systemet. Interessant nok førte lovgivne begrænsninger på det amerikanske hjemmemarked for telefonsex til en brug af et fantasifuldt system af omdirigerende mekanismer via perifære nationer, som eks. Guyana, hvor sådan trafik udgjorde op til 40% af brutto indenrigs produktion. Se Frederick E. Allen: ”When Sex Drives Technological Innovation and Why It Has To.” (http://www.plannedparenthood.org/ed...)

[10] Jochai Beckler, From Consumers to Users, Shifting the Deeper Structures of Regulation Towards Sustainable Commons and User Access, 52. Fed. Comm. L.K. 561 (2000).

[11] Boyle, op.cit.