Den klare profil mangler

Da Anders Fogh Rasmussen i 1993 fik udgivet »Fra socialstat til minimalstat«, skrev jeg en kronik, der mundede ud i, at det var nødvendigt at tage en kulturkamp. De fleste kritikere af bogen kastede sig over den afvikling af velfærdssamfundet, som for kun ti år siden var hans store vision. Selvforsikringsprincippet skulle afløse de solidariske ordninger, der igennem årene var bygget op omkring uddannelse, arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Hans bog var en afskrift af de tanker, der rådede hos de mest højre-rabiate amerikanske økonomer fra den såkaldte Chicago-skole. Der kan ikke være tvivl om, at han under sit tidligere studieophold i USA helt og aldeles tabte sit hjerte til denne særlige amerikanske udgave af velsignelserne ved kræfternes frie spil.

Hvad jeg især koncentrerede mig om dengang, var hans syn på kunsten, fordi det bedst afslørede hans ideologiske holdning. Et par citater:

»Kunstens anden vigtige opgave er at give os mod på livet, lyst til at leve vort liv, inspiration og stimulans i vor stræben mod de mål, vi har sat os«.

»Derfor er det antimenneskeligt, hvis kunsten baserer sig på det menneskeligt destruktive og nedbrydende. Ja, det er ikke kunst«.

»Kunsten skal give liv ved at minde os om vor mulighed for selv at skabe noget enestående«.

Væk med Edvard Munch. Samme vej med Strindberg og Michael Strunge. For ikke at glemme den amerikanske maler Edward Hopper. At gøre sig til smagsdommer over, hvad der er god og dårlig kunst giver uhyggelige associationer til autoritære regimer. Ikke et øjeblik har jeg været i tvivl om, at manden stadig mener, det han dengang skrev.

Associationer til autoritære regimer

Og nu har han blæst til kulturkamp. Startsignalet var hans nytårstale, hvor han gik til angreb på smagsdommerne. Da jeg hørte den, var de der igen – associationerne til autoritære regimer.

Historien har gang på gang vist os, at sådanne systemer enten eliminerer intelligensen eller søger at få den under kontrol. Sammenligner man den aktuelle samfundsdebat med tidligere, er der ingen tvivl om, at der er tale om en udbredt selvcensur. Man kan iagttage en neddæmpning af kritikken mod regeringen fra diverse fakulteter, råd og andre af de forkætrede eksperter.

Universiteter, ved vi, har altid været arnestedet for oprørske tendenser. Den nye styrelseslov, som Socialdemokratiet til min store overraskelse har været med til, er præget af ekstern ledelse, altså erhvervsliv, effektivitet og det kortest mulige studieforløb.

Historien har også fortalt os, at skal magten opnås og fastholdes, gøres det mest effektivt ved at tale ned til den indre svinehund. Flygtninge og indvandrere blev under den sidste valgkamp lagt for had i usmagelige annoncer. Dermed var tonen slået an. Når ledende politikere kan tillade sig at tale så nedsættende om nydanskerne, kan menigmand også. Der er frit slag for den hadefulde galde. Regeringen har sluppet fanden ud af buret og iagttager passivt, at støttepartiets præster og diverse kommentatorer dagligt forpester debatklimaet og gør en fornuftig integration af nydanskerne til en næsten uoverkommelig opgave.

Da statsministeren greb signalhornet og blæste til kulturkamp eller værdikamp eller hvilket udtryk, der end er blevet brugt, kravlede et par fortumlede frontsoldater op af skyttegravene.

De løb ikke fremad mod en defineret fjende, men sigtede bagud mod formodede forsmædere, der engang i fortiden havde gjort dem livet surt og forstyrret deres nattesøvn. Den eneste fællesnævner, de kunne finde, var sammenrendet af socialdemokrater og diverse venstrefløjspartier, der havde domineret den offentlige debat, sat sig på DR og knægtet borgerlige synspunkter på uddannelsesstederne.

Kulturminister Brian Mikkelsen har været længst fremme. Det konservative skoleblad, han ikke kunne få udgivet, er hans væsentligste argument og kan kun kalde på latteren. Hans udokumenterede angreb på DR for deres ensidighed i 1980’erne er af samme skuffe. Den konservative Poul Schlüter var statsminister fra 1982 til 1993, og jeg husker ikke eksempler på, at borgerlige synspunkter ikke kunne komme til orde i DR. Og den trykte borgerlige presse havde også dengang et næsten-monopol.

Samme kulturminister så sig vred på en undersøgelse, der viste, at et endog meget stort flertal af magisterforeningens medlemmer stemte på eller til venstre for midten. Han tilskrev resultatet den indoktrinering, han påstod fandt sted i 1970’erne. Den tanke strejfede ham ikke, at jo mere uddannet man er, jo mere indsigt man får, desto vanskeligere vil det naturligvis være at stemme på så populistiske partier som dem, der i dag sidder i regeringen eller støtter den. Dette er ikke en kritik af dem, der ikke har en uddannelse, men af dem der ikke skaffer sig information og indsigt.

Tolerance et ukendt begreb

Ud af det kunne man så udlede, at den højt proklamerede kulturkamp er en moderne udgave af Kejserens nye Klæder. Det vil være farligt, for den nuværende statsminister er ikke naiv og slet ikke en mand, der ønsker at samle på fiaskoer. Han har bare måttet indse, at vejen til minimalstaten er lang, men målet har han til stadighed for øje. Og værst af alt for en demokratisk debat: Han spiller med fordækte kort.

En væsentlig forudsætning for at realisere minimalstaten er langsomt at ændre befolkningens mentalitet. Et af midlerne er som sagt at skabe fjendebilleder. Han forvansker de historiske kendsgerninger omkring besættelsestidens samarbejdspolitik for at retfærdiggøre den danske krigsdeltagelse i Irak, hvis begrundelse har vist sig at være løgn på løgn.

Den nye rockerlov, som socialdemokraterne til min bestyrtelse er en del af, tilsidesætter væsentlige retsprincipper. Trods eksperternes advarsler indføres strengere straffe, uden at det følges op med nødvendige midler til resocialisering og det forebyggende arbejde. Snart kan jeg vente at blive kriminel, hvis jeg fortsat går med den lommekniv, jeg altid har haft på mig. Vi kan vente en eksplosion af vold, når bulldozerne tromler ind i Christiania på trods af den lovliggørelse af fristaden, som den borgerlige regering gennemførte i 1989. De er for aparte derude og passer ikke ind i statsministerens verdensbillede, fordi han har strøget begrebet tolerance i sit vokabularium. Læreplaner i børnehaven kapper yderligere af en barndom, hvor nysgerrighed, kreativitet og udvikling af egen fantasi i legen skulle stimulere ungerne til at udvikle deres personlighed. Læg hertil spindoktorernes alt for lette spil i den borgerlige presse med at få formidlet netop de budskaber, der passer ind i strategien.

Hvorfor den socialdemokratiske passivitet?

Og hvor er mit gamle parti så henne i denne kulturkamp? Jeg har spejdet, men kan ikke finde det dér, hvor det rettelig burde befinde sig, nemlig som et klart alternativ til regeringens forsøg på at uddele den sløvende medicin, der skal gøre højredrejningen mulig. Netop i denne tid er der lagt op til en omfattende debat om et nyt principprogram, der skal endeligt behandles på kongressen til næste år. Socialdemokratiets næstformand, Lotte Bundsgaard, er den drivende kraft, og man kunne forvente nogle klare udmeldinger. Ind til nu har jeg kun bemærket MF’erne Mette Frederiksen og Henrik Sass-Larsen melde ud. Måske er det af taktiske grunde, man stort set forholder sig passiv, selvom meget tyder på, at Socialdemokraterne af omstændighederne er tvunget over i en defensiv rolle.

Noget af forklaringen kan være formandsskiftet, hvor sindene endnu ikke er faldet til ro efter den turbulente proces. Men det er langt fra hele sandheden. To væsentlige faktorer synes at være årsag til den nuværende handlingslammelse.

For det første er der en splittelse, der gør det vanskeligt at formulere den nødvendige fællesnævner og skabe den dynamik, der skal gøre en succesrig offensiv mulig. Et meget sigende eksempel var debatten om regeringens forslag, der for første gang i nyere historie skulle gøre Danmark til en krigsførende nation uden hensyn til EU-sammenholdet og det FN, som igennem alle efterkrigsårene har været en af pillerne i dansk udenrigspolitik. Et meget stort mindretal i Folketingsgruppen var sindet på at stemme for.

Meget tyder på, at det altså ikke er mindre politiske detaljer, der gang på gang skiller gruppen. Det går langt dybere, helt ned til nogle grundlæggende holdninger. Vi ser en ny type politiker, som flere angrebsbølger i den borgerlige presse har fået til at dukke hovedet. De nærer en panisk angst for at stå i den socialdemokratisk beton, som kampagnerne med alt for stort held har søgt at give indtryk af. Derfor hyldes individualismen, hvilket er godt nok, bare det ikke, som man ser, sker på bekostning af den fællesskabsfølelse, der er forudsætningen for at fastholde et solidarisk samfund. Den egoisme, man ser brede sig, skulle være grund nok.

Hvis regeringen siger fodnotepolitik, slår de syv kors for sig i stedet for at vedkende, at under 1980’ernes forudsætninger var det den rigtige politik, som hele partiet stort set var enig i. Og på Dansk Folkepartis sidste landsmøde ydmygede Pia Kjærsgaard socialdemokraterne for at være faldet til patten i indvandrerpolitikken, nu var pianisterne blevet stuerene.

En farlig mand for demokratiet

For det andet smuldrer baglandet. Gennemsnitsalderen for organiserede socialdemokrater er 56 år. Tilgangen af unge svigter, og når nye medlemmer dukker op, er det ofte kun for en kort periode. Enten på grund af organisatorisk rod eller mangel på en debat, der siger de unge noget.

Afstanden mellem folketingsgruppen og medlemmerne øges. Det indrømmes åbent af næstformand Lotte Bundsgaard til Information: »Medlemmerne repræsenterer ikke længere hverken befolkningen som helhed eller S-vælgerne. Det skaber et problem for partiets politikere, der savner idéer og feedback på politiske udspil…. Politikerne – især dem på fuld tid i Folketinget – bliver lidt snæversynede og har brug for input fra den virkelige verden. Derfor løsningen i form af tematiserede fokusgrupper.«

Et væsentligt argument for et medlemskab har hidtil været, at det kun er medlemmerne, der har haft indflydelse i debatten om arbejdsprogrammer og principprogram. Sådan skal det altså ikke længere være. Nu skal der oprettes et netværk af ikke-organiserede grupper. Jeg kan ikke bebrejde partiledelsen, at den gør det. Allerede i Jens Otto Krags tid gjorde vi os lignende overvejelser om, hvordan vi kunne række ud til sympatisører, der ikke var medlemmer. Men to forudsætninger er nødvendige. For det første, at det stadig er medlemmerne og deres tillidsmænd, der har det afgørende ord. For det andet, at socialdemokraterne ikke bliver et gallup-parti, der lefler for folkestemninger, der er fremelsket af medierne og de borgerlige partier.

Kulturkampen er der nu engang. Den kan ikke ties ihjel. Som beskrevet handler den kun lidt om kultur, men meget om politik. Det er meget forståeligt, at en partiledelse i opposition søger de argumenter, der skal være med til at genskabe regeringsmagten. Den nuværende regering har bundet sin skæbne til Dansk Folkeparti. Efter næste valg tyder meget på, at ikke andre partier vil pege på en VK-regering.

Men det kan også være tilstrækkeligt, hvis socialdemokraterne fortsat slører profilen i en forligsivrighed omkring lovgivninger, der har alt for tydelige borgerlige fingeraftryk. Det er et stort oppositionspartis opgave at vise et klart alternativ til en regering. Ikke dukke hovedet i angst for stemninger i befolkningen, som regeringen har forsøgt at skabe. Tværtimod skal der ydes en effektiv modstand mod højredrejningen. En modstand, der skal afsløre, at statsministerens mål ikke er en udvikling, men en afvikling af velfærdssamfundet hen mod den minimalstat, der i sit væsen er de fås kontrol med de mange. Den nuværende statsminister er en farlig mand for demokratiet. Det bør socialdemokrater være med til at afsløre.

Kjeld Olesen er tidligere udenrigsminister og næstformand i Socialdemokratiet. Artiklen har tidligere været bragt i Salt.