En nations fortælling

Dr. Johnsons* erklæring om, at patriotismen er en slyngels sidste tilflugtssted, forklejner en af menneskehedens mest eksplosive følelser.

Erklæringen går ud fra, at en udspekuleret præsident eller statsminister kan manipulere med kærligheden til et land for at indfri hans eller hendes egoistiske mål. Eller at masserne er så dumme og indbildte, at slynglen bare behøver at vifte med flaget og tale om blod og jord for at få de patriotiske får til at følge efter.

Hvis bare patriotismen havde været så simpel. Patriotiske følelser er en blanding af mange ting, og kærlighed til et land er lige så kompleks og lige så usikker som en hvilken som helst anden form for kærlighed. Den skaber en fortælling om et fælles liv. Den fortæller en historie, som binder adskilte mennesker sammen, og både patriotismens fortrin og farer afhænger af, hvordan historien bliver fortalt. Det vil sige, at den ikke bare er et udtryk for en nation eller en bestemt kultur, den er et udtryk, som fremstilles gennem fortælling. Patriotismens destruktive elementer opstår med forestillinger om, at der er en forløsning, et rensende klimaks i folkets eller kulturens historie – det vil sige et øjeblik, hvor en afgørende handling endelig vil fuldføre deres skæbne. Og den fare, som

historien viser os, er, at den fortalte forløsning alt for ofte indebærer

undertrykkelsen eller tilintetgørelsen af et andet folk.

De destruktive patriotiske fortællinger, de former for forløsning, som både opildner mod andre og giver indtryk af at fuldføre noget i fortællingen, er især tiltrækkende for grupper af mennesker, der er splittede internt eller

forvirrede af kræfter, som er udenfor deres kontrol. For dem er patriotismen de forvirredes sidste tilflugtssted.

Den opfattelse, at den nuværende usammenhængende historie på en eller anden måde kan fuldendes gennem en rensende, destruktiv handling, forekommer mig at være en reel fare, som præger vores moderne samfundsmæssige erfaringer med patriotismen.

En stor patriotisk krise fra min egen ungdom opstod blandt folk som jeg selv, der modsatte sig den amerikanske krig i Vietnam i 1960erne og

1970erne. Dengang som i dag var USA ikke den velsmurte maskine indadtil, som udlændinge ofte forestiller sig. Dengang var landet midt i en

raceeksplosion, opsvinget efter anden verdenskrig var midlertidigt gået i stå, og det var de hvide middelklasser begyndt at lide under. Den

amerikanske overflod var dengang som i dag overflod for en elite.

Da Amerika endegyldigt gik ind i Vietnam i midten af 1960erne, havde vores land en sejlivet patriotisk fortælling: Amerika fremstod som en frelser, der forhindrede udlændinge i at udslette hinanden. Denne patriotiske fortælling havde formet kampen i de to verdenskrige og retfærdiggjorde enorme omkostninger ved at føre den kolde krig. Vietnam så ud til bare at blive

endnu et kapitel i denne veletablerede historie. Da soldater som den unge Colin Powell gik ind i Vietnam, opdagede de hurtigt, at denne

redningshistorie ikke passede. Fjenden viste sig at være et udholdende, standhaftigt folk. De allierede, som soldaterne kæmpede for, viste sig at være et korrupt, lokalt uønsket bureaukrati, og den amerikanske strategi viste sig i sig selv ude af stand til at indfri løftet om redning.

Skuffet over det udenlandske eventyr ændrede den patriotiske fortælling nu kurs. Den vendte sig nu imod dem derhjemme, som protesterede mod krigen. De amerikanske tropper rekrutteredes fortrinsvis blandt fattige sorte og fattige hvide fra Sydstaterne. Unge middelklassemænd på universiteterne undgik i vid udstrækning militærtjeneste. De unge fra middelklassen var ikke desto mindre mest aktive imod krigen. De var i princippet venner og talerør for soldaterne, der led i udlandet. Men patriotismen fortalte noget andet.

Vi ved fra Robert Jay Lifton, Robert Howard og andres forskning, at soldaterne følte sig belejret på to fronter: lokalt på stedet af

vietnameserne og symbolsk derhjemme af disse protesterende venner. Vietnameserne blev opfattet som patriotiske fjender, og demonstranterne, der protesterede mod den situation, soldaterne var blevet sat i, blev opfattet som upatriotiske. I takt med, at muligheden for en afgørende sejr på stedet svandt bort, blev ønsket om en altomfattende sejr over fjenderne derhjemme

stadigt stærkere. I 1968, fortæller Howard, på højdepunktet for anti-krigsprotesterne, bar tusinder af amerikanske tropper på deres hjelm

tegnet: "America – Love it or Leave it." (”Amerika – elsk det eller forsvind”).

Følelsen af et indre forræderi forstærkede en beslutning, en form for ”fantasi”, som Lifton kalder den. Regeringen skulle gøre noget drastisk for at få disse indre fjender til at holde kæft, for at bekræfte det patriotiske projekt. Og i USA bragte offentlighedens ønske om, at politikerne gjorde noget håndfast for at slå den indre uorden og protest ned, den højreorienterede Richard Nixon til magten. Jeg genfortæller denne historie,

fordi den sætter baggrundsbelysning på patriotiske følelsers komplekse indhold. De amerikanske soldater og arbejderklasserne derhjemme var ikke slyngler. De var dybt forvirrede. Midt under beskydningen fra en ydre fjende forestillede disse mennesker sig en anden krig finde sted i deres eget samfund, mod de forrædere der gav sig ud for at være venner. Det afgørende skridt i denne indre kamp for at opretholde den patriotiske fortælling ville

være at kvæle uenighed.

Jeg genkalder mig den fortid, fordi det måske kan hjælpe dig med at forstå noget af dynamikken i det amerikanske samfund i dag. Det sprog, som i dag tales i Washington, er stadig den klassiske tale om redning, forløsning, om det godes sejr over det onde, og som i fortiden er det strategiske scenario for denne fortælling mangelfuldt i såvel klarhed som i formål. Men overvej den indre forudsætning for den amerikanske supermagt. Her er et land, som er endnu mere internt splittet, end det var for 40 år siden. Forvirret – selvfølgelig – og nu også rasende over at være blevet angrebet med terror. Et land hvis indre klassedeling har vokset sig større, og hvis raceopdeling og etniske konflikter ikke er helet. I modsætning til f.eks. Storbritannien mangler den amerikanske venstrefløj den traditionelle rolle som loyal

opposition. Og jeg har på fornemmelsen, at nogle dele af den amerikanske venstrefløj har lært lektien fra Vietnam, som jeg skitserede, for godt. De har bragt sig selv til tavshed af frygt for, at det at være i opposition vil få dem til at fremstå som dårlige amerikanere. Sådan bliver syndromet inderliggjort.

At tænke i fortællinger er en grundlæggende måde at fortolke hverdagen så vel som fiktionen på. Og fortællinger i hverdagen følger lige så lidt som

fortællinger i fiktionen et enkelt sæt regler. Ligesom i fiktionen behøver fælles historier i hverdagslivet ikke at ende med en forløsende handling, som er undertrykkende eller tilintetgørende. Og jeg tror ikke, at

patriotismen behøver at følge én fastlagt kurs. Hvis de strategiske fejl ved den nuværende amerikanske strategi er lige så store som dem under Vietnamkrigen – og det tror jeg, de er – så ligger udfordringen for vores folk, det vil sige for det amerikanske folk, i at undgå det, der skete i Vietnam, at undgå at søge efter fortællingen om en destruktiv forløsning,

når vi vender os mod hinanden for at træffe en afgørelse.

* Samuel Johnson (1709-1784), engelsk forfatter.

Richard Sennett er professor i sociologi og underviser ved London Scool of Economics og University of New York. På dansk foreligger hans bøger "Det fleksible menneske" (1999) og "Respekt i en verden af ulighed" (2003).

Oversat af Anders Hassing.

© Index on Censorship: http://www.indexonline.org/

© Eurozine http://www.eurozine.com