Toppen og den civile supermagt

Han leder den asiatiske NGO »Focus on the Global South«. Han fremhæver, at den såkaldte G-20+-gruppe af tredjeverdenslande til gengæld kan blive en spændende motor i et syd-syd-samarbejde, der går videre end blot til handelspolitik.

Cancún har adskillige vidtgående implikationer. For det første repræsenterede sammenbruddet en sejr for tusindvis af mennesker over hele verden, og ikke en »mistet mulighed« for en global aftale mellem nord og og syd. Doha-runden (der blev startet på WTO’s ministerkonference i Doha i november 2001, red.) var aldrig en »udviklingsrunde«. Og den smule udvikling, den tilbød, var blevet forrådt lang tid før Cancún. Ikke engang de mest optimistiske u-lande kom til Cancún med en forventning om indrømmelser fra de store, rige lande til gavn for udvikling. De fleste u-landes regeringer kom med en defensiv instilling. Den store udfordring for disse lande var ikke at skabe en historsk »New Deal«, men derimod at forhindre USA og EU i at påtvinge u-landene nye krav, mens USA og EU selv ville slippe for at underlægge deres handelsregimer en multilateral disciplin.

I denne sammenhæng var det ikke u-landene, der var årsagen til sammenbruddet, som USA’s handelsrepræsentant, Robert Zoellick, ellers udlagde sagerne på sin afsluttende pressekonference i Cancún. Ansvaret ligger udelukkende hos USA og EU. Da det andet udkast til sluterklæring lå færdigt tidligt om lørdagen den 13. september var det tydeligt, at USA og EU ikke var villige til at skære noget særligt i deres høje landbrugsstøtte. Samtidig fortsatte både USA og EU uforsonligt med at kræve, at u-landene skulle fjerne deres toldmure.

Det var også tydeligt, at EU og USA havde besluttet sig for ikke at respektere Doha-erklæringens bestemmelse om, at »eksplicit konsensus« var en betingelse for, at der kunne startes forhandlinger inden for de såkaldte »Singapore-emner« (også kaldet de nye emner: investeringer, konkurrence, offentlige indkøb og handelsfremme, red.).

»Forhandl på vores betingelser – eller lad være med at forhandle« – det var signalet med det andet udkast til sluterklæring. Ikke overraskende kunne u-landene ikke indgå konsensus til fordel for en sluterklæring, der var så skadelig for deres egne interesser.

Tilbageslag

For det andet er WTO blevet alvorligt skadet. To sammenbrudte ministerkonferencer og en – i Doha – der kun lige klarede sig igennem, sælger ikke billetter. For handelssupermagterne er WTO ikke længere et brugbart instrument til at påtvinge andre lande disses vilje. For u-landene har medlemsskabet af WTO ikke skabt beskyttelse mod magtfulde økonomier, og i endnu mindre grad har WTO fungeret som en mekanisme for udvikling.

Dette er ikke for at sige, at WTO er en død organisation. Der vil blive gjort anstrengelser for at få WTO tilbage på sporet igen, som USA og EU gjorde i Doha. Men sandsynligheden er, med manglen på en succesfuld ministerkonference, at maskineriet vil gå betydeligt ned i fart.

Zoellick havde ret, da han tvivlede på, at Doha-runden kunne færdiggøres inden tidsfristens udløb i januar 2005, og EU-handelskommissær Pascal Lamy prøvede udelukkende at dække over en kaotisk situation ved at sige, at WTO havde færdiggjort 30 procent af Doha-dagsordenen.

Tabet af fremdrift, svækkelsen af de grundlæggende funktioner af WTO’s maskineri, voksende protektionisme i de rige lande, en global økonomi plaget af en længerevarende stagnation og optrevlingen af den atlantiske alliance, hvis årsag skal findes i politiske uenigheder, skaber tilsammen dette ikke særligt favorable udgangspunkt for et WTO, som skal virke som mekanisme for handelsliberalisering og globalisering. WTO vil måske lide den samme skæbne, som WTO bibragte UNCTAD (FN’s Konference om Handel og Udvikling): At kunne overleve, men i stadig højere grad blive ineffektiv og irrelevant.

USA-strategi efter Cancún

Dette rejser spørgsmålet: Selvom vi glæder os over sammenbruddet af ministerkonferencen, som var en fare for u-landenes interesser, skulle vi dermed også byde en svækkelse af WTO velkommen? Når alt kommer til alt, har nogen argumenteret, er WTO et sæt regler og et maskineri, der – med den rette magtbalance – kan bruges til at beskytte u-landenes interesser. Tilhængere af dette synspunkt siger, at vi er bedre stillet med WTO end med bilaterale handelsaftaler, som nu – i følge Robert Zoellick – vil blive USA’s handelsstrategi efter nederlaget i Cancún.

Sandheden er, at der ikke er noget valg. WTO er ikke et neutralt sæt spilleregler, procedurer og institutioner, der kan blive brugt defensivt for at beskytte de svages interesser. Reglerne i sig selv – hvoraf de vigtigste, princippet over alle principper, er frihandel, princippet om mestbegunstigelse samt princippet om nationalbehandling – institutionaliserer den nuværende verdensorden med global økonomisk ulighed. De våben, som de svage har, er få. Princippet om speciel og differentieret behandling (et princip om undtagelser fra de generelle frihandelsregler, red.) for u-landene har en meget svag status i WTO. USA og EU fik endda fjernet dette punkt fra forhandlingerne i Cancún, selvom det er en del af Doha-dagsordenen og står i Doha-erklæringen. WTO er i virkeligheden ikke en multilateral organisation. WTO er et instrument til at sikre USA’s og EU’s fælles interesser i den globale økonomi.

Det civile samfund

For det tredje var det civile samfund en central medspiller i Cancún. Siden Seattle er samspillet mellem civilsamfund og regeringer blevet intensiveret på handelsområdet. NGO’er (non-governmental organisations – ikke-statslige organisationer) har assisteret u-lands-regeringer i forhold til politiske og tekniske dele af forhandlingerne. NGO’erne har ligeledes mobiliseret en international offentlig opinion mod tiltag til tilbageskridt fra de rige landes regeringer, som for eksempel i forbindelse med patenter på medicin og offentlig sundhed.

NGO’erne har også vist sig som en stærk hjemlig koalition i u-landene, der kan sætte deres regeringer under pres. Hvis mange regeringer fra u-landene modstod presset fra USA og EU i Cancún, så var det fordi de frygtede reaktionen fra det hjemlige civilsamfund.

Med folkelige bevægelser marcherende i bymidten, og NGO’er, der demonstrerede time efter time både inden for og uden for konferencecentret fra åbningssceremonien og derefter, blev Cancún et mikrokosmos af den globale dynamiks magt af stater og civilsamfund. Selvmordet af den sydkoreanske bonde Lee Kyung Hae ved politiaf-spærringerne mindede alle i konferencecentret om, at de ikke længere kunne ignorere verdens fattigste bønderne, og dette blev anerkendt af regeringerne ved at holde et minuts stilhed til ære for Lee Kyung Hae. Sammenbruddet af ministerkonferencen var i den grad igen en bekræftelse af The New York Times’ observation af, at det globale civile samfund er verdens næststørste supermagt.

Ny udvikling

For det fjerde var G-20+-gruppen en betydningsfuld ny udvikling, som vil kunne bidrage til at skabe et stort skift i den globale magtbalance. Ledet af Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika satte den USA og EU skakmat i forsøget fra disse på at gøre Cancún til endnu et trist afsnit i historien om underudvikling. G-20+-gruppens potentiale blev indikeret af Celso Amorin, den brasilianske handelsminister, der var talsmand for gruppen, da han sagde, at G-20+-repræsenterede over halvdelen af verdens befolkning og over to tredjedele af verdens bønder. Nordamerikanske forhandlere havde ret, da de sagde, at G-20+ er en fortsættelse af u-landenes pres i 1970’erne for en »Ny International Økonomisk Orden«.

Men potentialet for G-20+ må ikke overvurderes. Det er i øjeblikket mest en alliance, der er fokuseret på en radikal reduktion af subsidierne til den nordlige landbrugsproduktion. Og G-20+ bliver nødt til på meningsfuld vis at forholde sig til ønsket om omfattende beskyttelse af de mindre bønder i de små lande, der primært producerer til et hjemligt marked. Årsagen til at det endnu ikke er sket, er, at G-20+’s mest fremtrædende medlemmer er store eksportører af landbrugsvarer, selvom mange af disse lande også har en betydningsfuld landbrugsproduktion, der kun er beregnet til afsætning på det hjemlige marked.

Centralt emne

Under alle omstændigheder er der ikke noget, der tyder på, at den positive dagsorden for småbønders bæredygtige landbrug ikke kan blive placeret som et centralt emne for G-20+.

Der er heller ingen grund til, at G-20+ ikke skulle kunne udvide sit mandat til også at omfatte industrivarer og serviceydelser. Endnu mere spændende er muligheden for, at G-20+ kan blive en motor for syd-syd-samarbejde, som går længere end handel, og til også at omfatte investeringspolitik, kapitalbevægelser, industripolitik, socialpolitik og miljøpolitik. Sådanne syd-syd-formationer centreret om udvikling frem for handel og markeder tilbyder et alternativ til både WTO og de bilaterale frihandelsaftaler, der nu bliver stræbt imod fra USA og EU’s side.

I opbygningen af dette alternativ vil G-20+ finde en naturlig allieret i det globale civile samfund. Med USA og EU som forsvarere af status quo må alliancen mellem G-20+ og det globale civile samfund føres fra ideplan til virkelighed så hurtigt som overhovedet muligt. Det vil selvfølgelig ikke blive let. Progressive dele af det civile samfund vil have nemt ved at spille sammen med den brasilianske regering ledet af Arbejderpartiet (PT). Men det civile samfund vil straks få det sværere med den indiske fundamentalistiske og nyliberale regering. Ligeledes med den autoritære og nyliberale kinesiske regering.

I praksis bliver alliancer dog smedet, og ingen regering må automatisk blive kategoriseret som umulig at vinde over på den rigtige side i kampen for folkeligt orienteret bæredygtig udvikling.

For at konkludere, så var der en række civilsamfundsorganisationer, der efter ministerkonferencen i Doha sagde, at u-landenes interesser ville blive varetaget bedst ved at få ministerkonferencen i Cancún kørt af sporet i stedet for at prøve på at omdanne den til et forum for reform af WTO. Som Cancún nærmede sig betød den uforsonlige attitude fra de magtfulde lande i nord, at alle diskussioner med landede i syd på næsten alle fronter strandede. Da mødet begyndte, var der ikke længere snak om reform overhovedet. Tingene var blevet krystalklare. Med EU og USA, der var parate til at gå deres vej, var ingen aftale bedre end en dårlig aftale. En falleret ministerkonference var bedre end en »succesfuld«, der kun ville tjene som endnu et søm i kisten på udvikling.

Efter Cancún er udfordringen for det globale civile samfund at forstærke dets anstrengelser for at nedbryde ulighedsstrukturerne og presse på for alternative modeller for globalt økonomisk samarbejde, der for alvor vil kunne varetage interesserne for de fattige, marginaliserede og magtesløse.

Walden Bello er professor i sociologi og offentlig administration ved University of the Philippines. Han har for nylig fået den alternative »Nobel-pris«, The Right Livelihood Award, sammen med sin landsmand Nicanor Perlas.

Artiklen er oversat fra engelsk af Rune Lund, der er medlem af SALT’s redaktionspanel.

Artiklen har tidligere været bragt i SALT.