<i>Social Forum</i>: Succes eller blindgyde?

Verdens Sociale Forum og de regionale og lokale aflæggere af samme projekt er et af globaliseringsbevægelsens mest spektakulære og omtalte initiativer. Siden det første møde i 2001 er antallet af deltagere mangedoblet og møderne har præget den globale debat. Men samtidig er debatten om de sociale forummers fremtid og formål blevet skærpet. Udemokratisk, reformistisk og kontraproduktivt er blandt kritikpunkterne.

Januar 2003 – Sao Paolo, Brasilien: Hundredetusinder af græsrodsaktivister fra hele verden er samlet for at gøre front mod den nyliberale globalisering og diskutere visioner for en anden og bedre verden. Efter femten års venstreorienteret ørkenvandring lyder det næsten for godt til at være sandt. Det er ikke underligt, at Verdens Sociale Forum og de regionale og lokale sociale forummer har fået en så central placering i globaliseringsbevægelsens selvopfattelse. Og det er ikke underligt, at holdningerne er delte om, hvor processen omkring de sociale forummer er på vej hen.

Tre år gammelt

Processen begyndte for godt fire år siden. Efter den vellykkede kampagne mod MAI-aftalen og den spektakulære blokade af WTO millenium-runde i Seattle trådte konturerne af en mangfoldig global bevægelse mod nyliberal globalisering stadig tydeligere frem. Nogle aktivister fra den brasilianske sociale bevægelse kom på den idé at lave et globalt møde for denne mangfoldighed. Et møde, der skulle være et modstykke til det årlige møde i World Economic Forum i Davos, hvor verdens største transnationale selskaber mødes med politikere fra de mest magtfulde nationer i verden. Parallelerne understregedes af græsrodsforummets navn: World Social Forum (WSF). Én af initiativtagerne skriver:

”I lyset af alt det, der skete, var vi en lille gruppe brasilianere, der mente, at det ville være muligt at skabe en ny platform for modstanden mod den tankegang, som dominerer verden i dag. Efter demonstrationerne og masseprotesterne skulle vi videre og tilbyde specifikke forslag og konkrete svar på de udfordringer, der ligger i at skabe en anden verden, hvor økonomien var til for menneskene og ikke omvendt.… Idéen var, at de organisationer, som allerede netværkede omkring masseprotesterne, arrangerede en anden type globalt møde.”

Brasilianerne tog kontakt til ATTAC i Frankrig, som var begejstret for idéen. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, hvor en række brasilianske organisationer, herunder det største fagforbund CUT og de jordløses organisation MST, indgik.

Principprogram

Denne gruppe udarbejdede senere et principprogram for World Social Forum, der indledes således:

”Verdens Sociale Forum er et åbent mødested for reflekterende tænkning, demokratisk idédebat, formulering af forslag, fri udveksling af erfaringer og samarbejde for effektiv handlen, for grupper og bevægelser fra civilsamfundet, som er modstandere af nyliberalismen og verdens underordning under kapital og enhver anden form for imperialisme, og som vil arbejde for et planetært samfund, der skaber frugtbare relationer mellem mennesker og mellem mennesker og natur.”

Programmet understreger, at der ikke er tale om en organisation, men om et mangfoldigt netværk. Ingen kan tale på vegne af WSF og WSF kan og vil ikke repræsentere eller tale på vegne af nogen: ”Ingen vil få autoritet til at tale på vegne af WSF eller påstå, at deres holdninger er alle deltageres holdninger. Deltagerne vil ikke skulle tage beslutninger om erklæringer eller handlinger, der ville forpligte alle. Således findes der intet magtcentrum, som deltagerne kan konkurrere om.”

Det slås altså fast, at der ikke er tale om en internationale i den klassiske forstand med fælles politisk program og international ledelse, men om et åbent mødested for forskelligartede bevægelser og organisationer.

Stigende tilslutning

Det første World Social Forum afholdtes i Sao Paolo i Januar 2001. Omkring 20.000 aktivister fra 100 lande repræsenterende mere end 500 organisationer. Da det andet forum afholdtes året efter var antallet af deltagere steget til 55.000 og i 2003 deltog næsten 100.000 mennesker fra 156 lande og aktiviteterne omfattede nu 1714 panel-debatter og seminarer. På samme tid har forum-processen spredt sig ud over verden. Der har været afholdt regionale sociale forummer i Amerika, Asien, Afrika og Europa. På det europæiske sociale forum (ESF) i Firenze i november 2002 deltog 60.000 aktivister i 30 konferencer og 200 workshops spredt udover tre dage.

Også på det helt lokale niveau har forum-processen slået rødder. Der har været afholdt sociale forummer i snesevis af byer og lande fra Durban til Uppsala og i november afholdes det første danske sociale forum i København (se annonce andetsteds i dette blad).

Såvel de globale som de lokale forummer samler deltagere fra et meget bredt politisk, socialt, geografisk og kulturelt spektrum. Deltagerne kommer fra NGO’er, massebevægelser fra syd, oprindelige folk, fagforeninger, forbrugerkoalitioner, progressive tænketanke og selvfølgelig den nye generation af globaliseringskritiske gadeaktivister. Politisk spænder forummerne altså fra socialdemokratiske og socialliberale grupper til ultraanarkister.

Denne mangfoldighed har mødtes, diskuteret, lyttet og udvekslet erfaringer om kampen mod nyliberalismen, om alternativer og om strategier og taktikker for at skabe en anden verden.

Et af de mere håndgribelige resultater af de sociale forummer var indkaldelsen til en global aktionsdag mod krigen mod Irak den 15. februar. Omkring 20 millioner mennesker gik denne dag på gaden overalt i verden i protest mod USA’s krig - den største massemobilisering i menneskehedens historie.

Alt i alt ligner processen omkring de sociale forummer altså en stor succes for globaliseringsbevægelsen. Alligevel er kritikken vokset gennem det seneste år.

Udemokratisk

Ét af de kritikpunkter, der går igen, er, at planlægningen og processen omkring såvel globale som regionale forummer er udemokratisk og uigennemsigtig.

På papiret ser WSF ellers meget demokratisk ud. Den oprindelige initiativgruppe bestående af 8 brasilianske organisationer findes stadig og hedder nu Sekretariatet. Efter det første møde i Porto Alegre tog dette sekretariat initiativ til at danne et Internationalt Råd (IC). Rådet mødes mellem de globale møder for at debattere WSF-processen og for – i samarbejde med sekretariatet – at planlægge næste globale mødes program, tematik osv. IC består af mere end hundrede organisationer og er rimelig bredt repræsenteret både med hensyn til region og organisationstype – f.eks. både fagforeninger, NGO’er, tænketanke og bondeorganisationer.

Men kritikerne mener, at IC ikke har nogen reel indflydelse. Den serbiske anarkist og aktivist Andrej Grubacic siger: ”IC er et slags æresudvalg, som alene godkender allerede vedtagne beslutninger taget af Brasilien-Paris aksen i Sekretariatet.”

Den amerikanske aktivist og teoretiker Michael Albert, der selv har været repræsentant i IC, er enig. ”Min erfaring var, at rådet ikke havde ægte magt. Faktisk var mit indtryk, at IC mere var et gummistempel… Efter kort tid blev det klart, at på trods af at mange gode folk med gode intentioner var samlet, var det ikke her magten lå. Dem, som har ”magten” havde nogle funktionærer, der ledede mødet og de havde besluttet hvad dagsordenen var, og hvad det internationale råd måtte diskutere.”

Michael Albert måtte sande, at der ikke var særlig mange, der vidste hvem, der egentlig sad i Sekretariatet og dermed hos hvem den egentlige magt lå. Samtidig er han ikke i tvivl om, at mange vigtige beslutninger bliver taget af denne magtposition: ”Dem, der har den virkelige magt i WSF tager mange nøglebeslutninger. - Skal Lula tale?, Hvad med Castro eller Chavez?, Vil nogen blive udelukket og på hvilket grundlag? Vil det at være et parti, det at bruge vold?, eller bare det at være fra en gruppe, som indercirklen finder for radikal. Hvilket indhold vil hovedaktiviteterne have, og hvilke emner vil blive afholdt i periferien? Vil der være en demonstration og hvem skal så tale?...”

ESF ikke bedre

Også beslutningsgangen omkring det første Europas Sociale Forum kritiseres. Her er der ellers også officielt orden i demokratiet. Før det regionale forum afholdes en række organiserende møder, hvor organisationer og lokale forummer kan sende repræsentanter. Disse møder er ansvarlige for at planlægge ESF sammen med en organisationskomité i det land, der afholder mødet:

Den hollandske politolog Paul Treanor mener i imidlertid, at ”de organiserende møder før ESF i Firenze, ikke var reelle. De havde intet at skulle have sagt omkring strukturen. Den italienske organisationskomité tog alle vigtige beslutninger om ESF. Hvem der skulle udelukkes, om dagsorden osv.” Den italienske organisationskomité var præget af personer med tilknytning til de traditionelle venstrefløjspartier Rifondazione Communista og Det Demokratiske Venstre.

Michael Albert har forståelse for, at det kan være svært at træffe beslutningerne om forummerne på demokratisk vis blandt det enorme antal organisationer og enkeltpersoner, som deltager. Men han mener, at man i hvert fald kunne gøre processen gennemsigtig, så dem, som tog beslutninger ”stod til regnskab” overfor resten af bevægelsen – og så man vidste, hvor kritikken skulle rettes hen.

”Beslutningsgangen i WSF er ikke gennemsigtig, selvom gennemsigtighed ellers nemt kunne opnås ved bare at skrive de relevante navne og offentliggøre beslutningerne.”

Flere kritikere peger på, at den unge generation af globaliseringsaktivister, der gennem demonstrationer, ulydighed og direkte aktion har gjort bevægelsen synlig, ikke har tilstrækkelig indflydelse. Grubacic udtrykker det således: ”Dem, som har gjort denne bevægelse interessant og anderledes er ikke repræsenteret i dens ”institutioner”.

Bevægelsen kidnappet

Det manglende demokrati har ifølge kritikerne betydet, at ”traditionalister” og ”reformister” har kidnappet bevægelsen ved at dominere dens udtryk udadtil.

Den mest højlydte kritik kommer fra den radikale antikapitalistiske og antiautoritære del af den globaliseringskritiske bevægelse – grupper og enkeltpersoner, der er samlet i det globale netværk Peoples Global Action. Den britiske græsrodsaktivist Linden Farrer beskriver bagmændene bag ”kidnapningen” således: ”Det er liberale reformister (som ønsker at reformere kapitalismen), det er NGO´erne (som ønsker penge til føre deres aktivister og som ofte er tilfredse med at indgå i forhandlinger med erhvervsliv og regering) og det er den autoritære venstrefløj (som ønsker at komme i regering for at reformere kapitalismen eller at bygge et masseparti, som skal lave revolution). Desværre skubber dette højrøstede lederskab forummerne væk fra den retning, som mere radikale grundlæggere havde og ind i den konventionelle politik selvdestruktive sfære.”

Lula tager billedet

Specielt efter det seneste WSF i 2003 var kritikken højlydt. Forfatteren og aktivisten Naomi Klein spurgte i en klumme efter mødet: ”Hvordan gik det til, at en sammenkomst, der skulle forestille at være udstillingsvindue for nye græsrodsbevægelser, blev til en hyldest til store mænd med en forkærlighed for tre timer lange enetaler”.

Hun henviste til den store opmærksomhed, som Brasiliens nyvalgte præsident Lula da Silvas og Venezuelas præsident Chavez deltagelse i forummet havde fået. Kritikken blev ikke mindre af, at Lula umiddelbart efter hans tale ved WSF rejste til Schweiz for at tale ved World Economic Forum. Her ville han efter eget udsagn forsøge at ”bygge en bro” mellem de to forummer og tage budskabet fra Porto Alegre med til Davos. Lula talte i Davos imod de rige landes protektionisme og sagde blandt andet: ”Vi ønsker frihandel, men gensidig frihandel”.

Den brasilianske aktivist Pablo Ortellado var oprørt: ”Hvem gav ham ret til at tale på vegne af forummet og hvordan kan en så højreorienteret tale stå som Porto Alegres budskab? – Vi vil have frihandel – er det, det budskab, vi skal sende til WEF? Er det resultatet af alle disse års kamp mod nyliberalismen IMF og WTO? Lula tog ikke bare til Davos på vegne af os – han tog dertil og fortalte de nyliberale, at de ikke var nyliberale nok.”

WSF og ESF er i princippet åbent for enhver gruppe, der ønsker at lave workshops, paneldebatter og lignende. Men ifølge kritikerne er det alligevel de store centrale arrangementer, som tegner forummet udadtil. Pablo Ortellado skriver: ”Kerneaktiviteterne var de eneste, der virkelig blev highlightet fra arrangørernes side. Så udefra fremstår WSF kun som disse møder, som ledelsen kontrollerer indholdet af ”.

NGO’erne og reformisterne

Ifølge kritikerne er Lulas deltagelse blot et eksempel på den reformistiske dagsorden, som forummet har taget. Der er tilmed frygt for, at forummet skal udvikle sig til en slags grundlag og legitimitet for den nye globaliserede kapitalistiske magt. Paul Treanor advarer: ”Blandt nogle af organisatorerne er der en vis støtte til en slags global korporatisme, under navne som ”det globale civilsamfund” eller ”global governance”. Denne model medfører, at der kun kommer til at være tre hovedaktører i global politik, nemlig det globale erhvervsliv, de nationale regeringer og de transnationale NGO´er. Ifølge global governance-modellen skulle disse tre aktører styre verden sammen.”

På det europæiske plan er det tillige holdningen til EU, der bekymrer kritikkerne. Ifølge indkaldelsen til ESF i Firenze var en af opgaverne at skabe en ”udbredt og bevidst deltagelse fra borgerne i den europæiske politiske proces”. Ifølge kritikkerne ser lederskabet i ESF det regionale forum som en slags civilsamfundets grundlag for EU. ESF skal være en forhandlings- og lobbyorganisation på lige fod med WEF. Susan George, som er talsperson for fransk ATTAC, mener, at kritikken rammer langt over målet: “Jeg synes ikke, at det er rimeligt at sige, at alle NGO’er bare vil lave kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Min organisation - ATTAC- synes på ingen måde, at det er tilstrækkeligt at gøre kapitalismen lidt bedre. Vi vil meget længere end det.”

Det traditionelle venstre

Men det er ikke kun reformismen, som kritikere ser som en trussel mod Forum-bevægelsens fremtid. Også den traditionelle venstrefløj har set sig varm på forum-bevægelsen - som en vej til at få fornyet styrke. Partier må ifølge grundlaget ikke deltage på de regionale og globale forummer, men en række partier deltager alligevel gennem ”front-organisationer” knyttet til de respektive partier. En del deltagere på ESF i Firenze bemærkede en voldsom deltagelse og agiteren fra organisationen Globalise Resistance, som er knyttet til Socialist Workers Party (Internationale Socialister). Linden Farrer er bekymret: ”Det faktum, at disse hierarkiske og autoritære organisationer er involveret burde få alarmklokkerne til at ringe for os aktivister”.

Denne bekymring deles af America Vera-Zavala – talskvinde for ATTAC i Sverige. Efter det seneste WSF skrev hun: ”Jeg har set, hvordan forummet er forvandlet til en krigszone mellem en gammel dogmatisk venstrefløj, der ikke mener, at bevægelser kan forandre samfundet – at det kun kan gøres af politiske partier - og en ikke-dogmatisk venstrefløj, som ønsker at udbrede og uddybe mangfoldigheden. Jeg har ikke tænkt mig at acceptere, at dinosaurer, som jeg troede var blevet knust under Berlin-murens faldende sten, er genopstået og har gjort WSF til deres legeplads.”

Så bland jer for satan!

Men kritikerne møder også kritik. Aktivisten og økonomen Massimo de Angelis, der har forbindelser til den italienske ulydighedsbevægelse, mener, at kritikerne burde forsøge at ændre på tingene ved aktiv tilstedeværelse i stedet for bare at kritisere:

”Kom nu og vær med i processen. Hvor end et demokratisk rum bliver åbnet, er der behov for folk til at holde det åbent! Og hvis I ikke synes, at det er åbent nok, så påpeg det ikke bare, som om resten af os, der arbejder på processen var en samling idioter, men vis i stedet lidt respekt og brug retorikken i Forum-bevægelsen (inklusion, deltagelse, demokrati, flade strukturer) til jeres fordel for at gennemtvinge mere åbenhed, inklusion, demokrati og deltagelse. Hvis I virkelig mener, at forummerne ikke bare skal være en facade for en ny politisk klasse, men en proces hen imod en verden af reel empowerment og deltagende demokrati, mener jeg, at det er vitalt at bringe debatten ind i Forum-bevægelsen”.

De Angelis mener også, at de radikale kritikere selv gør sig skyldig i den sekterisme, som de påstår at bekæmpe, når de beskriver andre dele af bevægelsen i stereotype formuleringer: ”Er det, at der står et parti bag en gruppe tilstrækkeligt til at karakterisere en sådan gruppe som ”dårlig”? Denne måde at argumentere på er meget lig den måde, som traditionelt er blevet anvendt af venstrepartierne i deres lange splittelseshistorie... Når vi kritiserer disse brede grupper, skal vi huske, at de folk, der deltager i dem, er forskellige - med konkrete og forskellige historier og at de fortjener vores respekt som alle andre”.

Det er også blevet påpeget fra flere sider, at det er problematisk, når kritikerne af forum-bevægelsen taler om kidnapning af bevægelsen, i det de dermed selv tager patent på bevægelsen og ser sig selv som dens naturlige midtpunkt.

Opgiver ikke

De fleste af kritikerne er enige om, at forummerne er for vigtige til at opgive. Ifølge Grubacic må de mere radikal dele af bevægelsen forsøge at opnå større indflydelse på forummerne.

”Vi må organisere os og blive i stand til at genvinde bevægelsen. At sige at et andet forum er muligt ”.

Linden Farrer stemmer i: ”Vi har muligheden for at vride forummet fra dets nuværende lederskab og styre det mod en virkelig progressiv retning, i stedet for at se det blive til en forhandlingspartner på linie med WEF eller en lobby i EU. Lokale forummer, organiseret føderalt med autonomi, kan underminere og overflødiggøre den ødelæggende autoritære og undertrykkende regeringsstruktur, som nu kontrollerer planeten.”

Michael Albert ser de helt lokale forummer som et forbillede. Deres lederskab står i højere grad til ansvar overfor resten og beslutningsgangen er gennemsigtig. Derfor mener han, at det må være i disse lokale forummer, at forum-bevægelsen tager sit udgangspunkt. ”Understreg de lokale forummer som fundamentet for den globale proces. Lad de regionale bygge på det lokale og det globale på det regionale”

America Vera-Zavala har heller ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen: “Hvis vi står overfor en krig, og det tror jeg at vi gør, så er min største bekymring at se den dogmatiske venstrefløj vinde en let sejr. Jeg er ikke sikker på, at vi vinder denne kamp, men jeg vil ikke give op uden at kæmpe. Et rum så værdifuldt som de sociale forummer er vi nødt til at forsvare.”

Ariklen har tidligere været bragt i Gaia – tidsskrift for international solidaritet . Debatten om udviklingen af en global bevægelse fortsætter i næste nummer.

Læs mere om Danmarks Sociale Forum på www.socialforum.dk.

Pelle Dragsted er medredaktør af Gaia.