Da verdens fattige sagde NEJ

Fra den 10. til 14. september var alverdens statsledere samlet i den mexicanske badeby Cancún til topmøde i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Da verdens fattige lande - på trods af hårdt pres fra de økonomiske supermagter - sagde nej til en række aftaler, der vil give WTO mere magt og ulandene større fattigdomsproblemer, brød forhandlingerne sammen. Samtidig stod det endnu engang klart, at armvridning, trusler og bestikkelse er nogle af de metoder, som verdens rige lande tager i brug for at få gennemtrumfet deres forslag i en organisation, der er blevet kaldt ”verdenssamfundets mest demokratiske”.

Kenneth Haar og Lars Bohn fra dansk ATTAC rapporterede dagligt fra forhandlingerne og de mangfoldige protester mod topmødet i Cancún. Vi bringer her et uddrag af deres rejsebreve.

Den 11. september: En koreansk bondeleders ’forudsigelige’ selvmord

WTO-topmødet i Mexico krævede sit første offer på åbningsdagen. En sydkoreansk bondeaktivist begik harakiri under en demonstration

Lee Kyang Hae blev 55 år.

Under en demonstration onsdag, på åbningsdagen for WTO-topmødet i Cancún, trak han en kniv frem og satte den hårdt i maven på sig selv. Stærkt blødende blev han hurtigt bragt til byens ene offentlige hospital, hvor han døde tre timer senere.

På fortovet foran byens offentlige hospital flokkedes flere og flere demonstranter og journalister i løbet af eftermiddagen omkring de chokerede sydkoreanere, der måtte bruge lang tid på at få sammensat en fælles udtalelse, der kunne læses op på et møde for journalister og demonstranter.

De sydkoreanske demonstranter, der ellers er kendte for at være fattede, formfuldendte og tilbageholdende, var synligt knuste, og som eftermiddagen skred frem, brød mange ud i tårer.

Ikke et uventet uheld

Lee Kyang Hae blev formand for den sydkoreanske sammenslutning af bønder og fiskere i 1989, og var også efter sin afgang ca. tre år efter en af bondebevægelsens fremtrædende figurer. I de sidste par år arbejdede han som teknisk rådgiver for bondesammenslutningen. Han havde sine rødder i den nordlige del af landet, og det var hans venner herfra, der holdt mødets hovedtale, der med deres egne ord, var skrevet i en tilstand af "desperat sorg". Sydkoreanerne så entydigt Lee´s selvmord som en politisk handling.

"Hans død var ikke et uventet uheld. Hans død afspejler kampen mod WTO og de multinationale selskaber, der er i færd med at ødelægge bønders liv. Hans død er for de 3,5 millioner sydkoreanske bønders desperate kamp", lød det kontant fra den sydkoreanske taler.

Vía Campesina og fødevaresuveræniteten

Den sydkoreanske bondesammenslutning er et meget aktivt medlem af den internationale småbondeorganisation Vía Campesina. Vía Campesina sætter stærkt præg på demonstrationerne og møderne uden for det officielle topmøde, og deres dagsorden er en ganske anden end de forslag, der behandles på WTO-topmødet. Hovedkravet er "fødevaresuverænitet", og med det mener de alle landes ret og pligt til at sikre en national fødevareproduktion med en stor rolle for småbønderne, dvs. familiebrugene. Det er et koncept, der på alle måder er i modstrid med WTO-aftalerne, der søger at fremme den globale konkurrence gennem liberaliseringer. Hverken Brasilien og Indiens kamp for markedsadgang for landbrugsvarer i den rige verden, eller Australiens og Argentinas kamp mod landbrugsstøtten vækker stor interesse i Vía Campesina. Småbøndernes krav er en stor tyk streg over hele landbrugsaftalen i WTO. Kun sådan mener de småbønderne i verden, der tæller mange hundrede millioner, kan overleve.

Den 12. september: NGO’er udelukkes fra pressemøder

Efter to hektiske dage med mange aktioner og happenings på det officielle topmødeområde, udelukkes NGO’erne nu fra pressemøderne

Det begyndte allerede ved åbningsceremonien onsdag. Omkring 40 aktivister holdt skilte op med påskrifter som ”WTO-Udemokratisk”, ”WTO-Mod udvikling”, ”WTO-Overflødig”, mens nogle råbte ”Skam, skam, skam, skam…” på spansk og engelsk. Det var aktivister fra den WTO-kritiske internationale koalition af NGO’er og sociale bevægelser ”Vores verden er ikke til salg”, der fra topmødets første minut gjorde sig bemærket, og stjal opmærksomheden fra de officielle taler på en måde, der hurtigt satte debatten i gang om NGO’ernes adgang til konferencecenteret.

Tolv happenings på en dag

For på mødets andendag, fandt hele tolv happenings sted på konferencecenteret, til stor fortrydelse for nogle af medlemslandenes delegationer. Dagens første happening var en ceremoni for den afdøde koreanske bonde, Lee Kyung Hae, igen forestået af ”Vores verden er ikke til salg”. Med blomster og lys som baggrund, læste aktivisterne udtalelser op om Lee Kyung Hae, og om hvordan hans selvmord skulle ses som en politisk protest. Skønt ikke alle pressefolk og politikere tog godt imod, var det først senere, da et pressemøde med USA’s repræsentanter blev afbrudt i nogle minutter, at hammeren faldt. Det var den mexicanske afdeling af Greenpeace, som overtog indledningen af pressemødet med en protest mod USA’s pres for at kunne øge eksporten af gensplejset majs til Mexico. Greenpeace Mexico frygter for konsekvenserne for miljøet, og for de mexicanske småbønder, der kan ende med at blive afhængige af en kornsort, der er omfattet af patentering på en måde, der kan forhindre bønderne i at bruge egne afgrøder som såsæd.

Afbrydelsen af det amerikanske pressemøde var ganske kort. Nogle få minutter. Mexicanerne råbte nogle budskaber på under et minut og efterlod en bunke majs på mødebordet og forlod lokalet. Men få timer efter udtalte de ansvarlige for pressecenteret, at NGO’er fremover ikke ville få adgang. Det var i aftes ikke klart, om adgangsforbuddet også ville gælde kommende WTO-topmøder.

Den 14. september: The Empire Strikes Back

Lørdag fik et nyt forslag til en topmødeerklæring de fleste NGO’er til at tabe skuffen. Selvom USA og EU de foregående dage så uhyre klemte og isolerede ud, er mødeformandens seneste udkast en ren foræring til stormagterne

Alle NGO’er af den globaliseringskritiske slags havde et par dage, hvor det var svært at få armene ned. Det var topmødets første to dage. Den såkaldte G21-gruppe - der består af store Tredje Verdens-lande og foruden Brasilien blandt andet også tæller Kina, Indien og Bangladesh, og til sammen rummer mere end halvdelen af jordens befolkning og ca. 2/3 af alle beskæftiget i landbruget - fremsatte kontante og gennemarbejdede forslag for at komme de rige landes landbrugsstøtte til livs. En anden gruppe af 23 af jordens fattigste lande, fremsatte krav om retten til at beskytte egen landbrugsproduktion. Fire afrikanske lande, langede ud efter eksportsubsidierne på bomuld. Og EU’s forsøg på at udvide WTO-aftalerne med fire aftale-sæt, kaldet ”de nye emner”, der alle skulle give multinationale selskaber større råderum, blev mødt af massiv modstand. Et øjeblik så det ud som om der kun var to muligheder: Markante indrømmelser til ulandene eller en gedigen fiasko som i Seattle for fire år siden.

Men stemningen vendte brat, da mødeformandens nye skitse til en topmødeerklæring blev offentliggjort lørdag midt på dagen. Blandt de markante indslag i forslaget skal følgende fremhæves:

-  Bortset fra konkurrencepolitik, er alle nye emner skrevet ind i forslaget. Både investeringer, offentlige indkøb og handelslettelse. Altså trods umisforståelig modstand fra en meget stor skare af lande. Oven i købet er de forudsætninger for iværksættelse af forhandlinger, der blev vedtaget på WTO-topmødet i Doha (2001) forsvundet fra teksten, nemlig at der skal være eksplicit skriftlig konsensus om, hvordan forhandlingerne skal foregå.

-  Sprogbrugen omkring landbrugsstøtten, herunder eksportsubsidierne, er så vag, at den kan ende i lidt eller ingenting. Dumpingen kan fortsætte.

-  Tekstens ord om mulighederne for at beskytte egen landbrugsproduktion – en tekst, der betyder alt for mange millioner småbønder i ulandene - er mest symbolsk.

-  På ét område, er forslaget en uhyggelig provokation: Svaret til de fire afrikanske lande, der har krævet afvikling af eksportsubsidierne på bomuld er, at WTO efter topmødet skal tale lidt med Verdensbanken og andre institutioner om, hvordan den slags bomuldsproducerende lande, kan komme til at producere noget andet. Underforstået, når de nu snart ikke længere kan producere bomuld.

-  Forslagene til fremgangsmåde for liberalisering af handel med industrivarer er skrap kost for de mange ulande, der slet ikke ønsker det område liberaliseret.

-  GATS-forhandlingerne om liberalisering af tjenesteydelser skal sættes op i tempo. Der skal ikke være plads til nøl, og ingen sektor skal være udelukket på forhånd.

-  Der er stort set intet i teksten om implementering af de mange løfter, der er givet og aftaler, der er indgået til ulandenes fordel. De skulle have været indfriet i slutningen af 2002. Nu udskydes de igen på ubestemt tid.

Efter sådan en omgang spørger mange sig selv, hvor den hammer dog kom fra. Det svirrer med rygter om en præsident Bush, der har ringet til Colombia, Brasilien, Sydafrika og andre steder, for at slå alliancen mellem de mere velbjærgede ulande i stykker. På et uformelt pressemøde blev to talsmænd for WTO-sekretariatet spurgt, om de kendte noget til det. De svarede uimponerede, at ”når der er problemer mellem lande, og når man har noget at snakke om, så ringer man til hinanden”.

Men der har været et stort pres på især G21-gruppen, lyder det fra mange uafhængige kilder, der kan berette om grove udfald på bilaterale møder mellem repræsentanter for gruppen, herunder Brasilien, og USA og EU.

Forslaget til topmødeerklæringen bringer topmødet et andet sted hen, end det var for bare døgn siden, og ansvaret ligger umiddelbart i sekretariatet og hos forhandlingslederne. F.eks. har den berygtede canadiske handelsminister Pierre Pettigrew formået at ”bygge bro” mellem ulandenes afvisning af ”de nye emner”, og EU’s ditto iver, ved at skrue ned på det konkurrencepolitiske område, og til gengæld skrive de tre øvrige ind for fuld udblæsning. Hvilket kompromis! Sikke en brobygger!

På landbrugsområdet er det da også lidt fascinerende at opleve, hvordan dette topmøde ser ud til at kunne underminere en af ulandenes store sejre på det foregående topmøde, nemlig afviklingen af landbrugsstøtten, særligt eksportsubsidierne.

Cancún er nu ved at blive den opvisning i magtarrogance, som kritiske NGO’er bestemt forventede inden topmødet gik i gang, men som ikke var fremherskende i de første to dage. Dengang for et døgn siden.

Demonstranter trænger gennem ”nulpunktet”

Lørdag var også international demonstrationsdag mod nyliberalisme og WTO. I Cancún var op mod 10.000 mennesker samlet, men demonstrationen var ikke en gentagelse af de foregående dages demonstrationer. Bønderne og indianerne er efterhånden draget hjem, og har overladt scenen til studerende, fagforeningsaktivister, og unge røde aktivister. Og så selvfølgelig kernetropperne i de globaliseringskritiske bevægelser.

En syv meter høj, grå mayafigur rasede over privatisering af vand, der blev slået på tromme mod multinationale selskaber, en mexicansk bonde sang mod frihandel, fagforeningsfolk råbte slagord mod privatisering af det mexicanske elselskab.

Dagen forinden havde flere stormøder for de forskellige koalitioner af organisationer, diskuteret forløbet omkring demonstrationen på topmødets åbningsdag, der endte i stenkast og slagsmål med politiet, stik imod aftalerne før demonstrationen.

Demonstrationen i dag gik direkte til det berømte ”punto cero”, nulpunktet. Nulpunktet står for 0 km til Cancún, og er byens udkant mod hotelzonen, der begynder hele seks kilometer fra byen. Alligevel er det netop ”nulpunktet”, politiet har beskyttet nidkært fra dag ét. Men dagens demonstration skulle trænge gennem barrieren. Ved ankomsten til politiets barrikader, begyndte den koreanske delegation øjeblikkeligt at bestige hegnene, udstyret med boltsakse og tov, og efter en times hårdt arbejde, trak en stor flok fra den koreanske bondesammenslutning, barrikaderne væk.

Det der fulgte var dog ikke en storm på politikæden, og ikke et nervepirrende slagsmål i røg og larm. 200 koreanere rykkede ind på den anden side af nulpunktet, satte sig ned og bad om nogle minutters stilhed for deres afdøde kammerat Lee, og hans arbejde for de koreanske bønder.

Den 15. september: ”Hovsa, vi glemte de fattigste!”

Mon ikke en forhandler eller to vågnede så brat op søndag, da verdens fattigste lande gentog deres nej til mere magt til WTO. De blev både bulldozet og ignoreret på topmødet, men stod fast. Men skal deres styrke føre til forbedringer, får de travlt. Det gør den globaliseringskritiske bevægelse også

Klokken var fire mexicansk tid, da formanden stoppede mødet. I timerne før havde han konstateret, at uanset, hvor mange gange de fattigste ulande blev spurgt, var de ikke indstillet på at give grønt lys for forhandlinger om de såkaldte ”nye emner” i WTO (investeringer, konkurrencepolitik, offentlige indkøb og handelslettelser). Gruppen bestod af AVS-landene, der er tilknyttet EU gennem det, der engang hed Lomé-aftalerne, Den Afrikanske Union, og den såkaldte LDC-gruppe (Least Developed Countries). I alt talte de omkring halvdelen af landene på topmødet. Alle var de nervøse for nye regler, der skulle lette multinationale selskabers aktiviteter i hele verden, og omvendt gøre staterne svagere over for udenlandske giganter. En ren tabsforretning for de fattigste lande.

Det svære nej

Det er nærliggende, at kalde Cancún for et nyt Seattle. I Seattle valgte omtrent de samme lande, at udvandre i protest mod at de reelt var udelukket fra at deltage i beslutningerne, og mod en spiseseddel, der bød på nye aftaler imod deres interesser. I dag som dengang, holder de fast i deres positioner, men de udvandrede ikke i Cancún. Ministerkonferencen blev stoppet af mødeledelsen efter det havde vist sig, at det ikke var muligt at finde et kompromis mellem EU’s krav om nye aftaler i WTO og ulandenes afvisning. Det kan være svært at fatte, hvorfor det kunne komme som en overraskelse for EU. 101 ulande havde før topmødet underskrevet dokumenter, der afviste ”de nye emner”, alligevel blev topmødet åbnet med et forslag til en sluterklæring, der rummede alle fire. Og på topmødets fjerde dag dukkede formandens skitse til ”kompromis” op, der igen fastholdt de nye emner på central plads, trods de vedholdende protester, der havde lydt på f.eks. et pressemøde med 17 ulande. Som det hed i NGO-miljøet: ”Hvilken del af ordet nej er det EU ikke kan forstå?”

Men det er ikke noget mysterium. EU og USA er vant til, at når de to står sammen, så kan de også gennemtrumfe deres forslag. Det gjorde de ikke i Seattle, men det gjorde de i Cancún. Derfor mødte EU op med ublu krav, og næsten intet i posen til ulandene. Kommissær Pascal Lamy havde, uanset hvad han selv var indstillet på, ikke noget manøvrerum inden for det mandat, han havde fået, til at give nævneværdige indrømmelser til ulandene. Al snakken om forhandlingsrunden som en ”udviklingsrunde”, klingede hult fra begyndelsen. I Cancún viste den sig buldrende tom, og straffen var en lussing til EU, USA og til WTO for den sag skyld.

Fattige og fattigere

Det kom nærmest som et lyn fra en klar himmel. I hvert fald for de mange, der i de foregående dage havde været helt fokuseret på modsætningen mellem de store ulande i G21+ gruppen, der bl.a. talte Indien, Kina, Sydafrika og Egypten og blev anført af Brasilien. Dramaet de første tre dage var kampen mellem denne gruppe på den ene side, og EU og USA på den anden. Det handlede om markedsadgang og landbrugsstøtten, der begge er forståelige yndlingsemner for ulande med eksportpotentiale på landbrugsområdet. De færreste bemærkede, at der var en anden stor gruppe af udviklingslande, der ønskede et andet tema højt på dagsordenen; retten til at beskytte egen landbrugsproduktion. Selv mange NGO’er, også ulandsorganisationer, havde det bekvemt med, at de centrale spørgsmål blev markedsadgang og landbrugsstøtte, og nød at bruge EU og USA’s egen liberalistiske retorik mod dem selv. Konsekvensen blev, at de fattigste stort set blev ignoreret, og kravet om fødevaresikkerhed gennem beskyttelse af egen landbrugsproduktion, blev aldrig rigtig et tema.

De fattigste lande havde ingen udsigt til at få meget andet end problemer ud af en aftale på landbrugsområdet. Men det var ikke her, korthuset faldt sammen. For allerede inden der rigtig blev samlet op på landbrugsområdet, bestemte dagsordenen, at spørgsmålet om ”de nye emner”, skulle afklares. EU havde ventet, at hvis et par af emnerne blev taget ud, nemlig investeringer og konkurrencepolitik, så ville resten gå glat. Og hvad det spørgsmål angår, indgik flere lande i den mere velbjærgede G21+ gruppe, i forsøg på at overtale gruppen af fattigere lande. Det gik ikke så godt. Sydafrika fik på puklen, da det store afrikanske land, foreslog fleksibilitet og forhandlingsvilje i gruppen af afrikanske lande. For den store gruppe ”mindst udviklede lande” havde intet at vinde på at give efter, og stod fast. Så under overfladen var der stor forskel i opfattelsen af topmødet hos hhv. G21+ gruppen og den store gruppe af fattigere lande. Som talsmanden for sidstnævnte gruppe, haitianeren Hegel Goutier, udtrykte det over for ATTAC:

”Hvis G21 gruppen lider nederlag, er det et problem for en mindre del af deres befolkninger. Hvis vi lider nederlag, er det en katastrofe”. De fattigste landes alliance, havde ingen grund til at give sig. Ingen grund til at indlede forhandlingerne med at give indrømmelser. Resultatet blev et sammenbrud, der i konteksten var en sejr.

Startskud i Cancún

WTO-topmødet i Cancún var et startskud. Ulandenes selvbevidste optræden har tippet magtbalancen en smule mellem i og ulande. Lige som Præsident Bush tidligere på året truede med, at FN risikerede at blive urelevant, hvis ikke Sikkerhedsrådet stemte for en krig mod Irak, sagde den brasilianske handelsminister Celso Amorim, at WTO risikerer at blive overflødig, hvis ikke ulandene får markante indrømmelser. Den udmelding kan snildt ses som et varsel om nye tider, men Cancún var kun en begyndelse. Hvis sejren skal fastholdes, har bevægelser som ATTAC og mange NGO’er en vigtig rolle at spille i den allernærmeste fremtid. For den barske realitet er, at opinionen i Nord ofte er langt mere magtfuld end i landene i Syd. Så vores samspil med bevægelser i syd, og den effekt vores arbejde har hjemme, er ret afgørende.

Der er opgaver på to niveauer. På det ene niveau må kampen mod hele den nyliberalistiske model, WTO står for, skærpes. Det er ikke nok at kritisere WTO på de enkelte områder uden at forholde sig til helheden. Det er heller ikke nok, at kritisere den rige verdens subsidier og protektionisme, uden at forholde sig til bøndernes eget krav om ”fødevaresuverænitet”. I dag kører EU og USA en model frem for ”udvikling” i ulandene, der ikke fortjener navnet. Det er en model, hvor økonomien lægges i private hænder, ofte udenlandske hænder. Og det er modellen, vi skal bekæmpe.

På det andet niveau, står der nogle vigtige emner på den aktuelle dagsorden, som vi må spille ind i.

Det gælder f.eks. ulandenes ret til at beskytte egen landbrugsproduktion som et primært krav (uden at det betyder, at vi ikke skal støtte både markedsadgang og afskaffelse af landbrugsstøtten). Og fri adgang til at producere og importere kopimedicin, med hvad dette forudsætter af tilbagerulning af TRIPS-aftalen. Sidst men ikke mindst må vi arbejde for at slå en stor tyk streg over alle fire ”nye emner.”

Flere af Kenneth Haar og Lars Bohns reportager, kommentarer og analyser samt baggrundsmateriale om WTO kan læses på www.wto.dk.

Sammensat og redigeret af Janne Tynell. Artiklen har tidligere været bragt i GAIA – tidsskrift for international solidaritet