Spredt fægtning rammer plet

Den canadiske journalist og aktivist Naomi Klein behøver efterhånden næppe større præsentation. Hun slog for alvor sit navn fast med den globale bestseller No Logo, hvor hun i et indtagende og udogmatisk sprog beskrev, hvordan vores bevidsthed inficeres af mærkevarer, som fremstilles under slavelignende forhold i sweatshops i verdens fattige regioner. Endelig knyttede Klein i No Logo fuld af sympati an til en række forskellige aktivistfænomener vendt mod koncernernes kontrol. På den måde havde hun fingeren fænomenalt på pulsen kort før ”N30”, det famøse showdown i Seattle den 30. november 1999 mellem demonstranter og WTO.

Bogens argumenter blev underbygget af stjerneklare statistikker og frem for alt personlige anekdoter fra forfatterens eget liv og iagttagelser on location i de frihandelszoner, hvor Nike og co. får gjort deres i bogstaveligste forstand beskidte arbejde.

Personlige anekdoter er også, hvad hendes nye bog byder på. Fences and Windows, som i den danske oversættelse har fået den lidet sexede titel Hegn og led, er en samling artikler og taler, der til sammen fungerer som nedslagspunkter i ”bevægelsen fra Seattles” allertidligste, turbulente tid.

Det gennemgående tema er de frihedsindskrænkninger, som den kapitalistiske globalisering medfører. Hvordan mennesker afskæres fra hinanden, fra jorden og fra ambitioner om at kunne forme egen eksistens. Det sker, når fattige forhindres i at krydse grænser, når topmøder indhegnes i pigtråd, når handelsaftaler trælbinder lande, når gener patenteres, når det private invaderer det fælles. Og det sker med accelererende hastighed og i konstant nye områder.

Men som de fleste vil vide, og som Hegn og led indeholder rigelige vidnesbyrd om, trækker mange kræfter i en anden regning. Fra første parket, i såvel regeringskonferencer som skyer af tåregas, fører Klein os rundt langs fronten i de kampzoner, hvor handelsaftaler konfronteres i Seattle og Quebec, politiker-hykleri afsløres i Los Angeles, aktivister slås ned og ihjel i Genova – og argentinere, mexicanere og italienere tager samfundet i egen hånd.

Særligt interessante er Kleins refleksioner over bevægelsens form og muligheder. Igen og igen forsvarer hun, når aktivister af enhver støbning indtager gaderne og kommer direkte til orde – også når formen ikke følger ”den civiliserede protests vedtagne protokol”. Og som langt fra den første, men på en tankevækkende måde betoner hun nye kommunikationsteknologiers betydning for bevægelsens struktur. Det uoverskuelige fletværk af løse kampagner, små og store grupper, forskellige interesser og geografisk adskillelse kan blive en slagkraftig størrelse via nettets udveksling. Hun går måske for langt, når hun taler om, hvordan teknologien ”former bevægelsen i sit eget web-agtige billede” – som aktivister vil have erfaret, spiller ansigt-til-ansigt-interaktion og fysiske netværk mellem mennesker formentlig en større rolle ved mobiliseringer end informations-myretuen online. Men nettet er en uhyre væsentlig nøgle til at forstå, hvad der er nyt og er kilde til både styrker og svagheder.

Hegn og led kan sine steder virke underligt historieløs. Klein overraskes og forfærdes over politibrutalitet, hun fremstiller netværksorganisationer som noget kvalitativt nyt og postmoderne, og så videre. Det kan virke belastende at se den dybe tallerken opfundet flere gange, men samtidig giver det bogen en autencitet, der ofte er fraværende i traditionelle venstrefløjspublikationer. Og det er med til at understøtte skildringen af en virkelig ny bevægelse.

Hun bemærker det selv, og en række æggehovede venstreintellektuelle har ivrigt forkyndt, at Naomi Klein ikke er leder af bevægelsen og hverken præsenterer os for en højglanspoleret samfundsteori eller tilbundsgående hudfletter den kapitalistiske produktionsmåde. Ikke desto mindre er hun en bevægelsesintellektuel: hun opsamler hovedbudskaber i en mangehovedet bevægelse af bevægelser, og hun gør det på en samtidig bidende og appetitlig facon. På den måde er hun unægtelig også med til at forme den og give den retning. Og sammen med blandt andre den indiske forfatter Arundhati Roy har Klein fra begyndelsen forsynet den relancerede kapitalismekritik med markante kvindeansigter.

Naomi Klein skriver godt og med en beundringsværdig, afsmittende energi. Hendes bog giver et vue over få års begivenhedsmættet historie, fra succesen i Seattle over diskussionerne om globalisering og aktiviststrategier til 11. september og profitjagten i ly af terrortrusler. Det hele ender med inspirerende eksempler på opbyggelig modstand. Det er Kleins ”led” eller vinduer til demokratiet: Socialt verdensforum i Porto Alegre, sociale centre i Italien og zapatistisk symbolguerilla i Chiapas. Læs den og gå i gang!

Anders Hassing er medredaktør af Kontradoxa. Anmeldelsen er skrevet til tidsskriftet Solidaritet

Naomi Klein: Hegn og led – depecher fra globaliseringsdebattens frontlinjer. Forlaget Klim 2003