Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
1. oktober 2002 - 13:45

Empire: <br>Kapitalismen efter det moderne samfund

For en bog, der er skrevet under, hvad fremtidige historikere måske kommer til at betragte som en afgørende brydningstid, årene mellem Golfkrigen og krigen i Kosovo, præsenterer Michael Hardt og Antonio Negris Empire1 en temmelig usædvanlig samfundsanalyse. Bogen bryder med rådende dogmatik på i hvert fald to måder. For det første betoner Hardt og Negri, at man bag de differentierings-, hybridiserings- og kreoliseringsprocesser, som kendetegner det globaliserede samfund, kan finde en sammenhængende politisk logik. Globaliseringen indebærer ikke så meget en opløsning eller ”aforganisering” (disorganization) af politiske, økonomiske og sociale strukturer, som en omorganisering.2

Med Imperiet kan vi skimte fremvæksten af et nyt magtregime. Det adskiller sig fra den moderne magts logik, idet dets institutioner ikke er bundne til noget fastlåst territorium eller noget transcendentalt princip som ”folket” eller ”nationen”, og idet det i forlængelse heraf ikke stræber mod standardisering eller homogenisering. I stedet er Imperiet – den politiske logik, som kan skimtes bag det komplekse væv af transnationale institutioner, som styrer det globale samfund – decentrerende, differentierende og afterritorialiserende. Ikke desto mindre findes der en sammenhængende logik bag Imperiet: Det, det handler om, mener Hardt og Negri, er en ny form for kapitalens selvstyre, hvor hverken nationalstaten eller noget andet eksternt suverænt princip længere er nødvendigt (hvilket ikke behøver at betyde, at staten som sådan opløses, snarere at dens rolle forandres.3).

For det andet bryder Hardt og Negri med samfundsteoretiske dogmer ved at tage Marx alvorligt. Meget få gør ellers det i dag. Ganske vist læser og citerer man hans værker, men man læser sjældent en analyse, som er tro mod ånden i Marx’ værk, som peger væk fra den nuværende orden mod en anden slutning på historien end den, Fukuyama tænkte sig – mod en overvindelse af de kapitalistiske produktionsforhold.4 Vi er der allerede, mener Hardt og Negri, i det mindste på et ”virtuelt” plan.

Empire er den seneste frugt af et langvarigt samarbejde mellem Michael Hardt, som underviser ved Fredric Jamesons institut for ”comparative literature” ved Duke University i USA, og den italienske marxist og filosof Antonio Negri, som på nuværende tidspunkt sidder i husarrest i Rom.5 Negri er en central tænker i den italienske operaismo-marxisme, som siden 1970’erne er kommet til at udgøre den autonome venstrefløjs hovedsagelige teoretiske referenceramme. Termen operaismo – som kommer af det italienske ord for arbejde, operaio – savner en præcis oversættelse. Det, det handler om, er en marxistisk retning, som giver arbejdet og arbejdsprocessen et teoretisk primat i studiet af kapitalismen.6 Den læsning af Marx, som ligger til grund for Empire, er således noget ukonventionel. For det første henfører Hardt og Negri kapitalismens centrale dialektik til underordnings-7 snarere end akkumulationsprocessen. Det er forvandlingen af, hvad Marx kalder ”det levende arbejde” (living labour) til arbejdskraft, som driver historien fremad (forklaringer som enten peger på profitratens tendens til fald eller produktionsmidlernes iboende teknologiske logik har været hyppigere.8). For det andet tager de fat på en temmelig obskur passage hos Marx, hvor han forudser muligheden af, at socialistiske produktionsforhold kan realiseres indenfor den kapitalistiske produktionsmåde.9 Kapitalismen kan altså forandres indefra, af sig selv. Overgangen til et kommunistisk samfund kan drives frem af kapitalens egen dynamik.

I. Arbejde og arbejdskraft

Operaismo-traditionens læsning af Marx inspireredes af 1950’ernes og 1960’ernes italienske samfundsudvikling. Den radikale arbejderklasse, som sejrede i den antifascistiske modstandsbevægelse, og som i efterkrigsårene havde været en kraft, man måtte regne med, støbtes i 1950’erne om fra grunden. Militante kommunister fik sparket (en del udvandrede til Sverige) og i stedet ansattes politisk ubevidste unge, først fra de norditalienske landsbyer og siden fra Syditalien. På fabriksgulvet indførtes samlebåndet og scientific management for at kompensere for de nyrekrutterede arbejderes relativt ringe faglige duelighed. På nogle få år blev den italienske arbejderklasse altså omorganiseret, fra en sammenhængende enhed af politisk bevidste faglærte (og dermed svært udbyttelige) arbejdere, til en skare af pacificerede (og udbyttelige) ”massearbejdere” (operai massa), uden både faglig duelighed og politisk bevidsthed. På jobbet blev de holdt i skak ved hjælp af industrisociologi og Human Relations, i fritiden lokkedes de af det ekspanderende forbrugssamfund, dets passivitet og dets orientering mod privatsfæren. I partiets tidsskrift Rinascita bemærkede PCI’s (kommunistpartiets) ordfører, Giorgio Amendola, i en artikel fra 1957, hvordan arbejderklassens solidaritet langsomt, men sikkert pulveriseredes.10 Kun få år senere indtog disse massearbejdere dog en ledende rolle i tressernes intensive konflikter, som kulminerede med det ”varme efterår” (autunno caldo) 1969.11 I stedet for at pacificeres og afpolitiseres, som mange mere pessimistiske venstreintellektuelle frygtede, blev disse massearbejdere radikaliseret af deres erfaringer på fabriksgulvet (eller for en dels vedkommende i de hastigt opslåede forstæder).

For Negri og mange andre samtidige marxister var massearbejdergenerationens udvikling fra passivitet til politisk radikalisme et eksempel på arbejdets spontane, naturlige modstand mod kapitalens forsøg på organisation og pacificering. Denne radikale antagonisme udvikledes teoretisk af Mario Tronti i hans klassiske Operai e capitale (Arbejdere og kapital) fra 1966.12 En skelnen mellem arbejde og arbejdskraft er som bekendt fundamental for hele Marx’ værditeori. Arbejde er i sig selv ikke nogen kilde til samfundsmæssig værdi. Kun det arbejde, som organiseres for at blive samfundsmæssigt nyttigt, bliver til arbejdskraft, som producerer samfundsmæssig værdi. I et kapitalistisk samfund sker denne organisation ”indenfor” kapitalen (fordi kapitalen har monopol på ejendomsretten til produktionsmidlerne). Det er på ”fabriksgulvet” (kontoret, it-firmaet), at arbejderens praksis bliver til en sådan aktivitet (arbejdskraft), der kan bidrage til kapitalens værdiskabende proces.13 Det sker, ved at arbejderen kobles sammen med maskiner og andre arbejdere. Dette er en aktiv proces, som kræver indsættelsen af organisation og disciplin (management, industrisociologi, coaching, mentoring og så videre). I marxistisk terminologi plejer man at beskrive dette, som at arbejdet underordnes kapitalen. Tronti pegede da på arbejdets forvandling til arbejdskraft, på underordningsprocessen, som det sted, hvor kapitalismens centrale dialektik må søges. Det dialektiske moment kommer af arbejdets spontane modstand. Arbejdet lader sig aldrig helt og fuldt underordne – der findes altid en rest.14

Man bør understrege, at arbejde her forstås i bredest mulige forstand. Ikke kun som hvidt mandligt fabriksarbejde – som har været tilfældet i store dele af efterkrigstidens samfundsteori – men som skabende, produktiv aktivitet i almindelighed. Med referencer til Nietzsche, Spinoza og den unge Marx taler Negri om arbejde som poiesis, den rent menneskelige evne til at skabe noget ud af intet. 15 Denne naturlige kreativitet fører til spontan modstand mod kapitalens underordningsforsøg og bliver en kilde til forskellige former for modstands- og flugtstrategier, i hvilke arbejderen i mange tilfælde anvender kapitalens ressourcer til at skabe andre former for værdi. I sin spontane modstand mod kapitalen har arbejdet altså tendens til at opfinde alternative værdiskabende strategier. Det kan handle om hverdagsting, det som Michel de Certeau kalder la perruque16: arbejderen som bruger fabrikkens værktøj til at lave ting til sig selv, tjenestemanden som bruger kontorets kopimaskine eller fax til sine egne formål, eller helt enkelt arbejderen som dagdrømmer i arbejdstiden. Det kan også handle om alternative økonomiske eksperimenter som andelsbevægelsen eller endda alternative økonomier som dem, man kan finde indenfor visse sub- eller modkulturer. Arbejdet er altså en kraft, som kapitalen aldrig helt og fuldt kan tøjle, eller for at citere Negri selv:

Living labor is the internal force that constantly poses not only the subversion of the capitalist process of production, but also the construction of an alternative. In other words, living labor not only refuses its abstraction in the process of capitalist valorization and the production of surplus values, but also poses an alternative schema of valorization, the self-valorization of labor. 17

Ligesom Tronti forlægger Negri altså kapitalismens centrale dialektik til modsætningen mellem arbejde og arbejdskraft. Dette medfører også, at forståelsen af den samfundsmæssige konstruktion af subjektivitet bliver et centralt element i analysen af kapitalismen. Hver historisk eksisterende kapitalisme er forankret i en vis form for subjektivitet, gennem hvilken dens grundlæggende forudsætninger reproduceres. Det åbner for en Foucauldiansk læsning af Marx. Kapitalens historie kan ses som en serie af magtregimer, i hvilke kapitalen forsøger at internalisere arbejdet, at forvandle det til arbejdskraft, at optage dets kreative, subversive potentiale. Arbejdets historie, på den anden side, kan ses som en serie af modstandsstrategier. Den daglige konstruktion af subjektivitet er da et centralt felt for denne kamp (konstruktionen af alternative eller autonome former for subjektivitet har traditionelt været et vigtigt aspekt af den italienske autonome venstrefløjs politiske praksis18). Den centrale tese er da, at kapitalen hele tiden tager ved lære af arbejdets modstand. Kapitalen profiterer på arbejdets iboende kreativitet: det er arbejdets modstand mod kapitalens underordningsforsøg, som fremprovokerer nye teknologier og organisatoriske løsninger. Det er der, kapitalismens schumpeterianske element kan findes.

II. Modernitet og postmodernitet

I Hardt og Negris analyse er fordismen, fabrikssamfundet eller, som de kalder det, ”moderniteten”, derfor ikke et mekanisk resultat af samlebåndet eller taylorismen. Snarere er såvel samlebåndet som fordismen og hele den samfundsorganisation, som er ophav til det, vi plejer at kalde ”klassisk” eller ”organiseret” modernitet, kapitalens svar på den tidlige arbejderbevægelses modstandsstrategier.19 Taylorismen og fordismen fremprovokeredes af den amerikanske arbejderbevægelse i 1910’erne og 20’erne. Ved at dele arbejdet op i enkle momenter kunne man gøre sig uafhængig af politisk aktive angelsaksiske faglærte arbejdere og ansætte nyankomne indvandrere fra Syd- og Østeuropa. Ved at betale høje lønninger og stimulere masseforbrug kunne man forvandle dem til gode amerikanere med civiliserede skikke, høj arbejdsmoral og private snarere end politiske mål.20 Moderniteten som samfundsmodel opstod, mener Negri, som et svar på arbejderklassens konstituering som en reel politisk kraft gennem den russiske revolution 1917.

I sin klassiske analyse af Keynes’ tænkning fandt Negri et eksempel på kapitalens opdagelse af arbejderklassen som et problem.21 Indenfor 1800-tallets liberale kapitalisme (som definitivt afsluttedes 1929) var arbejdskraften blevet betragtet som en temmelig uproblematisk ressource, næsten som en naturtilgang. Underordningen af den var blevet set som et teknisk, men næppe et politisk problem. Nu havde arbejderklassen imidlertid konstitueret sig som et autonomt politisk subjekt, som man var tvunget til at håndtere med mere radikale metoder. Svaret blev en serie af teknologiske løsninger for at internalisere arbejderklassen i kapitalen. På fabriksgulvet kom da taylorismen og dens ”de-skilling” meget belejligt, den nye massearbejder ”ejede” meget lidt i form af kundskaber og færdigheder, som var hans eller hendes egne. Hans eller hendes krop, som ydmygt lod sig forme til arbejdskraft, var hans/hendes væsentligste ressource.22 Udenfor fabrikken, i samfundet, tog staten rollen på sig at administrere såvel det private som det samfundsmæssige liv og at gøre det funktionelt i forhold til kapitalens værdiskabende proces. Gennem social engineering og forsøg på at inkludere såvel borgerskabets som arbejderklassens civilsamfund i statsapparatet blev statens nærvær i samfundet til sidst total. Statens rolle var da som en ”ideal kollektivkapitalist” at administrere den nationale økonomi, garantere ligevægt og social orden. I det omfang det skønnedes fordelagtigt, blev hele samfundslivet – inklusive hjemmelivet, fritiden og organisationslivet – en del af kapitalens værdiskabende proces. Al aktivitet, al praksis, var indenfor kapitalen, allerede konstitueret som arbejdskraft. Underordningsprocessen var nu gået fra at være formel til at blive reel – fra at disciplinere en arbejder, hvis biologiske, kulturelle og sociale udspring var udenfor kapitalen, til at producere arbejderen som et internt element i kapitalen, som ren arbejdskraft.

Dette medførte to vigtige ting. For det første blev staten nu kapitalforholdets vigtigste knudepunkt – med en fuldt virkeliggjort keynesianisme bliver kapitalen kommunistisk, arbejdets værdi ligger i dets bidrag til kapitalens skabelse af værdi som et nationalt, kollektivt projekt. For det andet opløses industriarbejderklassen som et politisk subjekt, dels ved at den pacificeres, og dels ved at den produktive arbejdskraft, industriarbejdet traditionelt har udgjort, er spredt i hele samfundet. Fabrikken er altså ikke længere en privilegeret plads for klassekampen, netop fordi, som Gramsci skrev i 1920’erne, ”hele samfundet organiseres som en fabrik”. Det politiske eller negerende subjekt bliver da samfundet som sådan, eller – for at anvende Hardt og Negris Spinoza-inspirerede term – ”mængden” (the multitude) 23. Dens antagonist bliver det organiserede samfund, den ”konstituerede orden”. Klassekampen flyttes ud på gaden, ind i hjemmet: det private bliver politisk.

Moderniteten som samfundsorden voksede altså ifølge Negri frem som kapitalens svar på, og i en vis grad inkorporering af, arbejdets modstandsstrategier. Det samme gælder for det postmoderne samfund. Opløsningen af moderniteten blev drevet frem af det alternative civilsamfund, som voksede frem i efterkrigsårene. En række grupper begyndte nu at protestere mod og fremføre alternativer til fabrikssamfundets disciplin og stereotype indretning af livet i produktive ”roller”. Kvindebevægelsen protesterede mod husmorrollen og viste, sammen med homo-bevægelsen, at det var muligt at organisere kønsrelationer, seksualitet og reproduktion på andre måder. Ungdomskulturen vendte sig mod rådende autoritets- og generationsmønstre og skabte samtidig et alternativt civilsamfund af global udstrækning, hvor alternative værdier og en meget succesrig økonomi, eller værdiskabende proces, trivedes. I en serie arbejdskonflikter omkring slutningen af tresserne udfordredes såvel den tayloristiske fabriksdisciplin som de traditionelle fagforeningers funktion. På det internationale plan trodsede en serie anti-imperialistiske bevægelser – de vigtigste var naturligvis Cubas og Vietnams – det amerikanske militære hegemoni over den ”frie verden”, som havde udgjort fabrikssamfundets internationale reaktion. Det var disse modstandsstrategier, hævder Hardt og Negri, som fremprovokerede den omorganisering af kapitalismens værdiskabende proces, i hvilken den postmoderne samfundsorden voksede frem:

If the Vietnam war had not taken place, if there had not been worker and student revolts in the 1960s, if there had not been 1968 and the second wave of the women’s movements, if there had not been the whole series of anti-imperialist struggles, capital would have been content to maintain its own arrangement of power, happy to have saved the trouble of shifting the paradigm of production.24

Ligesom tidligere indebar kapitalens reaktion, at en stor del af de opfindelser, som blev gjort indenfor disse modstandsstrategier, inkorporeredes. Kvindebevægelsens krav forvandledes til hvad sociologen Robert Goldman kalder ”varefeminisme” (commodity feminism). Ungdomskulturens alternative økonomi blev til livsstilsforbrug og markedssegmentering. Protesterne mod fabriksdisciplinen førte til ”toyotisme”, decentralisering af beslutningsprocesser og en hel række af nye management-teknikker, som pointerede vigtigheden af fleksibilitet, arbejdsdemokrati og ”flade hierarkier”. 25 På det internationale plan begyndte den kolde krigs rigide orden at vige pladsen for Imperiet, hvilket er den orden, som Hardt og Negri mener nu er vokset frem.

III. Imperiet

Den nye verdensorden, som vokser frem foran os, er baseret på en ny slags produktivt subjekt. Hvis massearbejderen var afhængig af kapitalens disciplin for at være produktiv – uden samlebåndet var han eller hun ude af stand til at skabe værdi – så ligger den nye arbejders produktivitet i hans eller hendes evne til at organisere sin arbejdskraft. Den nye ”sociale arbejder” (operai sociale) – en term som Negri lancerede i firserne – skaber og opretholder selv lokale og midlertidige arbejdsorganisationer: konsulenten som arbejder i projekter, den selvstyrende gruppe på fabriksgulvet, det lille selskab i det fleksible industridistrikt, som bestandigt indgår i nye produktive netværk. 26 Den arbejdskraft, kapitalen udnytter, er fuldstændig samfundsmæssiggjort. De produktive subjekter er ikke længere eksterne, men interne i forhold til kapitalen, de er skabt af kapitalen selv. Negri citerer Niklas Luhmann (ifølge Hardt og Negri en af de ”borgerlige tænkere”, som bedst har forstået den samtidige situation): ”Everything that is used as a unit by the system is produced as a unit by the system” 27. Dette var ganske vist tilfældet allerede i det moderne samfund, men da var arbejdskraftens sociale eksistens reguleret af statsapparatets centrale disciplin. Under de postmoderne produktionsforhold er denne centrale disciplin opløst og blevet flydende. Alle aktiviteter kan potentielt være værdiskabende, hvis de kobles sammen på den rette måde.

Den sociale arbejders ressource er da hans eller hendes evne til at mobilisere og organisere denne socialiserede kreativitet – ”det almene intellekt” (general intellect) for at bruge Marx’ term, ”social kapital” for at bruge et samtidigt modeord – som ligger latent i samfundet. Nokia, for eksempel, har hele tiden holdt øje med finske teenageres brug af mobiltelefoner. Deres koder til SMS-kommunikation kom til at inspirere udviklingen af WAP-protokollen (som igen i høj grad skete gennem studerendes kollektive eksamensarbejde på finske tekniske universiteter). Ifølge Anton Motti udgør Nokia et udmærket eksempel på den postmoderne virksomhed, hvis hovedsagelige værdi er immateriel, den består af den kollektive kreativitet, dens sociale arbejdere kan stampe op af det finske samfund. 28 For at afstedkomme dette arbejder den sociale arbejder frem for alt med relationer, hans eller hendes vigtigste ressource er evnen til kommunikativ handlen (ikke for ingenting har Habermas, efter ”fifteen minutes of fame” indenfor sociologien, fået stor indflydelse på managementlitteraturen). De krav, som stilles, er frem for alt fleksibilitet, foranderlighed eller – endnu et modeord – ”social kompetence”, ting, man lærer sig i livet, ikke i skolen. For at citere filosoffen Paolo Virno, som står Negri nær:

Continuous change in the organization of labor has subsumed the complex of inclinations, dispositions, emotions, vices, and virtues that mature precisely in a socialization outside of the workplace. The permanent mutability of life enters the productive process by way of a “job description”: habituation to uninterrupted and non-teleological change, reflexes tested by a chain of perceptive shocks, a strong sense of the contingent and the aleatory, a non-deterministic mentality, urban training in traversing the crossroads of differing opportunities. These are the qualities that have been elevated to an authentic productive force.29

Kapitalens organisering af de sociale arbejderes aktivitet er da ikke længere disciplinær i traditionel forstand. Eller snarere, den samfundsmæssige disciplin er blevet decentraliseret. Hardt og Negri taler her om en overgang fra det disciplinære samfund til, hvad Gilles Deleuze kaldte ”kontrolsamfundet” 30. Den samfundsmæssige disciplin er ikke længere lokaliseret til specifikke institutioner som fængslet, familien, skolen, fabrikken og så videre. Den fungerer i stedet gennem mere eller mindre diffuse ”felter af disciplinære mekanismer” af varierende geografisk og/eller social udstrækning. Disse ”disciplinære felter” er alle konstruerede for at kontrollere eller forme et eller nogle begrænsede aspekter af subjektet. Det kan dreje sig om markedsforskning, cookies, passerkort, corporate culture, fitness, eller politisk korrekthed. Ingen af dem gør som de moderne disciplinære institutioner krav på at skabe et sammenhængende, ”komplet” subjekt. I modsætning til sine forgængere er det postmoderne subjekt ikke lokaliseret til en af disse institutioner – det er aldrig bare en arbejder, en elev, en husmor. I stedet bevæger det postmoderne subjekt sig bestandigt i flere sådanne ”felter af disciplinære mekanismer”. Det er på en gang arbejder og livsstilsforbruger og fitnesscenterkunde og elev på et efteruddannelseskursus: ”subjectivities tend to be produced simultaneously by numerous institutions in different combinations and doses”.31 Kontrolsamfundet har tendens til at producere hybride subjekter, subjekter som savner territorium og vaner, som bestandigt befinder sig i bevægelse, eller i tråd med Deleuze og Guattaris gamle slagord: ” orphans (no daddy-mommy-me), atheists (no beliefs) and nomads (no habits, no territories)” 32. Hardt og Negri ser eksempelvis den postkoloniale teori og dens modstand mod ”faste identiteter” som et typisk udtryk for denne generaliserede hybriditet. 33

De postmoderne produktionsforhold baserer sig altså på et mobilt, hybridiseret subjekts evne til selvorganisering, snarere end et strengt mønster af funktionelle roller. Kapitalens kontrolapparat består da af lokale snarere end totale mekanismer med præcise snarere end generelle mål, og af konkrete strategier til at koble disse fleksible hybride subjekter – de sociale arbejdere og deres selvorganisering – op på kapitalens værdiskabende proces og få dem til at selvorganisere på en (for kapitalen) produktiv måde. Dette sker oftest gennem biopolitiske34 mekanismer, forsøg på at kontrollere mængden nedefra snarere en ovenfra. Kapitalen stræber efter at styre dens materielle såvel som moralske og kulturelle livsvilkår, ”den biopolitiske kontekst, som den eksisterer i”. Noget der kan vise sig i form af IMF-indsatser for at holde prisen på arbejdskraft nede i lande som Indonesien, diverse NGO’ers forsøg på at implementere et fungerende ”civilsamfund” i Kosovo, det transnationale firma som konstituerer sig som et multikulturelt civilsamfund, hvor de ansattes selvrealisering er intimt koblet til virksomhedskulturens ”værdier”, eller reklamer og medier som skaber global forbrugskultur, der forener menneskers bestræbelser verden over. 35 Til forskel fra den moderne ordens centraliserede disciplin er disse indsatser altid lokale og specifikke. Imperiets styre stræber ikke efter at forene, men snarere efter at differentiere, at maksimere mængdens lokale produktivitet. Althussers gamle ISA og RSA36 er blevet erstattet af præcise, differentierede kombinationer af penge, bomber og æterbårne medier – vel afvejede til den lokale situations krav. Imperiets styre opmuntrer til forskellighed, hvor den er produktiv: ”The triple imperative of Empire is incorporate, differentiate, manage.” 37

Imperiets fremvækst indebærer afslutningen på det suverænitetsprincip, som lå til grund for den moderne stat (og dens førmoderne forgængere). Magten er ikke længere koblet til et centralt princip – folket, nationen, etc. – som transcenderer det sociale felt (ideologiernes død er således en naturlig konsekvens af fremvæksten af Imperiets produktionsforhold). I stedet er magten blevet gjort immanent i det sociale, i mængdens livsvilkår, hvor den manifesterer sig i lokale, mere eller mindre isolerede disciplinære felter. 38 Overgangen fra et transcendentalt, suverænt magtprincip til et immanent princip er en effekt af kapitalens iboende ”afterritorialiseringstendens”.39 De masseproducerede, standardiserede og frem for alt fikserede subjekter, som produceredes i det moderne fabrikssamfund, er ikke længere funktionelle, på et vist punkt blev de en hindring for kapitalens videre udvikling. I stedet opdyrker kapitalen mængdens lokale selvorganisering, samtidig med at den forsøger at kontrollere den, få den til at fungere som en kilde til værdi. Underordningsprocessen er således fuldendt. Arbejdskraften produceres ikke længere gennem disciplinering af et eksternt element, men gennem kontrol af et internt element.

At kapitalens kontrol på den måde er blevet total, indebærer dog ikke også, at kapitalen har udspillet sin historiske rolle. Dens rolle er blevet reduceret til at tilegne sig den værdi, som den selvorganiserende mængde producerer. Kapitalen er ikke længere konstitutiv, men kun profiterende. I det moderne samfund var kapitalens disciplin produktiv, den forvandlede arbejde til arbejdskraft, kapitalen var historisk nødvendig. Nu er den blevet overflødig, den spiller ikke længere nogen produktiv rolle. De produktionsforhold, som kapitalen virkeliggjorde indenfor sig selv, og som den forsøger at kontrollere, er blevet kommunistiske. Kommunismen er her, som en ”reel virtualitet” (for at anvende Manuel Castells udtryk):

In its deterritorialized autonomy … this biopolitical existence of the multitude has the potential to be transformed into an autonomous mass of intelligent productivity, into an absolute democratic power, as Spinoza would say. If that were to happen, capitalist domination of production, exchange, and communication would be overthrown. Preventing this is the first and primary task of imperial government. 40

IV. Afslutning

Hardt og Negri er måske de første, som for alvor teoretiserer over den nye verdensorden på dens egne vilkår og ikke som ”post” noget andet, postmodernitet, posthistorisk, post festum. Imperiet har en positiv eksistens, det er et nyt magtregime. Imperiets magtudøvelse er ikke det samme som imperialisme, snarere handler det om et decentraliseret, afterritorialiseret magtregime. Imperiet anerkender ingen grænser og ingen historie, og selvom dets regime er blodigt, stræber det efter fred. Alle kan principielt inkluderes, fjender og venner konstrueres fra dag til dag, der findes intet givet ”ondskabens imperium”. Snarere end et fast centrum, faste hierarkier og faste bureaukratiske dispositioner baserer Imperiet sig på en blandingskonstruktion. Præcist afvejede kombinationer af ”penge, bomber og æter” afpasses efter den lokale situations krav. Afslutningen på den statscentrerede imperiemagt indebærer da ikke afslutningen på magten som sådan, snarere er den nu blevet gjort immanent i den lokale organisering af Imperiets samfundskrop. Hardt og Negri understreger, at modstanden mod Imperiet har måttet følge denne udvikling. En rekonstruktion af nationalstaten som beskyttelse mod globaliseringen kan kun være reaktionær og bagstræberisk.

I stedet må modstanden anvende imperiebyggerens værktøj. En grænseoverskridende kapitalisme muliggør en grænseoverskridende modstand, et magtregime som baserer sig på et globalt mediesystem giver alle lokale kampe en potentiel global dimension. Seattle og Seoul sås på alle tv-skærme, hvorfor ikke Stockholm og Västerås? En kapitalisme hvis fremmeste ressource er kommunikativ handlen understøtter fremvæksten af en global regnbuealliance. Et magtregime, som først og fremmest stræber efter at kontrollere livet selv peger i retning af en modstandsstrategi, hvor konstruktionen af autonome former for subjektivitet er det første og vigtigste skridt. Selvom Hardt og Negri vægrer sig mod at komme med præcise anbefalinger til, hvordan sådan en modstand kan se ud rent konkret – vægrer sig ligesom Marx mod ”at skrive opskrifter til fremtidens suppekøkkener” – så er de optimister. Der, hvor andre ser historiens slutning, ser de begyndelsen på den virkelige historie. Måske er de lidt vel optimistiske, da de ikke vil se, hvordan lokale kampe let absorberes af en global forbrugskultur; hvordan zapatisternes oprør bliver til t-shirts med Subcommandante Marcos, hvordan en revolutionær attitude hurtigt bliver til en livsstil – vegetariske burgere i stedet for Big Macs. Til en vis grad kan man spore et katolsk træk ved Hardt og Negris optimisme (Negri har ligesom mange italienske vestreintellektuelle i hans generation rødder i Azione Cattolica41), en slags religiøst betinget pligt til at se det positive i alt, ”jo værre desto bedre”. Dette til trods er Empire dog en vigtig bog, idet at den overskrider et ældre perspektiv. Vi ser en omlæsning af Marx og den marxistiske tradition, som er tilpasset vores tid. Selvom Empire af og til byder på svimlende ræsonnementer, overdrevne generaliseringer og tvivlsomme slutninger, så giver bogen noget meget vigtigt og meget sjældent: et begrebsapparat som kan føre den kritiske teori ind i det enogtyvende århundrede.


Adam Arvidsson er adjunkt ved Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.

Denne tekst blev første gang publiseret i det svenske tidsskrift Fronesis nr. 6-7. I det kommende nummer af Fronesis, der har temaet arbejde, skriver Adam Arvidsson en introduktion til den autonome marxismes anvendelse af Marx’ begreb "general intellect".

Oversættelse: Anders Hassing

Noter

1. Michael Hardt og Antonio Negri, Empire (2000).

2. Se Scott Lash og John Urry, The end of Organized Capitalism (1987); John Urry, Sociology Beyond Societies. Mobilities for the Twenty-First Century (2000).

3. Se Robert J Holton, Globalization and the Nation State (1998).

4. Michael Buroway, ”Marxism after Communism”, Theory and Society, 29:2000, ss 151-174; Francis Fukuyama, Historiens afslutning og det sidste menneske (1993).

5. Efter De Røde Brigaders kidnapning af og mord på Aldo Moro 1978 kom Negri til at figurere som det onde geni bag venstreterrorismen. I mangel på rigtige beviser blev han dømt for ”moralsk opildnelse mod staten” med den sjældent anvendte, gamle fascistiske lovsamling ”Codico Rocco” fra 1932, som endnu var i kraft. 1980 blev han valgt til parlamentet for de radikale. Ved at han på den måde fik parlamentarisk immunitet, blev han løsladt, hvorved han flyttede til Paris. Der underviste han ved École Normale Supérieure (hvilket blandt andet resulterede i et berømt seminar om Grundrisse, som blev udgivet på engelsk som Marx beyond Marx. Lessons on the Grundrisse, 1984). I 1996 vendte han tilbage til Italien for at vække opmærksomhed omkring landets cirka 400 politiske fanger. Han afsoner fortsat sin straf.

6. For et overblik over operaismo-traditionen, se Yann Mouliers introduktion til den engelske antologi med Negris tekster The Politics of Subversion. A Manifesto for the Twenty-First Century (1989).

7. Indenfor operaismo-traditionen spiller Marx’ skelnen mellem arbejdets formelle respektive reelle underordning (formelle/reelle subsumtion) under kapitalen en vigtig rolle (se Hardt og Negri 2000, s. 225ff). Disse begreber udvikles i Marx’ posthumt udgivne ”Resultater af den umiddelbare produktionsproces”, som blev skrevet en gang mellem 1863 og 1866, og som var udset til at indgå i Kapitalen (på dansk i Til kritikken af den politiske økonomi 6, 1974). Arbejdets formelle underordning under kapitalen kendetegnes af arbejderens økonomiske underordning i forhold til kapitalisten, hvilken tilegner sig den værdi, som genereres af merarbejdet. ”I selve produktionsprocessen finder endnu ingen forandring sted. Arbejdsprocessen foregår, teknologisk set, ligesom før, men nu blot som en kapitalen underordnet arbejdsproces.” (oversat fra den svenske reference, fra Marx og Engels, Skrifter i urval: Ekonomiska skrifter (1975) s. 622, red.). Arbejdets reelle underordning under kapitalen er ifølge Marx den egentlige kapitalistiske produktionsmåde. Dette indebærer, at kapitalen omformer hele produktionsprocessen gennem en udnyttelse af videnskab, teknologi og arbejde i større skala, og kapitalisten må nu besidde produktionsmidler på samfundsmæssigt niveau. Fronesis’ anmærkning.

8. Et samtidigt eksempel på en sådan ”marxistisk økonomisme” er Giovanni Arrighis Det långa 1900-talet: om makt, pengar och kapitalets globalisering (1994); Et eksempel på teknologisk determinisme er først og fremmest Manuel Castells, The Information Age (1996).

9. Se passagerne om arbejdstid og bytteværdi samt afsnittet om maskiner i Grundrisse, s. 171ff, respektive s. 193 i den danske oversættelse redigeret af Johs. Witt-Hansen, Grundrids til kritikken af den politiske økonomi (1974-78). Grundrids findes også delvist oversat i Karl Marx, Kritik af den politiske økonomi, grundrids (1970) udvalgt af Kjeld Schmidt. Se også Negris Marx beyond Marx.

10. Giorgio Amendola, ”Il partito communista nelle fabriche”, Rinascita, nr. 7-8 1957.

11. Se Sidney Tarrow, Democracy and Disorder. Protest and Politics in Italy, 1965-75 (1989).

12. Mario Tronti, Operai e capitale (1966). Findes delvis oversat til engelsk i tidsskriftet Telos, nr. 14 (1972) og nr. 17 (1973).

13. Marx beskriver kapitalens værdiøgning/valorisering (Verwertung) som den proces, hvorigennem kapitalen i arbejdsprocessen udvinder merværdi. ”Hvis processen ikke fortsætter længere end til det punkt, hvor den værdi, som kapitalisten betalte for arbejdskraften, bliver erstattet af et nyt ækvivalent, så er det ganske enkelt en værdiskabende proces; men fortsætter processen ud over dette punkt, så udvikler den sig til en værdiøgningsproces” (Karl Marx, Kapitalen. 1. bog 2, 1970, s. 324). Værdiøgningsprocessen er altså en fortsat værdiskabende proces (Wertbildungsprozess), som bestemmes af merarbejdet og den værdi, som heraf udvindes. Indenfor operaismo-traditionen anvendes begrebet (på italiensk valorizatione) også mere generelt. Det sigter der mod hele den sociale værdistruktur, som udspringer af produktionen, og på den udvinding af merværdi, hvorigennem kapitalens totalitære subjektivitet og dominans over arbejdet sker. Se Negri, Marx beyond Marx, s. 76. Fronesis’ anmærkning.

14. Hvad denne ”rest” kommer af, er svært at sige, måske handler det her, som hos Foucault, om ”popular spirits”, som vægrer sig mod at lade sig disciplinere.

15. Negri udvikler sine refleksioner om arbejdets ontologi i sine nyligt udgivne ”fængselsmeditationer”, Kairòs, Alma Venus, Multitudo (2000).

16. Michel de Certeau, The Practice of Everyday Life (1984).

17. Michael Hardt og Antonio Negri, The Labor of Dionysus (1994), s. 226.

18. For en engelsk oversigt over den italienske autonome venstrefløjs udvikling, se Steve Wright, ”>A Love Born of Hate<: autonomist="" rap="" in="" italy="">Theory, Culture & Society, vol. 17, nr. 3, 2000, ss 117-135.

19. De to termer kommer fra Ulrich Bech (Risikosamfundet, 1997) og Peter Wagner (A Sociology of Modernity, 1994).

20. Se Stuart Ewen, Captains of consciousness: advertising and the social roots of the consumer culture (1976).

21. Se Antonio Negri, ”Keynes och den kapitalistiska teorin om staten”, Fronesis nr. 3-4 (2000).

22. En klassisk analyse er her Harry Bravermans Arbejde og monopolkapital (1978).

23. Negri anvender Spinozas distinktion mellem pøblen/hoben (Vulgus) og mængden (Multitudo). Negri mener, at man i Spinozas multitudo kan grundlægge en ny radikal ontologi. Mængden besidder en helt anden magt end den, som udøves indenfor staten (poestas). Mængden besidder evnen (potentia) til selv at konstituere sig som subjekt og efter sit ønske forandre og omskabe verden. Til forskel fra traditionelle demokratiteoretikere, som har taget udgangspunkt i staten, samfundskontrakten eller repræsentativiteten, vender Spinoza sig mod mængdens kreativitet. Se Negri, The Savage Anomaly: The power of Spinozas Metaphysics and Politics (1991). Fronesis’ anmærkning.

Bemærkning til den danske oversættelse: Hardt og Negris ”multitude” har på dansk ofte været oversat med ”mangfoldighed”. Her benyttes imidlertid udtrykket fra den svenske tekst, mængden, som også er i overensstemmelse med dansk oversættelse af det latinske multitudo.

24. Hardt og Negri, Empire, s. 275.

25.Se Luc Boltanska og Ève Chiapello, Le nouvel esprit du capitalisme (1999), Robert Goldman, Reading Ads Socially (1992).

26. Antonio Negri, Fine Secolo. Manifesto per l’operaio sociale (1988).

27. Hardt og Negri, ”Communism as Critique”, i The Labor of Dionysus, s. 5. Citatet udgør Luhmanns grundlæggende definition af autopoietiske (selvproducerende) systemer, se Niklas Luhmann, ”The Autopoiesis of Social Systems”, i Essays on Self Reference (1990), s. 2.

28. Anton Motti, ”Nokialand. Provincia del impero”, Posse 1(1), 2000, ss. 100-115; se ligeledes Maurizio Lazzarato, ”Immaterial Labor”, i Paolo Virno og Michael Hardt (red.), Radical Thought in Italy (1996).

29. Paolo Virno, The Ambivalence of Disenchantment”, Radical Thought in Italy.

30. Gilles Deleuze, ”Postskriptum om kontrollsamhällene”, i Nomadologin, Skriftserien Kairos 4 (1998); se også Jean Baudrillard, Forget Foucault (1987).

31. Hardt og Negri, Empire, s. 331.

32. Gilles Deluze og Félix Guattari, Anti-Oedipus. Capitalism and Scizophrenia (1983). Dette var ment som et revolutionært slagord i 1968, nu opsummerer det indholdet i de fleste managementhåndbøger.

33. Empire, s. 138; se også Michael Hardt, ”La coscienza oscura degli studi postcoloniali”, Posse 1(1), 2000, ss. 218-27.

34. ”Biomagt” er et begreb hos Foucault, som refererer til det øgede behov hos regeringer for at organisere og registrere befolkningen og dens velfærd, ikke af omsorg for befolkningens velbefindende, men for produktiviteten og magtens skyld. Mens Foucault tidligere talte om diskursiv magt, begynder han fra og med Overvågning og straf at fokusere på biomagten. Af dette følger, at administrationen af et samfund mere kommer til at bero på empirisk viden om borgerne snarere end at bygge på en moralsk legitimering af staten – politik bliver ”biopolitik”. Dette hører sammen med en forandring af politikkens relation til historien i sig. Mens politikken tidligere begrænsedes af synet på samfundet som et harmonisk og narrativt betydningsfuldt univers, bliver den nu grænseløs og samtidig højst følsom for befolkningens foranderlige sammensætning og de kræfter, som kan komme ud af denne sammensætning. Fronesis’ anmærkning.

35. Se tidsskriftet Social Texts specialnummer om ”corporate culture”, vol. 13, nr. 4 (1995).

36. ISA og RSA henviser til Louis Althussers distinktion mellem de ideologiske respektive de repressive statsapparater. Se Althusser, Filosofi från proletär klasståndpunkt (1976).

37. Empire, s. 201.

38. Distinktionen mellem transcendent og immanent stammer fra den skolastiske filosofi. Den immanente treenighed sås som relationen mellem Guds tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden, som de stod i relation til hinanden hinsides det menneskelige. Efterhånden kom det immanente dog snarere til at beskrive det, der virkede indenfor det menneskelige område, altså den åndelige verden. Med Kant kom det til at betegne det, der ligger indenfor grænserne af vores erfaring. Det transcendente fik i stedet betydningen som det, der ligger hinsides, det, som skabelsens under pegede mod, det vil sige Gud. I Negri og Hardts anvendelse bliver begrebet sammenkoblet med den moderne suveræn, som påberåbte det transcendente for at legitimere sin magt, mens kapitalismen ikke længere har behov for en sådan legitimering, men snarere virker immanent. Fronesis’ anmærkning.

39. Referencen her er Gilles Deleuze og Felix Guattaris Anti-Oedipus, men Marx og Engels’ berømte passage i Det kommunistiske manifest om hvordan ”alt fast og solidt fordufter” dækker ligeså godt.

40. Hardt og Negri, Empire, s. 344.

41. Azione Cattolica er en katolsk massebevægelse, som for mange middelklasseunge i 50’ernes norditalienske småbyer fungerede som en første indgang til bøgernes verden.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce