Modkrafts reportere har været vidt omkring. Fem demonstrationer på samme dag, to i København og tre i Hillerød.
Ved middagstid mødtes omkring 150 mennesker på Blågårds Plads på Nørrebro i København. De var hidkaldt af Borgerinitiativet – Plads Til Forskellighed, der ville vise, at respekt og sameksistens er vejen frem i en tid, der er præget af øget polarisering.
Samtidig forsamledes andre 150 personer sig på Københavns Rådhusplads, hvor de råbte slagord på arabisk. De fleste af demonstranterne herfra drog videre til Hillerød for at protestere mod de højreekstreme demonstranter fra Dansk Front.
Ved Danmarks Sociale Forum på Frederiksberg forlod op imod tusind deltagere deres workshops og frokost. Udenfor dannede de en menneskekæde, der fra luften dannede ordet »Respekt«. Tilstede var kamerahold fra blandt andet Japan, Frankrig og det arabiske Al Jazeera, der dækker sagaen om Muhammed-tegningerne og deres eftervirkninger.
Halløj i Hillerød
I parkområdet Posen i Hillerød er forsoning ikke på dagsordenen. 40 ekstremt højreorienterede fra Dansk Front og Jonni Hansens nationalsocialistiske bevægelse er forsamlede.
Det er Dansk Front, der har arrangeret demonstrationen. Gruppen forventede flere hundrede demonstranter.
Dansk Front har gjort meget ud af, at de fremmødte skulle opføre sig værdigt, at der ikke skulle afbrændes flag eller koraner eller bæres nazistiske symboler. I stedet har de medbragt dannebrogsflag og et stort banner med teksten Dansk Front.
Men ifølge øjenvidner på stedet er strategien med at fremstå pæne og uden klare nazistiske referencer, faldet til jorden, da flere af de tilstedeværende laver nazi-hilsner og bærer maskering.
Politiet på stedet vurderer, at de ikke vil anholde nogle af de tilstedeværende på trods af overtrædelsen af maskeringsforbuddet.
To gange 200 demonstranter
Kun 100 meter derfra befinder en demonstration sig, der primært består af muslimer. Her lyder vrede religiøse slagord vendt mod Dansk Fronts lille skare, hvis banner og flag kan skimtes derfra, fortæller Modkraft udsendte reporter.
Ikke langt fra Hillerød Station står 200 anti-racister. Demonstrationen er indkaldt af lokale politiske ungdomsgrupper. Også her lyder slagord mod de 40 højreekstremister i parken.
Ifølge Modkrafts udsendte er denne demonstration spærret inde af politiet, der angiveligt ikke ønsker, at de to anti-nazistiske demonstrationer skal samles til een.
Mellem seks og syv personer er blevet anholdt, og stemningen er ganske anspændt.
Modkraft.dk følger demonstrationerne dagen igennem
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96