Primitiv krig om udviklingspakke

En gruppe NGO-repræsentanter fra Friends of the Earth, War on Weant, World Development Movement og mange flere, mødte i dag op i NGO-bygningen med store pakker i den flotteste indpakning. Det vakte postyr blandt de nidkære sikkerhedsvagter, der blev beroliget, men forvirrede, da pakkerne kørte gennem røntgenapparaterne. For pakkerne var tomme.

Pakkerne var en kommentar til dagens store emne på WTO-topmødet i Hong Kong; udviklingspakken, der er en række forslag om støtte til de mindst-udviklede lande (LDC’er), som især EU har ført høj profil på i de senere uger.

Men fremlæggelsen af EU’s udviklingspakke synes ikke at have vakt begejstring blandt u-landene. Og topmødet blev heller ikke et roligere sted, da pakken blev præsenteret, for EU og USA er uenige om, hvad sådan en pakke skal indeholde. Flere elementer af EU’s plan handler mest om, hvad USA skal gøre, og USA kan og vil ikke levere varen.

Ofre i ordkrig

Et element i EU’s udviklingspakke er afskaffelse af told på alle varer fra LDC-landene, og det piner USA, som ikke vil give fri adgang på f.eks. bomuld og sukker, og som heller ikke vil give fri adgang uden at bevare retten til at ombestemme sig, hvis de skulle få lyst. Samtidig understreger Japan, at fri adgang til det japanske marked ikke kan omfatte ris.

Et andet element i EU’s pakke handler om bomuld i bredere forstand, der blev bragt i fokus på WTO-topmødet i Cancún i 2003 på foranledning af de bomuldsproducerende lande i Vestafrika, som har lidt under lave priser på verdensmarkedet i flere år. EU’s forslag er afskaffelse af eksportstøtte, nedbringelse af støtten under andre ordninger, og lavere toldsatser.

Også dette forslag rammer USA hårdere end EU selv. Vurderingen blandt u-landsorganisationer er, at EU med forslaget om bomuld, vil fjerne noget af opmærksomheden fra varer som sukker og bananer, som EU selv giver støtte.

Ved at vægte de to emner, toldfri adgang og bomuld, i sin »udviklingspakke« har EU til en billig pris spillet bolden over til USA. Udviklingspakken er dermed blevet endnu et led i en ordkrig mellem de to stormagter, der ellers mest har foregået på landbrugsområdet.

De store peger fingre ad hinanden med store armbevægelser, mens de lande, det handler om, forsøger at få ordet med deres egen dagsorden, der afviger afgørende fra både EU og USAs.

Bistand for handel

Også på et tredje punkt i EU’s udviklingspakke har USA vanskeligheder, nemlig »bistand for handel« eller »handelsrelateret bistand«. Selvom EU’s budget ikke er vedtaget, er det rimelig troværdigt, at den ekstra milliard euro, EU stiller LDC-landene i udsigt, vil blive bevilget, men sådan stiller det sig ikke for amerikanerne.

Således kunne USA’s handelsrepræsentant Robert Portman ikke levere pengene fra WTO-mødets talerstol i dag, men kun bedyre, at han ville »opfordre Kongressen til at godkende præsidentens budgetforslag«, og dermed stille med ekstra 1,4 milliarder dollars i handelsrelateret bistand.

Ifølge mange amerikanske NGO’er er det penge, Portman ikke skal være sikker på at få. Oven i købet vil bistanden fra USA kun falde, hvis nogle betingelser er opfyldt, for den skal »gå hånd i hånd med udvidet markedsadgang«.

Den slags udtalelser er ikke tabt på u-landenes repræsentanter. Zambias WTO-ambassadør Mtesa sagde på et møde med NGO’er, at spillet ved forhandlingerne om udviklingspakken ikke var særlig betryggende:

– Vi har et mundheld, der lyder, at hvis to elefanter slås, lider græsset. Vi vil være en del at forhandlingerne, og aftaler skal være et udfald af forhandlinger. Og »bistand for handel« er et udtryk, der endnu ikke er ordentligt defineret. Vi vil vide, hvad det indebærer, sagde han, og satte dermed røst på LDC-landenes bekymring for alle de eventuelle betingelser, der kan følge med, når bistanden en dag skal til udbetaling.

Bello: Afvis pakken

Ifølge andre kritikere ligner »udviklingspakken« mest af alt et forsøg på at genoplive forestillingen om, at de nuværende forhandlinger, kaldet Doha Udviklingsrunden, faktisk har noget med udvikling at gøre. Den filippinske økonom Walden Bello, der betegner ligefrem udviklingspakken som et trick.

Ifølge Bello skal vedtagelsen af en udviklingspakke få topmødet til at ligne en succes, der kan give lidt fred i tiden efter topmødet til at få knækket de store nødder om landbrug, industri og tjenesteydelser i Hong Kong: Walden Bello’s konklusion er, at »...udviklingspakken er bedragerisk og farlig«:

– Dens formål er ikke at hjælpe u-landene med at få handel til at understøtte udvikling, men at narre dem til at acceptere en problematisk handel. Formålet er også at splitte u-landene for at gøre det lettere at få vedtaget en aftale, der kun tjener de rige landes interesser.

Bello går så langt som til at opfordre u-landene til at stå sammen og afvise pakken.

Den strategi er der dog ikke nogen u-lande, der vil forfølge. Men der lyder heller ikke ros for u-landspakken.

Af Kenneth Haar/Attac

Læs artiklen »Koreansk landbrug udryddes af frihandelsaftaler«

Læs artiklen »Ild og vand ved demonstration i Hong Kong« på Modkraft

Læs artiklen »WTO-velkomst afbrudt af aktivister« på Modkraft

Læs mere om topmødet på wto.dk

Se masser af baggrunds- og aktuelt matriale på Indymedia.org