I terrorbekæmpelsens navn foreslår EU-Kommissionen i et såkaldt diskussionspapir med titlen »Code of Conduct for Non-profit Organisations to promote transparency and Accountability Best Practices«, at overvågningen og registreringen af forenings- og organisationsmedlemmer i de europæiske lande strammes en tand mere.
For selvom Kommissionen officielt anerkender betydningen af for eksempel fagforeninger, private bistandsorganisationer og nationale hjælpeorganisationer, frygter Kommissionen, at den slags foreninger kan misbruges af terrorister.
Så for at undgå ondsindet infiltrering, foreslås det blandt andet, at foreninger fremover kun kan få lov at samle penge ind samt få mulighed for statstilskud og skattefordele, hvis de registreres i en national database og lever op til en række retningslinjer, den såkaldte »Code of Conduct«.
Det vil blandt andet betyde, at navnene på samtlige medlemmer i for eksempel Røde Kors, Ældresagen eller Red Barnet skal indberettes til myndighederne sammen med medlemmernes ansvar og placering i organisationen.
Foreningerne skal også meddele, hvilke geografiske områder, de har indsamlet penge i og beskrive, hvor pengene bruges.
Og får de nationale myndigheder mistanke om misbrug af en forening, skal de uden varsel eller kendelse kunne ransage den pågældende forening.
På kant med menneskerettigheder
Forslaget, der nu er sendt i høring, kom først til offentlighedens kendskab, da fagforeningen FTF for nyligt lagde det ud på sin hjemmeside.
– Vi har valgt at lægge EU’s forslag ud på nettet, fordi vi dermed vil fremtvinge en bredere debat i befolkningen og lægge pres på politikerne. Det er jo et særdeles vidtgående forslag, som vil berøre hele »Foreningsdanmark«. Det kan ikke være rigtig at det skal køre gennem systemet for nedrullede gardiner uden en bred principiel debat, udtaler FTF-formand Bente Sorgenfrey til Dagbladet Arbejderen.
Institut for Menneskerettigheder har desuden indkaldt til møde i dag for alle NGO’er, der vil protestere mod EU-kommisisonens forslag, og senest har Folkebevægelsen mod EU opfordret alle foreninger i Danmark til at deltage i en retssag, i tilfælde af at forslaget vedtages.
Og det kan der ifølge advokat og lektor ved Københavns Universitet Tyge Trier, være god grund til.
Tyge Trier, der er specialist i international menneskeret, vurderer nemlig, at anbefalingerne risikerer at krænke bestemmelser om ytringsfrihed og foreningsfrihed.
– Med de anbefalinger som nu foreligger, åbner EU en ladeport for de, der vil snage i foreningernes arbejde og ikke vil de civile foreninger det godt. Anbefalingerne risikerer derfor både at være på kant med Menneskeretskonventionen og EU’s eget charter om grundlæggende rettigheder, siger han til FTF’s blad, Resonans.
Også professor Lars Bo Langsted fra Institut for Erhvervsstudier, mener, at store dele af forslaget, som det ser ud nu, er stærkt overdrevne.
– Det er fornuftigt nok at kræve gennemsigtighed, men der skal også være en grænse, hvis man ikke skal ødelægge foreningernes arbejde.
– Jeg kunne da godt forestille mig, at ikke alle, der modtager Frelsens Hærs julepakke ønsker at blive registeret, før de kan modtage hjælp til julemiddagen. Og en række donorer synes måske, at det er en privat sag, at de støtter Red Barnet og Danmarks Naturfredningsforening og har derfor ikke lyst til, at deres bidrag bliver offentligt tilgængeligt, siger Lars Bo Langsted til Resonans.
NGO’er protesterer
Fristen for at afgive protester over EU-Kommissionens forslag er mandag den 19. september. Tretten foreninger fra den danske EU-NGO Platform har allerede sendt en fælles protestskrivelse EU-kommissionen. Blandt underskriverne er LO, FTF, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Røde Kors, Arbejderbevægelsens Internationale Forum og Red Barnet.
Organisationerne mener blandt andet, at det omtalte overvågningssystem kan blive »et potentielt stormløb på de historiske traditioner for et levende dansk civilsamfund«.
Organisationerne skriver, at de vil protestere mod »ethvert initiativ, der sætter et overdrevent antal civile organisationer under generel mistanke for at samarbejde med terrorister«, og mener i øvrigt, at »gennemsigtighed og offentlig ansvarlighed bedst opnås ved at opretholde den etablerede praksis med selvregulering, der er baseret på organisationsfrihed og ansvarlig social opførsel«, som det hedder i brevet.
Gratis 1984
Den øgede overvågning i terrorbekæmpelsens navn har også udløst andre initiativer. En nystiftet tværpolitisk forening – Foreningen 1984 – har netop taget de første skridt til en kampagne, der skal sætte fornyet fokus på forfatteren George Orwells klassiske roman 1984 om det totale overvågningssamfund.
Foreningen vil blandt andet dele 10.000 gratis eksemplarer af bogen ud blandt den danske befolkning.
Ifølge foreningen er der »hårrejsende ligheder mellem mekanismerne i George Orwells fremtidsroman, og vores højaktuelle nutid«.
»Begrænsninger i demokratiet foretages for vores sikkerheds skyld, med henvisning til den allestedsnærværende fjende, krig og truslen om terror. Befolkningens loyalitet og opbakning bygger i høj grad på frygten for fjenden - akkurat som i 1984« skriver Foreningen 1984 i en pressemeddelelse.
Udover boggaverne satser foreningen på andre kulturelle aktiviteter som for eksempel kunstudstilling, gadeteater og »en stor fest, hvor 1984-verdenen bringes til live«.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se mødeindkaldelse fra Institut for Menneskerettigheder
Læs mere i FTF-bladet Resonans
Se svaret fra den danske EU-NGO Platform (pdf)
Se pressemeddelelse fra Folkebevægelsen mod EU
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96