Labournet beretter om op mod 20.000 tyskere, der deltog i blokader, demonstrationer og lignende mod arbejdsformidlingscentre over hele Tyskland. Da centrene åbnede om morgenen den 3. januar, var det nemlig første dag, Hartz IV-reformerne skulle udmøntes i praksis.
Reformen er hård ved kvinderne
Over en halv million arbejdsløse tyskere mistede den 3. januar deres socialhjælp. Hartz IV-planen indebærer nemlig en ny grænse for, hvad en ægtefælle eller partner må tjene. Og for en halv million mennesker tjener samleveren altså for meget.
Det rammer fortrinsvis kvinder, der i højere grad rammes af arbejdsløshed. Og med den nye reform gøres mange kvinder helt afhængige af f.eks. ægtemandens indkomst.
Regeringes håb er, at det i højere grad vil anspore folk til at søge arbejde.
Hartz IV opdeler arbejdsløse i nye grupperinger. Den første gruppe har været arbejdsløse og modtager arbejdsløshedsforsikring. Den næste gruppe har været arbejdsløse i mere end et år og modtager socialhjælp.
Forskellen på de to ydelser er omtrent som forskellen på danske dagpenge og kontanthjælp.
Risikoen for at ryge »en gruppe ned« er skærpet med Hartz IV, hvor tidsfristerne for at finde et job er strammet.
Den 3. januar oplevede 130.000 arbejdsløshedsforsikrede at havne på den lavere socialhjælpsydelse.
Antikapitalistisk kritik
De op mod 20.000 tyskere, der blokerede eller demonstrerede foran deres lokale arbejdsformidlinger, var en spraglet skare af lokale sammenslutninger. Under navnet »Agenturschluss« (»Lukning af Arbejdsformidling«) har venstreorienterede grupper i flere byer dannet netværk, der netop skulle organisere protester den 3. januar.
Lokalgrupperne udspringer af initiativerne omkring sommerens og efterårets mandags-demonstrationer. Mandags-demonstrationerne klingede af, da Hartz IV-reformen viste sig at blive til virkelighed, og at kansler Schröder ikke ville tage forslaget af bordet igen.
I modsætning til lokalgrupperne, der stod bag mandagsdemonstrationerne, har »Agenturschluss«-aktionerne et mere ensartet budskab, nemlig en meget klar anti-kapitalistisk afvisning af reformerne og krav om en generel omorganisering af arbejdsforhold.
I de fleste byer er der indkaldt til nye møder for at diskutere fremtidige aktioner i forhold til arbejdsmarkedet og reformerne.
Af Linda Hansen/Monsun
Se fotos og læs beretninger på Indymedia (på tysk)
Læs om baggrunden og aktionerne på Labournet Germany (på tysk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96