Annonce

19. maj 2004 - 15:24

EU-hær fra 2007

EUs forsvarsministre vedtog mandag at oprette ni militære kampenheder fra 2007. Kampenhederne kommer hver til at tælle 1500 mand og skal hurtigt kunne sættes ind i kriseområder under FN-kommando. Danmark står udenfor samarbejdet på grund af det danske forbehold på det militære område.

Ved mødet blev det besluttet at oprette et fælles agentur for våbenindkøb og udvikling af våbenindustrien. Agenturet er specifikt nævnt i artikel 40 i udkastet til EU-forfatningen, hvor medlemmerne forpligter sig til at forbedre deres militære kapacitet, og bl.a. "iværksætte alle nyttige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis". Agenturet skal efter planen være en realitet inden årets udgang.

Beslutningerne er et led i EUs forsvarsplan "2010 Headline Goal", der over de næste seks år skal øge EUs militære kapacitet, og er et stort skridt frem mod realiseringen af ambitionerne om et egentligt EU militær. Samtidig med oprettelsen af kampenhederne, arbejder de 24 lande frem mod en fælles stab, der kan lede militære operationer. Staben kommer til at bestå af officerer fra alle de 24 lande.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce