Onsdag i denne uge vil EU-kommissionen lægge sidste hånd på et forslag, der skal ”bløde op” på reglen om en øvre grænse på 48 timer i en arbejdsuge. Forslaget skal endelig vedtages af Ministerrådet.
I Storbritannien, hvor der ikke findes nogen tilsvarende regel for arbejdstiden, har det ført til en katastrofal situation, mener sammenslutningen af europæiske fagforeninger ifølge den østrigske avis, die Presse.
- I praksis har arbejdsgiverne ved ansættelser i mange tilfælde presset arbejdstagerne til at acceptere en længere arbejdstid. Dermed sættes arbejdsgivernes fleksibilitet over arbejdernes velfærd og helbred. Konsekvensen har millioner af englændere følt på deres egen krop, deres arbejdstid er øget til mere end de 48 timer, siger Bent Hindrup Andersen, der er kandidat til EU-parlamentet for Junibevægelsen og folketingskandidat for Enhedslisten.
Direktivet vil især ramme ansatte i små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger 90% af arbejdsstyrken i EU. Her vil det fremover være tilstrækkeligt, at der eksisterer en individuel aftale mellem virksomheden og den enkelte arbejder, og derfor undermineres de overenskomstmæssige og kollektive rettigheder. Direktivet er et skoleeksempel på, hvordan socialdemokrater og andre er på tynd is, når de kræver at EU skal tage sig af arbejdsmarkedspolitikken.
- Det er syg måde at lave arbejdsmarkedslovgivning på. Direktivet støtter princippet om individuelle aftaler. Det er i modstrid med den kollektive aftalemodel, som bl.a. eksisterer i Danmark. I den danske befolkning er der stor opbakning til at organisere arbejdsmarkedet efter en kollektive model, hvor bl.a. arbejdstid og lønforhold fastlægges ved frie forhandlinger mellem uafhængige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger”, slutter Bent Hindrup Andersen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96