Annonce

6. februar 2004 - 9:41

Demonstranter stormer filmfestival

Under paroler som »Film for alle – gratis« og »Sociale nedskæringer er terrorisme« (et citat af den amerikanske filminstruktør Michael Moore) stormede et par hundrede aktivister åbningsceremonien i Berlinalen-Palast.

Overborgmester Klaus Wowereit, der åbnede festivalen, blev således direkte konfronteret med protesterne mod hans nedskæringspolitik. Det varede et stykke tid, før politiet formåede at trænge de protesterende ud igen. Først derefter kunne festivalens program fortsætte. Aktionen igangsatte diskussioner, og fik delvis sympatiserende kommentarer fra en række tilstedeværende filmaktører.

Berlinalens politiske film

Dette års Berlinale, der varer fra den 5. til den 14. februar, præsenterer 394 film i 1.152 forevisninger. Filmproduktioner fra Latinamerika og Sydafrika er stærkt repræsenteret.

Således vises for eksempel »Memoris of Rain« af Jenny Cargill og Kevin Qhobosheane, der begge deltog i ANCs væbnede kamp mod apartheidregimet i Sydafrika, og Felipe Cazals film »Digna…worth to her final breath« om mordet på den mexicanske menneskerettighedsaktivist Digna Ochoa y Plácido. Hun fungerede som forsvarer for zapatistiske fanger indtil sin død i oktober 2001.

Politiske film som sådan indtager ligesom ved forrige Berlinale en fremtrædende plads med ganske pæne foranmeldelser. For bare at nævne nogle eksempler: Bernado Bertoluccis »Drømmerne« – en erotisk trekantshistorie i Paris 68-oprøret, »Death in Gaza«, om palæstinensiske børns skæbne – tilegnet BBC og CNN- instruktøren James Miller, som under sit arbejde blev skudt af en israelsk soldat, Ken Loach’ »Ae Fond Kiss« – en kærlighedshistorie med baggrund i de aktuelle sociale konflikter i Skotland samt to nye filmproduktioner om Ernesto Che Guevaras liv.

Af Af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang

Læs mere om protesterne på Indymedia (tysk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce