16. januar 2004 - 22:26

Hunden en sammensværgelse, kapitel 25

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse, Kapitel 25:

»Der er mere mellem himmel og jord...«

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

Los Angeles

Moss Tierney var træt og nedslået, da han ankom til Los Angeles og indlogerede sig på lufthavnshotellet. Kirurgen, som han havde konsulteret i New York, havde ikke været særlig optimistisk overfor en evt. operation af Nora, ikke engang under hans erfarne kniv. Derudover havde han antydet, at de 20.000 Dollars, hele Moss’ livsopsparing, ikke ville kunne dække omkostningerne.

»Det er sgu’ ikke så underligt, at Den amerikanske Lægeforening kaldes for Den amerikanske Morderforening«, mumlede Tierney surt.

Han var lige kommet ud af brusebadet og ville tilkalde roomservice, da telefonen ringede. Der var kun én person, som vidste, hvor han var. Hans forbandede chef fra den britiske efterretningstjeneste. Var det slet ikke muligt at slippe fri? Nej, det var det ikke. Han kunne ikke engang sige til sig selv: Nu er det allersidste gang. Hvis han ville holde op med at arbejde som informant for briterne, ville de lade ham falde som et brugt kondom. Et enkelt tip til IRA, og Moss ville være en mærket mand for resten af livet. Han ville måske kunne klare sig igennem. Men ikke Nora. Irriteret tog han telefonen.

Nye ordrer. Conolly var flyttet fra Los Angeles op nord på. De vidste ikke nøjagtigt hvorhen, men gættede på San Francisco. Tierney fik besked på at tage det næste fly dertil og opsøge Fats Dolan i Molly Maguires. Han ville bringe ham sammen med Noraid-sympatisørerne på egnen. Den fysiske tilstedeværelse af et medlem af IRAs hærledelse ville få dem til at sitre af æresfrygt. Herefter skulle det ikke være noget problem at finde Chris Conolly.

San Francisco

Det gik ikke som forventet. Seks timer senere opholdt Tierney, der var udmattet efter rejsen og endnu mere depressiv, sig i Fats Dolans dagligstue oven over pubben i det irske Avenue District.

Det smigrede Fats at få besøg af en så højtstående republikaner. Han havde allerede ringet til Alo Nagle og brugt den sidste time på at præsentere en træt Tierney for alle hans heltegerninger i kampen for Irlands frihed. Alle de penge, han havde givet til sagen. Det berømte slag i Fat’s pub mod MacIntyre og hele hans regiment (Sammy og Butch) og hvorledes han og Jimmy Phelan havde lidt i kløerne og under geværkolberne på det skide FBI.

Dolan skyllede en Powers i sig, mens Tierney med rande under øjnene måtte tage til takke med en kop afskyelig tynd te, der var lavet på tebreve fra det elendige britiske ’Tetley Tea’.

Det bankede på døren. Alo Nagle kom for at hylde. Og tilfældigvis kendte han det hus i San Francisco bugten, hvor Chris Connolly gemte sig. I Main County på den anden side af Golden-Gate broen. Han ville personligt bringe Tierney derhen i morgen. Men hvad med at Moss først lagde sig til ro for at få lidt hvile? Tierney nikkede taknemmelig. Hvis han ikke havde været så udmattet og nedslået, ville han for længst være flygtet fra den modbydelige Dolans pralerier.

Han besluttede sig for først at opsøge Connolly og derefter informere hans efterretningschef. FBI kunne vente. Han tog imod Alos tilbud om at køre ham til et sikkert logi.

Fats Dilemma

Fats befandt sig i en vanskelig situation. Han var fuld. Det var der ikke noget usædvanligt i, men det medførte, at han med sin whiskyomtumlede hjerne brugte længere tid på at få styr på sagerne. På den ene side var han meget skuffet over FBIs holdning. Efter hans egen mening havde han i ti år været en loyal agent, men havde kun fået en ussel løn for alle sine anstrengelser. Sandsynligvis var han blevet afsløret, og man havde smidt ham for ulvene. Skulle visse folk i San Francisco få nys om hans mangeårige aktiviteter, ville hans liv ikke være en ti-cent værd, som man altid sagde i de Western-hæfter, han havde læst som barn i årene ved bredden af den beskidte Dargle Rinnsals i Dublin. Rodgers reagerede ikke engang længere på hans telefoniske nødråb. Hvis ikke hans lever allerede havde givet ham gulsot, var det helt sikkert FBI.

På den anden side rådede han over en vigtig og sandsynligvis yderst værdifuld information: Ingen mindre end Moss Tierney, medlem af IRAs hærledelse, var kommet til San Francisco. Dolan vidste ganske vist ikke, hvorfor han var i San Francisco eller hvorfor han ville møde Chris Connolly, som Dolan kun kendte perifert, men – fuld eller ej – det var soleklart for ham, at Rodgers og FBI ventede begærligt på en sådan information. Måske ville det åbne vejen for ham tilbage til ’Firmaets’ beskyttede verden. Under heldige omstændigheder kunne han måske også lave en masse penge – men han måtte handle hurtigt. Byens sikkerhedsmyndigheder, fra politiet til FBI og de andre hemmelige tjenester, rådede over flere stikkere end bare Fats Dolan. Tierney var kommet fra lufthavnen direkte til ham, hvilket gav Fats et vidensforspring foran de øvrige informanter, men før eller siden ville en af dem få nys om Tierneys ankomst og forsøge at høste æren for denne information. Fats måtte tage en hurtig beslutning. Tynget af disse alvorlige problemer faldt han i søvn på sofaen.

Mens Moss Tierney blev færdig med sin irske morgenmad og tænkte på, at dette var det første fornuftige måltid, han havde fået siden sin afrejse hjemmefra, telefonerede Nagle ivrigt.

En Noraid-kammerat, der arbejdede ved telefonselskabet, havde skaffet ham Connollys telefonnummer og adresse, som ikke var at finde i telefonbogen. Frankie tog telefonen, men han var ikke særlig hjælpsom.

»Nej, hr. Connolly er ikke hjemme. Nej, jeg ved ikke, hvornår han kommer tilbage. Kan jeg give ham en besked?«

Alo så over på Tierney, som sad og slubrede dampende, sød te i sig. Manden fra Cork rystede på hovedet.

»Nej, nej ingen besked. Tak. Jeg prøver at ringe igen senere«. Han lagde røret på.

»Skal jeg køre Dem derover?« spurgte Alo.

»Ja, når bjerget ikke kommer til Mohammed...«

Marin County

Klokken var 10.30. Tierney havde nu siddet en halv time i Nagles Oldsmobile, som stod parkeret i en rolig gade med træer, halvtreds meter fra Connolly’s hus. Denne venten gik Nagle på nerverne. Han fortrød, at han havde taget en dags ubetalt ferie, og nu sad tavs i en bil, selvom det var i selskab med en vigtig person. Tierney var roen selv. Hvis hans 68 år havde lært ham noget, så var det tålmodighedens dyd. Han kunne vente og sagde: Med tålmodighed og spyt kan alle fluer fanges.

Pludselig åbnedes porten elektronisk og Connolly’s Chrysler Le Baron med den trofaste Frankie ved rattet kørte ud, drejede til venstre, passerede observatørernes parkerede bil og gled ned ad gaden.

Der sad to personer på bagsædet. Moss Tierney kendte ikke den ældre kvinde, men den lille gråhårede mand, der sad ved siden af hende, genkendte han straks. Gerry ’Fuglen’ Quigley. Tierney dukkede sig og trak den forskrækkede Nagle i ærmet. Han var ikke nogen hyppig biografgænger, han læste heller ikke billige kriminalromaner, men hans næste sætning var uundgåelig: »Følg efter den bil!«

Mens Alo startede sin gamle bil og ventede på yderligere instruktioner, stammede han forvirret: »Det var ikke Chris Connolly nogen af de to«.

Tierney satte sig op og smilede pligtskyldigt til ham.

»Det ved jeg, det ved jeg, men hvis jeg ikke er helt galt på den, vil den gamle ræv på bagsædet føre mig direkte til ham.«

»De kender ham altså?« spurgte Alo, da bilen slingrede ned ad bakken og drejede til højre i retning af Golden-Gate broen.

»Selvfølgelig kender jeg ham Fuglen«, mumlede Tierney, »Og så vidt jeg ved, har han ikke forladt Irland siden bombekampagnen i England for næsten halvtreds år siden. Og nu dukker han op her, syvtusinde mil væk fra Irland, på det forbandede skjulested hos en anden gammel IRA-mand fra Belfast, som vi vil tale med. Jeg siger det endnu engang, tab ikke denne bil af syne!«

Alo fulgte anvisningerne, og begge biler kørte retning af Babylon ved kysten.

Chris Connolly var taget af sted for at opspore Harry Thornton, da både han og Gerry havde grund til at tale med den nye mediestar. Chris havde sagt til Gerry og Martha, at den anden vogn – med Frankie som chauffør – stod til deres rådighed, og at de jo kunne tage på lidt sightseeing; det var trods alt deres første besøg i Californien og der var ikke andet at lave. Og havde de ikke vundet denne rejse til San Francisco? Så hvorfor ikke. Martha vidste, hvad hun ville. I årevis havde hun fulgt med i TV-serierne San Franciscos gader og Hotel, hvilket havde fået hende til at ønske, at hun en eller anden gang ville kunne prøve at køre med sporvogn i San Francisco.

Fuglen havde nu mere obskure ønsker og ville gerne kigge lidt på Alcatraz.

Frankie havde forsikret dem om, at turen højst ville tage en halv time. Da Fuglen havde tilbudt Martha denne rejse til Californien, var Martha bevidst om, at hendes rolle først og fremmest ville bestå i, at give hele foretagendet udseende af at være ganske normalt, og det var en rolle, hun hellere end gerne ville og kunne spille. Hvis Gerry ville inddrage hende i fortrolige sager, var det i orden. Hvis ikke, ville hun heller ikke beklage sig over sit livs rejse. For, som hun havde sagt til Fuglen, han havde trods alt været i England, men hun havde aldrig været udenfor Irland.

Mens hun sad ved siden af Fuglen på det luksuriøse bagsæde i Connolly’s Chrysler, og han var faldet i staver over sine keltiske og revolutionære drømme, fastslog hun fuld af forundring, at hendes liv faktisk havde forandret sig fuldstændigt i løbet af ganske kort tid. Indtil for nylig havde hun bare været en pensionist, som fristede en kummerlig tilværelse i Creggan, og nu og her blev hun kørt rundt af en chauffør i det solrige Californien, og snart ville hun køre med sporvogn ’til stjernerne’. Havde Tony Bennett ikke sunget om det? Han var nok noget bizar, men alligevel, hendes mand havde altid sagt, man skal ikke gøre sig unødige tanker.

Vognen brummede i retning af Golden-Gate broen, og hverken hun eller Gerry anede, at Moss Tierney var lige i hælene på dem. En beslutsom Moss Tierney, der i tasken havde en Luger, som han om morgenen havde taget fra våbensamlingen hos hans vært Alo Nagle.

Klokken ni var Fats Dolan vågnet af sin lur. Han havde drømt. Foruroligende drømme. I modsætning til Hunden og hans medsammensvorne, blev han ikke hjemsøgt af Tuatha de Dannan eller andre for længst døde irske helte. I stedet havde han set sin egen gravsten. En sten uden udsmykning på en pestkirkegård. Nogen havde indmejslet ordene: »Patrick Flaherty Dolan (stikker)«. Neden under havde en anden skrevet med kridt: »Intet tab«.

Hårdt medtaget af de usædvanlig mange Powers-øl, rakte Fats ud efter telefonen og ringede til Rodgers. FBI erfarede som de første, at en højtstående IRA-mand opholdt sig i San Francisco. Manden rejste på falsk pas og var meget opsat på at møde en vis Christopher Connolly.

Presseklubben, San Francisco

Harry Thornton solede sig i rollen som guru i alle spørgsmål vedrørende de irske terrorister. Harerne var den første byguerilla her siden Patty Hearst og Den symbionesiske Befrielseshær opererede i bugten, og medierne kunne slet ikke få nok. I radioen og i TV-talkshows ytrede Harry dagligt sin mening og luftede sine formodninger. Til hans store tilfredshed skænkede folk ham her stor opmærksomhed. Sikke en himmelvid forskel! I Dublin var han blevet behandlet som en ussel bladsmører, og chefredaktøren Matt Ryan havde kun sarkasme og hån til overs for ham.

Men han havde også tilstrækkelig med realitetssans til at vide, at hans stjernestatus hurtigt kunne blegne. Hvis Harerne blev taget, eller hvis de forsvandt, ville Harry’s eksklusivviden intet være værd, men indtil da ville han få det maksimale ud af denne historie. Han var fast besluttet på, ikke at bøje sig for realitetens trivialitet.

Lige i øjeblikket sad han i en komfortabel, polstret stol i presseklubben i San Francisco, en lukket organisation, der havde været så generøs at tilbyde ’Først-på-pletten’ Thornton, der var ny i byen, et midlertidigt medlemskab.

Her sad han så og og fyldte sin fætter Jimmy Phelan med stærke drinks. Hans artikel, hvori han gjorde Kelly til indbegrebet af den romantiske helt, blev offentliggjort i flere aviser samtidigt, og for første gang i sit liv havde han masser af penge.

Nu pressede han Jimmy for endnu en gang at gennemgå alle detaljer i hans møde med den mærkelige og mystiske IRA-mand Timothy Kelly. Kunne han ikke huske et eller andet, der kunne hjælpe til at spinde videre på historien.

»Jimmy, fortæl mig en gang til, hvad det var, han sagde om Tuatha de Dannan?«

Phelan nød sin whisky. Efter sit tilfældige møde med den døende rebel, havde han fordybet sig i sine bøger. Hvis hans fætter var ekspert i sager som Hunden, IRA og guerillakrig, så var han ekspert i alt det keltiske og mystiske.

»Han talte om dem, som om de virkelig fandtes. Ved du, som om de kommunikerede med ham. Jeg troede først, at han var i delirium. Brudstykker af poesi, halvrigtige citater og historier – jeg mener, han lå for døden, og de svin pumpede ham fuld af stoffer.« (Siden FBI havde givet Jimmy Phelan én med geværkolben, var han langt mindre velvillig indstillet overfor dem).

»Men når jeg sådan tænker tilbage, er jeg sikker på, at han troede på det. Jeg ved godt, det lyder komisk. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare dig det.«

»Nå, men han var vel blevet skør, eller hvad?« fortsatte Thornton.

›Har du ikke også fortalt, at nogle af Hundens gamle venner har sagt til dig, at han var en blødsøden fyr, Harry?«

Thornton, for hvem en blødsøden irsk mand var én, der foretrak kvinder frem for alkohol, havde ikke rigtig tænkt over dette aspekt. For ham var Hunden en patriot og en fremragende kæmper. Men der kunne vel også være noget om beskyldningen.

Phelan fortsatte: »Hvis de er lidt halvskøre, så er det vel ikke så underligt, når man tænker på, hvad de Paddier har været udsat for de sidste 800 år.«

Thornton kunne ikke andet end at gøre sin fætter, der var født og opvokset i San Francisco opmærksom på, at han vel ikke kunne hævde, at han havde lidt særligt under øksens slag, æh, Pax Britannica.

»Jeg har tænkt over det. Hvis vi antager, altså antager vi bare for en gangs skyld, at der er noget sandt ved det?« Han undveg Thorntons mistroiske blik.

»Altså, i går aftes læste jeg denne her gamle bog, mens du førte dig frem i et talkshow« - Thornton opfattede den anklagende hentydning og bestilte en ny runde – »og da stødte jeg på det her ord ’theolepsi’. Ved du, hvad det er?«

Thornton rystede på hovedet og indrømmede dermed, at han ikke havde nogen anelse om sådanne mystiske spørgsmål. Phelan blev helt opstemt og ville nu rigtig sætte ham på plads. Han kunne godt lide sin fætter og holdt af at være sammen med ham, men disse selvudnævnte eksperter skulle ikke gå rundt og tro, at de var altvidende.

Jimmy Phelan, veteran fra San Franciscos politi, var ikke nogen dummernik. Han kunne sagtens omgås med topeksperter.

»Så vidt jeg har forstået, taler man om theolepsi, når et menneske er besat af en eller flere guder.« Phelan lod som om, han havde beskæftiget sig med dette tema i årevis. Men det var nu først aftenen forinden, han var stødt på begrebet.

»I historien findes der en række eksempler. Tænk engang på Jeanne d’Arc.«

Harry rømmede sig.

»Ja, ja tosseanstalterne i denne verden er fuld af folk, som hører stemmer og tror, at netop de er udvalgt til at fuldbyrde Guds værk. Hjernespind. Fuldidioter. Folk, der går på gaden og laver de mest åndssvage ting, som at skyde på John Lennon eller på Paven, og så påstår at de har handlet på Guds anvisning. Ligesom denne her søn af Sam, kors i hytten«.

Phelan så fornærmet ud.

»Selvfølgelig render der en masse tosser rundt. Du godeste, da jeg var i tjeneste, havde jeg mindst en gang om måneden et eller andet gøre med en, der havde udnævnt sig selv til Messias. Men det er slet ikke det jeg taler om. Jeg siger bare, at Tuatha måske stadig eksisterer og måske stadig kan erobre mennesker. Folk som Hunden. Folk som den unge Kelly. Fysisk kan de ikke gøre dem noget, men de kan opsøge dem i drømme, for eksempel.«

»Roy Orbison«, sagde Thornton automatisk. Sidste gang han havde danset med en kvinde, var engang i 60erne, da de store tårepersere fyldte Dublins dansesale.

»Hold op med det lort, Harry. Hvis du ikke vil beskæftige dig med det, jeg siger til dig, har vi ikke noget at tale om. Jeg siger jo heller ikke, at det er sandt, men hvad var det nu skjalden sagde: Der er mere mellem himmel og jord...end vi kan logisk forklare.«

Harry gav op. Jimmy’s udpenslinger havde ganske vist ikke overbevidst ham, men de havde givet ham stof til eftertanke. Det kan godt være, han var en kyniker, men sagde så til sig selv, man bliver logisk nok ved med at være lige så ignorant, som man altid har været.

»Fortæl mig mere om Tuatha, Jimmy,« sagde han, »og lad os få en runde mere. Jeg giver.«

Andy, bartenderen, var så diskret som altid. »Undskyld Mr. Thornton, neden under er der en Mr. Connolly, som gerne vil tale med dem.«

»Send ham op«, sagde ’Først-på-pletten’ Thornton. »Jeg har ventet på ham.«

Læs næste kapitel af Modkrafts weekendføljeton