Hunden - en sammensværgelse, kapitel 22
Af Sean McGuffin
Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang
Los Angeles
Både Gerry og Martha var usædvanlig friske, da de steg ud af flyvemaskinen i Los Angeles’ internationale lufthavn. De havde modstået fristelsen til at hengive sig til flyvemaskinens biograf og i stedet fået 5 timers søvn. De led endnu ikke under jetlag. Mens de gik gennem terminalen og ventede på deres bagage, så Martha sig om.
"Det ser lidt anderledes ud end i Bogside, ikk’ Gerry?"
Han lo.
"Ja, ja min kære, det gør det da!"
"Hvor skal vi nu hen?"
"Vi skal møde en mand på grund af en hund!"
Ved bagageudleveringen stod en ung mand, der holdt et papskilt i vejret med påskriften Connolly Tours. Fuglen henvendte sig til ham.
"Mr. Quigley, en gruppe på to?"
"Ja, min søn, bring mig til din chef!"
"Lad mig bære Deres bagage, Sir. Mr. Connolly’s vogn venter på Dem."
Det drejede sig om en lejet, superlang limousine. Den unge mand anbragte deres tasker i bagagerummet og åbnede en af de bageste døre.
"Velkommen i englenes by", sagde den gråhårede herre på bagsædet.
Han talte med en lettere Belfast slang.
"Hallo, Chris", sagde Fuglen, "længe siden, du gamle!".
"Crumlin, 1945" sagde Christopher Patrick Connolly, tidligere frivillig i Oglaigh na Eireann 2. batallion, alias onkel Chris, alias Connolly Tours, Los Angeles, Inc.
"Det er Martha."
"Glæder mig. Stig ind. Planerne er ændret. Jeg bringer jer hjem til mig".
"Og hvor er det?"
"Ligger på vejen her. En smule mod nord. Altså, ca. 400 mil nordlig retning. Over for San Francisco bugten. Der hvor det i øjeblikket ser ud til, at alt begynder at styrte sammen. Gør jer det behageligt, hvil jer lidt, tag en drink".
Onkel Chris trykkede på en knap og frem skød en bar med kostbare drikkevarer og et fjernsyn.
Martha så på Gerry.
"Er du sikker på, at vi ikke er kommet til Disneyland?"
Selv Fuglen var bragt lidt ud af fatning, men tog sig sammen.
"Det kan man aldrig være helt sikker på, min kære. Så, hvad vil du have at drikke?"
Han studerede den velassorterede bar og vendte sig bebrejdende om mod onkel Chris:
"Hey, du har jo slet ingen MacCardles Ale".
"Det er jeg ked, den er ikke så efterspurgt, Gerry".
Fuglen snøftede.
"Sikke et lorte-land". Han lo.
Connolly bankede på ruden, der adskilte dem fra chaufføren. "Kør Frankie", sagde han og limousinen rullede blødt afsted og gled ind i myldretidstrafikken retning af Higway 5.
London
IRA-aktivisten Delaney læste avisberetningen med et træt smil. Ifølge reporteren fra the Guardian havde kabinetmødet, som var præget af store uenigheder, varet længe, men premierministeren havde til slut sat sig igennem. De omkring 100 irske fanger ville blive overflyttet fra engelske fængsler til Maghaberry i Nordirland, for at afsone resten af deres straf dér. Dette var intet andet end en sikkerhedsforanstaltning, der efterkom et ønske fra de engelske fængselsmyndigheder.
Der var på ingen måde tale om humanitære indrømmelser, selvom regeringen – på trods af de modsatte beskyldninger fra Amnesty International, Strassburg eller Det internationale Røde Kors - altid havde vist sin humane indstilling. Denne forlægning af fanger havde intet, slet intet, at gøre med de mystiske bomber, der var eksploderet i Londons bankdistrikt - indtil videre tre.
Der eksisterede ingen sammenhæng mellem disse grusomheder og Irland. Samtaler med terrorister havde ikke fundet sted og ville heller aldrig finde sted i fremtiden. Der var ingen panik i city. Erhvervsmagasinernes spekulationer om at udenlandske investorer havde trukket 1/2 milliard Pund ud af de britiske bankdepoter, var fuldstændigt grundløse. Desuden måtte det bemærkes, at dette havde intet, absolut intet, med irske terrorister at gøre...
På side tolv var der en mindre notits om, at de engelske domstole på basis af nye beviser havde genoptaget sagerne vedr. uskyldige irere i engelske fængsler. Disse tiltag havde intet, absolut intet at gøre med........Delaney lo. Han ville ønske Jackson var her for at fejre triumfen med ham, men udfra det aviserne skrev, havde han indtryk af, at hans kammerat i San Francisco var travlt optaget.
San Francisco
Gallagher kørte med taxaen ind i Front Street og parkerede i 2. række ved Harringtons. Han skubbede til svingdøren og kiggede ind i værtshusets mørke. Han kunne skimte Thornton, der sad ved baren og nippede til en whisky.
"Taxa til Mister Thornton".
Harry skyllede sin whisky i sig og svang sig ned fra barstolen.
"Det er mig".
Han fulgte med Gallagher udenfor og steg ind bag i taxaen. Det var mørkt. Fra Embarcadero Center trængte en ganske svag lysstråle ned på Front Street. Gallagher kørte løs og drejede til venstre ned ad Sacramento Street.
I al ubemærkethed fulgte to vogne efter ham.
"Han kører op til Nob Hill", meddelte FBI-agenten Taylor over politiradioen.
"Mist ham ikke af syne!"
"Nej Sir!"
"Hvor kører vi hen?", spurgte Thornton, da de passerede Fairmont og kørte ned ad
bakken på den anden side.
Gallagher lo. "Hvorfor det? Tilbage til Avenues. Og på vejen tilbage kan vi jo snakke lidt. Jeg synes, De skal forstå, hvem vi er og hvad vi vil". Han begyndte med sin selvretfærdiggørelse.
"Han kører i retning af Avenues", forkyndte hans forfølger.
"Vi har ham i sigtekornet. Der er forstærkning i parallelgaden".
Taylor, der sad ved sit radioudstyr, følte hvordan spændingen steg i ham. Det her var for nemt.
*
Jimmy Phelan sad ved køkkenbordet og drak sammen med sin gamle bekendte Fats Dolan, der netop havde mænget sig indenfor med et par flasker Powers for at lære San Franciscos seneste berømthed, Harry Thornton, at kende. Da Thornton ikke var der, stillede Dolan spørgsmål til Phelan for at udfylde tomrummet. Jimmy gentog ikke bare hele historien, men broderede også videre på den. De afbrød deres samtale, da de hørte Thorntons nøgle i indgangsdøren.
Udenfor i den mørke gade sad Taylors to agenter, Rodgers og Miller, i en civil vogn og observerede baglysene på Gallaghers taxa forsvinde ned ad 42. avenue. De så Thornton gå det korte stykke op ad den asfalterede vej, hive en nøgle frem fra tasken og forsvinde ind i huset nr. 247A. Hvad nu? De henvendte sig til Taylor over radioen.
"Det ser ud til at være falsk alarm. Vores mand i Harringtons bekræfter, at den mistænkte sad ved baren, men han snakkede ikke med nogen. Drak bare to drinks. En taxa kom og hentede ham, og han blev sat af netop hos Phelan. Der var ikke andre end ham i taxaen. Det ser ud til, at han er blevet træt af at vente og selv har ringet efter en taxa."
Taylor skar tænder.
"En mand er hos Phelan. Walsh observer huset. Han har nu været der omkring ½ time. Enten er det manden, som han skal møde, eller - lige et øjeblik - sagde deres mand i Harringtons noget om, at Thornton havde ringet?"
"Nej, men der er en telefon lige ved siden af toiletterne. Han kunne have ringet derfra, uden vores mand havde bemærket det. Eller dem fra baren har ringet efter en taxa til ham, det gør de altid. Det var en helt normal veteran-taxa."
"Har De nummeret?"
"Ja, selvfølgelig, 712", læste han fra sin notesblok.
"Okay. Hør nu her, hvad I skal gøre.Walsh og Henderson tager sig af bagsiden. De og Miller stormer huset forfra. Jeg vil vide, hvad der foregår derinde. Så kom i gang. Jeg tjekker lige den der veteran-taxa."
Rodgers tøvede.
"Hvordan ligger det med en ransagningstilladelse, Sir? Jeg mener, Thornton er trods alt journalist og Phelan er pensioneret politimand."
"Skid på ransagningstilladelsen! Jeg vil have fat i denne tredje mand. "
Rodgers forsøgte at sno sig udenom. Han vidste, at hans hoved ville rulle, hvis
aktionen slog fejl, og ikke hovedet på Taylor, som holdt sig i baggrunden.
"Kunne Walsh sige noget om denne tredje mand, Sir?"
"Nej, han sagde, det var for mørkt. Men det var kun en enkelt mand. Han havde en pose med sig. Han kom til fods. Uden bil. Han kan være bevæbnet og farlig. Altså kom i gang, Rodgers! Jeg siger til Walsh, han skal slå til bagfra om nøjagtig et minut".
*
Den papirspose, som bekymrede Harold Taylor befandt sig i en affaldscontainer. Fats anden flaske Powers blev netop åbnet af Phelan, da indgangsdøren blev slået i stykker og Rodgers og Miller stormede ind i gangen. Sekunder efter blev nattens stilhed igen forstyrret, da Walsh og Henderson slog bagdøren ind og brasede ud i det lille køkken. Phelan, der stadig kunne sætte sin lid til sine strisser-instinkter, greb efter sin politi-pistol i hylsteret, der hang over køkkenstolen.
Den overivrige Henderson slog ham til jorden med geværkolben. Walsh gjorde det samme med Fats, da han med åben mund ville rejse sig fra stolen. Da Rodgers stormede ind ude fra gangen, registrerede han slagterscenen i slowmotion. Fats og Phelan lå på gulvet, deres blod blandede sig med whisky og glassplinter.
"Ingen rør sig, FBI!" brølede han og famlede rundt med sin pistol.
Tilsyneladende upåvirket, og som om han stadig sad og drak whisky ved køkkenbordet, betragtede den erfarne reporter Harry Thornton det hele. Et smil bredte sig på hans læber.
"Er det her en af disse illegale ransagninger og anholdelser, vi hele tiden læser om derhjemme? Har De en ransagningstilladelse?"
Miller ville stikke ham én, men Rodgers forhindrede ham i det. Lort!, tænkte han. Det blev igen en af disse nætter.
Mens Walsh trak ham op i siddeposition, gloede Fats Dolan som om han intet fattede. Stille dryppede blodet fra hans sår i hovedet på FBI-agentens polyester-skjorte.
"Dette er den tredje mand", råbte han højlydt.
Rodgers, der så Fats måneansigt dukke op bag bordkanten, stønnede.
"De røvhul, Miller", mumlede han. "Det er Fats Dolan. Han er en af os".
Dolan, der til en vis grad lignede en grotesk Orson Welles i filmen Den tredje mand, kogte af vrede, vrissede.
"Jeg har aldrig set dig i hele mit liv, din møg-strisser!".
Før han havde lukket munden, bemærkede Rodgers sit fejltrin, og trak sig hastigt tilbage. Det var alt sammen en fejl. Den forkerte mand. Phelan kom til sig selv og man ringede efter doktor Beirne, så han kunne forbinde sårene. Der blev budt på whisky og gemytterne faldt til ro. Tidligt næste morgen ville håndværkere som det første komme og reparere dørene. Et yderst beklageligt tilfælde, som det var bedst ikke at tale om. National sikkerhed og alt det der.
Thornton sad igen og nippede af sin whisky. Han tav, mens FBI-folkene forsøgte at berolige Fats og Phelan. For de sidstnævnte måtte denne aften have været en katastrofe, men ’først-på-pletten’- Thornton var yderst tilfreds. Han havde ikke bare fået et interview med en, han troede havde nær kontakt til Harene, men var derudover kommet i besiddelse af en yderst nyttig information, som bekræftede, hvad de temmelig paranoide Paddies i San Francisco længe havde formodet, men ingen indtil videre havde kunne bevise. Fats Dolan, denne flinke, oprigtige patriot, hvis værtshus var et mekka for den hårde kerne, var stikker for FBI, var en meddeler! Som de fleste sympatisører til den irsk-republikanske bevægelse havde Harry Thornton noget imod stikkere. Han kunne simpelthen ikke fordrage dem.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96