12. december 2003 - 16:35

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 21

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 21:

»Vi revolutionære er døde på ferie«

Eugen Leviné, bayrisk rådskommunist

af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang

En familiesammenkomst

Telefonen vækkede den pensionerede strisser Jimmy Phelan. Hans mund føltes som om et Célí-band havde øvet derinde hele natten. Han famlede efter telefonen, smed den ned fra natbordet, greb endelig røret og brummede: »Yeah?«

Stemmen i den anden ende forekom ham på en eller anden måde bekendt. På en eller anden måde… Vækkeuret ved siden af sengen viste, at det var midt på dagen.

»Jimmy, er det dig? Det er Harry. Din fætter Harry. Herre Gud, hvor mange fætre har du, der hedder Harry? Harry Thornton. Ja, rigtigt. Nej, jeg er ikke i Dublin, jeg er i lufthavnen! I San Franciscos lufthavn, din idiot. Hvornår kan jeg møde dig?«

Phelan forsøgte at samle alle sine fem sanser.

»Hvor længe bliver du i byen? Okay, hør her, du bor hos mig. Tag en taxa. Vi mødes hos Molly Maguires, det er Geary, ved hjørnet af 23., alle taxachauffører kan køre dig derhen. Jeg må gøre noget mod mine tømmermænd. Så ses vi om en time.«

Han lagde på, besluttede sig til ikke at tage risikoen for et koldt brusebad, og tog det tøj på, han netop havde taget af for et par timer siden, hentede morgenavisen i gangen og gik ud i sollyset. Han trak sin gamle fiskerhat godt nedover panden for at beskytte sig mod solens ødelæggende stråler, der var vildt besluttet på at trænge gennem støvskyerne, og slentrede så op ad gaden. Den halve times gåtur til værtshuset ville hjælpe ham med atter at blive klar i hovedet.

Harry Thornton betalte taxachaufføren, tog sin lille kuffert og duty-free plastikposerne og gik ind gennem svingdøren til mørket i Molly Maguires. Hans fætter sad ved et bord og så ud til kun at være interesseret i sin pint og sine tømmermænd. Avissider lå spredt rundt på bordet foran ham. Thornton satte sine plastikposer midt på bordet.

»Single Malt Black Bush. Den nyeste og bedste eksportvare fra paddiernes land, James”, sagde han. ”Fint at se dig igen.«

Phelan gryntede, pegede med sin tykke pegefinger på en stol og råbte: »En pint Porter mere, Fats!«

Thornton satte sig ned. Han var igen i San Francisco og følte sig allerede hjemme. Men han var ude af øvelse. Han havde slet ikke lagt mærke til det FBI-fjols, som havde fulgt ham i hælene siden lufthavnen og nu sad over en pint i et hjørne af Mollys.

En time senere: Phelan var fuldstændig oprevet. Beretningen om Kelly og »IRA-narkobulen i Orinda«, som fyldte hele avisens forside, gjorde ham rasende. Manden, hvis forhør han havde overværet på dødslejet, var hverken narkoman eller narkosmugler, han var en patriot. Junkier og pushere havde han oplevet rigeligt af i sin tjenestetid. Desuden talte denne mand gællisk. Det var slemt nok, at briterne ikke engang lod paddierne begrave deres døde i fred, at RUC under begravelserne angreb de sørgende og affyrede plastikkugler mod de pårørende og besudlede nationalflaget. Nu gik deres svinske løgnepropaganda så vidt, at de diffamerede de døde. Phelan var ude af sig selv, og hans fætter Harry delte hans vrede.

Men hvorom alting er: Thornton var journalist, som var her på en opgave. Mens whiskeyen flød, konspirerede de.

»Sandheden vil komme for dagens lys«, forkyndte Phelan opstemt. »Lad os ringe til Examiner, dér findes der stadig folk med principper. Du får din eksklusiv-historie, Harry, og denne stakkels døde dreng får i det mindste et passende requiem.«

Udgiveren af Examiner tog med glæde imod denne historie om sand irsk patriotisme og uforklarlig mystik, som øjenvidnet James Phelan, veteran i San Franciscos politi, fortalte den irske stjernereporter Harry Thornton; ikke fordi han havde noget som helst til overs for bondeknolde , som han iflæng kaldte irerne, men fordi The Chronicle havde snuppet sensationshistorien og fra politihovedkvarteret eksklusivt havde berettet om Provo-narkobanden.

Examiner måtte diske op med noget, mens Chronicle for længst var på gaden og presseagenturerne overtog deres historie. Nu kunne hans Examiner præsentere en bedre historie, den sande insider-historie, der ikke blot afslørede FBIs perfiditeter, men også lod udgiverne af konkurrentavisen fremstå som de rene tåber, de også var.

I en kasse over Harrys navn blev det forklaret, at Examiner fra starten af overhovedet ikke havde fundet konkurrentavisens beretning troværdig, at de – som ansvarsfulde journalister – havde lavet research og ud fra denne ansvarsfulde holdning nu kunne fortælle sandheden.

»Død IRA-mand var mystiker, hellig og lærd«, forkyndte overskrifterne. »Døende rebel tortureret af FBI« .

Phelan havde som veteran blandt San Franciscos håndhævere af lov og orden forsøgt at protestere mod den barbariske behandling af en såret irsk soldat, men en højerestående, unavngiven FBI-mand havde med hjælp fra en forrykt læge fyldt den døende rebel med narkotiske stoffer. Det var helt klart, at menneskerettighederne var blevet trådt under fode. Der måtte iværksættes en undersøgelse af denne affære. Hvorfor var Kelly ikke blevet bragt til et hospital i stedet for at blive overladt til politiets varetægt?

’Først-på-pletten’ Thornton havde præsteret et mesterstykke. Det var en forbandet god historie. Hans beretning vakte stor opmærksomhed.

I Jacksons bolig højt oppe på Telegraph Hill havde de tre harer diskuteret og debatteret hele aftenen. Spørgsmålet om religion var de hurtigt gået væk fra, da Jackson indrømmede, at han havde deltaget i bombeanslagene i London og attentatet mod Mason og fortalte om det.

De tre var i bund og grund så forskellige.

Phils motivation var hævn for Eddie og nu også for Tim Kelly samt personlig loyalitet overfor Hunden, men hun var ikke nogen irsk nationalist, og slet ikke så optaget af mystik som Kelly. Hun favoriserede internationale angrebsmål som Bilderberg eller Bohemian Hain.

Jackson var enig med hende. Han betegnede sig selv som anarkist. For ham var de eneste virkelige rebeller og modstandskæmpere i Amerika the Wobblies, Industrial Workers of the World , og the Western Federation of Mineworkers på Bill Haywoods tid. Han havde aldrig lært Hunden at kende personligt, og selvom han var loyal overfor sin ven fra Derry og var lykkelig for at have hjulpet ham i London, så han, at kampen i Amerika, som han ville føre, kun havde lidt eller slet ingen betydning for Irland. Han havde ingen illusioner om massernes opstand eller udbruddet af en spontan revolution. Han opfattede sig selv som revolutionær, det var for ham den bedste måde at leve på – og at dø på.

Han var stolt af at kunne citere den bayriske kommunist Eugen Leviné: »Vi revolutionære er døde på ferie«, og Nietzsches udsagn om, at det er vigtigt at dø på det rigtige tidspunkt. Intelligente mennesker skal ikke klamre sig til livet, som om de er ved at gå under og en redningsvest svømmer forbi. De burde jo vide, at kroppens eksistens kun udgør en forsvindende lille andel af den menneskelige eksistens, at dødens akt går på tværs af klasser og afstamning. Heri lå menneskets nøgle til originaliteten, menneskets sande størrelse viste sig ved, hvordan det kom igennem denne ensomme Odyssé.

For Jackson var Bohemian Hain også et ideelt angrebsmål. Alle disse kapitalister og magtens multinationale agenter. Disse racister og sexister – ingen sort, ingen kvinde havde nogensinde fået lov til at more sig i skovlysningerne i Bohemian Hain. Her ville handlingen virkelig tale for sig selv, det ville oprøre og chokere hele Amerika. Han gjorde sig slet ingen tanker om, at jernnæven ville blive trukket frem eller, at de planlagte koncentrationslejre ville kunne blive etableret i henhold til McCarron loven. (Specs havde henvist til dette, at senator Pat McCarron, som stod bag denne reaktionære lov var en personlig ven af den berygtede gangster Ben ’Bugsy’ Siegel, som han havde hjulpet med at grundlægge Las Vegas.)

Retfærdighed, klasseretfærdighed var det eneste, som interesserede Jackson. Historien ville frikende ham. Anatole France havde påstået, at »den bitreste straf, som en matyr må lide, er at kigge gennem de flammer, som fortærer ham og se de selvtilfredse ansigter på dem, som han dør for, for at kunne befri«. Det havde Jackson taget til sig.

Gallagher derimod var helt anderledes. I modsætning til de to andre rådede han kun over ganske få erfaringer med venstreorienteret politik og politisk teori. Men han havde været soldat i Vietnam i tre år. Som mange andre Vietnamveteraner led han under lasten af den uret, han havde begået. Indkaldt for at kæmpe i en krig, som han for sent blev klar over, at Amerika aldrig skulle have ført. Han var med til at dræbe i junglen og blev ligesom de andre soldater også udsat for Agent Orange, heroin og alskens sygdomme. Også han mødte samfundets uforståenhed og afvisning, da han bitter og frustreret var hjemme igen. År senere blev han klar over, at en stor del af ham døde i Vietnam, og dét som vegeterede videre her i San Francisco, lignede et tomt patronhylster.

Mærkværdigvis kunne han ikke forklare – allermindst overfor sig selv - hvorfor han så løsningen i Hunden. Han havde ville give alt for at snakke med Hunden om det. Ville have spurgt ham om, hvad han, Michael Gallagher, kunne gøre, for at hjælpe. Men det var nu umuligt. Nærmere end til Phil kunne han ikke komme Hunden. Hunden havde udvalgt hende ligesom ham. Det var på en eller anden måde forudbestemt.

Han var ingen revolutionær, men en rebel, og fjenden havde i århundreder været den samme – briterne. Han kunne stadig væk huske fortællingerne fra sin bedstemor om den Store Sultenød og om Black and Tans. I Belfast havde han med egne øjne set, hvordan de britiske besættelsestropper og deres RUC-får havde opført sig på gaderne. Irland var en sag, som han kunne kæmpe for, hvis ikke derovre, så i hvert fald her, med hele sit hjerte, med Phil og Jim.

Når en sleeper vågner, træder den i aktion. I grunden var Gallagher en romantiker, og som bekendt er romantiken kunsten at projicere meningen med livet på det meningsløse.

Gallagher havde dog fornemmelse for, at handling uden forklaring var nyttesløst og kontraproduktivt og han diskuterede dette spørgsmål heftigt og længe med hans nyfundne medsammensvorne. De syntes, at det var fyldestgørende at tegne sig ansvarlig for en aktion. En kort erklæring var tilstrækkeligt for dem. Der behøvedes ingen manifestlignende selvretfærdiggørelse. I Galllaghers tanker var publicitet `Terorismens` centrale væsenstræk. Han blev nedstemt , men ikke overbevidst.

Hen mod middagstid gik Gallagher nedad bakken for at hente kaffe i Café Trieste. Phil og Jackson lod han sove videre. Planlægningen af aktionen og den ideologiske diskussion havde trukket længe ud og dæmringen var allerede i fuld udfoldelse over Coit Tower, før de lagde sig til at sove. Men Gallagher behøvede kun lidt søvn. Han var vant til at stå tidligt op om morgenen.

Han købte bønner og Examiner.Thorntons story fyldte hele forsiden. Han stirrede på fotografiet af Tim Kelly, den døde kammerat, som han ikke havde kendt. Han kiggede på fotografierne af Thornton og Phelan.

I saloonen for enden af Fresno Alley læste han over en øl hele artiklen endnu engang. Thornton havde virkelig arbejdet hurtigt. Under Tim Kellys foto var der skrevet en mindeskrift af »først-på-pletten« – Thornton.

»Ligesom den vilde stifinder fra kolonien, Ned Kelly, som kæmpede indtil det sidste åndedræt, holdt også Tim Kelly fra Belfast ud til det sidste. Han døde under et »forhør« hos FBI i et hemmeligt forhørscenter i San Francisco efter en skudveksling i forstadskvarteret Orinda.

»Ingen tvivl, han holdt ud til det sidste«, sagde den forhenværende San Francisco-politibetjent Jimmy Phelan, en ekspert i gællisk, som var blevet hidkaldt, for at oversætte ordene fra den døende rebel. Phelan, som var fortørnet over behandlingen af den døende irer, afslørede også...

Gallagher greb telefonbogen. Han fandt også en James Francis Phelan med adresse på 42th. Avenue. Paddy-territorium. Det kan ikke skade at ringe til ham, tænkte Gallagher. Men ikke i denne telefon. Man véd jo aldrig. Han indprentede sig nummeret, tømte sin øl, snuppede avisen og kaffeposen og ilede ude på gaden. Han gik opad Grant Avenue for at lede efter den nærmeste telefonboks.

Klokken var tretten. Thornton var i brusebad. Phelan klaprede rundt i køkkenet og forsøgte at kreere en kolestorolbombe til morgenmad – skinke, æg, pølse, brød og tomater; alt sammen i en ubeskrivelig olie. Han bandede, da telefonen ringede, tog stegepanden af komfuret og løftede røret. Der lød en ukendt stemme i telefonen .

»Kunne jeg komme til at tale med Harry Thornton?«

»Ja, selvfølgelig! Harry, det er til dig«, brølede Phelan og vendte tilbage til sin afskyelige morgenmad.

Thornton kom ud fra brusekabinen, tørrede sig og tog røret. Hvem i al helvede ved, at jeg befinder mig her, tænkte han. Han håbede ikke, det var den satans chefredaktør Matt Ryan.

»Mr. Thornton?«

»Ja«

»Vi har læst Deres artikel i Examiner i dag. Meget godt. Hvad ville De sige til en samtale eller evt. et interview?«

»Hvem helvede er De?«

»Lad os bare sige, vi er kammerater til den døde Tim Kelly. Er De interesseret?«

Thornton var rådvild og tøvede. For fanden, for fanden! Naturligvis var han interesseret, når det drejede sig om en autentisk artikel. Men det kunne jo blive farligt det her. Meget risikabelt. Men så kom han i tanke om Matt Ryans hånlige latter. Han skulle vise dem, skulle han. »Selvfølgelig er jeg interesseret. Hvor og hvornår?«

»I morgen aften. Mellem kl. 21 og kl. 23. Harringtons Bar i Front Street. Vi sender en taxa efter Dem. Jeg behøver vel ikke at sige, at vi venter Dem alene. Så lad være med at lave noget vrøvl, vi iagttager Dem«,

Telefonforbindelsen blev afbrudt.

»Hvem var det?« spurgte Phelan, der baksede med den overdimensionerede stegepande.

»For fanden, bare jeg vidste det«, sagde Thornton. »Måske er det lejligheden. Min store chance. Det ser altså ud til, at der er nogle folk derude, der godt kunne lide min artikel om Kelly«.

Ti minutter senere ringede Harold Taylors telefon i politihovedkvarteret. »Vi har noget til Dem, Sir«, sagde FBI-agenten.

»Vi har netop aflyttet en samtale, hvor nogen har ringet til Phelan. Den der ringede, påstod han var ven af den døde Tim Kelly og han ville snakke med Hr. Skideklog Thornton. De sagde, at de i morgen aften vil sende en taxa til et værthus i bankdistriktet for at hente ham.«

Taylor smilede sit berømte smil. Et smil, som mindede om månelysets skær på en kistes messinghåndtag.

»Bliv De ved med at aflytte telefonen og fortsæt observationen af Phelan og Thornton døgnet rundt! Jeg vil vide, hvem de mødes med. Og når nogen sender dem en taxa, så vær sikker på, at der er folk, som følger efter. To vogne til den mobile observation.«

Fortsættelsen af Modkrafts føljeton følger næste weekend …