Annonce

28. november 2003 - 15:50

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 19

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 19

»...it’s a hard rain’s gonna fall.« (Bob Dylan)

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang

Dublin

»Skaf mig af med denne drukkenbold, omgående! «, råbte Matt Ryan.

Oplysningen om Kellys død var pr fax kommet fra San Francisco. Forsiden af Cronicle med overskriften »Provo-killer skudt i narkobule på Vestkysten« var allerede på Dublins gader.

Harry Thornton kom luntende forbi fra kontoret udenfor. Ryan gloede indtrængende på ham. Han kunne ikke bevise det, men historien om Hunden og hans Harer, som i en uge havde fyldt samtlige irske og britiske aviser, bar Thorntons skrift. Det ærgerlige ved det var, at han havde afvist historien og nu var blevet sorteper. Stod det til ham, ville han straks sætte denne bladsmører på porten, men han havde fået andre ordrer ovenfra. Hans britiske forbindelsesofficer i Stepens Green ville have, at denne provo-narkohistorie blev slået stort op og han havde givet Ryan ordre til at sende Thornton - og ingen anden – til San Francisco, for at skrive historien med dette formål.

Tanken om at denne notoriske Whiskeydranker fik en fribillet til Vestkysten, fik Ryan til at bide i sin cigar af bar raseri. Men en ordre var en ordre. Han havde forgæves forsøgt at argumentere med, at Thornton var pro-Provo og ville forsøge at bevise, at de intet havde at gøre med narkoen. Hans britiske forbindelsesofficer havde barskt vist ham ud af døren. Thornton skulle tage af sted øjeblikkeligt.

Ryan, et noget endfoldigt menneske, anede ikke, at den britiske efterretningstjeneste ville have Thornton i San Francisco, fordi han netop ville forsøge at samle modbeviser mod narkobeskyldningerne. For at gøre det måtte han på stedet søge kontakt med den republikanske hob, og når hans artikler blev offentliggjort, ville Harene med al sandsynlighed tage kontakt til den venligtsindede journalist, der råder over gamle kontakter til den republikanske bevægelse, for at dementere denne narko-propaganda-løgn. Det kunne give bagslag, men for sagen var det forsøget værd at sende denne oldtimer ud for at spille lokkedue. Han ville under alle omstændigheder være under konstant overvågning. Det sørger FBI for. Man må nu afvente, hvordan tingene udvikler sig.

Derudover ville denne narko-historie betyde, at provoerne måtte foretage sig et eller andet overfor Harene, alene på grund af angsten for, at dollarstrømmen fra USA kunne blive standset.

De amerikanere, som stammede fra Irland, var som regel parat til økonomisk at støtte kampen mod britisk politi og militær og de var muligvis parat til at lægge bomber i visse hotelværelser, men de var ikke glade for at skulle støtte nogle narkopushere. Også Emerald, briternes stikker i IRA, havde gjort opmærksom på det.

Forbindelsesofficeren havde altid været en varm fortaler for den velkendte del-og hersk-politik. Har denne måske ikke virket hensigtsmæssigt i tidligere tider? Og hvad blev der så af det hæderskronede British Empire? Han sukkede. Ville de lorte Falklands øer virkelig blive det eneste, der var tilbage? Hvad havde Britannia overhovedet at sige? Var mesterspioner som han fordømt til at sidde i Dublin, bestikke magtliderlige politikere og købe medieudgivere?

Desperadoer venter på et tog

Michael Gallagher trådte ud af brusekabinen og tørrede sig hurtigt af. Debbie Duncan, alias Philomena Clarke, sad på futonen og læste. Mærkeligt, tænkte Gallagher, de fleste folk enten ryger eller bruser sig efter at have kneppet. Denne kvinde læser bøger.

»Hør lige her, Gallagher«, sagde Phil og begyndte at læse højt:

»I Sonoma County, Californien, findes en mindre lufthavn, som en gang om året på tre efterfølgende weekender adskiller sig fra verdens øvrige lufthavne. På disse weekender, der som regel starter midt i juli på en torsdag, glider selvfabrikerede flyvemaskiner, for det meste lette Lears og Lockheed Jetstars fra større virksomheder, over de brune marker, før de lander med grelle fløjtetoner. Overfor disse jetfly tager de parkerede Pipers og Cessnas sig ud som forældede kasser og brandslukningsflyene ligner dystre, kæmpestore forhistoriske monstre.

Skuespillet ligner mest af alt en filmscene hos James Bond-instruktøren Ian Fleming: ti, tolv, fjorten privatjets står på landingsbanen som enheder fra en milliadærs ekskadrille. Mænd, for det meste fra 50 år og opefter, træder ned af ramperne i dyre habitter eller sportsbeklædning, bærer deres kufferter til bagagevognen, som trækkes til lufthavnshallen eller de går gennem den flimerende asfaltshede og brændende sol til terminalen, kommer ud på den anden side, hvor de atter glider bort, efter at have betroet en chauffør eller en taxa deres bagage eller efter at have sat sig til rattet i den luksusbil, som stod parat til dem.

Et eller andet sted mellem disse bakker, i et vidtstrakt skovområde, koncentreres magt og penge i et politisk og samfundsmæssigt Fort Knox, der synes at indeholde grundlaget for succes…«

Hun sprang et par sætninger over.»Hører du overhovedet efter, Gallagher?«

»Klart! Det lyder meget blomstrende, for mange adjektiver. Hvad forventer du, en aller helvedes litteraturkritik ?«

»Hold mund og hør efter, der er meget mere.« Hun læste videre.

»Som trækfugle kommer de år efter år på samme tid til dette afsidesliggende sted, prominente mænd fra alle dele af de Forenede Stater: Senatorer og diplomater, udvalgsformænd og forretningsførende embedsmænd, rige entertainers, generaler, guvernører, dommere fra Højesteret, kabinetsmedlemmer, guvernør- og præsidentkandidater og fylder sig med en drøm om godt kammeratskab og rustikal tilbagetrukkenhed i det, der til dels er som en spejderlejr, et venskabeligt ølgilde, en officersmesse, et religiøst tilflugtssted: det fuldkomne, amerikanske stammeritual under fri himmel, Bohemian-klubbens årlige lejr i Hain.«

»Det lyder som en forsamling af krigsforbrydere«, sagde Gallagher, idet han trådte ud af badeværelset. »Og hvad så?«

»Hvor ligger Bohemian Hain?«, spurgte Phil.

Gallaghers hjerte slog et slag over, tiøren faldt og han begyndte at le.

»Den irske premierminister holder tale der i år, ikke sandt?«

Hun nikkede. Gallagher kiggede på kalenderen på væggen. Sjette juli. Han begyndte at fløjte sin ynglingsmelodi fra forgangne Dylan-dage. Phil stemte i og sang omkvædet:

»And, it’s a hard, it’s a hard, and it’s a hard, and it’s a hard rain’s gonna fall.«

FRA DERRY TIL AMERIKA

Foto: Aer LingusAer Lingus flyet var propfyldt, da maskinen lettede, kredsede over Dublin og drønede hen over patchworktæppet af marker. Til mellemlandingen i Shannon og den told-fri-fælde for ubegavede og uvidende tog det kun 40 minutter.

Martha Dooley var oprevet, men hun lod som ingenting. Selv om hun var 67 år, var dette hendes første flyrejse. Ved hendes side sad Fuglen, som altid rolig og behersket. Han havde fløjet mange gange før. Det havde heller ikke voldt ham mange problemer at finde sin ledsager til denne store, gratis rejse til Amerika. Godt nok havde Martha ikke den store rejseerfaring, men hun var uden tvivl af den rette politiske overbevisning. Republikaner af den gamle skole. Hun var en McLafferty, som en af de ukuelige, nationalistiske familier i den lille by Derry hed. Hendes afdøde ægtemand, Jim Dooley, beklædte under bombekampagnen i 50’erne posten som IRA-adjudant i Derry. Marthas hus stod altid åbent for de drenge, der blev nødt til at gå under jorden.

Jim døde af kræft i 1972, kort tid efter Bloody Sunday, og med hans død ophørte de jævnlige ransagninger af hendes hus. Med hjælp fra Sinn Fein var hun flyttet til en lille pensionistbolig i Creggan. Hun havde arbejdet med i aktionskomitéen af pårørende, som organiserede besøg hos fangerne i Magilligan, Armargh og i Kesh. Hendes eneste søn, Eamonn, havde været indespærret i Kesh i ti år for ulovlig våbenbesiddelse. Men han blev skudt, da han i 1979 forsøgte at klatre over pigtrådshegnet.

Derefter havde hun – det troede efterretningstjenesten – taget afsked med det republikanske miljø. Hun blev ikke længere set ved marcher, demonstrationer og paramilitære begravelser. I Creggan sagde man, at hun velsagtens ville emigrere til Australien, hvor hendes eneste datter arbejdede som sygeplejerske i Sydney – men det blev ikke til noget. Hun blev alene, hvor hun var. Hun kom ikke godt ud af det med den unge generation af republikanere omkring Martin McGuinness. Drengene var med i Sinn Fein og deltog i valgene.

I årevis havde Martha’s hus været forskånet for den britiske hær. Ingen stikkere havde på noget tidspunkt nævnt hendes navn.

På efterretningstjenstens navneliste, der konstant blev opdateret, havde hun ikke figureret i meget lang tid. Hun var bare en pensionist i det triste, dystre Derry.

Fuglen levede også et pensionistliv. Men Martha troede stadig væk på sagen med fuld overbevisning, og det ville hun altid gøre. Hun var republikaner, tilhænger af provoerne. Og da Fuglen havde opsøgt hende pga. en gratis ferierejse til Amerika, vidste hun udemærket, at det ikke var et tilbud fra en gammel fyr, der ville løbe de sidste horn af sig. Det drejede sig om en mission. Og hun havde pakket sin taske, havde skaffet sig pas og visum, godmodigt taget imod naboernes misundelige stikkerier, og her var hun så nu, om bord på en Aer Lingus 747 ved begyndelsen af en 7000 mil lang flyrejse, uden at have stillet et eneste spørgsmål om noget andet end rejsens mål.

»Ved du hvad, mit barn,« sagde Fuglen, for hvem alle under 76 år stadig var ’børn’.

»Jeg har engang hørt denne her sætning i en amerikansk TV-serie: Alder og perfiditet vil altid slå ungdom og behændighed«.

Mens flyet gjorde klar til landing i Shannon, smilte Martha Dooley, født McLafferty.

»Jeg håber, vi vil finde lejlighed til at finde ud af, om det passer, Gerry Quigley«, svarede hun.

Fortsættelsen af Modkrafts føljeton følger næste weekend...

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Hunden – 14. kapitel

Hunden – 15. kapitel

Hunden – 16. kapitel

Hunden – 17. kapitel

Hunden – 18. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce