Hunden– en sammensværgelse, kapitel 17
Af Sean Mc Guffin
Oversat af Inge Kongsgaard Hansen og Alfred Lang
Il n´a jamais vue Carcasonne
Harald Taylor rykkede væk fra bordet, tog sine briller af og gned sig i øjnene. Han var en slank, blegfiset mand med en hud så tør som en finansrapport. Tiden havde suget livssafterne ud af ham.
Men han var en sej gut.
Det var midnat. Han havde en lang dag bag sig. En mærkelig dag. Hans specialområde havde været politisk psykologi, før han avancerede til operationschef i FBI i Californien. Man havde tit givet ham opgaver som at lave psykogrammer på medlemmer af så forskellige grupper som Symbionese Liberation Army, de Sorte Pantere, Aryan Brotherhood, de forskellige fraktioner af Weather Underground og en masse voksende nationale befrielseshære.
Normalt arbejdede han med forhørsprotokollerne, hvoraf han selv havde udført nogle af dem, med artikelanalyser fra venstreradikale blade og aktionserklæringer. Han studerede de sædvanlige marxistisk orienterede bøger og pjecer, som blev fundet på byguerillaens afslørede tilholdssteder.
Han troede, at han på basis af dette materiale ikke bare kunne vurdere dissidentens udviklingsforløb, men til og med til en vis grad kunne forudse dissidentens eller gruppens fremtidige aktiviteter.
Denne gang var Harold Taylor dog ikke så sikker.
Da han om eftermiddagen havde modtaget den presserende opringning, som førte ham til hans nuværende opholdssted, det smukke træhus i det søvnige Orinda, havde han allerede en forudfattet mening om Cuchullain-Brigadens ideologi. Det sædvanlige mix af nationalistisk romanticisme a la Padraig Pearse og Connolly-socialisme, gennemsyret af nutidig republikaner-jargon: bekendelsen til international solidaritet og fragmenter af en vag formuleret marxistisk teori. Den slags retorik og argumentation kendte han fra den nye generation af provo’erne, de som blev løsladt i 1974 fra interneringen i Long Kesh og som nu dominerede IRA.
Men trods hans mangeårige erfaringer i oprørsbekæmpelsens psykologi, kunne han ikke bruge den halvfærdige profil af Tim Kelly, som lå på skrivebordet foran ham, til så meget.
Kelly havde efterladt skriftligt bevismateriale. Ufuldendte aktionserklæringer undertegnet med »Dhearg Doom«. Nogle citat-notater. Udkast til debat og udtalelser. Men alt dette bidrog bare til yderligere forvirring. Manden var en gåde for ham. Han nægtede åbenbart at blive sat i bås, og Taylor vidste, at man ikke forventede vage spekulationer, men en anvendelig analyse fra hans side. De få bøger i denne ungkarleenklave sagde ham intet. For Taylor var de bare afsporingsobjekter, der tilsyneladende tilhørte den afdøde Hennessey. Ligesom den narkotika, som den stolte politispecialenhed havde konfiskeret.
Presseofficeren var i gang med at brygge en plat løgnehistorie sammen til de store aviser, idet han hævdede, at IRA-terroristerne arbejdede sammen med en international kokain-smuglerbande. Desinformation, som CIA kaldte denne orwellske fodring af medierne, var en vigtig del af arbejdet, men eksperten foretrak at lede dybere efter sandheden.
Som så ofte før havde hans fornemmelse ikke slået fejl. Ved ransagning af huset var man stødt på et legitimationskort, som for en uges tid siden var blevet udstedt af det lokale bibliotek – navnet var Jeremiah O’Donovan. Af det foreliggende materiale om Hennessey fremgik det, at han aldrig havde lånt nogle bøger på biblioteket og at han med al sandsynlighed aldrig havde hørt om den gamle irske Fenier og hans forkærlighed for dynamit. Det var helt sikkert Kellys legitimationskort.
Man ringede bibliotekaren op og tilkaldte ham straks fra et cocktailparty for Orindas venner. Surmulende og forvirret fremlagde han en times tid senere en liste over det materiale, som Jeremiah O’Donovan havde lånt og bestilt i den forgangne uge. Forundret læste Taylor udskriften igennem endnu engang. I hans udvalg af bogtitler var Kelly mildt sagt af forvirrende karaktér.
Shaw, Kipling! Nietsche. Burroughs. Wilder. Alfred de Vigny! Ingen Marx, ingen Pearse, ingen Che, ingen Connolly. En besynderlig litterær blanding.
Han kiggede atter på nogle af de citater, som Kelly sandsynligvis havde skrevet på nogle papirlapper og som var landet i papirkurven.
Min frihedstrang kan ikke undertrykkes. Naturligvis, man kan myrde mig – vore mange døde lærker anskueliggør det – men en dag vil vi alle være frie.
(Bobby Sands, Lærken og frihedskæmperen)
Sådan som det vil blive i fremtiden, sådan var det ved menneskenes fødsel. Det sociale fremskridt har kun ført til tre erkendelser: at hunden vender tilbage til sit bræk, soen til dens gylle, og at fjolset atter putter sine forbrændte, bandagerede fingre ind i ilden.
(Kipling, Orghan Script)
Terroren bringer krigeren i ekstase i en skummende flod af blodrøde bølger.
(Ernst Jünger, Kampen som mental oplevelse)
Ligesom de Vignys ulv vil jeg dø uden at græde.
Jeg har ikke i sinde at lade mig henrive af de svages luksus og ikke at lade de gode hensigter følge op med handling.
Når du til stadighed har døden for øje, er du i den tid du har tilbage, udødelig.
(William S. Burroughs )
I sidste ende er anger den fine betegnelse for impotens.
Jeg går ind i dødens frihed.
(Bunuel)
Der findes ingen bedre følelse end blod for blod.
( Bruce Springsteen)
Enten er vore liv en tilfældighed, og vi dør ved en tilfældighed,
Eller vi lever efter en plan og vi dør efter plan.
(Thornton Wilder)
Taylor følte sig som komikeren Peter Sellers i Dr. Strangelove, hvor han ivrigt gjorde sig umage for at dechifrere den gale Colonel Rippers mystiske skriblerier ved hjælp af kostbar legemssaft, som indeholdt koden til hukommelsens bundløse univers.
Citaterne fra Sands, Burroughs og Bunuel er de mest mærkelige, tænkte Taylor. De viser, at han havde noget af en martyr i sig. Han regnede med at dø, håber i al hemmelighed allerede at være død, sådan at der indenfor en uges tid vil blive sunget om ham i Belfasts bodegabuler. Endnu en Bobby Sands. Herregud! Disse skide paddies! Disse skrupskøre briter og deres elendige arrogance. De taler om paddie-faktoren og fortæller vittigheder om de tåbelige irish micks og fatter ikke, at det er dem, som er vitsfigurerne.
En håndfuld vildt beslutsomme irske patrioter har i Nordirland bekæmpet et af de største og mest erfarne militærapparater i verden – og det til en status, der ligner et uafgjort. De kan ikke blive slået. Den berømte, heroiske borgmester i byen Cork, Terence MacSwiney, havde ret, da han sagde, at »ikke de, som tilføjer den største lidelse, men de som kan bære den største lidelse, vil sejre.«
IRA eller den nyeste gruppe, om de nu er en flok renegater eller ej, kan ikke tvinge briterne i knæ militært, og det behøver de heller ikke. Hvis de vil vinde, skal de blot blive ved med at eksistere. Taylor rystede på hovedet. Sådan kom han ikke videre.
Hvad ville Kellys næste skridt så være? Hvorfor var han taget til San Francisco?
Han så den seneste række anslag for sig. Britiske ambassadører. Britiske efterretningsfolk. Britiske banker. Hvis det var det hele, havde Kelly da gjort sin pligt og påtaget sig sin skyld, da han sprængte den britiske minister i luften. Hvorfor snusede han stadig rundt her? At skjule sig i Orinda, gav mening for en vis tid, men han havde helt alene gennemført et kamikaze-agtigt røveri i Oakland for at få fat i våben. Hvorfor det? Skulle de bruges til bankrøverier? Det så da ikke ud til, at de led af pengemangel.
Han gennemgik listen endnu engang. Bilderberg-attentatet – der blev statsmænd og ledere angrebet, ikke kun briter. Havde Kelly mon været med til det? Hvis ja, og hvis han nu opfattede sig selv som international agerende revolutionær og ikke kun som irsk patriot? Hvem var det, de stod overfor? Hverken ortodoks marxist eller maoist. En romantiker, en revolutionær idealist, en vanvittig, en martyr, tænkte Taylor. Om en time måtte han tage ham under forhør.
Lægen så på Harald Taylor fuld af afsky. Så tog han kanylen frem. Taylor betragtede det med sindsro.
»Jeg ved, De ikke bryder Dem om det, Doktor, men spar mig for et eller andet hjerteskærende vrøvl om etik. Denne mand er ved at dø. De sagde selv, han ikke vil overleve natten. Han har imidlertid nogle meget vigtige informationer: Hvornår virker natriumpentathol’et, og når det virker, hvor lang tid kan jeg så forhøre ham?«
Lægen trak på skuldrene.
»Det skulle gerne virke om 10 minutter. Hvad der vil ske derefter, er svært at forudsige. Måske har De en halv time, måske mindre. Han har mistet så meget blod, at det er et under, at han stadig er i live.«
FBI-agenten hamrede på døren og trådte indenfor.
»Denne her polyp er kommet. Ham der kan irsk. Han venter udenfor.«
»Bring ham herind.«
Jimmy Phelan sneg sig indenfor og kneb øjnene sammen på grund af det stærke lys. Ved første øjekast så man hele tiden hans røde, tykke klumpnæse. Han stoppede op et kort øjeblik, da han så Kelly, som lå fuldstændig indrullet i bandager, fastgjort til et operationsbord. Ved siden af Kelly stod lægen med sprøjten i hånden. Phelan havde, som hans far plejede at sige, en uheldig slagside.
Han var netop kommet hjem efter en festlig og våd aften i bokseklubben, da han blev ringet op . Ubarberet og med en lugt af Powers Gold Label omkring sig blev han i en politibil bragt til »Hospitalet«, beliggende i en undselig regeringsbygning uden skilte af nogen art.
»Hvad fanden er det, der foregår her? Jeg er gået på pension, det vil jeg lige understrege. Jeg har 25 år i tjenesten bag mig, og jeg har mit guldarmbåndsur som bevis.«
»Phelan?«
»Hmm, og hvem er De?«
Taylor viste ham sit ID-kort så hurtigt, at han ikke engang kunne nå at læse navnet.
»Det er lige meget. De taler irsk, ikke sandt? Ifølge vore oplysninger sågar flydende. Deres hobby er irsk historie og kultur, er det rigtigt? De har altså forstand på lortet, eller?«
Phelan blev rasende. Hans bedsteforældre var udvandret under den store hungersnød. En af hans grandonkler var Molly Maguire, hans far var en militant havnearbejder. Han selv var vokset op i Slot, South-of-Market distriktet. Nok havde han været strisser en del af sine arbejdsår, men først og fremmest så var han irer.
»En storslået nations historie, sprog og kultur kan ikke betegnes som lort, De ignorante kyllingehjerne! Vær venlig at tale pænt om de helliges og de lærdes land, hvis De ønsker hjælp fra Jimmy Phelan, De snushane, eller jeg holder min mund.«
Taylor snøftede.
»Ja, naturligvis, jeg er ked af det. Vi er under et enormt pres. Jeg må forhøre ham og vi har ikke ret meget tid«, svarede han og pegede på den fastbundne, bevidstløse Kelly.
Phelan stirrede fuld af væmmelse. Kellys krop var kridhvid, men hans sår var morderisk røde.
»En præst skulle tage sig af ham og ikke De og denne der doktor Frankenstein. Drengen er jo ved at dø. Det kan selv en blind da se.«
Taylor havde svært ved at beherske sig.
»Denne dreng, som de kalder ham, er mistænkt for at være ansvarlig for bombeattentatet på Fairmont og for mordet på den britiske minister. Helt sikkert er det, at han har skudt tre narkopushere i Oakland. Vi ved, at han har mindst én medsammensvoren, en kvinde, der har lejet Toyotaen, men formodentlig har han flere medsammensvorne, som højst sandsynligt er i færd med at planlægge flere terroraktioner i området her.«
Phelan bøjede sig over Kelly, der åbnede øjnene, da natriumpentatholet begyndte at virke.
»Det var altså ham«.
Phelan piftede let mellem tænderne.
»Det var et flot stykke arbejde.«
»Flot arbejde!« eksploderede eksperten.
»Hold Deres mund. Sæt Dem og skriv alt ned, hvad han siger på irsk eller gallisk eller hvad De kalder det. Når det kommer til stykket, drejer det sig om menneskeliv.«
Kelly stirrede stift ind i Taylors iskolde, stålblå øjne og bevægede læberne ganske let.
»Navn, rang og serienummer!«
Han forsøgte at le. En tør rallen lød fra hans strube.
Taylor trådte tilbage og forsvandt ud af Kellys synsvinkel.
»Tim Kelly”«, sagde han blødt.
»Jeg er bange for at du vil dø. Jeg er præst. Vil du ikke skrifte, min søn?«
Kellys øjne funklede.
»Slik mig i røven! Ego te absolvo, im nomine patre et filii et spiritu santi«, messede Kelly grinende.
»Du spilder din tid, kammerat. Jeg har aldrig brudt mig om manden fra Nazareth. En slavereligion for slaver. Hvem er du, din charlatan, der går rundt og tilbyder skriftemål til hvem som helst?«
Da Kelly rettede sit blik mod FBI-agenten, opdagede han, at kan kunne se igennem ham, ligesom han havde kunne se igennem den robot, der kaldte sig Frank Doherty. Han så plastikmilten, en pumpen fra hjertet af rustfrit stål. Han så det hele for sig og var overbevidst om, at det ikke var hallucinationer og at han var helt klar i hovedet.
Han smilede.
»Forsvind herfra, og lad mit hoved få ro. Og Deres hemmelighed er i sikkerhed hos mig«.
Han lo.
Taylor blev ved med at plage ham.
»Er Kelly dit rigtige navn?«
Han fik et træt smil som svar.
»Åh nej, Sir, sikkert. Er jeg ikke Dhearg Doom, Furor Celticus, Tuatha De Dannan, lysets børn? En af de krigere, der våger over irerne?«
Kassettebåndoptageren snurrede stille. Fuld af væmmelse og fascination begyndte Phelan at tage notater.
»Gall Ruadh Abu!«
Taylor snøftede. Kelly blev mere og mere vanskelig at forstå.
»Dhearg, dine venner tager sig af dig. Hvordan kan jeg fortælle dem, hvor du er?«
Atter trængte et smil gennem bandagerne.
»De ved, hvor jeg er. De ved, at jeg vil gøre dem selskab. De vilde gæs ved alt. Sidelæns flyver de mod solen. Om vi dør på skafottet eller i marken, hvad betyder det, når vi falder for det Irland, vi elsker.«
Han tav, da lægen følte hans puls.
Den ophidsede Taylor skubbede ham til side og fortsatte forhøret.
*
Kelly døde klokken fire om morgenen. I fødslens time. Timen, hvor morgengryets herrer overalt i verden gerne banker på borgernes døre. Kort før Kelly døde, langede han endnu engang armene opad og med en sidste kraftanstrengelse greb han lynhurtigt fat om Taylors hals.
»Er det Dem, kaptajn Død?«
Mens eksperten slog panisk omkring sig for at løsne dødsgrebet, forlod Kellys kræfter ham pludseligt og han sank sammen. Et smil bredte sig på hans trætte ansigt, da han var blevet fri af smerten.
Taylor tumlede baglæns, tog sig til struben og gispede efter luft.
Kun Phelan og de snurrende kassettebåndoptagere opsnappede Tim Kellys sidste ord:
»Je n`ai jamais vu Carcassonne (Jeg har aldrig været i Carcassonne), men jeg går lykkelig ind i dødens frihed«.
Hans allersidste ord var »Manannaun«.
Jimmy Phelan bøjede sig over ham og forsøgte at bede en syndsforladelsesbøn på keltisk for ham.
Fortsættelsen af Modkrafts føljeton følger næste weekend
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96