Annonce

31. oktober 2003 - 18:53

Hunden - en sammensværgelse, kapitel 15

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 15

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang

Tim Kelly, der sad og hang i hjørnet af pubben, sukkede og kiggede på sit armbåndsur. Hans kontaktperson var sent på den. Han ville egentlig slet ikke have lavet en aftale her, men manden fra San Franciscos Irland-solidaritet Noraid kom lige fra arbejde og Molly-klubben var hans stamværtshus. Fætter Chuck lå bastet og bundet i Orinda, men han ville ikke lade ham være alene alt for længe ad gangen.

Men nu befandt Kelly, der ville holde sig i baggrunden, i tilskuerens rolle til den kommende kamp her i pubben mellem fulde briter og krigsførende paddies.

»Og unionisterne og the brits, de svinepelse

flygtede fra IRAs geværer«

Brølet fra Murtagh Morgan og hans band klingede af.

Med dyster mine drak MacIntyre sin øl i én slurk, rejste sig og gik hen til jukeboxen, der havde gjort ham så ophidset. Over maskinen hang der et billede med glas og ramme af Bobby Sands, repræsentant i Underhuset og martyr.

»Jeg har ellers hørt noget om, at han tilsluttede sig Vægtvogterne«, sagde skotten højlydt, før han med sin bare næve smadrede billedet af den afdøde sultestrejkende fange.

Den flaske, Big Mick kastede mod briternes bord, prellede af på bordpladen og blindede Sammy for en stund. Mens Kelly i al ubemærkethed sneg sig hen til døren, ringede Dolan fornøjet til sin ven sergent Kinane på den nærliggende politistation.

Han skulle nok sørge for, at disse britiske svinehunde blev anholdt hele bundet. Der var jo trods alt også nogle irske strissere her i byen.

MacIntyre og Butch begyndte at smide med borde og stole, da melodien Mit lille Armelite gevær, lød henne fra jukeboxen.

»Oh, det er den gamle Andytown, hvor jeg længes hen

I mørket med Provo’erne, hvor ingen kan se mig

En kammerat på venstre side, en anden på den højre

Og en smule ammunition til mit lille Armalite gevær«

Fats rendte frem og tilbage bag bardisken som en showmaster, bøjede sig for at undvige det omkringflyvende tømmer og opmuntrede sine gæster til at give de hæslige briter én på skallen.

I håndgemænget blev Butch slået i jorden af knytnæveslag og støvlespark, og Sammy, hvis snitsår over øjet løb som strømmende floder af blod, var allerede sat ud af spillet.

Kaptajn MacIntyre kom til den konklusion, at besindighed var bedre end loyalitet. Mens sirenehylene nærmede sig derude på Geary Boulevard, løb han hen til døren, men stoppede op ganske kort for at sparke en af mændene fra Sligo i lysken. I den snævre døråbning stødte han ind i Kelly, der ikke havde deltaget i slagsmålet og ligeledes forsøgte at komme væk fra tumulten.

Skotten langede et slag ud, mistede balancen og ramte ikke manden fra Belfast, men slog sin næve til blods på dørkarmen. Kelly dukkede sig, undveg til højre, drejede om hjørnet og løb op ad 7th Avenue. MacIntyre løb efter ham og nåede lige netop til hjørnet, da sergent Kinane og hans »San Francisco helte« stormede pubben og lod kniplerne danse.

»Det var dem dér. Det er de bøller, der startede«, tordnede Dolan og pegede på Sammy og Butch, der lå og krøb sammen på gulvet.

»Det er de britiske svin, der har raseret min pub«.

De lokale stridsmænd lod som på befaling deres våben falde og bakkede højlydt Dolan op. Sergenten smilede sødt som en ædedolk.

»Selvfølgelig, Fats, jeg og mine drenge skal nok tage os af sagen«.

Politifolkene begyndte at samle Sammy og Butch op fra gulvet og lænkede hårdhændet deres arme sammen på ryggen. I et hjørne af pubben havde O’Neill, husets digter og drukkenbold, fuldstændig upåvirket af kaoset arbejdet på den første strofe af en ny ballade, som alle ville synge med på i aften. En ballade om Molly Macguires heltemodige kamp mod det britiske Empire’s stormtropper.

I jukeboxen, der mærkeligt nok slet ikke var kommet til skade, sang Mad Mulheron om den legendariske Kuffert-Murphy’s heltegerninger.

»O, vi må hente Murphy, vi har ingen tid at spilde,

manden med tryllekufferten og lunten, der er klar om tyve sekunder...«

Tre husblokke længere væk forsvandt Tim Kelly ind i Ireland’s 32 og bestilte en Bushmills. Egentlig var det lidt for tidligt til en whisky, men hans tyndslidte nerver trængte til at blive stivet af. Alt det, der var sket her til morgen, var ikke lige det, han havde forestillet sig med at holde-sig-i-baggrunden.

På den modsatte side af gaden sad MacIntyre i Ye Olde English Fish n’Chipper (indehaver: J. Wong) og stirrede på døren til ’32.

Der var et eller andet, han ikke kunne lide ved ansigtet på den mand, han var tørnet sammen med i indgangsdøren til Molly’s. Det ansigt forekom ham bekendt. Fra Belfast. For mange år siden.

Mens han uden at blive opdaget var fulgt efter Kelly indtil ’32, var der noget, som dæmrede. Han kunne ganske vist ikke forbinde noget navn med det ansigt, men han vidste, hvem fyren var: en af IRA-Eddie Doyle’s venner.

MacIntyre havde deltaget i den SAS-undercover-kommando, som havde skudt Doyle ned i et bagholdsangreb. Doyles medsammensvorne, der havde ventet i bilen, var flygtet fra stedet. Man kunne ikke identificere ham, men MacIntyre ville aldrig glemme det ansigt.

Ja, ja da, godt nok – tænkte han, så er San Francisco alligevel ikke så kedelig. Her havde han en rigtig, levende IRA-mand for sig, i hvert fald en tidligere IRA-mand.

Kunne han ikke tænkes at være en af Hundens Harer? MacIntyre blev straks fuldkommen nøgtern. Det kunne være den lejlighed, han havde ventet sådan på. Denne rødnæsede overklasse-major skulle få at se, skulle han.

Han bestilte en tallerken pommes frites, druknede dem i ketchup og indstillede sig på at observere det hele i ro og mag. Udlejningsbilen var parkeret to gader længere væk i retning af Molly Maguires. Han tvivlede på, at Sammy eller Butch ville være i stand til at køre bilen – tossede fjollerikker! Når denne Paddy tog afsted, så ville blodhunden MacIntyre sætte sig på færden af ham.

*

Alo Nagle kom forpustet til Molly og landede midt i kaos. Gud! Han var sent på den. Det var muligt, at manden fra Belfast ikke var der længere. Og han var der ikke mere. Fats kaldte ham hen til bardisken, spenderede en drink og begyndte med ustyrlig begejstring at fortælle om den store sejr.

Alo afbrød ham sagte og tog ham til side.

»Fats, har der været en fyr, som ventede på mig? Fra Norden. Sådan omkring de 35, uden skæg«.

En mere nøjagtig beskrivelse kunne han ikke levere. Han havde aldrig mødt Kelly før, men hans ansvarlige kontaktperson, som havde arrangeret dette møde, lagde stor vægt på, at manden fra Belfast skulle have al den hjælp, han havde brug for. Så længe det tjente sagen, var Alo parat til alt.

Fats spidsede munden.

»Ja, der sad sådan en fyr derhenne i hjørnet, før slagsmålet startede. Men nu er han altså væk«.

»Tak Fats. Jeg kigger mig omkring i de andre pubber«.

Nagle var allerede på vej.

»Alo, er han én, man kan stole på? Du véd... «, blinkede Fats skælmsk, »én af vores?«

Nagle tøvede. Derefter hviskede han lavmælt:

»Logo, Fats, men det bliver mellem os to. Han er en af vores, lige ankommet fra overthere«.

»Jeg tier som en grav«, svarede Dolan ligeså lavmælt.

»Drik en til på min regning, før du går«.

Alo sagde nej tak og hastede ud af pubben til middagslysets bragende sol. Jeg kigger først i `32, tænkte han. Jeg lader bilen stå her, nærmere kan jeg alligevel ikke parkere. Han ilede opad gaden.

MacIntyre så Kelly komme ud af ´32, krydse gaden og kigge hovedrystende på sit ur. Han var lige ved at rejse sig for at følge efter ham, da en stor, gråhåret mand stakåndet kom løbende op ad Geary Avenue og standsede foran Kelly. Alo præsenterede sig og undskyldte sin forsinkelse, tog Kelly under armen for at føre ham til hans 78’er oldtimer, der stod parkeret længere nede af gaden.

MacIntyre fulgte efter, uden de bemærkede det. Hans udlejningsbil var parkeret kun 100 meter fra Nagles oldtimer. Da Noraid-manden og Kelly kørte afsted i retning af byens centrum, hægtede skotten sig direkte på de to.

I Molly blev Fats afløst af en bartender, som havde eftermiddagstjansen. Fats gik ovenpå for at telefonere. Det ville interessere hans kontaktmand i FBI. Han kunne sikkert få en særpræmie til sin pensionsopsparing for de her oplysninger...

Ravage i Crackpusher-huset

Hennesey sad på toilettet og forsøgte at koncentrere sig. Det var svært. I to dage havde han været fuldkommen »stoned«. Slimet i hans hals smagte bitter. Hans ene hånd var lænket til vandrøret, den anden var fri, for at han kunne vælge fjernsynsprogrammer med fjernbetjeningen eller spise fra bakken, hvorpå Kelly serverede mad til ham to gange om dagen, eller tage sig en drink eller noget stof, der var sat frem til ham på det lille bord ved siden af toilettet.

Der var bøger og tidsskrifter, men det meste af tiden lå han og døsede i sin rus. Han havde aldrig været nogen stærk personlighed, og på et tidligt stadium af dette spil var han kommet til den konklusion, at han havde mistet jordforbindelsen. Derfor havde han besluttet sig: Svøm med strømmen! Og således lå han og sang for sig selv.

Han drømte. Han var i Ægypten, boede hos fellakker, sad på en tagbjælke og så ud over Nilen. To nøgne, meget smukke nubiske slavepiger med småpigebryster og kulsort kussehår sværmede rundt omkring ham og aflæste i øjnene alle hans ønsker. Mens en af pigerne kærtegnede hans pik, stoppede den anden nubiske pige kokain i hans næsebor, der blev større og større. Hans pik og hans næsebor svulmede op i samme rytme, uden afbrydelse.

Da han var lige ved at eksplodere, mærkede han et tungt slag i baghovedet og vågnede med et hosteanfald. Dumt som et får stirrede han ned ad sig selv og så de afslørende spermapletter på sine boxershorts.

Kellys smilende ansigt over ham var som et mareridt.

»Kommet igen?«, spurgte han.

»Her, tør dig først lige af, din ækle stodder!«

Han rakte den skamfulde slapsvans Hennessey en rulle toiletpapir.

Han gik ud og vendte tilbage med et glas Scotch, som han tilbød den totalt forvirrede Hennessey.

»Her, drik det! Jeg har et spørgsmål til dig. Hvor er det nærmeste crack-hus?«

Chuck så fuldstændig forbløffet ned i glasset.

»Jeg vidste slet ikke, at du var til stoffer. Hvad skal du bruge crack til, jeg har jo en masse godt stof fra Colombia«.

Kelly stirrede på ham.

»Nej, du har ikke mere«, sagde han med mild stemme, tog de små papirpakker og vendte sig om mod vasken. Han åbnede for hanen. Hennessey krøb sammen.

»Nej, nej for Guds skyld! Lad være med det! Hvad vil du?«

Kelly så på ham med foragt i blikket.

»Jeg har jo sagt det, adressen på det nærmeste crackhus«.

Chuck tænkte så det knagede i hans omtågede hoved. To dage med kokain og alkohol havde anrettet betragtelige skader.

»Oakland«, stammede han.

»Der findes sådan et mødested i et boligkvarter, 66th Avenue på hjørnet af East 14th Street. Den gamle 69-pøbel hænger stadig ud der omkring. Dem og så familien har de booket ind, men du kan altid have heldet med dig dér, hvis du virkelig vil. I San Antonio Village kan du også få fat i noget stof. Hvad er det du vil? Jeg kan levere det hele«.

Flugtfantasier, som stofferne havde fremkaldt, truede med at løbe ham over ende.

»Beskriv sådan et crackhus for mig. Indtil videre har jeg kun set sådan nogle steder i dokumentarfilmene om Nancy Reagan«, sagde Kelly smilende.

»Hvordan ser der ud sådan et sted?«

Hennessey tænkte efter et sekunds tid. Det var et par måneder siden, han havde været sådan et sted, sent om natten, da han ikke havde mere stof og TV-programmerne var dødssyge. Normalt fik han sine forsyninger fra yuppierne på kontoret.

»Du har vel ikke tænkt dig at gå derhen?«, spurgte han langsomt.

»Jeg mener, det bliver man altså virkelig deprimeret af. En bunker, er det. Ingen vinduer. Jernplader og hængelåse på døren. Det eneste der er derinde, er et toilet, for at man i tilfælde af en razzia kan skylle stoffet ud. Ellers finder du kun små æsker, poser til de små breve, crack og udstyr i tilfælde af, at du vil indtage stoffet på stedet, før du kommer ud af hullet. Der er altid mindst tre store, kraftige sorte drenge, som indkasserer pengene. De er bevæbnet til tænderne«.

Kelly lo. »Bevæbnet med hvad?«

Hennessey trak på skuldrene.

»Jeg ved det ikke. Da jeg var der sidste gang , så det ud som et våbenlager. De havde uzi’er, magnums og sågar en ting, der så ud som en Ingram med lyddæmper«.

Kelly smilede over hele ansigtet.

»Udemærket«, mumlede han, »det lyder jo som et fornøjeligt selskab«.

»Amerika er som en overvældende smuk kvinde. Du møder hende og kan knap fatte det, når hun efter mørkets frembrud går med dig hjem. Jeg mener, der var sådan en stor konkurrence, og hun besluttede sig for dig! Og når du så endelig har klædt hende af og du står overfor en lidenskabens nat, som du i din vildeste fantasi ikke har drømt om, betror hun dig, at hun har en sygdom, en afskyelig, ækel sygdom, som vil få hele din krop til at rådne og din pik til at skrumpe ind og blive livløs, så den dingler og falder af ved den mindste berøring. Sådan er Amerika og sygdommen hedder kapitalisme. Men selvfølgelig er der stadig folk, der bruger det gammeldags udtryk, nemlig begær«.

»Du er skør. Fuldstændig skør«, skreg Hennessey, der blev grebet af panik, da de kørte gennem Caldicott-tunnelen, væk fra det stinkende rige Orinda og ind i det rigeligt stinkende Oakland. Hvad var det her for et gudsforbandet karma, tænkte han.

Den ene dag kunne omfavne hele verden og den næste dag være tvunget til at køre med en tosse, der havde kidnappet hans mor og truede med at ødelægge hele hans lille verden, til Oakland, hvor han havde planer om at stjæle pistoler fra en bande farlige, sværtbevæbnede, sorte junkies. Det var et mareridt.

Kelly sad afslappet på sædet ved siden af, med sin Walther skudklar i højre hånd.

»Tag dig sammen og kør!«

Klokken var 13.30.

På det rustne gadeskilt stod Ingen gennemkørsel!

Neden under teksten havde en eller anden kradset: »Og heller ikke noget let liv, I røvhuller!«

I de snævre gyder, der løb i svimlende zig-zag bort fra hovedgaden, tårnede affaldet sig op. Meget brugte brugtvogne var parkeret langs de forfaldne kantsten.

En forhutlet gadehund pissede op ad en bil, og løb væk hen over det skrald, der lå spredt på fortovet. Et smagløst og forfaldent butiksskilt dinglede pibende i vinden foran endnu en nedlagt grillbar. En bydel, hvor man træder på speederen, når trafiklyset viser rødt.

Der så ikke ud til at være en levende sjæl på gaden, men Hennessey følte de mange stirrende, fjendtlige blikke rettet mod dem fra de nedslidte boligblokke – og han fik gåsehud. Virkningen af den tågede sødme fra stoffet var ved at svinde ind. Han havde for alt i verden brug for en ny dosis. Han tog begærligt en slurk fra Johnnie-Walker-flasken, som han med tilladelse fra sin fætter venligst havde fået lov til at tage med sig.

Kelly smilede.

»Helt på toppen, min søn. Det her minder mig om Ballymurphy. Eller sågar Short Strand. Hjemstavn, min kære hjemstavn. Hvor er nu denne syndens bule?«

Stumt pegede Chuck på en boligblok sømmet til med brædder på den anden side af gaden. Pudset hang i laser på muren.

»Bank på døren og spørg efter Prince«, snøvlede han.

»Jeg lader motoren løbe og venter på dig her. Vær hurtig!! En bil som den her, i det her kvarter – det giver helt sikkert ballade«.

Kelly grinede og skubbede Chuck i ribbenene med sin Walther.

»Stig ud, fætter, ud! Prøv ikke at sætte min tålmodighed på prøve. Du marcherer nu derover og køber lidt stof. Derefter kommer du tilbage og fortæller mig, hvor mange af vores markedsbevidste venner, der opholder sig derinde og hvordan de er bevæbnet«.

Han løste håndjernene, som var fastgjort til bildørens armstøtte.

»Og kom nu ikke på den tanke at advare dem eller forsøge at forsvinde herfra. Jeg holder øje med dig og til fods vil du alligevel være fortabt i løbet af fem minutter. Jeg tror nu heller ikke, at disse gangsterbasser vil have meget lyst til at høre på, hvad en hvid næsebjørn vrøvler af sig. Køb for 20 dollars stof. Dermed har du en god grund til at komme igen efter en halv times tid«.

Han åbnede bildøren og trak den rystende Hennessey ud på det hullede fortorv.

*

»Bevæg dig«, knurrede Kelly, »og tag dig sammen«.

Klokken var 14.30. Naboerne holdt siesta. En halv time tidligere havde Hennessey erhvervet sig en 20-dollar-klump. Den kløede stadig væk i hans bukselomme. Kelly havde forbudt ham at røre den. Han bankede på jerndøren, velvidende at Kellys Walther var rettet mod det, der var tilbage af hans rygrad. Kighullet i døren blev åbnet og et par mørke, vrede øjne mønstrede ham.

Hennessey så forfærdelig ud og sådan følte han sig også. Vagten måtte tænke, at han var en af de virkelig trofaste kunder.

»Jeg har brug for mere«, stammede Hennessey.

»Jeg har også taget en ven med«.

Vagten grinede.

»Hvem er det, Bloodman? «, drønede en stemme ud til dem.

»Hvide penge«, svarede dørvogteren.

»Som hvidt kød, smager bare bedre«, råbte Prince. Desuden er det lettere at snyde dem med vekselpengene, tænkte han.

»Lad dem komme ind«.

Bloodman skubbede døren op.

Med et hårdt stød i lænden blev Hennessey skubbet i jorden og Kelly skød løs på Prince, som sad ved et bord. Da den overraskede livvagt greb ud efter sin Uzi-maskinpistol, blæste Kelly hans hjerne ud og vendte sig lynhurtigt om for også at gøre det af med Prince.

En halvnøgen teenagepige, som hang i hjørnet, skreg. Hennessey lå på gulvet og stønnede. En sidste rallen lød fra Princes strube. Blodet, som løb ud af hans hals, gennemvædede hans sorte skjorte, før det tilsølede hans hvide Gucci-slips.

Kelly agerede med iskoldt overblik. Deeks, den sidste fra banden, en mager teenager, stod fuldstændig stille og med løftede arme ved væggen. Af de tre tilstedeværende kunder, der alle var sorte, var to så langt væk i deres rus, at de ikke var i stand til at røre sig, mens den tredje hemmeligt forsøgte at få fingrene i den lille klump koks på den væltede papkasse, pusherne havde brugt som bord.

Kelly tog fat om pistolen med begge hænder og bøjede sig ned i knæ. Dette havde han tydeligvis snarere set i en Clint-Eastwood-film end i en af IRAs træningslejre. Han rettede sin Walther mod Deeks.

»Hit med pengene, dit røvhul!«, hvæsede han og skubbede en brun indkøbspose hen til ham, mens han løftede Uzi’en op fra gulvet.

»Saml de andre våben op«, beordrede han Hennessey, »og tag dig ikke af den lortefyr«.

Klodset langede Hennessey ud efter AK-stormgeværet og automatpistolen, som Bloodman havde tabt. Tøvende vendte han sig mod koksklumpen, men Kelly tog ham i håret og trak ham hen til døren.

»Ind i bilen med dig, røvhul«.

Han holdt de overlevende i skak med sin Walther, Uzi’en holdt han i venstre hånd. Hennessey løb for livet. Han havde ikke regnet med, at Kelly ville starte et angreb. Indtil det sidste havde han ikke forestillet sig, at han blev tvunget til at deltage i udførelsen af den skrupskøre plan.

Et skud lød fra en af husblokkene ved siden af, det blev fulgt op af en hel skudsalve, der lød som et maskingevær. Hennessey skreg op, da han mærkede, at en kugle strejfede hans jakkeærme. Han faldt pladask om, kom på benene igen og tumlede ind i bilen.

Omkring ham var luften fuld af bly. Ud af øjenkrogen kunne han se Kelly komme baglæns ud af Crack-huset, afgive en salve med Uzi’en mod betonvæggen og derefter i en lynhurtig drejning skyde på den gruppe af sorte unge mænd, som fyrede løs på Hennessey fra en nedlagt tankstation 100 meter borte.

De gik øjeblikkelig i dækning, da Uzi’en efterlod et mønster i væggen og Kelly, som stadig væk holdt papirsækken med pengene og skydevåbnene tæt ind til sig, spurtede hen til bilen, sprang ind i den og startede motoren. Klokken var 14.35.

*

Oaklands hemmeligt opererende narkospecialkommando SDU 2, modtog et opkald klokken 14.40. Politienhedens hovedaktivitet var normalt boligkvarterene i det østlige Oakland fra 69. Avenue til 108. Avenue samt de kommunale boligblokke i Vest-Oakland.

Men narko-strissere er fleksible. Sergent Tony Ramirez var med i den første gruppe, som kl. 14.44 stormede Crack-huset. Ud over er par lig og nogle blodindsmurte koksbreve fandt de ingenting, kun en spraytekst på væggen: HVIDE BASTARDER – IKYM660.

Fortsættelse af Modkrafts føljeton følger næste weekend

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Hunden – 12. kapitel

Hunden – 13. kapitel

Hunden – 14. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce