Voteman opfordrer ikke til at stemme

Danske politikere kritiserer den såkaldte Voteman-video for at være sexistisk.

Hvad danske politikere ikke ved, er, at de samtidig kritiserer filmen, fordi den viser, at det liberale demokrati ikke fungerer. Den opfordrer faktisk vælgerne til ikke at stemme.  

Folketinget har trukket videoen tilbage, fordi den beskyldes for at være sexistisk. Det ved vi. Men der er også en helt anden årsag som man finder i det ubevidste.

Det kan Slavoj Žižeks ideologikritik kan hjælpe os med at forstå.

Indtil videre er det en feministisk læsning af videoen, der har domineret den offentlige debat.

Özlem Cekic har blandt andre leveret kritikken. Hun argumenterer for at videoen reproducerer en patriarkalsk diskurs, der valoriserer bestemte essentialiserende forestillinger om kønsidentitet.

Den mandlige kønsidentitet konceptualiseres ved vold, styrke og aggression. Den kvindelige kønsidentitet markeres ved underkastelse, prostitution, sexobjekt osv.

Men kan vi ikke godt gennemskue, at der er tale om essentialiserende repræsentationer af kønsidentitet? Ofte kan den identitet, man bliver tildelt, udnyttes kreativt. Man kan benytte de huller, den patriarkalske eller racistiske diskurs efterlader.

Barcelonas fodboldstjerne Dani Alves er et perfekt eksempel. Han har omfavnet en racistisk stereotypifisering, da han spiste en banan, som en tilskuer havde kastet efter ham før et hjørnespark. Han tager den racistiske »abe-identitet« på sig, men med det omvendte resultat.

Han udstiller den racistiske diskurs’ radikale kontingens, og får dermed alle til at se, hvor latterlig den er.

Om Voteman behandler den patriarkalske diskurs på samme måde, kan være svært at afgøre, men der er et andet aspekt ved filmen, der er langt mere interessant.

Videoen er nemlig ideologi par excellence.

Træder vi ind i den slovenske filosof Žižeks univers, kan videoen læses som det liberale demokratis ideologiske fantasme.

Fantasien bliver udgjort af to momenter: Først fortæller den, hvorfor det liberale subjekt og samfund er mangelfuldt. Her møder vi figuren Voteman, før han bliver voldelige stemmenarkoman. Han stemmer ikke. og har derfor ingen indflydelse på samfundet.

Voteman - den liberale demokrat - er ude af stand til at nyde. Fantasmet viser dog vejen til, hvordan Voteman kan blive et helt subjekt og dermed i stand til at nyde: Ved at stemme.

Det liberale subjekt og det liberale demokrati kan altså blive fuldkomment, hvis bare vi stemmer.

Men det ideologiske fantasmes funktion er blot at dække over, at det liberale demokrati er gennemskåret af en grundlæggende mangel. For hvem er Voteman? Voteman er Mogens Lykketoft, Özlem Cekic, partierne, staten, det liberale demokrati med en erigeret penis.

Votemans erigerede penis skal ikke læses som symbolet på magt og indflydelse. Den skal i stedet, qua Žižek, læses modsat.

Den unge vælger fortæller samfundet: ”På trods af din magt - din virile potens - kan du ikke gøre noget ved, at jeg ikke stemmer”.

Skræller man det ideologiske fantasme væk, står en kastreret Voteman frustreret tilbage og råber, at det liberale demokrati og stemmeafgivning aldrig kan levere det perfekte samfund, aldrig kan levere den indflydelse, der loves.

Her ser man årsagen til, at politikerne kritiserer og trækker videoen tilbage.

På det bevidste plan – det vi ved – symboliserer den en essentialiseret repræsentation af kønsidentitet. Her fordømmer politikerne videoen, fordi de ikke kan identificere sig med de portrætterede identiteter.

På det ubevidste plan – det vi ikke ved, at vi ved – videregiver videoen forestillingen om det liberale demokratis fallit. Den transmitterer ideen om, at stemmeafgivning aldrig kan levere den nydelse, det liberale demokrati lover os.

Det pudsige er, at vi alle sammen godt ved det, men indser det ikke. Vi ved godt, at det blot er et fantasme, men vi handler som om, det er virkelighed.

Det ideologiske fantasme skal dog ikke forstås, som en marxistisk falsk bevidsthed, der tilslører et før-ideologisk subjekt. Demokratiet kan være effektivt, det er det bare ikke i dets nuværende liberale udformning.

For at træde igennem fantasien, må vi indse, at vi ikke skal stille os til rådighed for det liberale demokratis begær – stem og alt bliver godt!

Vi skal stemme – ingen tvivl om det – men vi skal konstruere vores eget ideologiske fantasme, hvor begærsopfyldelse involverer meget mere end blot stemmeafgivning.

Venstrefløjen bør derfor indse, at EU ikke er et iboende neoliberalt projekt. Det kan og skal ændres i en mere socialistisk og demokratisk retning.

Ubevidst er Voteman enig.

Kasper Vincents er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet