Tesfaye, Dragsted og Thulesen-Dahl i fællesfront?

De to unge socialdemokrater, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye, har foreslået, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti går sammen og skaber et alternativt flertal i dansk politik.

Et skrækscenarie for Enhedslisten skulle man mene, men en af Enhedslistens politiske rådgivere, Pelle Dragsted, advarer alligevel imod at benytte ”automat-reaktioner”. I stedet skriver han, at det er en relevant debat, om der er det, som nogen har kaldt ”det alternative velfærdspolitiske flertal”. Dette flertal må, hvis det skal være et flertal, som meningsmålingerne ser ud nu nødvendigvis inkludere Enhedslisten. Derfor er formålet med denne blog at slå automatreaktionen fra, og argumentere imod et sådant samarbejde.

Muligheden for ”det alternative velfærdspolitiske flertal” bygger på to antagelser. For det første at Socialdemokratiet har et reelt ønske om at forsvare og udbygge velfærden, og at regeringen fører nyliberal politik på grund af Det Radikale Venstre. For det andet at Danske Folkepartis ønske om velfærd ikke bare er populistisk. Derudover forudsætter det en enighed mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten som ikke eksisterer, hvilket vi vil vise gennem en analyse af, hvordan venstrefløjen og nationalister forholder sig til EU's trussel mod velfærden. Det er et område, hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten er relativt enige, alligevel er der ikke basis for et samarbejde.

Regeringen fører de Radikales politik, men det skyldes ikke de radikales uproportionelt store magt, men at radikal politik varetager stærke kræfters interesser, både nationalt og internationalt. I Danmark har de støtte hos finanssektoren, i Finansrådet og den store virksomheds interesseorganisation Dansk Industri. Internationalt støttes de radikales politik af Finanspagten og de liberalistiske krav, som den Europæiske Centralbank og IMF stiller. Disse stærke kræfter ville også påvirke en regering, selvom de radikale ikke fandtes. Det er derfor, at socialdemokratiske regeringer i andre vesteuropæiske lande fører samme politik, selvom de ikke samarbejder med et liberalistisk parti.

Den anden antagelse er, at Dansk Folkeparti reelt ønsker velfærd. Det afviste Enhedslisten i 2000, hvor Frank Aaen skrev: "Der er næppe noget andet parti, der så præcist vil ramme de dårligst stillede i samfundet, som Dansk Folkeparti". Hvordan dette skulle have ændret sig, er svært at se. De mellemliggende år har budt på 10 år med VKO samarbejde. Et samarbejde der bød på hetz mod muslimer, krige og forringelse af velfærden.

Samarbejdet imod EU?

Læser man Pelle Dragsteds debatindlæg i forbindelse med en række domme fra EU domstolen, der i september gav alle EU borgere, der har arbejdet i en meget kort periode i et land, ret til sociale ydelser, kan man godt forstå, at han overvejer et alternativt flertal, der inkluderer Dansk Folkeparti.

I debatindlægget, der er lagt op på politiken.dk. d. 25.9., foreslår han et velfærdsforbehold. Forbeholdet skal bryde med ”EU's grundtanke om kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.”

For venstrefløjen har dette brud altid skullet ske ved at begrænse kapitalens frie bevægelighed og udvide bevægelses friheden for alle mennesker, ikke bare dem kapaitalen vil benytte som arbejdskraft. Alligevel er Dragsteds svar, at Danmark ikke skal ”importere arbejdskraft inden for brancher, hvor der i forvejen er høj arbejdsløshed herhjemme”. Altså at retten til at søge arbejde i Danmark for arbejdere i EU, skal begrænses. Forslaget bygger på den antagelse, at der er arbejdsløshed i Danmark, fordi indvandrere tager vores job, i stedet for at arbejdsløsheden skyldes den økonomiske krise. Dragsted får nok sværere ved at få opbakning på venstrefløjen, end hos Kristian Thulesen Dahl til det forslag.

Venstrefløjens udgangspunkt har normalt været, at arbejdsløsheden skyldes den økonomiske krise. Hvis det var tilfældet, ville det logiske svar være at begrænse kapitalens rettigheder, ikke arbejdernes. Det har Enhedslistens politik også altid bygget på. Vi har tidligere foreslået en skat på finansielle transaktioner, dels for at begrænse spekulation, dels for at sikre indtægter til offentlige investeringer, sociale ydelser eller andre job og lighedsskabende tiltag.

Dragsted argumenterer i samme debatindlæg også for at: "Danmark går sammen med andre velfærdsstater i EU om at få ændret de EU-regler, der truer med at ødelægge solidarisk velfærd og et organiseret arbejdsmarked.” Det lyder jo tiltalende, men er urealistisk. Hvis magthaverne i Danmark og de andre velfærdsstater i EU ville have solidarisk velfærd og et organiseret arbejdsmarked, er det svært at forklare afviklingen af velfærdsstater i alle disse lande.

Ønsket om at nationalstaten Danmark skal spille en progressiv rolle i EU, bunder i en forkert analyse af drivkræfterne bag opbygningen af velfærdsstaten. Ifølge Dragsted er det ”vores forældre og bedsteforældre, der har gjort Danmark til et friere, rigere og tryggere samfund, end i mange af de andre udviklede lande.” Men det er ikke alle forældre og bedsteforældre, der har skabt velfærdssamfundet. Det er kun de forældre og bedsteforældre, der har været aktive i arbejderbevægelsen, på venstrefløjen eller i andre progressive bevægelser.

Et forsvar for den solidariske velfærd forudsætter, at vi genopbygger fagbevægelsen og andre progressive kræfter. Og at venstrefløjen overlader forestillingen om et dansk folkefællesskab, til Dansk Folkeparti. Velfærdstaten er truet af eliten i Danmark, der gennem EU samarbejder med eliter i andre lande om afvikling af velfærden.

Derfor har venstrefløjens kritik af EU domstolen også altid være rettet mod de fagforeningsfjendske domme, f.eks. forbuddet imod eksklusivaftaler og Laval dommen, der forbyder kampe for krav om løn- og arbejdsforhold efter danske overenskomster i forbindelse med udenlandske virksomheders brug af arbejdskraft fra hjemlandet. Her er der intet fælles fodslag med Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti bekæmper også gladeligt fagbevægelsen. Under Vejlegårds konflikten foreslog Dansk Folkeparti et blokadeforbud.

Der ER altså intet grundlag for et samarbejde mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti, selv ikke i forhold til at bevare velfærden, når den er truet af EU regler. Dette fordi venstrefløjen ser eliten som truslen. Det er ikke østarbejderne, der bliver rige af, at de bliver underbetalt. Det er dem, der ansætter dem, der profiterer på det. Derfor er venstrefløjens svar også at styrke de faglige organisationer, så de kan sikre at østeuropæiske kolleger bliver organiserede. Dansk Folkeparti ser arbejdere fra andre EU-lande som truslen, og en ordning der sikrer dansk arbejde til danske arbejdere som svaret.

Muligheden for ”det alternative velfærdspolitiske flertal” er selvfølgelig attraktivt, hvis kampen for velfærden først og fremmest skal føres i Folketinget. Derfor er det forventeligt, at Dragsted ønsker en debat om det, i lyset af hans debatindlæg på politiken.dk, samt regeringens finanslovsforlig med Venstre og Konservative. Men Enhedslisten og resten af venstrefløjen burde uden yderligere overvejelse afvise det. Et samarbejde med Dansk Folkeparti kan måske skabe et alternativt flertal, men der er ingen velfærd i det, men derimod racisme og blokadeforbud. I stedet må venstrefløjen se udenfor Folketinget for at finde den styrke, der skal forsvare og videreudvikle velfærden. At der ikke er basis for et samarbejde, betyder dog ikke, at vi ikke i nogle tilfælde kan ende med at stemme det samme som Dansk Folkeparti, som det for eksempel var tilfældet da Enhedslisten og Dansk Folkeparti sammen sikrede, at en evt. dansk tilslutning til EU's patentdomstol skulle afgøres ved en folkeafstemning.
 
Anna Rytter, EL Østerbro
Bodil Marie Garde, EL Albertslund
Jacob Olesen, EL Rebild
Lars Henrik Carlskov, EL Århus
Anne de Haas, EL Valby
Jakob Lausch Krogh, EL Amager Vest
Mille Stockner, EL Høje Taastrup
Kasper Pauli Pedersen, EL Ikast-Brande
Jesper Juul Mikkelsen, EL, Amager Vest
Trine Østergaard Lise, EL Valby
Benny Allermand, EL Amager Øst
Bo Nielsen, EL Amager Øst