Finanslovsforhandlingerne viste manglen på et alternativ

Finanslovsforhandlingerne er overstået. Resultatet blev en tættere sammenknytning af regeringen og oppositionen. Enhedslisten blev fravalgt i sidste øjeblik. Hvad de faktiske årsager til dette valg fra regeringen er (og der er sandsynligvis mange), vil jeg ikke spekulere over her. Hele diskussionen efterfølgende om, hvem der havde ”skylden” for fravalget af Enhedslisten, er helt absurd. Der er ingen tvivl: den enighed som regeringen og Enhedslisten havde forsøgt at forhandle sig frem til blev på blot få timer nået med oppositionen. Regeringen og oppositionen ligger simpelthen politisk tættere på hinanden. Det burde dog ikke komme som en overraskelse. Regeringen erklærede allerede i sit eget grundlag, at ville videreføre VK-regeringen økonomiske politik. Hvis vi ser bort fra det show, der føres på Christiansborg og i medierne, så er der reelt tale om en sammensmeltning mellem regering og opposition, en udvikling som ikke bare er dansk, men som er et generel fænomen i den neoliberale og post-demokratiske periode. En pointe jeg skal vende tilbage til.

Først og fremmest skal det slås fast: det er godt, at Enhedslisten ikke indgik i endnu et finanslovsforlig. Enhedslistens folketingsgruppe viste her en stærk karakter og at den kunne stå fast når det gælder. Forestillingen hos desillusionerede SF’ere og kræfter inden for Enhedslisten om, at en finanslov med Enhedslisten ville gøre en forskel, er dog under alle omstændigheder forkert og bygger på en grundlæggende forkert præmis. Reelt bliver der forhandlet om et utroligt lille småbeløb. Det, der faktisk bliver forhandlet om, er ikke andet end krummer, og selve forhandlingerne er det rene show, et skuespil, der bliver opført om hvor krummerne tilfældigvis lander.

Realiteterne er nemlig, at uanset hvem regeringen havde indgået finanslovs-”forlig” med, så var dette sket inden for nogle klare neoliberale rammer. Helt grundlæggende er finansloven nemlig en neoliberal finanslov, hvis formål er, at holde den offentlige vækst nede og underskuddet under det, som finanspagten og budgetloven dikterer. Det neoliberale hegemoniske regime der hersker ikke bare i EU men også rækker langt herudover med IMF, Verdensbanken og USA i spidsen sætter nogle rammer, som de enkelte landes regeringer ikke uden videre kan bryde med. Neoliberalisme er ikke bare et spørgsmål om det man kalder ”policy”, dvs. et spørgsmål om forskellige partiers formulerede politik. Neoliberalisme er langt mere grundlæggende en betegnelse, der hænger sammen med hele kapitalismens omstruktureringsproces fra 70’erne til i dag. En proces der har igangsat en krise i både den internationale økonomi og i de repræsentative ”demokratier”, hvilket har indledt en ny post-demokratisk periode, hvor forskellen mellem regering og opposition udviskes. En situation som befolkningerne verden over siden 2011 desuden har rejst sig i oprør imod.

De specifikke rammer, inden for hvilke den danske stats budget bliver udformet, er konkret udstukket af EU-eliten, men skal altså også ses som en del af denne omtalte mere grundlæggende proces, neoliberalismen. Inden for de konkrete rammer udstukket af EU bliver der reelt ikke forhandlet om andet end ligegyldige småbeløb, og det er derfor en stærk tilsnigelse overhovedet at kalde det for ”forhandlinger”. Enhedslistens folketingsgruppe (med HB’s mandat) gik desværre fuldstændigt ind på denne præmis. Det man i sidste ende valgte at stå fast på var de meget omtalte 2 bad. Ikke f.eks. dagpengespørgsmålet og på intet tidspunktet spørgsmålet om at være et alternativ til de neoliberale rammer.

Heldigvis endte det dog med, at Enhedslisten ikke stemte for den tredje neoliberale finanslov i træk. Til gengæld viste hele forløbet, at der i Danmark reelt ikke eksisterer et alternativ til den neoliberale blok. Samtlige partier på Christiansborg accepterer de neoliberale rammer, inklusive Enhedslisten. Hvis ønsket i Enhedslisten (som jeg selv er en del af) om at udgøre et socialistisk alternativ til disse rammer skal blive en realitet, bør nej’et til finansloven være startskuddet. Strategien om at ville trække det neoliberale administrationsparti Socialdemokratiet, og dets underafdeling SF, til ”venstre” har ingen hold i virkeligheden, med mindre man stiller sig tilfreds med krummer til gengæld for accept af de stramme rammer udstukket af EU og opgivelsen af målet om at være et alternativ. Hvis nej’et til finansloven er det første stop på vejen til at udgøre et alternativ, kan den næste 1. maj være et godt andet stop. En dag hvor røde pølser og fadøl kan erstattes af protest imod regeringens neoliberale reformer. Studenterne har allerede vist vejen, men hvor er Enhedslisten?