Militær optrapning i Chiapas

Lacandon-indianerne, der i 1971 fik tildelt en del af reservatet, er inden for de seneste uger begyndt at optræde som en paramilitær gruppe med forbindelse til gruppen Paz y Justicia. Observatører med kendskab til konflikten i Chiapas udtaler, at den optrappede situation har foruroligende ligheder med optakten til massakren i landsbyen Acteal i 1997, hvor en paramilitær gruppe myrdede 45 indianere, primært kvinder og børn.

Eliseo Gómez Hernández arbejder for det uafhængige forskningscenter CIEPAC, der i en årrække har beskæftiget sig med konflikten i Chiapas og den økonomiske situation i Mexico. Han har fulgt situationen i Montes Azules tæt, siden man i december 2002 fik kendskab til, at Mexicos føderale regering ville tvangsflytte 45 landsbyer, hvoraf størstedelen er støttebaser for EZLN. De sidste to uger har han deltaget i en kommission af observatører, der har til formål at forhindre overtrædelse af menneskerettighederne.

Den 10. april modtog landsbyen Nuevo San Rafael, beliggende i den sydvestlige del af Montes Azules, en trussel om tvangsflyttelse. Lacandon-indianere og repræsentanter fra regeringen gav indbyggerne et ultimatum: Inden kl 14.00 den 12. april skulle de være ude af Nuevo San Rafael.

– Fra den ene dag til den anden skulle de forlade deres jord, og for at konstatere, om de havde gjort det, ville lacandon-indianerne komme tilbage. Derfor bad indbyggerne i Nuevo San Rafael om, at der blev dannet en kommission af observatører, i hvilken jeg deltog, forklarer Eliseo.

Sammenstød forhindret

Som lovet kom lacandon-indianerne tilbage den 12. april, sammen med chol-indianere og personer fra statslige institutioner, der har med miljøbeskyttelse at gøre: PROFEPA (la Procuraduría Federal de Protección al Ambiente) og SEMARNAT (la Secretaría del Medio Ambiente y Recursos Naturales). I gruppen, der talte cirka 40 personer, var der også andre folk, som kommissionen ikke kunne identificere, men som med stor sikkerhed var fra forskellige politistyrker. De, der ledte gruppen, var lacandon- og chol-indianere.

Eliseo fortsætter:

– Indbyggerne i Nuevo San Rafael havde macheter for at forsvare deres jord. Men det der bekymrede os mest var, at nogle af lacandon-indianerne havde skydevåben med. Som observatører var det noget, der gjorde os meget bekymrede og bange, for det kunne ende i en aggression. Da de kom, var det faktisk os observatører, de angreb.

Nogle af Lacandon-indianerne omringede to journalister, der havde videokameraer med for at dokumentere hændelsen, og tog kameraerne fra dem. Derefter blev de fortalt, at observatører ikke er velkomne i området. Efter en times diskussion forlængede lacandon-indianerne ultimatumet med otte dage.

Den 19. april vendte observatørerne tilbage til Nuevo San Rafael og nabolandsbyen Nuevo San Isidro, der havde fået samme trussel, men indtil nu er lacandon-indianerne ikke vendt tilbage. I denne omgang har tilstedeværelsen af observatører altså forhindret et voldeligt sammenstød.

Paramilitær oprustning

Eliseo er tzotzil-indianer og kommer fra Chenalhó, en provins i højlandet i Chiapas, hvor landsbyen Acteal ligger. Han opholdt sig i området i månederne op til massakren i Acteal, og sammenligner optakten til massakren med den nuværende situation i Montes Azules:

– Det begynder med sammenstød mellem forskellige grupper og landsbyer. Og det virker som om, at ingen ser eller hører noget, og tilsidst sker der forfærdentlige ting, som det skete med vores 45 brødre fra Acteal.

– Og først da reagerer regeringen og vil gøre et eller andet, men så er det for sent. Derfor er vi meget bekymrede, for vi kan se, at noget lignende vil ske, og regeringen vil ikke tage stilling til noget. Så vi prøver at finde en måde at råbe regeringen op for at fortælle, at der er et stort problem, som behøver en løsning.

– Vi offentliggør og fordømmer konstant de ting, der sker i landsbyerne, sådan at regeringen hele tiden har information om, hvad der sker; og så de ikke bagefter kan komme og sige, at de intet vidste, om hvad der var ved at udvikle sig.

At situationen i Montes Azules er alvorlig, understreges af det faktum, at regeringen er igang med at paramilitarisere lacadon-indianerne. Der findes mange paramilitære grupper i Chiapas; deres opgave er ofte at udføre »det beskidte arbejde« for militæret, som regeringen ikke offentligt vil kendes ved, for at regeringen bagefter kan afvise angrebene som »stammestridigheder«.

– Det vi fandt ud af, var, at den føderale regering gennem dens institutioner har en meget stor del af skylden for det, der sker. For de tillader helt åbenlyst og motiverer endda lacandon-indianerne til at begå disse voldelige handinger mod de mange mennesker, der bor i denne del af Montes Azules. forklarer Eliseo.

Og Eliseo fortæller videre om hændelsen den 12. april:

– Man så, at mange af lacandon-indianerne bar våben. En lacandon-indianer, der ledte nogle af de mest agressive. bar et mavebælte og en drikkedunk fra hæren. Og jeg så en pistol stikke ud fra hans skjorte. Den dag vi var i Nuevo San Rafael, var den første gang, man har set lacandon-indianerne bevæbnet. Det bekymrer os, for det lader til at være tendensen i regeringens strategi at begynde at paramilitarisere lacandon-indianerne.

– Jeg ved ikke, om det har været igang før, men dette er det første bevis på, at de bevæbner lacandon-indianerne. Det er meget alvorligt, for det vil ikke bidrage til en løsning på landsbyernes problemer.

Lacandon-indianerne er inspirerede af den paramilitære gruppe Paz y Justicia, der har mange års erfaring med at true, chikanere og angribe landsbyer i området Tila, der har tilkendegivet deres støtte til oprørsgruppen EZLN. Medlemmerne af Paz y Justicia er chol-indianere, ligesom den gruppe, der fulgte lacandon-indianerne ved fremsættelsen af truslerne mod Nuevo San Rafael og Nuevo San Isidro.

Disse chol-indianere har det til fælles med lacandon-indianerne og Paz y Justicia, at de er priister, tilhængere af partiet PRI. Det er velkendt, at de paramilitære grupper organiseres af netop dette parti, der indtil 2000 havde haft regeringsmagten i 71 år.

Regeringen har ansvaret

Hårdere er det gået ud over landsbyen El Paraíso i den nordlige del af Montes Azules, hvor der ikke var nogle observatører tilstede. Den 16. april, satte en gruppe af lacandon-indianere fra området Nueva Palestina ild til mange huse og ødelagde 100 hektarer skov og afgrøder.

Lacandon-indianerne fik i 1971 tildelt en del af naturreservatet Montes Azules som et led i en aftale med den føderale regering, der udråbte dem som »beskyttere« af reservatet. Lacandon-indianerne har siden da givet tilladelse til udbredt skovhugst i reservatet anført af multinationale virksomheder. Dette har haft voldsomme miljømæssige konsekvenser, hvilket gør det tvivlsomt, om Lacandon-indianerne lever op til rollen som Lacandon-junglens »beskyttere og vogtere«.

Ikke desto mindre er det under dette påskud, Lacandon-indianerne fremsætter truslerne mod de 45 indianske landsbyer. Tidligere har regeringen fremsat påstande om, at landsbyerne skulle være en miljømæssig fare for området og påbegyndt tvangsflyttelsen. Reservatet Montes Azules dækker et areal på 331.200 hektarer (ha), hvoraf indbyggerne i Nuevo San Rafael og Nuevo San Isidro bebor og dyrker seks ha.

Indbyggerne i de 45 landsbyer kommer ikke oprindeligt fra Lacandon-junglen, men er fordrevne fra andre dele af Chiapas. Nogle kommer fra højlandet og området omkring Acteal, der var udsat for en blodig massakre i 1997. Andre kommer fra området Tila, hvorfra den paramilitære gruppe Paz y Justicia har fordrevet dem. Det er tzeltal-, tojolabal og chol-indianere, der har det til fælles, at de er kommet til Montes Azules, fordi de intet andet sted havde at tage hen.

Chiapas’ nye ærkebiskop Felipe Arizmendi Esquivel udtalte i avisen La Jornada den 22. april: »Størstedelen af de folk kom hverken dertil (til Montes Azules) fordi de havde lyst eller som turister, men fordi de var nødt til det, som flygtninge eller udstødte af deres landsbyer.«

Eliseo fra CIEPAC tilføjer:

– Vores store bekymring er, at regeringen ikke har nogen intentioner om at skabe en fredelig, forhandlet udgang af denne konflikt. Sidste lørdag lykkedes det os at komme til at snakke med personerne fra deres institutioner, og jeg spurgte dem, om de havde et forslag til, hvad man skulle gøre. For indbyggerne (i de 45 truede landsbyer) er der, fordi at der ikke er jord til dem, der hvor de kommer fra. De er der altså ikke, fordi de har lyst, men fordi de er nødt til at have jord til at dyrke afgrøder for at kunne ernære deres familier.

– De fra institutionerne sagde så, at der ikke var noget forslag, og at de kun var ansatte i staten, og at det ikke var deres opgave at komme med en løsning på problemet. Det er meget underligt, at statens funktionærer kan opholde sig i landsbyerne og deltage i konflikter, uden at de kan spille en mæglende rolle eller i det mindste fremsætte forslag, der kan give problematikken en fredelig og forhandlet udgang. Med hensyn til fordelingen af jord har regeringen altså et ansvar, de ikke har levet op til. Derfor må regeringen komme med en løsning.

Økoturister tilgodeses

Alt imens lacandon-indianerne og regeringen truer de 45 landsbyer med tvangsflyttelse, arbejdes der på fuld kraft med at etablere tre store vandkraftværker i den sydlige del af Montes Azules ved floden Rio Lacantún; at anlægge en motorvej, der skal dele den nordlige del af reservatet i to; og at bygge hoteller for at tilfredsstille den stigende skare af »økoturister«, der er villige til at betale for at opleve junglen på tæt hold.

Alt dette er en del af udviklingsplanen Plan Puebla Panama, hvis formål blandt andet er at tiltrække udenlandske investorer til området fra Puebla i Mexico til Panama i det sydligste Mellemamerika. Montes Azules er kendt for sin meget høje biodiversitet og derfor strategisk vigtigt i planen. Den potentielle udnyttelse af de rige naturressourcer gør området særdeles attraktivt for investorer.

Mexicos regering hævder, at Plan Puebla Panama og megaprojekterne i Montes Azules er en »plan for folket« til fordel for beboerne i Montes Azules. Men de er aldrig blevet spurgt om deres holdning. Istedet vælger regeringen at tvangsflytte de landsbyer, der er skeptiske overfor denne plan, uden at give dem nogen former for alternativer, endsige komme med forslag til løsninger på situationen. For folk i de berørte landsbyer gentager historien sig. Det er ikke første gang, de er blevet truet til at forlade deres jord.

Men igen idag tager Eliseo og kommisionen af observatører af sted til Montes Azules, for at forhindre tvangsflyttelserne og yderligere overtrædelser af menneskerettigheder. Eliseo udtaler desuden om kommissionens arbejde:

– Vi prøver at synliggøre, hvad der sker, sådan at regeringen kan spille den rolle, de bliver nødt til at spille. På intet tidspunkt vil vi lade os nøje, men hele tiden presse dem til at påtage sig den rolle, de er forpligtet til at spille og give denne problematik en løsning.

Af Anne Wind og Gudrun Pedersen, Chiapas 25. april 2003

Følg med i situationen på Indymedia Chiapas (spansk)

Besøg CIEPAC (spansk)

Læs rejsebreve fra Chiapas på Operation Dagsværk