Tolerance er dansk kultur!

Hvorfor er det lige, at så mange mennesker i dette land har så svært ved at tage hensyn til andre? Hvorfor er inklusion, tolerance og ligeværd ikke længere de herskende værdier i vores kultur? I stedet har egenkærheden, egoismen og en fordømmende attitude overfor alt, hvad der ikke ligner en selv, taget over. 

Sommerens største mediehistorier har igen og igen handlet om muslimer. Om hvordan de ikke vil tilpasse sig de danske værdier. Og hvordan de stiller krav om at danskerne skal vende op og ned på deres kultur og fralægge sig egne kulturelle værdier til fordel for muslimernes. Og så var der lige den der ene muslim, der fik lov til at udtale sig... Taletiden i medierne fik han sikkert kun fordi han dybest set talte hylekoret efter munden og pegede fingre af alle de der ekstremister, der er ude på at stjæle danskheden. Ikke et ondt ord sagt om Ahmed Akkari – han er som danske muslimer er flest. Men desværre bliver han fremstillet som om, at han er en enlig svale – undtagelsen, der bekræfter reglen, og han er dermed medvirkende til at cementere det dårlige omdømme, muslimer i Danmark generelt har. Han kan dermed også uforskyldt være medvirkende til at forstærke den hetz mod muslimer, der ser ud til at tiltage i styrke.

Debatten omkring halalslagtet kød i daginstitutioner og på sygehuse nåede uanede højder, da statsministeren og Københavns overborgmester samstemmende krævede, at der skulle svin på bordet! Samtidig mente statsministeren også (sammen med det sædvanlige hylekor fra det yderste højre), at halalkød i kølediskes skal mærkes. Ikke for at tage hensyn til muslimerne. Dét ville ellers have været en smuk gestus, hvis statsministeren havde formuleret sig i den retning. Nej, det handler ene og alene om at tage hensyn til de danskere, der absolut ikke vil putte kødet i munden, hvis en muslim har sagt en bøn mens dyret blev slagtet. Dyrenes Beskyttelse og andre organisationer har ellers udredt, at kødet er nøjagtig det samme uanset slagtemetode, og at halalslagtning rent dyreetisk er fuldt forsvarligt.

Men hvorfor er svinekød pludselig blevet en så vigtig del af dansk kultur, at man er villig til at nedgøre andre menneskers religiøse holdninger, for at bevare frikadellen på frokostbordet i børnehaven? Gør det egentlig noget, hvis børnene i stedet får kalkunbacon på æggekagen eller kalvefilet i stedet for koteletter? Der er helt sikkert ingen børn, der vil klage over, at frikadellefarsen pludselig er halv okse/halvt lam i stedet for halv kalv/halv flæsk. Der er formodentlig ingen, hverken børn eller voksne, der ville bemærke det, hvis ingen sagde det højt. Det handler jo om, at servere noget mad, som alle kan spise! Og i praksis har det også været sådan i mange institutioner i årevis. Og der har mig bekendt ikke været nogle klager over det.

Jeg har personligt ikke noget særligt forhold til dansk madkultur. Og jeg har en stærk fornnemmelse af, at de fleste yngre mennesker har det ligesom jeg. Den mad, vi spiser hjemme er inspireret af hele verden. Vi spiser italienske pastaretter, indiske gryderetter, japansk sushi, thailandske wokretter og supper, og en gang imellem også hakkebøffer med bløde løg og brun sovs. Det har derfor ingen særlig værdi for mig om opskriften er udtænkt af en jysk bondekone eller en italiensk mama. Mine værdier vedrørende mad handler om noget helt andet.

Jeg kan godt lide, at råvarerne er lokale og derfor passer til årstiden. Jeg kan godt lide, at jeg ved, at dyrene har haft et godt liv. Jeg kan godt lide, at maden ikke er fuld af tilsætningsstoffer og gift. Og sidst men ikke mindst kan jeg godt lide, at forarbejdningen af fødevarerne er sket under ordentlige forhold, af mennesker, der har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Dét er værdier for mig: lokal og giftfri produktion under de bedst mulige forhold for dyr og mennesker! Og det mener jeg burde være de værdier, vi går op i. Ikke om dyret har fået en bøn inden det blev slagtet, eller om farsen er lavet af flæsk. Det er simpelthen ikke værd at kæmpe for! 

I stedet burde vi bruge kræfterne på at kæmpe for et samfund, hvor der er plads til os alle sammen med de forskelligheder vi nu har. I en familie er der også tit nogle, der skiller sig ud. Der er fætteren med diabetes, som skal tages hensyn til, når der skal laves dessert og købes sodavand. Der er svogeren, som er vegetar, onklen med for højt kolesterol og måske endda en allergiker eller to. Der er for det meste også et par kræsne børn (og voksne!), der ikke vil have fisk, bønner, rugbrød eller noget andet. Dem tager vi som det naturligste i verden hensyn til, når der skal laves påskefrokost og julemiddag. Er der nogle, der er så heldige at have fået en muslim ind i familien, tager man naturligvis også hensyn til det, og skipper flæskestegen juleaften til fordel for en gås. Hvorfor kan vi ikke finde ud af at gøre det samme i den store familie? Er det så svært at indføre en værdi, der går ud på, at der skal være plads til alle? Det burde da være det naturligste i verden!

Så drop alle tanker om, at vi alle sammen skal være ens og at ”danskerne” alle er formet efter den samme skabelon, hvor flæskefars indgår i nederste trin af kostpyramiden. Tænk i stedet danskerne som en stor, sammensat og forskelligartet familie. Og tænk så på, hvor tolerant og næstekærlig man kan være overfor sin sære onkel og kusinen med de tossede holdninger. Prøv lige engang at udbrede den tolerance til naboerne, kollegaerne og børnenes legekammerater. Og udbred tolerancen til også at gælde taxachaufføren, kassedamen og sagsbehandleren i jobcenteret. Sidste skridt vil være, at udvise tolerance overfor alle de mennesker, du ikke engang har mødt endnu og alle dem, du aldrig kommer til at møde. Hvis vi alle sammen gad at pakke vores egoisme sammen og se ud over vores egen næsetip, kan enhver jo se, at der er rigeligt plads til os alle sammen med hver vores særheder og vi kan selv bidrage til at skabe plads til, at alle føler sig inkluderet i fællesskabet.