Annonce

USA
7. juni 2013 - 15:15

Ny strejke rammer udskældt amerikansk supermarkedskæde

Dårlige arbejdsforhold og chikane af fagligt aktive har udløst strejke blandt de ansatte hos den kontroversielle supermarkedskæde Walmart i USA. Fredag konfronterer de strejkende kædens aktionærere med deres krav.

Ansatte i supermarkedskæden Walmart, som siden den 29. maj har strejket i protest over dårlige arbejdsforhold, demonstrerer fredag den 7. juni foran kædens hovedkvarter i Bentonville, Arkansas, i anledning af et aktionærmøde.

Protesten retter sig mod Walmarts chikane af fagligt aktive såvel som dårlige løn- og arbejdsforhold og bakkes op af tekstilarbejdere fra Bangladesh, som leverer tøj til de amerikanske supermarkedsbutikker.

Demonstranterne er, inspireret af borgerrettighedsbevægelsens såkaldte »freedom rides,« rejst i busser gennem mere end 30 amerikanske byer, for at udbrede deres budskab inden de nåede frem til fredagens demonstration.

– Vi strejker fordi Walmart nægter at høre på os. De sanktionerer og truer os, når vi forsøger at råbe op om vores arbejdsforhold. Derfor står vi sammen her i dag. Vi vil have, at de skal høre os, fortæller Tsehai Alnav, der til dagligt arbejder i en Walmart i Crenshaw, Los Angeles til Modkraft.

Strejken er organiseret af Organization United for Respect at Walmart (OUR Walmart), og er den første længerevarende strejke i den fagforeningsfjendtlige supermarkedskædes historie.

Læs artiklen »Walmart workers plan a fresh protest, this time in bentonville« hos Bloomberg.

Se indslag om strejken hos Walmart.

Chikane af fagligt aktive

Sidste år organiserede OUR Walmart en endagsstrejke på USA's travleste indkøbsdage, den såkaldte Black Friday.

Op mod 500 ansatte deltog i strejken og endnu flere medvirkede i omkring 1.000 protester og happenings foran Walmart-butikker rundt omkring i landet.

Dengang var målet at sætte fokus på de ansattes dårlige arbejdsforhold, sexchikane, og urimeligt lave lønninger, der holder de ansatte fast i fattigdom.

Flere medlemmer af den faglige organisation har efterfølgende oplevet både repressalier og fyringer.

Det fremgår blandt andet af en rapport fra tænketanken American Rights at Work, som konkluderer, at »data tyder på at Walmarts managere forklæder repressalier mod arbejdere som legitim disciplinering eller almindelig håndhævelse af firmaets politik.«

Og det har konsekvenser.

– Repressalierne skræmmer folk. Ingen tør sige fra overfor ledelsen. Vi er her ikke bare for at råbe aktionærerne op, vi er her også for at vise andre arbejdere, at det kan lade sig gøre, hvis vi står sammen, fortæller Tsehai Alnav til Modkraft.

Hun har selv oplevet chikanen fra hendes overordnede i Walmart.

Da hun klagede over sine arbejdsforhold, blev hendes arbejdsindsats taget op til revision af ledelsen – og hendes timeantal blev skåret drastisk ned.

For en Walmart-ansat, der i gennemsnit tjener 8,81 dollars i timen, er det en høj pris at betale.

Mange ansatte er i forvejen afhængige af statslig understøttelse for at klare sig, ifølge studier citeret af organisationen »Making Change at Walmart.«

Læs rapporten fra American’s Rights at Work (pdf).

Se organisationen »Making Change at Walmarts« factsheet om arbejdsforholdene i Walmart (pdf).

Læs artiklen »Butiksansatte vil ødelægge forbrugsfest« hos Modkraft.

Se indslag med de strejkende ansatte i Walmart.

De ansatte i Walmart er ikke organiserede i en traditionel fagforening og butikskædens ledelse gør alt hvad de kan for at undgå, at de ansatte bliver det.

De har således tidligere lukket butikker, hvor de ansatte organiserede sig i fagforeninger.

OUR Walmart kæmper hverken for anerkendelse eller forhandlingsret, men bakkes op af United Food and Commercial Workers International Union (UFCW), der tidligere har prøvet at organisere blandt Walmarts ansatte.

Læs artiklen »Verdens værste Walmart« hos Fagbladet 3F.

Læs artiklen »Labour disputes, the Walmart way« hos Bloomberg.

Besøg fra Bangladesh

Fredagens demonstration handler ikke kun om de amerikanske ansattes forhold.

De strejkende arbejdere har fået følgeskab af to tekstilarbejdere fra Bangladesh.

Den ene er en overlevende fra en tøjfabrik i Bangladesh, der brændte ned sidste år og efterlod 112 døde ansatte.  

Fabrikken leverede tøj til Walmart via en underleverandør.

Ifølge avisen New York Times stoppede Walmart kort før branden et initiativ, der skulle forbedre sikkerheden for at holde produktionsomkostningerne nede.

Presset på internationale firmaer, der har outsourcet deres produktion til lande med lav arbejdsmiljøkontrol, er steget efter et bygningskollaps i Bangladesh i sidste måned kostede flere end 1.000 tekstilarbejdere livet.

Og flere internationale firmaer har siden skrevet under på en juridisk bindende aftale, der skal sikre bedre forhold på arbejdspladserne.

Walmart nægter dog at underskrive aftalen.

Derfor har organisationen »Making Change at Walmart« samlet penge ind, så arbejderne fra Bangladesh kan deltage i protesterne mod Walmarts behandling af deres ansatte.

Læs artiklen »Walmart meeting to be protested by Bangladeshi factory workers« hos The Guardian.

Læs artiklen »Documents Indicate Walmart Blocked Safety Push in Bangladesh« hos New York Times.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce