Kejserens nye klæder og journalisten, som nægtede at beundre dem..

Jeg har i dag lånt min blog ud til min virtuelle kammerat Kenneth Borgen Axelsen. Han har skrevet nedenstående indlæg, som jeg synes fortjener udbredelse. Kenneth og jeg er ikke nødvendigvis enige på alle politiske spørgsmål, og dette indlæg er således et udtryk for Kenneth Borgen Axelsens holdninger.

God fornøjelse!

Lars Hedegaard tjener penge på sine meninger om Danmarks næststørste religion.

Dette kan han i kraft af bøger, foredrag osv.

Og da han aldrig fremfører sine meninger som meninger, men som fakta, dvs. aldrig starter sætninger med at sige "Efter min ganske personlige mening", er det højst besynderligt, at han aldrig nogensinde er blevet sat til at fremvise regnskab, for de ting han siger.

Hverken indholdet, følgerne af indholdet eller ægtheden af indholdet.

Det skabte dermed kæmpe røre i andedammen, da en journalist pludselig gjorde det, i forbindelse med Hedegaard, helt uhørte. Den pågældende journalist gjorde simpelthen sit arbejde.

Det burde ikke have været noget usædvanligt eller nyt, at se en mand udføre sit job og udføre det korrekt. Nemlig en journalists job, som ikke består i at holde mikrofonen foran gæstens mund, selvom vi helt har glemt det. Men rigtig journalistik.

I det pågældende tilfælde gjorde han faktisk ikke andet, end at konfrontere Hedegaard med egne citater, spørge om han vil stå ved dem (Hedegaard ville ikke svare andet end "øøøh æhh") og spørge hvilke kilder han har brugt, til sine mange tykke bøger om den muslimske sammensværgelse om verdensherredømme.

Igen var svaret "øøøøh"..

Hver eneste gang Hedegaard blev stillet et spørgsmål, som han ikke var vant til - dvs. et som ikke talte ham direkte efter munden, på samme måde som talerne ved samtlige møder i hans forening, og som ikke automatisk gik med på den præmis, at hans hjemmelavede univers af had, er lig med virkelighedens verden, gik han helt i baglås, og anede ikke hvad han skulle sige.

Den sidste gang en lignende situation blev set på dansk tv, var da Rudy Frederiksen først påstod at være igang med en musikvideo, og derefter da han blev konfronteret med beviset på at det ikke er sandt, blev helt tavs og sveddryppende.

Lars Hedegaards mest berygtede påstand, lød i sin tid sådan her : "Muslimske mænd voldtager deres døtre. Det er deres ret. Det er faktisk deres pligt."

Martin Krasnik satte spørgsmålstegn ved Hedegaards påstande. Han udbad sig et sagligt belæg for dem. Dette er hans ret som journalist. Det er faktisk hans pligt.

Da Krasnik ikke ligefrem er den første journalist til at interviewe Hedegaard, burde det have været gjort for længe, længe siden.

Men hvordan er det nu med den traditon i danske medier, for at stille spørgsmålstegn ved den yderste højrefløjs påråben sig fakta?

Den findes ikke rigtigt..

For ligesom alle de politiske modstandere af Pia Kjærsgaard, er samtlige journalister - altså de, som ikke er enige med hende - for skræmte til at turde sætte det mindste spørgsmålstegn ved ting som ganske åbenlyst ikke passer.

Ting, som på trods af komplet mangel på belæg, er blevet gentaget så mange gange, at det så småt er ved at blive almén viden i befolkningen.

Når tingene er lidt på afstand, tør vore journalister godt.

Danske journalister tør godt skrive "Den yderliggående højreekstremist Geert Wilders" eller "Det højrenationalistiske parti Gyldne Daggry", når de dækker et valg i et andet europæisk land.

Men disse tillægsord udebliver hver eneste gang, når der er tale om hjemlige politikere eller partier. Når Søren Espersen udtaler sig om et eller andet på f.eks TV2 News præsenteres han aldrig med et "Med os i studiet, har vi nu den kontroversielle højrenationale islamhader, Søren Espersen." Mystisk, når der ellers er tale om de præcis samme holdninger, som de udenlandske kolleger, TV2 godt tør påhæfte betegnelsen. Og unfair overfor seeren, som ikke får en ordentlig mulighed, for at vide, hvad han lytter til.

Grunden? Journalisterne tør simpelthen ikke.

For i samme øjeblik, nogen nemlig så meget som kender nogen som kender nogen, der har tegnet en kravlenisse af Pia i naziuniform, starter hele højrefløjen et bål og en brand af så store dimensioner, at der hurtigt bliver holdt kæft og makket ret.

DF selv, holder sig ikke tilbage, hvad angår sammenligninger med fortidens syndere og siger højt og tydeligt "nazisme" og "Stalin" og "kommunist dit og dat" på en daglig basis om alt og alle. Men den motorvej er envejs traffik. At overhovedet antyde, at det er dem selv, som lugter lidt af klassisk fascisme, er et kæmpe tabu.

Og det tabu er kommet til at række så vidt og bredt, at enhver yderliggående tosse, så længe han bare kalder sig noget så misvisende som "islamkritiker", nu kan postulere de mest vanvittige hadske uhyrligheder ind i en pivåben mikronfon på tv, uden at der bliver stillet et eneste spørgsmål til hans motivation og saglighed, for slet ikke at tale om et stort rungende "Hvad HULEN mener du dog med det sludder, og hvor har du det fra???".

Interviewet Krasnik lavede, burde jo i virkeligheden ikke være det mindste kontroversielt. Det bestod af de elementer, som ethvert interview med en debattør med tvivlsomme påstande, burde bestå af. Og ikke mere.

Hvis det skulle være kontroversielt, så ville han have stillet spørgsmålstegn ved Hedegaards mildt sagt mærkelige attentatfortælling.

Men manden gjorde blot sit job på saglig og professionel vis og absolut intet andet.

Alligevel lød der et skingert hyl fra hele højreekstremist-skoven, et kort øjeblik efter interviewet var sendt. Krasnik blev haglet ned.

Det var de simpelthen nødt til at gøre.

Et interview, som egentligt burde være normal praksis, er pludselig blevet altafgørende. Det er blevet til en mulig skillevej.

Der står nemlig et slag nu.

Fænomenet kaldes "Damage Control". Hvis det ikke lykkes at miskreditere Krasnik for hans helt almindelige, gode journalistiske arbejde, så risikeres det, at befolkningen pludselig opdager at Kejseren ingen tøj har på.

Det vil sige, at det pludselig bliver lige så tydeligt, som det blev i interviewet, at store dele af det muslimforskrækkede ævl, vi har lagt nonstop øre til, især siden en eller anden væltede tårnene 11. september 2001, er noget useriøst ævl.

Uanset hvad man mener om 11/9 eller rettere hvem man tror gjorde det, kan vi vist godt blive enige om, at det ikke var ALLE muslimer, selvom alle muslimer ellers har måttet stå til regnskab lige siden. Via de førnævnte spandevis af ævl. Klassisk hatespeech som vor mor lavede den, hvis vor mor hed Joseph Goebbels. Og uden den mindste saglige dokumentation.

Dokumentationen, som er blevet brugt på den alleryderste "islamkritiske" fløj som Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet, der tydeligvis ikke er et Trykkefrihedsselskab men et Hadsnakselskab, er indbyrdes. Forstået på den måde, at Anders Gravers fra SIAD bruger Jihadwatch hadsiden som kilde, Jihadwatch bruger f.eks. Hedegaards bøger, Hedegaard bruger en serbisk ultranationalist som eneste kilde og på den måde kører det i ring, og formerer sig i længere og længere afstand fra sandheden, og langt væk fra den del af den virkelige verden som er uden alvorlig psykisk sygdom ala Anders Breiviks verdensfjerne paranoia.

Denne overflade blev der kradset i i interviewet.

Ordet "ÆVL!!!" opstod pludselig med usynlig, men stor, fed skrift på forsiden af Hedegaards såkaldte analytiske bøger. Dette MÅ simpelthen ikke ske, set med højreekstreme briller. Så er alt det arbejde, de har gjort igennem så mange år, tabt på gulvet.

Selve Søren Krarup, den mest intelligente mand på den yderste racistiske højrefløj siden Glistrup, og dermed den stærkeste, sprang endda ud af gyngestolen og skrev en rasende kronik mod interviewet. Han er desperat og med god grund.

Krarup er jo ingenting, hvis nogen pludselig tør påpege, at Kejseren er nøgen.

Han har ingen medieberettigelse, hvis det skulle blive tydeligt for enhver at muslimer er helt almindelige mennesker på godt og ondt og at Islam i øvrigt ligner Kristendommen til forveksling. Uden muligheden for at kunne sprede had mod muslimer til masserne, forsvinder hele hans livsindhold. Det samme gælder hele Dansk Folkeparti, som øjensynligt er i Folketinget for at føre religionskrig, og samtlige internetbaserede galninge til højre for dem.

Derfor er det et utroligt vigtigt slag, som står lige nu i den offentlige debat vedrørende Krasnik.

Kvalitet har højreekstremisterne aldrig ejet, hvis vi sætter kvalitet lig med sandhed. Så de prøver at vinde slaget med kvantitet.

Kvantitet og volume.

Det er de våben, som skabte hele fremmedhadsbølgen oprindeligt, via. bla. Søren Krarups kronikker i dagspressen i 90erne. Der blev skreget højt og skingert og der blev skreget uden stop.

Enhver stemme som forsøgte at bringe en anelse nuance ind i billedet blev kaldt alle tænkelige mærkværdigheder, lige fra "pladderhumanist" til gudhjælpeos, "Landsforræder".

Alle de uhyrlige påstande, al den udokumenterede paranoia, har fået lov at stå usagt. Mikronfonholderi har været dagens orden, og ingen har vovet at skabe uorden.

Lige indtil forleden aften i 29 minutter på DR2.

Nu vil de samme kræfter, som sendte talløse fremmedfjendske læserbreve til Ekstra Bladet i sin tid og startede den lavine af had, som Danmark er blevet verdensberømt for, gøre alt for, at det spørgsmålstegn som blev stillet, bliver en enlig og snart glemt svale.

Men det skal skam ikke glemmes.

Den kritiske vinkel til islamofobiske løgne og hadspredning må ikke stoppe med det interview, uanset hvor meget de muslimhadske kredse føler en af deres egne blev udsat for et karaktermord, ved for første gang i sit liv at blive udsat for en journalist, som ikke kun holdt mikronen op til hans mund. Uanset hvor meget de skriger, vræler og truer. Det interview bør tværtimod være starten.

Send derfor en mail til Krasnik og skriv at han er en guttermand. Send en mail til DRs ledelse, at det vil vi se mere af. Peg på Kejseren og råb højt.

Festen har været lang og højlydt. Og ganske uforstyrret. Ingen naboer har turdet banke på døren og forlangt, at nu skal der skrues ned.

Hadets fest stopper nu.