Højrefløjsgruppen Stop Islamiseringen af Danmark har fået tilladelse til at mødes på Israels Plads. Antifascister indkalder til moddemonstration.
Lørdag den 23. februar afholder den stærkt højreorienterede organisation Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) en demonstration på Israels Plads, der ligger nær Nørreport Station.
Antimuslimerne havde oprindeligt søgt om tilladelse til at gå igennem Nørrebro for at vise deres solidaritet med de jødiske beboere, som angiveligt bliver forfulgt i bydelen.
Københavns Politi har dog torsdag meddelt, at arrangementet af sikkerhedshensyn ikke kan finde sted på Nørrebro, hvilket SIAD modvilligt har accepteret.
Den venstreradikale gruppe Antifascistisk Aktion har annonceret en moddemonstration med paroler vendt mod racisme, antisemitisme og kapitalisme.
»Samfundets virkelige konflikter handler hverken om hudfarve eller religion. De handler om klasser. Både ateister, kristne, jøder og muslimer går på arbejde og knokler for, at chefer, direktører og aktionærer kan blive forgyldt. Vi slider vores kroppe og sind, for at en lille elite kan malke profitten. Dét - kapitalismen - er problemet, ikke jødedommen eller islam,« skriver Antifascistisk Aktion i deres indkaldelse.
Venstrefløjsaktivisterne mødes klokken 10:00 på Blågårds Plads og vil herefter tage hen til antimuslimerne på Israels Plads for at »fortæller dem, hvad vi synes om dem«.
Læs indkaldelsen »Ingen racister på Nørrebro« hos ProjektAntifa.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96