Gæsteblog: Behov for et oprør uden for Christiansborg

En væsentlig forklaring på, at Enhedslisten ikke fik sine krav igennem ved finanslovsforhandlingerne var ifølge Johanne Schmidt-Nielsen at: ”Den parlamentariske situation er anderledes end, hvad vi havde regnet med. Vi havde ikke regnet med, at højrefløjen var villig til at indgå en finanslov. Og vi troede ikke, regeringen var så villig til at lave finanslov med højrefløjen”.

I en blog på modkraft.dk med titlen ”Et år efter valget – hvad nu Enhedslisten?” skrev Pelle Dragsted, der er politisk rådgiver for Enhedslisten, allerede 24. september: ”Når vi ser på SF og Socialdemokraternes praksis, på det aktuelle regeringsprogram, på regeringens 2020-plan og på den række af tiltag, der er blevet gennemført af regeringen, må det konstateres, at S og SF linje i bedste fald er socialliberal – mere end den er venstreorienteret. Partierne har grundlæggende accepteret nyliberalismens økonomiske dogmer”.

Denne accept fra S og SF af nyliberalismens økonomiske dogmer burde ellers forklare både, hvorfor højrefløjen var villig til at indgå finanslovs forlig, og hvorfor regeringen overvejede at indgå finanslov med højrefløjen.

Nyliberalismen
Dagpengereformen er nyliberal, fordi den bygger på at skabe job på markedsvilkår, dvs. presse lønniveauet ned, indtil det giver overskud for virksomhederne at ansatte nye medarbejdere. Med et populært politikerudtryk, forbedre konkurrenceevnen ved at acceptere lavere løn.

Hvordan frygten for at blive arbejdsløs kan presse lønnen ned, viser SAS's krav til deres ansatte tydeligt. Frygten for at blive arbejdsløs stiger nemlig, når forholdene for de arbejdsløse forringes.

Med andre ord havde S-SF i følge Enhedslistens ledende politiske rådgivers analyse ”grundlæggende accepteret nyliberalismens økonomiske dogmer”. En analyse, som de fleste i og omkring Enhedslisten deler, og som er blevet bekræftet flere gange. Både i regeringsgrundlaget, der slår fast, at udgangspunktet for regeringens er ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.”. Og i forbindelse med en række forlig, især skatteforliget. Og endelig blev bekræftet af finanslovforhandlingerne.

Så når Johanne Schmidt-Nielsen udtaler, at Enhedslisten ikke ”troede ... regeringen var så villig til at lave finanslov med højrefløjen”, byggede folketingsgruppens forhandlingsstrategi på en præmis, der var åbenlys forkert og som oven i købet stod i modstrid med partiets ledende politiske rådgivers ord om, at S-SF ”grundlæggende [har] accepteret nyliberalismens økonomiske dogmer”.

Det burde således ikke være muligt at have en forhandlingsstartegi, der både anerkender, at S og SF har accepteret store dele af nyliberalismen og samtidig forvente succesfulde finanslovsforhandlinger. I mangel af en alternativ strategi, blev den åbenlyst forkerte startegi fastholdt. Resultatet blev mange ture op og ned ad det berømte træ og endte med, at Enhedslisten lagde stemmer til en finanslov, der bygger på ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” – en nyliberal finanslov.

Behov for et alternativ
Alle der ønsker at forsvare velfærdsstaten imod den nyliberale afmontering, må erkende behovet for at formulere en politisk strategi, der ikke alene bygger på forhandlinger i Folketinget. Et godt udgangspunkt for en sådan strategi, er en idé om, hvilke kræfter, der skabte velfærdsstaten.

De første velfærdsstatslige tiltag var socialreformerne i begyndelsen af 1890'erne. Formanden for det Forhandlende Venstre, Frede Bojsen, sagde efter vedtagelsen: ”Det var ikke tilfældigt, at man søgte at tage fat, hvor nøden var størst, mellem den arbejdende landbefolkning, som endnu ikke var hjemfalden til den socialistiske agitation”.

Frygten for den socialistiske agitation var altså afgørende. Det andet afgørende element var manglen på arbejdskraft på landet, som blev skabt af udvandringen til Amerika og urbaniseringen. Det var også denne mangel, der gjorde, at godsejerne havde en økonomisk interesse i socialreformen, og som sikrede støtten fra deres parti Højre.

Kapitalismens guldalder
Den afgørende velfærdsstatsopbygning foregik i det, der er blevet kaldt kapitalismens guldalder. Perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til oliekrisen i 1973. Det var en periode med højkonjunktur og fuld beskæftigelse.

Arbejdskraftmanglen blev søgt løst på flere måder. Ved at tiltrække indvandrere, især fra Tyrkiet og Pakistan, ved at øge uddannelsesniveauet og dermed produktiviteten gennem udbygning af uddannelsessektoren, ved at få flere kvinder med børn ud på arbejdsmarkedet gennem opbygning af daginstitutioner og ved gennem udbygning af hospitaler og sygekasser at sikre, at så mange arbejdere som muligt var raske nok til at arbejde.

Mange af velfærdsstatens institutioner havde både en gavnlig effekt på økonomien, fordi de sikrede arbejdskraft og for arbejderne, der fik bedre uddannelse, hospitaler osv. Det var muligheden for denne dobbelt gavnlige effekt af velfærdsstatens institutioner, der lagde grundlaget for det klassekompromis, der dominerede politikken i perioden.

Samtidig var udvidelsen af de sociale ydelser mulig pga. af den økonomiske højkonjunktur og nødvendige for at sikre opbakning til klassekompromiset.

Vækstraterne i perioden efter krisen i 1973 var generelt lavere end i de foregående 25 år. Den lavere vækst betød, at den dobbelt gavnlige effekt af velfærdsinstitutionerne forsvandt efterhånden som arbejdsløshedskøen voksede, og velfærdsstaten løb ind i økonomiske problemer.

Behov for mere pres på magthaverne
Den lavere vækst efter 1973 og den nuværende krise med næsten nulvækst, gør det langt sværere for venstrefløjen at forsvare og udbygge velfærdsstaten. For det første betyder de økonomiske problemer, at kapitalistklassen vil være langt mindre tilbøjelig til at acceptere bevarelse eller forbedringer af velfærdsstaten. For det andet betyder det, at socialdemokratiets top vil føre en politik, der afmonterer dele af velfærdsstaten i et mere og mere forkrampet forsøg på at rede økonomien. Hvilket de nu har fået opbakning til fra SF.

Denne ændring i de økonomiske forhold er den ene grund til, at det ikke var muligt for Enhedslisten at formulere en forhandlingsstrategi, der kunne garantere succesrige finanslovsforhandlinger. Den anden grund var, at behovet for et klassekompromis ikke er åbenlyst for flertallet af politikerne. Selvom store dele af lønarbejderne er utilfreds med den førte politik, er det kun en meget lille del af dem, der har draget den konklusion, at de selv skal deltage aktivet i presset på magthaverne. Store strejker eller demonstrationer indeholder altid en mere eller mindre udtalt trussel om oprør, og synliggør dermed for magthaverne, hvorfor de har interesse i et klassekompromis.

Den eneste begivenhed i forløbet op til indgåelsen af finansloven, der bare forsøgte at inddrage de mest utilfredse arbejdere og dele fagbevægelsen, var demonstrationen ved Folketingets åbning. På trods af talrige opfordringer fra arrangør-gruppen, som undertegnede selv var en del af, nævnte Folketingsgruppen den aldrig i medierne, ingen af Enhedslistens ansatte støttede organiseringen af demonstrationen, og Enhedslistens medlemmer blev ikke opfordret til at presse på for, at deres fagforening støttede demonstrationen.

En mere aktiv støtte fra de ledende dele af Enhedslisten ville have styrket demonstrationen, og Enhedslisten mulighed for den socialistisk agitation, som magthaverne ville frygte, hvis den blev mere udbredt.

Set i lystet af, at der i den forbindelse hverken fra Enhedslistens folketingsgruppe eller andre dele af Enhedslistens apparat blev gjort noget for at få fagforeningerne og andre til at lægge det pres, der konkret kunne understøtte Enhedslistens krav i forhandlingerne, virker Enhedslistens kritik af fagbevægelsen efter finanslovsaftalen, selv om den er berettiget, mest som ansvarsforflygtigelse i en presset situation.

Bloggen er skrevet af Jakob Lausch Krogh.