LO Århus har indsamlet 748 underskrifter fra lokale tillidsfolk med krav om dagpengeforlængelse og kortere optjeningsperioder. Navne offentliggøres i annoncer i lokalpressen.
Fagbevægelsen i Aarhus rykker torsdag den 1. november annoncer ind i lokalaviserne Aarhus Stiftstidende, JP Aarhus og MetroXpress med 748 underskrifter fra århusianske tillidsfolk, der kræver forbedringer af dagpengereglerne. Det er over halvdelen af de tillidsfolk, der arbejder under LO Aarhus. Underskriverne kommer fra så forskellige fagforeninger som 3F, HK, Dansk Metal, FOA og Teknisk Landsforbund i Aarhus.
Initiativtager til underskriftindsamlingen er LO Aarhus. Ole Quist, konsulent i LO Aarhus, fortæller Modkraft, at der for en måned siden var et initiativ i gang om at lave en underskriftsindsamling på internettet, men at det blev lagt dødt ud fra kritik af, at det blev for diffust.
– Lokalt kunne vi jo så igangsætte en underskriftsindsamling blandt tillidsvalgte i Aarhus. Det har nu givet de mange underskrifter og resulterer i avisannoncerne, der kommer på i morgen, siger Søren Quist.
Underskriftsindsamlingen kræver forbedringer i dagpengreglerne:
– Reglerne må ændres, så dagpengeperioden forlænges, og så optjeningsperioden forkortes, siger Anders Munk, formand for LO Aarhus, til Aarhus Stiftstidende.
LO Aarhus afviser, at regeringens to akutplaner kan sikre langtidsledige job - og mange risikerer at ryge ud af dagpengeforsikringen.
– En stor del af dem vil ikke kunne få kontanthjælp og står dermed helt uden indkomst, fordi de har en ægtefælle i arbejde, eller fordi de for eksempel bor i eget hus. Derfor må vi uanset de aktuelle initiativer fortsat kræve ændringer af dagpengereformen til gavn for de arbejdsløse og for trygheden på arbejdsmarkedet, siger Anders Munk.
Se annoncen med de 748 underskrifter som PDF-fil
Læs også artiklen »LO Århus skyder akutpakke ned« i Aarhus Stiftstidende
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96