Krig

I anledning af, at det i dag d. 9. april 2012 er 72 år siden, at tyske tropper overskred den danske grænse og Danmark blev besat af Nazi-Tyskland.

Nedenstående digt uden titel er skrevet af min bedstefar, Jørgen Rytter, og udgivet i digtsamlingen Ellipse i 1965.

Læs det. Tænk på, at selvom besættelsestiden kan synes som fjern fortid, så er krigen stadig tæt på os. For kun 20 år siden, var det på Balkan. Indenfor de sidste ti år har Danmark været i krig i Afghanistan, Irak og Libyen. Millioner af mennesker i verden lever med krigen på nært hold. Læs!

Ligesom en mand
der sidder foroverbøjet og sover
retter sig op
og ser
når nogen prikker ham på ryggen med en stok
eller en finger
således rettede jeg mig op
og så
men der var ingen
der prikkede mig på ryggen med en stok
eller en finger
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om ingen prikker
mig
på ryggen med en stok eller en finger

Ligesom en mand
der ligger udstrakt på jorden
åbner munden
og skriger
når nogen stikker ham en kniv i maven
og hugger til opefter
således åbnede jeg munden
og gabte
men der var ingen der stak en kniv i maven
på mig
og huggede til opefter
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om ingen stikker
knive i maver
og hugger til opefter

 Ligesom en ung mand
der står foroverbøjet
forhærdes
når han maser hælen mod døden
for at frigøre bajonetten
således forhærdedes
jeg
da jeg stod foroverbøjet
men der var ingen bajonet at frigøre
og ingen død at mase hælen imod
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om ingen maser hælen
mod døden
for at frigøre bajonetten

Ligesom en kvinde
der ligger fastklemt under
et sammenstyrtet hus
forsøger at frigøre sig
når hun ser sine børn
brænde
således forøgte jeg
at frigøre mig
men mine børn brænder ikke
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om ingen kvinder sidder fastklemt
og ingen børn
brænder

Ligesom et barn
der sidder alene
på jorden
piller i moderens øje
således pillede jeg mig i mit øje
men jeg var ikke noget barn
og min mor var ikke
død
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om intet barn
sidder alene
på jorden
og piller i et øje

Ligesom himlen
hvælver sig over byen
og landsbyen
med sorte prikker der hylende
falder
og falder
og bliver store som
bomber
således hvælvede himlen sig over mig
men den var klar og ren
og der faldt ingen
bomber
og jeg lod som ingenting
og sov videre
som om ingen sorte prikker
falder
og falder
og bliver store som
bomber.