Tandløst alderdomshotel

ANMELDELSE: Uden at nævne postkolonial teori, så siger det næsten sig selv, at en britisk film om britiske pensionister, der drager til den tidligere britiske koloni Indien for at nyde deres otium, må være en smule problematisk.

På de vilkår bliver Indien nemt reduceret til en eksotisk turistbrochure-kulisse — »lyset, farverne, smilene«, som en af dem siger — og det sker desværre i nogen grad i »The Best Exotic Marigold Hotel«.

Ved premieren i hjemlandet for en måneds tid siden mente The Guardian’s anmelder Peter Bradshaw ligefrem, at filmen »ser ud, som om den er skabt til at blive vist i et endeløst loop i køen på postkontoret«.

Læs Peter Bradshaws anmeldelse hos The Guardian.

Dertil kommer, at den mest fremtrædende indiske karakter i filmen — energisk spillet af den unge (London-fødte) »Slumdog Millionaire«-stjerne Dev Patel — er en håbløs drømmerisk fantast med et meget afslappet forhold til sandheden.

Selvfølgelig har den oversælgende hotelejer Sonny, som lokker ældre til Indien med en photoshoppet hjemmeside og falske løfter om billig luksus, inderst inde et hjerte af guld.

Desuden har han jo også sit at slås med — navnlig sin indiske mor, som ikke vil anerkende hans kæreste — men rollen er stadig tåkrummende stereotyp.

Humanistisk, velspillet og uden skurke

Det er faktisk synd, for »The Best Exotic Marigold Hotel« er samtidig en fin og humanistisk — men til tider også lige lovlig feel good-kvalm — komedie om at blive gammel, om at få udfordret sine fordomme og endda om fællesskab og det skrøbelige møde mellem mennesker.

Det er også synd for filmens cast af gode britiske veteranskuespillere — helt uden tryllestave. Det rutinerede ensemble — anført af Judi Dench og Tom Wilkinson, som må være blandt de få store briter, der ikke har været med i en Harry Potter-film — gør jo et fint stykke arbejde.

Maggie Smith er især stærk som den bitre kællinge-racist Muriel — en helt anden slags gammel heks end hendes velkendte rolle som professor McGonagall — og det er faktisk modigt.

Det gælder også Penelope Wiltons præstation som Jean, en hysterisk, snobbet middelklassefrue, der konstant hakker på folk — især sin mand Douglas, spillet troværdigt med civiliseret britisk resignation af Bill Nighy.

Ganske forudsigeligt retter de begge to op på deres opførsel mod slutningen, og filmen har altså ingen rigtige skurke.

Ensemblefilm?

Det hænger også sammen med, at »The Best Exotic Marigold Hotel« tilsyneladende er en ensemblefilm — altså en film om det indbyrdes samspil i en gruppe differentierede personer, hvor ingen fremhæves særligt over de andre.

Som udgangspunkt handler den slags film mere om forholdet mellem mennesker og om den situation, personerne befinder sig i, end om den enkeltes mål og motivation. Det kan jeg generelt godt lide, fordi filmene dermed er mindre forudsigelige, psykologiserende og individualistiske.

Desuden kan man argumentere for, at ensemblefilmen som fortællemæssig tilgang er blevet udviklet som en kritik af den dominerende klassiske filmfortælling med én eller højst to hovedpersoner.

Den klassiske filmfortælling handler jo netop om det enkelte individs psykologisk betingede stræben — en i bund og grund borgerlig ideologisk måde at fortælle på.

Det er en af filmens styrker, at de ældre briters personlige historier oprulles gradvist i løbet af fortællingen. Som en af ensemblefilmens ubestridte mestre Mike Leigh engang har udtrykt det, så er hensigten, at vi lærer personerne at kende på samme måde som i det virkelige liv — altså lidt ad gangen.

»Love Actually« med gamle

Nu er »Shakespeare in Love«-instruktøren John Madden altså ikke Mike Leigh. Selvom deres film kan betragtes som smalle — eller semi-smalle i Maddens tilfælde — så vil jeg påstå, at der er en verden til forskel i budgetternes størrelse og andre produktionsbetingelser.

Hvor manuskriptet til en af Leighs alternative ensemblefilm udvikles i samarbejde med skuespillerne på baggrund af et længere forløb med improvisationer, så er Maddens nye film simpelthen for mainstream-skabelonagtig og »velskrevet«.

Især det helt igennem klassiske plot omkring Sonnys kamp for sit hotel og filmens hektisk klimaks er med til at gøre »The Best Exotic Marigold Hotel« mere traditionel i sin fortælling.

Filmen minder derfor lidt om den ligeså velafrettede »Love Actually«, bare med gamle mennesker. Det er for tandløst.

»The Best Exotic Marigold Hotel (Instr.: John Madden, Storbritannien 2011, 124 min.). Premiere d. 22. marts over hele landet.