Et stort politiopbud forhindrede onsdag op mod 30 venstrefløjs-aktivister i at komme ind til et møde med Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, på bodegaen Klør Dame på Nørrebro.
Dagens hovedperson var konstant omgivet af civilklædte betjente fra Politiets Efterretningstjeneste og blev ført ud af bagdøren, efter hun uden afbrydelser havde gennemført en times debatmøde med godt 25 stamgæster på den røgfyldte beværtning.
– Vi ville gerne ind til mødet for at fortælle hende, at hendes politik ikke er acceptabel. Det er vigtigt at vise konsekvent modstand mod Dansk Folkeparti, hvor de end viser sig, fortæller én af de fremmødte anti-racister til Modkraft.
Protesten mod Pia Kjærsgaard var indkaldt via sms tidligere samme dag.
Læs artiklen »Anti-racister mobiliserer: Pia K kommer til Nørrebro« hos Modkraft.



Dansk Folkepartis leder holdt et kort oplæg, hvori hun revsede den nye regering for løftebrud og en slap linje i forhold til indvandrere.
Den efterfølgende debat tog udgangspunkt i de fremmødtes spørgsmål, der centrerede sig om efterlønnen, ældre-checken og planerne om en betalingsring omkring København.


Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96