Danmark skal tage medansvar for verdens klimaflygtninge

De fleste mennesker forbinder den globale opvarmning med nødstedte isbjørne, varme vintre og ændrede kystlinjer. De færreste tænker umiddelbart på de mange millioner af mennesker, der de kommende år vil blive tvunget til at flygte fra hus og hjem på grund af klimaforandringer. Vi har de sidste år set en forsmag på den menneskelige katastrofe, som tørke og sult medfører. Tørken og den efterfølgende sultkatastrofe i Østafrika, der indtil nu har kostet over hundredetusind menneskeliv og sendt flere hundrede tusind på flugt, er en direkte konsekvens af den globale opvarmning og skriver sig dermed ind i historien blandt den perlerække af klimakatastrofer, vi har været vidne til de seneste år, og som vil tiltage i fremtiden.

I nyhedsstrømmen finder man ugentlige beretninger om kæntrede flygtningebåde på Middelhavet. Men vi hører sjældent om, hvor bådene egentlig kommer fra, og hvilke menneskeskæbner der nu ligger på bunden af havet. Tusindvis af mennesker dør hvert år på deres rejse væk fra sult og nød, men også mange både når frem til de sydeuropæiske kyster. Sidste år mistede omkring 1500 mennesker livet. Vi har set billeder fra den italienske ø Lampedusa, hvor titusindvis af flygtninge er spærret inde bag pigtråd i årevis, inden de bliver sendt tilbage til de lande, de er flygtet fra. Mænd, kvinder og børn (over-) lever under forhold, der ikke er bedre end hjemlandets slumkvarterer og flygtningelejre.

Meget bekvemt vælger man ofte af betegne klimaflygtningene som ”migranter”, og fralægger sig derved ethvert ansvar for at give dem en fair asylbehandling eller nogen anden form for beskyttelse. For migranter har ingen ret til beskyttelse. De har ikke engang ret til at få deres asylsag prøvet af myndighederne. Der er givetvis iblandt disse ”migranter” mennesker, der flygter fra personlig forfølgelse og dermed lever fuldt op til betingelserne for at få asyl i de fleste europæiske lande. Der er givetvis også mange, der ikke lever op til den gængse opfattelse af, hvad en flygtning er, men som alligevel må betegnes som klimaflygtninge. En redefinering af flygtningebegrebet er imidlertid helt nødvendig, da vores nuværende lovgivning og praksis på asylområdet bygger på konventioner, der er formuleret for 60 år siden og som slet ikke tager højde for den ganske anderledes globale virkelighed, vi lever i i dag.

FN’s Flygtningekonvention fra 1951 definerer en flygtning, som en person der:"som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil".

FNs flygtningebegreb er i høj grad stadig aktuelt, men samtidig står vi i dag overfor nye og anderledes globale udfordringer i forhold til mennesker på flugt. Konsekvenserne af klimaforandringerne vil for eksempel være vandmangel, der vil medføre yderligere ustabilitet i Mellemøsten og blandt andet påvirke Europas forsyningssikkerhed, når det gælder olie og gas. Nedsmeltningen omkring Nordpolen vil betyde nye territorielle konflikter – særligt med Rusland – og tørke, oversvømmelser og dårligere høstudbytte vil få konflikter til at blusse op og forværre sociale og religiøse spændinger. Det vil ikke mindst betyde millioner af flygtninge, særligt fra Afrika, hvor FN anslår, at 75 procent af landbrugsjorden i Nord- og Vestafrika vil være gået tabt i 2050 på grund af klimaforandringer. Man anslår, at 200 millioner mennesker vil være fordrevet pga. klimaforandringer i 2050 – en seksdobling af det nuværende niveau. FN har på nuværende tidspunkt ikke mandat til at hjælpe disse mennesker, da de ikke i juridisk forstand er flygtninge.

I EU og USA er det allerede et sikkerheds- og politisk problem at tusindvis af flygtninge hvert år forsøger at komme fra de fattige udviklingslande i syd til os i nord. Men det er ikke kun i udviklingslande, at klimaforandringerne har haft alvorlige konsekvenser. Orkanen Katrina ødelagde i 2005 store områder langs USA’s sydøst kyst, heriblandt New Orleans. I timerne før orkanens hærgen flygtede millioner af mennesker fra deres hjem i disse områder til mere sikre områder, mange er aldrig vendt tilbage. Denne katastrofe ramte USA, men havde katastrofen været sket et andet sted i verden, ville det muligvis betyde store flygtningestrømme på tværs af landegrænser.

Når en flygtning ankommer til et EU-land og søger om asyl vil myndighederne som det første forsøge at fastlægge vedkommendes identitet, nationalitet og rejserute. Man undersøger om asylansøgeren har været i kontakt med udlændingemyndighederne i et eller flere af de andre EU-lande samt Norge og Island. Hvis det er tilfældet, skal ansøgeren nemlig ifølge Dublin-forordningen slet ikke have sin ansøgning behandlet i landet. Det betyder, at de europæiske lande i høj grad ”sender aben videre”, ved at størstedelen af alle flygtninge skal på en længerevarende rundrejse mellem landene i Europa før de kan få deres sag behandlet. Da hvert enkelt land har sine helt egne asylregler og -procedurer, bliver det et rent lotteri at opnå asyl i Europa.

Da de fleste flygtninge kommer ind i Europa via Grækenland er det græske asylsystem de senere år brudt fuldstændig sammen. Asylcentrene er overbefolkede og ligner i nogle tilfælde slumbyer, og størstedelen af flygtningene er henvist til at leve på gaden uden noget eksistensgrundlag. I januar 2011 afgjorde den europæiske menneskeretsdomstol, at Grækenlands behandling af asylsøgere er så dårlig, at landet overtræder menneskerettighedskonventionen. Det betyder, at de europæiske lande skal holde op med at sende asylsøgere tilbage til Grækenland og også de danske myndigheder må nu opgive at tilbagesende asylansøgere til Grækenland. Det betyder, at omkring 350 mennesker, der allerede opholder sig i Danmark, nu skal have deres sag behandlet af de danske myndigheder.

Danmark har et ansvar for klimaflygtningenes fremtid alene fordi vi er et af verdens rigeste lande. Men vi er også et af de lande, der bidrager i stor stil til den globale opvarmning via vores udledning af CO2. Derfor har vi teknisk set været med til at sende disse mennesker på flugt fra følgekonsekvenserne af vore egne handlinger, nemlig tørke, ekstreme vejrforhold, oversvømmelser, sult og følgesygdomme. Og selv om Danmarks ulandsbistand og hjælp til katastrofeområder umiddelbart er højere end mange af vores europæiske naboer, er det stadig kun en dråbe i havet i forhold til hvor meget det vil koste, hvis vi virkelig skulle rette op på den globale ulighed i leveforhold, som klimaforandringerne også skaber.

Selv om det er mest hensigtsmæssigt at hjælpe klimaflygtninge i deres nærområder, er det ikke nok bare at tilbyde et telt og en daglig madration. Hvis vi skal give klimaflygtningene en fremtid, skal mange omplaceres. Det betyder også, at Danmark må tage sin del. Men selv hvis vi gik forrest, og besluttede at anerkende klimaflygtninge, ville vi umuligt kunne hjælpe alle. Derfor er der brug for et internationalt samarbejde og muligvis en ny flygtningekonvention. Og der er brug for et Europa, som i fællesskab tager vare på de mennesker, der kommer til vore egne grænser. Danmark har lige nu en unik mulighed for igen at være foregangsland, når det handler om at tage vare på nogle af verdens allersvageste mennesker. Og vi burde sætte dette øverst på den europæiske dagsorden. Der skal skabes en europæisk konsensus omkring anerkendelse af klimaflygtninge, hjælp i nærområderne og et fælles ansvar for de mange millioner af mennesker, der vil banke på døren til Europa de kommende år.