Annonce

31. januar 2012 - 16:05

Medieeksperter støtter Arbejderens kamp for mediestøtte

Mens Enhedslistens medieordfører Per Clausen slås for at stoppe de kommercielle mediekoncerners adgang til statsstøtte, så kæmper dagbladet Arbejderen for at overbevise regeringen om, at det ikke er noget problem, at de er ejet af et politisk parti.

Avisen, der udgives af Kommunistisk Parti og hvert år modtager 1,7 millioner kroner i distributionsstøtte, har holdt møde med medieordførere på Christiansborg og afgivet et kritisk høringssvar til Mediestøtteudvalgets rapport om en omlægning af mediestøtten.

Det lille dagblad er oprørt over, at udvalget anbefaler regeringen at forbyde, at medier, som udgives af politiske partier, har ret til at modtage støtte.

En beslutning, der i yderste konsekvens kan betyde, at dagbladet Arbejderen må dreje nøglen om.

Læs artiklen »Arbejderen er lukningstruet« hos Modkraft.

Arbejderen: Vi skaber mangfoldighed

Som tidligere omtalt på Modkraft, så er forhandlingerne om ændringer af statens årlige mediestøtte på 6,5 milliarder i disse dage nået ind i den afgørende fase, og regeringens udspil forventes at være klar inden for de kommende to uger.

Læs artiklen »Enhedslisten: Tag statsstøtten fra Berlingske« hos Modkraft.

JPEG - 110.9 kb
Dagbladet Arbejderen kæmper for at bevare deres ret til mediestøtte. Foto: Anders Petersen.

Ifølge dagbladet Arbejderen kan sagen blive et spørgsmål om avisens overlevelse, og chefredaktør Birte Sørensen har derfor sendt et høringssvar til regeringen, hvori hun argumenterer for avisen støtteberettigelse som landets eneste partiavis.

»Dagbladet Arbejderen ønsker at fortsætte med at være et partiejet dagblad, men det er ikke muligt, hvis vi ikke fortsat kan modtage mediestøtte,« slår Birte Sørensen fast og fortsætter:

»Arbejderens særlige ejerforhold er med til at gøre mediebilledet i Danmark mere mangfoldigt. Arbejderen er det eneste dagblad med rødder i arbejderbevægelsen. Vi er i mediebilledet helt unikke og ofte en alternativ stemme i et ellers meget borgerligt og ensrettet mediebillede, som bliver mere og mere domineret af store mediehuse,« skriver avisens ansvarshavende redaktør.

Læs Arbejderens høringssvar om Mediestøtterapporten her.

Læs også artiklen »Kampen om mediestøtten er skudt i gang« hos Arbejderen.

Opbakning fra medieforskere

Dagbladet Arbejderens kampagne for at bevare retten til statsstøtte får opbakning fra flere medieforskere.

Mediestøtteudvalget er kendt som Dyremose-udvalget, opkaldt efter udvalgets formand, den tidligere finansminister for De Konservative og TDC-direktør, Henning Dyremose.

Udvalget går så langt som at foreslå, at støtten stoppes både til organisations- og fagblade samt partiaviser. Det rammer flere udgivelser fra fagbevægelsen, og som eneste dagblad rammes Arbejderen.

Og det er et udtryk for politisk smagsdommeri, lyder dommen fra Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Han mener, at forslaget om at fratage partiudgivelser støtten »i praksis (er, red.) det samme som at udelukke bestemte politiske synspunkter«.

Læs Frands Mortesens kritik i artiklen »Mediestøtterapporten – manipulerende eller naiv?« hos Arbejderen.

Læs rapporten fra mediestøtteudvalget her.

JPEG - 51.4 kb
Medieprofessor Anker Brink Lund mener, at dagbladet Arbejderen skal have adgang til statens mediestøtte. Foto: Presse-foto.

Dyremose-udvalgets anbefalinger går imod egne ambitioner om at styrke den demokratiske debat i samfundet og er »konservatisme af den klassiske slags, hvor man forandrer for at bevare«.

Det mener professor i medieledelse ved Handelshøjskolen CBS Anker Brink Lund, som i en kronik i Berlingske beklager udsigten til at tage støtten fra Arbejderen.

»Den kontante konsekvens er blandt andet, at dagbladet Arbejderen og fagbladet Ingeniøren mister deres nuværende distributionsstøtte. Derimod vil magasiner som Se & Hør og Dagens Medicin, der ikke får statsmidler under de gældende regler, med et par redaktionelle justeringer kunne indkassere et pænt millionbeløb fra det offentlige. Thi mens medie-ejere, der promoverer politiske synspunkter i det gedulgte, kan få kontanthjælp, udelukker man andre, der er ærlige nok til politisk og organisatorisk at tone rent flag,« skriver medieprofessoren i kronikken »Dyremoses korrekthed«.

Find kronikken i artiklen »Anker Brink Lund: Ny mediestøtte fører til lønpres« hos Journalisten.

Hør radioprogrammet »Fra erhvervsstøtte til demokratistøtte« hos Mennesker og Medier på P1.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce