Nogen får fest, nogen får bank

Der er noget særligt over mennesker, som står ved deres overbevisning, selvom der overfor dem står nogle med baseball-bat, eller politimænd parat til at ekspedere dem i fængsel.

Oleg Kasin og Ilja Jasin er to mænd, som har stået ved deres overbevisning. Og i sidste uge var de forbi København, da de var med til forpremieren på filmen »Putins kys«, instrueret af Lise Birk Pedersen.

Stillbillede fra »Putins kys«.

Billeder af en stor forsamling åbner filmen. Masser af unge mennesker. Det kunne være en musikfestival eller en fodboldkamp. Virkelig flotte billeder af et stort russisk flag, som bevæger sig over en masse mennesker, veksler med optagelser fra et overvågningskamera, hvor et par skygger slår en mand ned og bliver ved med at slå ham, mens han ligger på gaden. Og de bliver ved at slå.

Nogen får fest, nogen får bank...

Sådanne billeder af den russiske politiske scene tegner sig, når man ser filmen »Putins kys«.

Uhyggelige billeder

Nogle scener i filmen er decideret uhyggelige, som for eksempel scenen af marchen organiseret af den Putin-venlige organisation »Nashi«. En stor gruppe unge går igennem byen med skilte med billeder af »fjender« på.

Fjender er kritiske journalister og oppositionens politikere. Skiltene bliver efterfølgende kastet ned på gaden i en stor bunke. Billeder som umisforståeligt vækker minder om scener fra den nazistiske tid i Tyskland.

Stillbillede fra »Putins kys«.

Men faktum er, at blot fordi billeder fra en film optaget i Rusland i nutiden minder om scener fra en film optaget i Tyskland 80 år tidligere, betyder det ikke, at den politiske situation i de to lande er ens.

Strukturen halter

Filmen starter med at være historie om Maria Drokova. En ung pige, som efter at hun blev kendt som pigen, der gav Putin et kys, blev ansat som PR kvinde for »Nashi«.

Som tiden går, kommer filmen dog til at fokusere mere på ungdomsorganisationen »Nashi«, for senere at dreje fokus hen på den Putin-kritiske journalist Oleg Kasin.

Oleg er ham, som ligger nede på gaden og bliver brutalt tævet i starten af filmen.

Hvis Maria indledningsvis udgør filmens omdrejningspunkt, hvorfor forsvinder hun så i slutningen af filmen?

Hvis det er »Nashi«, der er omdrejningspunktet, hvorfor får organisationens leder så kun lejlighed til at tage til genmæle med en kynisk skrevet udtalelse i slutningen af filmen?

Mangler fokus

Hvis formålet med filmen er at tegne uhyggelige billeder af en politisk scene, så er filmen vellykket.

Men ved at bevæge sig væk fra Maria har instruktøren tabt chancen for at lave et enestående dokument om, hvordan politikere bruger unge til deres egne formål.

Billeder af en mand, banket af en gruppe bøller, er et stærkt, men enkelt udtryk.

Men at vise, hvordan et ungt menneskes sjæl bliver købt, brugt og senere lagt til side kræver finesse, og det mangler her. Selv om chancen er oplagt.

En atmosfære af glamour og magt, en bil og en lejlighed i hovedstaden kan være nok til at få en ellers anstændig pige til at lukke øjnene for de mange grimme ting, som sker omkring hende.

Konformistisk ungdom

Og det er netop det, som Ilja Jasin og Oleg Kasin pegede på som et stort problem på den russiske politiske scene, da de talte efter filmvisningen i København i sidste uge: En alt for konformistisk ungdom.

Jasin sagde for eksempel, at »unge, som lader sig stille i kolonner og marcherer, er allerede gamle mennesker. Og Maria, hun er allerede en gammel kvinde«.

Han rejste også tvivl om, hvor meget »Nashi« som organisation
eksisterer.

De storslåede marcher og aktioner er en forsamling af unge fra provinsen, som til gengæld har fået en gratis bustur og en dag i hovedstaden.

Mærkelig nok, to som har betalt en høj pris for deres engagement, formår med deres svar at fjerne de lag af angst, som filmen skaber.

Jeg har ellers næsten set skyggen af en stor mørk bjørn, som rækker ud efter mig, men når jeg tænker på detaljer fra filmen, ligner det mere et billede af et samfund, hvor man er i gang med at bygge et demokrati, end et sted, hvor man er i gang med at nedbryde det.

Kliche-fyldt

»Good guys« laver også brølere (scenen med afbrændning af en bog). Og når »bad guys« smider billeder af »fjender« på en bunke, så er der kun én fra »Nashi«, der tramper på dem, mens han poserer for fotograferne. Ingen af marchens deltagere er med på det.

Maria Drokova kommer selv på gaden for at demonstrere efter overfaldet på journalisten Kasin.

Detaljerne viser et mere nuanceret billede af et samfund, som er i forvandling, men som er i stand at skille godt fra ondt.

Man skal bare kigge nøje efter, fordi instruktøren er så ivrig efter at vise de dystre sider af den politiske scene.

Stillbillede fra »Putins kys«.

Lige nu vises »Putins kys« på Sundance festivalen i USA.

Det vil sikkert ikke skade filmen, og det vil sandsynligvis hjælpe produktionsselskabet med at få den solgt.

Ud af fire danske film på Sundance festivalen er de tre dokumentar film. Alle tre behandler politiske emner, og alle tre foregår ret langt fra Danmark.

Stikker vore filmfolk blot deres næser i andre landes problemer, eller er politiske emner i vores land uinteressante?

Kan man overhovedet lave en politisk baseret dokumentarfilm i et land som Danmark, som er interessant nok til, at filmen kommer på en stor international festival, og er det egentlig det vigtigste?

Måske er det også et tegn på konformisme: At lave en flot filmet, men ret kliche-fyldt historie, der kan tilfredsstille et bredt publikum. Den vil i hvert fald ikke skuffe målgruppen.

Den skal nok blive solgt dér, hvor man regnede med, at den kunne sælges, og den skal nok tilfredsstille dem, som har skudt penge i den.

Lise Birk Pedersen har lavet et godt produkt, men hun har desværre forspildt chancen for at lave en meget god film.

»Putins kys«. Instruktør: Lise Birk Pedersen. 82 min. Danmark, 2011.
Filmen vises senere på året af DR Documania.

Se også links om filmen hos tv- og filmspalten X-Ray på Modkraft.dk