Bad politiet om at slappe af
Dagen begyndte med små hundrede mennesker, der stod forsamlet udenfor Faderhuset kort før middag. Herfra skulle Moses Hansen og Faderhusets disciple vandre ud og frelse Nørrebro fra muslimer og autonome.
Før afgangen udtalte Moses, at demonstranterne udenfor passende kunne lukkes inde i burene, som politiet har bygget til topmøder senere på året, og modtage bibeltimer.
Den kristne gruppe blev – ligesom de forgående dage - mødt af fløjten, buh-råb og bannere med teksten »Nørrebro siger nej!«.
Betjentene på stedet var temmeligt hårdhændede ved korstogets start. Mange beboere blev skubbet voldsomt omkring og enkelte blev væltet omkuld. Beboerinitiativet, der arrangerede den store folkefest på Blågårds Plads i søndags, tog derfor kontakt til chefpolitiinspektør Kai Vittrup og bad politiet »slappe lidt af«. Og det gjorde de så.
Kristne fik buksevand
Stemningen bedredes hurtigt efter henvendelsen til Kai Vittrup, og beboerne brugte tiden til at råbe, fløjte, spille tromme og enkelte gav de kristne buksevand ved at tømme vandspande ud af vinduet. Nogle valgte at protestere ved at hænge bannere ud af deres vinduer, for eksempel med teksten »Hold kæft Moses« og »Moses - go home«.
Fem personer blev anholdt, heriblandt en fotograf. Politiet oplyser, at de alle er sigtet for overtrædelse af politivedtægten for at nægte at efterkomme politiets henvisninger eller for gadeuorden.
Fest i stedet for konfrontation
Vicepolitikommisær Peter Dahlgaard erklærer sig helt tilfreds med dagens forløb. Han siger til Monsun, at han regner med at de næste dage forløber lige så stille og fredeligt.
Også beboerne fra Nørrebro var tilfredse. Anne-mette Carlsen fra Beboerinitiativet siger:
- Det var så flot og festligt. Det viser bare, at Nørrebro ikke lader sig provokere til konfrontation, men laver en fest ud af situationen i stedet.
Korstoget fortsætter onsdag og torsdag, hvor Moses Hansen vil afslutte med en friluftsgudstjeneste på Skt. Hans Torv.
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96