"Tanzt, tanzt … sonst sind wir verloren"

ANMELDELSE: En dansefilm, og det endog i 3D, er nok ikke, hvad de fleste umiddelbart vil forbinde med den tyske instruktør Wim Wenders, der har instrueret filmklassikere som Paris, Texas (1984), Himlen over Berlin (1987) og Til verdens ende (1991).

Wim Wenders, 2008. Foto: Titi. Kilde: Flickr.

Wenders (f. 1945), som ud over at være filminstruktør også har skabt sig en karriere som kunstfotograf, har dog altid været optaget af det eksistentielle, det poetiske og det æstetiske. Og det giver derfor alligevel god mening, at Wenders med sin seneste film Pina (2010) har ladet sig forføre af landsmanden, den legendariske danser og koreograf Pina Bausch (1940-2009).

Pina Bausch

Philippina "Pina" Bausch var elev i perioden 1955-60, først på Folkwangschule i Essen, som dengang var ledet af én af grundlæggerne af tysk ekspressionistisk dans, Kurt Jooss, og senere på Julliard School i New York, hvor hun blev undervist af bl.a. koreograferne Antony Tudor, Paul Taylor og José Limón.

Efterfølgende optrådte Bausch i New York med både Tudor og Taylor. Men i 1962 vendte hun tilbage til Tyskland for at blive solodanser i det nyetablerede Folkwang Ballett Company, hvor i 1969 overtog hun ledelsen efter Jooss.

Pina Bausch, 2000. Foto: Terafoto. Kilde: Flickr.

Tre år senere, i 1972, blev hun udnævnt som kunstneriske leder af Wuppertal Opera Ballet, der siden hen blev omdøbt til Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Bausch forblev i stillingen frem til sin død i 2009, og i årtier kom hun til at præge udviklingen inden for moderne dans i kraft af de originale koreografier, som hun skabte her, og som hun sammen med sit kompagni turnerede med rundt omkring i verden.

Filmen Pina

Oprindelig havde Wenders villet lave en dokumentarfilm med Bausch, og da hun uventet døde under forberedelser, opgav han umiddelbart projektet.

Det lykkedes dog alligevel Bauschs kompagni at overtale Wenders til i stedet at lave en film om hende. Og tak for det. For det er der kommet en fantastisk film ud af.

Pina. Pressefoto

Filmen Pina er ikke en traditionel portrætfilm, men snarere en hyldest til en stor kunstner.

I filmen opfører Tanztheater Wuppertal Pina Bausch uddrag af fire af hendes mest kendte koreografier, henholdsvis Le sacre du printemps, Café Müller, Kontakthof og Vollmond. Uddragene er blandet med små vignetter, hvor danserne med voice over hver især fortæller om den betydning, som Bausch har haft for dem. Og de efterfølges alle af små korte koreografier, som Wenders - naturligvis - har valgt at lade opføre på en række utraditionelle steder i det offentlige rum.

Den såkaldte "samtidskunst" er især inden for de senere år blevet stærkt kritiseret for at savne patos. Dette kan imidlertid ikke siges at have været kendetegnende for Bauschs værker.

Her er der nemlig noget grundlæggende eksistentielt på spil. Og hvor der i Bauschs koreografier udleves de store følelser, kredser de om temaer som kærlighed, længsel, fortvivlelse og frihed. Bauschs eget motto var da også: "Tanzt, tanzt … sonst sind wir verloren" – "Dans, dans … for hvis ikke, er vi fortabte".

Pina er ikke alene en usædvanlig smuk film; det føjer også en ekstra dimension til, at Bauschs koreografier genopføres af de oprindelige, men nu mere modne og livserfarne dansere, hvilket de gør med ikke mindre rørlighed. Og når man sidder i biografmørket afskærmet fra det øvrige publikum med sine 3D-briller, er det praktisk talt umuligt ikke at lade sig bevæge og rive med.

Filmen har tillige et meget flot soundtrack. Og ikke mindst kompositionerne af Jun Miyake, der bl.a. har skrevet titelnummeret Lillies in the Valley, sidder stadig i kroppen længe efter, at man forlader biografen.

Selv havde jeg fornøjelsen af se filmen ved en snigpremiere som en del af 2200.dk’s kalenderarrangement i december. Men lur mig, om ikke jeg skal ind og se den igen.

Pina modtog en pris uden for konkurrence ved filmfestivalen i Berlin i 2011, og den er i år nomineret til en Oskar i kategorien "Bedste ikke-engelsk sprogede film".