REPORTAGE. For 56 år siden satte den sorte aktivist Rosa Parks sig for langt fremme i en raceopdelt bus i Alabama, USA, og satte dermed en tændstik til den ulmende amerikanske borgerrettighedsbevægelse.
I dag forsøger palæstinensiske aktivister på den besatte Vestbred at følge eksemplet. Problemet er ikke, at palæstinensiske passagerer kun må side bagerst i bussen; de bliver slet ikke lukket ind.
De såkaldte »apartheidbusser« kører ad særlige veje – brede, moderne motorveje, der skærer gennem det palæstinensiske landskab og samtidig holder den palæstinensiske befolkning ude – ved hjælp af mure, hegn og checkpoints.
Det er den virkelighed, en gruppe palæstinensiske aktivister vil udstille og udfordre med en civil ulydighedsaktion.
I al sin enkelhed går aktionen ud på stige ombord på en bus og køre til Jerusalem sammen med de israelske passagerer, der normalt gør eksklusivt krav på både busser og veje.

Aktivisterne kalder sig Freedom Riders med en henvisning til de amerikanske borgerrettighedsaktivister af samme navn, der i 60’erne kæmpede mod race-adskillelse netop gennem aktioner i offentlige transportmidler.
Hvis henvisningen til den amerikanske inspirationskilde skulle gå hen over hovedet på nogen, bliver det skåret ud i pap: En Freedom Rider er iført en T-shirt med påskriften We Shall Overcome, som er titlen på en berømte borgerrettighedshymne. mens støttedemonstranter bærer et banner med teksten We have a dream too.
Det er den 15. november, og seks Freedom Riders tager plads ved et busstoppested uden for bosættelsen Psagot. De lægger hverken skjul på deres palæstinensiske identitet eller deres politiske budskab.
Alle bærer keffiyaher – det, der herhjemme er kendt som partisantørklæder – og T-shirts med slagord som boycott apartheid.
De seks hovedpersoner har en stor gruppe solidaritetsdemonstranter i ryggen, både palæstinensiske, israelske og internationale. Desuden får de selskab af et overvældende presseopbud, og senere af israelsk politi og militær. Hertil kommer de bosættere, der er mødt op i protest mod den planlagte bustur.

Stemningen er spændt, og spændingen tager til, hver gang en bus kører forbi, men mod forventning kommer det aldrig til voldelige sammenstød. Den femte bus stopper og åbner dørene for de palæstinensiske aktivister, der under stor jubel maser sig ind.
Efter lang tid venten begynder bussen at snegle sig mod Jerusalem, eskorteret af politi, demonstranter og presse.
– Jeg har det som om, jeg har været vidne til noget historisk, fortæller Wajed Ahmad, der deltager i demonstrationen ved busstoppestedet.
Den danske fredsvagt Ida Hansen oplever ligeledes aktionen fra sidelinjen.
– Det har været en stor triumf og en virkelig velorganiseret og vellykket aktion, siger hun.
– Et af aktionens vigtigste formål er at sende et signal til Vesten og forsøge at åbne folks øjne for, hvad det er for en virkelighed, folk lever i hernede. Mange er slet ikke klar over, i hvor høj grad der er tale om et reelt apartheidsystem, fortsætter Ida Hansen.
Etnisk opdelte busser og veje udgør vigtige tandhjul i Israels system for at holde den palæstinensiske befolkning adskilt. Segregation har været en central komponent i undertrykkelsen af palæstinensere siden staten Israels oprettelse. Og efter Osloaftalen i 1993 har adskillelsens politik taget nye, fantasifulde former.
Mens Israel har ladet omkring en halv million bosættere slå sig ned i ulovlige bosættelser på Vestbredden, har myndighederne samtidig forsøgt at mindske friktionen mellem bosættere og palæstinensere ved at bygge asfalterede veje af høj kvalitet til bosætterne og bandlyse palæstinenserne herfra.

Sådan er der opstået et landskab med to adskilte vejnet, der snor sig ad usandsynlige omveje, gennem tunneller og over broer, for aldrig at mødes. Det er bosættelserne, der annekterer og udpiner land samt fordriver og chikanerer den palæstinensiske befolkning.
Men det er »apartheidvejnettet« – omkring 230 kilometers vej kun til brug for israelere – der muliggør bosættelsernes fortsatte virke.
Samtidigt gør vejnettet det muligt at opretholde fortællingen om Palæstina som en del af Israel ved at muliggøre gnidningsløs transport mellem Tel Aviv, Jerusalem og bosættelserne på Vestbredden – en fortælling, der er grundlaget for den zionistiske bosætterkolonialisme.
Endelig har bosættelserne og vejnettet splintret Vestbredden i et øhav af adskilte enklaver og dermed yderligere besværliggjort den almindelige palæstinensers hverdag.
Den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem har dokumenteret, hvordan det opdelte vejsystem begrænser mange palæstinenseres adgang til sundhedsydelser, uddannelse og handel, ligesom det har adskilt familier og fragmenteret sociale netværk.
»Apartheidvejene« bidrager til den generelle begrænsning af bevægelsesfriheden, der udgør en grundpille i den israelske besættelses kontrol af det palæstinensiske folk.
Sammen med de mange checkpoints – faste, såvel som midlertidige – og ikke mindst muren, der slanger sig gennem det vestlige Vestbredden, æder store stykker palæstinensisk land på sin vej og afskærer Vestbredden fra Jerusalem, er det opdelte vejnet med til at lamme al palæstinensisk mobilitet.
Freedom Riders har valgt bussen som symbol på mobilitet i deres kamp for bevægelsesfrihed. I en pressemeddelelse understreger Freedom Riders, at deres endelige mål ikke er at få lov til at køre med bosætterbusserne, men at bevæge sig frit på det land, der ifølge international lov er palæstinensisk.
En af Freedom Rider’ne bliver spurgt af en journalist om hvorfor han deltager i aktionen.
– Fordi jeg har ret til at tage til Jerusalem, lyder det enkle svar.
Det besatte Østjerusalem er ifølge Folkeretten palæstinensisk, hvad der dog ikke anerkendes af Israel, der gør krav på hele Jerusalem. Men langt størstedelen af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza har i dag ikke adgang til Jerusalem.
Derfor er busturens endemål symbolsk for Freedom Riders. De når dog aldrig så langt som til Jerusalem: Ved checkpointet Hizmeh mellem Ramallah og Jerusalem bliver bussen stoppet af israelske soldater.

Grænsepoliti hiver med magt de seks aktivister ud af bussen og arresterer dem under voldsomme omstændigheder sammen med en palæstinensisk demonstrant. Alle syv anklages for at have forsøgt at skaffe sig adgang til Jerusalem uden israelsk tilladelse.
Alle bliver dog løsladt efter et par timers tilbageholdelse i Atarot-fængslet i Jerusalem. Fredsvagten Ida Hansen er tilfreds med forløbet af busturen.
– Det er lykkedes Freedom Riders at udstille det uretfærdige og meningsløse i den måde, adgangen til Jerusalem administreres på, mener hun.
Freedom Riders’ aktion rummer imidlertid også et andet aspekt.
Aktionen lægger sig i forlængelse af den verdensomspændende Boycot-Divestment-Sanctions-kampagne, der iværksattes af en stor gruppe palæstinensiske interesseorganisationer i 2005 og siden har bredt sig med forbløffende fart.
Freedom Riders opfordrer til boykot af de to busselskaber, der kører med etnisk opdelte busser på Vestbredden og dermed tjener på den ulovlige israelske besættelse: Det israelske Egged og det franske, multinationale Veolia.
Ida Hansen og Wajed Ahmad er opdigtede navne. Reportagens forfatter er bekendt med de interviewedes rigtige identitet.
Se links om Rosa Parks, bus-aktionen i Montggomery m.m. på Tidslinjen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96