Livet i skyggen af krig

ANMELDELSE: Også danske forlag er efterhånden ved at få øjnene op for, at vi lever i en globaliseret verden.

En modreaktion på globaliseringen har været en fornyet interesse for det nære, og godt nok fylder nordisk litteratur forholdsvis meget i de danske boghandlere. Men inden for de sidste par år er der begyndt at dukke flere og flere titler op på ikke-vesteuropæisk og -amerikansk skønlitteratur i dansk oversættelse. Og fornylig udkom der tilmed en dansk debutroman af en ung forfatter af anden etnisk herkomst.

Fælles for sidstnævnte og en anden ny roman er, at de begge skildrer nogle af de konsekvenser, som krig kan have både for familien og på det personlige plan. Men alligevel er de to romaner og dets forfattere vidt forskellige.

Alen Mešković: Ukulele-jam

Bosniskfødte Alen Mešković (f. 1977), der i 2009 debuterede med digtsamlingen Første gang tilbage, forlod som 17-årig sine forældre, da han i 1994 flygtede til Danmark. Forud herfor havde Mešković tilbragt 2 år i en kroatisk flygtningelejr, og sin første roman, Ukulele-jam (2011), har han delvist baseret på sine egne oplevelser.

Handlingen i Ukulele-jam udspiller sig i det nuværende Kroatien i årene 1992-1994.

Romanens fortæller er den unge Emir Pozder med kælenavnet Miki. Og romanen begynder, da han sammen med sine forældre ankommer til en flygtningelejr – et tidligere, nedslidt feriecenter for Den Jugoslaviske Folkearmé – som er beliggende i den fiktive ferieby Majbule ved Adriaterhavets kyst.

Forinden har familien – der insisterer på ikke at være bosniske muslimer, men Tito-tilhængere – måttet se deres hjem placeret midt i en krigszone, og efter i 2 dage at have været holdt som fanger, hvor de er blevet terroriseret af serbere, er familien endt med at blive skilt: Mikis ældre bror Neno er blevet sendt til en uvis skæbne i en koncentrationslejr, mens 14-årige Miki og hans forældre er blevet fordrevet til kroatisk område.

Mikis forældre giver sig i flygtningelejren til at vente på, at krigen skal høre op, så de snart kan vende hjem. Og når faren ikke står på opsamlingspladsen foran lejren i håb om at blive tilbudt arbejde eller er taget til Røde Kors-centret for at finde tøj til familien, lytter han minutiøst til nyhederne på radioen.

Selv nægter Miki imidlertid at lade sit liv stå på stand-by. Miki danner hurtigt venskaber både med andre bosniske flygtninge og med lokale kroatere. Og sammen med kammeraterne holder han fester med øl og billig vin, forsøger at score udenlandske piger på stranden og lytter til især heavy metal på kassettebånd.

Men da krigen bryder ud mellem kroatere og bosniere, sætter det også dets spor i Majbule, der forvandler sig et eksjugoslavisk mikrokosmos. Bosniere behandles nu pludselig som en slags anderangsborgere, og mens de fleste af Mikis bosniske venner flygter til Sverige, vender alle hans kroatiske venner ryggen til ham.

Det er dog først og fremmest i kraft af musikken, at Miki har formået at holde virkeligheden ude:

"Sanyo er navnet på et japansk firma, der laver båndoptagere, og det har intet at gøre med det serbokroatiske verbum sanjati, at drømme. Det vidste jeg godt. Jeg vidste også, at jeg ikke drømte, selv om alting omkring mig forekom en anelse uvirkeligt og fjernt. Det var, som om en tynd skal af glas havde lukket sig omkring mig og skilt mig fra alt, hvad jeg kunne lugte, høre og se: duften af vasketøj fra naboaltanen, den gullige stikkontakt i væggen over sengen, min mors stille og aftagende hulken og den skarpe kontante lyd, man hører, når man trykker på play."

Da Miki lades mere eller mindre alene tilbage, er det derfor også i musikken, at han finder styrken til at overkomme modstanden og ensomheden. Miki lader håret gro og blaffer hyppigt til den nærliggende by, hvor han sammen med åndsfæller headbanger på musikstedet Ukulele. Og alt i mens drømmer han om selv en dag at rejse til Sverige, der af hans bosniske venner beskrives som et paradis, hvor tolerancen er stor, hvor der er masser af piger at score, og hvor man oven i købet gratis kan låne kassettebånd på musikbiblioteker.

Alen Mešković. Pressefoto: Isak Hoffmeyer

Ukulele-jam er med dens kronologiske opbygning udformet som en traditionel coming of age-roman; en subgenre under udviklingsromanen, der har overgangen fra barn til voksen som sit tema. Coming of age-romaner er ikke mindst typiske inden for amerikansk litteratur, hvor genren i øvrigt igennem de senere år har fået en renæssance, og som inspiration har Mešković da også nævnt bl.a. J.D. Salinger, der skrev klassikeren Catcher in the Rye (1951).

Mešković har dog tillige sat sit personlige præg på genren ved at opdele romanen i en række "lydbånd", og tilsammen udgør de mange referencer til musik en slags soundtrack til Mikis udvikling.

Det er endvidere lykkedes Mešković at skabe en overbevisende teenagefortællerstemme.

Der udkommer ikke alt for mange bøger på dansk, der er direkte møntet på unge. Og det er derfor positivt, at romanen fremstiller en karakter, som mange unge sandsynligvis let ville kunne identificere sig med, og som omhandler temaer som ensomhed, venskab, mobning, forelskelse og forældrekonflikter.

Har man omvendt svært ved at identificere sig med karakteren, kan man dog til tider godt føle trang til at bevæge sig uden for den osteklokke, som Miki befinder sig i. At realiteterne konsekvent beskrives gennem "en skal af glas" synes nemlig ind imellem at svække skildringen af Mikis selvopholdelsesdrift, men det får også konflikten på Balkan til at fremstå som en kulisse for en udvikling, der måske lige så vel kunne have fundet sted under "helt normale" omstændigheder.

Det skal dog med retfærdighed siges, at Mešković ikke har haft til hensigt at skildre Balkan-krigen, men at han i stedet har ønsket at beskrive nogle særlige stemninger i tiden. I et interview har han således udtalt:

"Jeg har forsøgt at skrive så loyalt som muligt over for mine egne erfaringer – ikke over for mine egne, konkrete oplevelser. Det har været vigtigt for mig at beskrive stemninger. Hvordan det var for en dreng på 14, 15, 16 år at bo så tæt sammen med sine forældre og leve sammen med folk, som ikke vil én det godt. Det var udgangspunktet. Hele konteksten med nationalismen, kommunismen og faderens historie, alt dét kom til senere." [1]

Ukulele-jam er udkommet på forlaget Gyldendal.

David Grossman: Kvinde på flugt fra meddelelse

Vil man derimod om bag glasset og se begivenhederne i et voksent perspektiv, er et godt bud David Grossmans Kvinde på flugt fra meddelelse (da. 2011, opr. 2010).

Israelske David Grossman (f. 1954) er til forskel fra Mešković allerede en meget veletableret forfatter. Grossman har vundet adskillige priser for sit forfatterskab, og flere af hans romaner er tidligere udkommet på dansk, heriblandt Lammets smil (1983), Se under: Kærlighed (1986) og I kroppen forstår jeg (2002).

Han har derudover udgivet flere essaysamlinger. Og Grossman er kendt som en skarp kritiker af Israels politik over for palæstinenserne og som en fortaler for en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

I sine romaner beskæftiger Grossman sig dog ikke direkte med politik, men snarere med mellemmenneskelige relationer.

Den israelske kvinde Ora er hovedpersonen i Grossmans Kvinde på flugt fra meddelelse, og romanen handler om hendes relation til de to mænd Ilan og Avram og til hendes to sønner Adam og Ofer.

Til trods for romanens mere end 600 sider udfolder handlingen sig alene over nogle få uger under Al Aqsa Intifadaen i 2000.

Romanen indledes imildertid med en prolog. Året er heri 1967. Og Ora, der på tidspunktet er teenager, knytter her begyndelsen til en livslang forbindelse til Ilan og Avram, da de som ofre for en epidemi befinder sig i isolation på et hospital, mens seksdageskrigen raser uden for.

De tre er bundet sammen af kærlighed. Ilan og Avram, der er bedste venner, er begge forelsket i Ora, og Ora elsker både Ilan og Avram, som hun på et tidspunkt begge har et forhold til.

Men alt ændrer sig, da Ilan og Avram aftjener deres værnepligt. Ilan kan ikke forhindre, at Avram under Yom Kippur-krigen bliver taget til fange af egyptiske soldater, der udsætter han for tortur. Og da han omsider bliver frigivet, svæver han i lang tid mellem liv og død.

Mens Ora og Ilan kæmper for Avrams overlevelse, får de sammen sønnen Adam. Vennens tilstand gør imidlertid, at Ilan ikke kan få sig selv til at vælge livet, hvorfor han i stedet vælger at forlade Ora. Senere indleder Ora et forhold til Avram, der godt nok overlever, men som alligevel fravælger livet. Og da Ora bliver gravid, beslutter Avram sig for at bryde forbindelsen ikke kun til hende, men også til Ilan, der nu vælger at vende tilbage til Ora. Det er dermed Ora og Ilan, der sammen ender med at opfordre de to børn.

I 2000, da romanen begynder, er børnene allerede blevet voksne. Ilan har fornylig forladt Ora for anden gang og er taget på en lang rejse med Adam. Og selv planlægger Ora at tage på en vandretur med Ofer, der netop er vendt hjem fra sin 3-årige værnepligt. Ora håber på en ny begyndelse, nu da hun langt om længe er ovre sin daglige frygt for at modtage meddelelse om, at hendes søn er blevet dræbt. Men da alt er pakket og klart, får Ora et chok, da Ofer fortæller hende, at han som følge af Al Aqsa Intifadaen har meldt sig til 30-dages frivillig tjeneste.

Ora kan ikke udholde tanke om igen at skulle vente hjemme i frygt for at modtage meddelelse om Ofers død. Og i sin stærke tro på, at hun ved at fortælle om Ofer i hans fravær vil kunne holde sønnen i live, beslutter hun sig for i stedet at gennemføre vandreturen med hans rigtige, men ukendte far, Avram.

Det lykkedes Ora at føre Avram til, hvad hun tror er et tilfældigt sted i Galilæa, men som viser sig at være en velkendt pilgrimsrute. Og mens de vandrer, fortæller Ora ihærdigt både om de små hverdagshændelser og om de store skelsættende begivenheder i Ofers liv, som da han som lille dreng tvinger Ora til på et kort at udpege alle de lande, der er fjender af Israel, eller da han begynder at notere alle de gader i Jerusalem, hvor der har fundet selvmordsbombeangreb sted. Men Ora fortæller også historier om Adam og Ilan og om, hvordan hun nær har mistet sin egen familie, fordi hun udelukkende reagerer ud fra konkrete personlige relationer og ikke forstår deres syn på en abstrakt fjende.

For Ora gælder fortællingerne liv og død. Ora føler sig nemlig overbevist om, at hendes succes med at redde Ofer fuldstændigt afhænger af, hvorvidt hun kan formå at bringe Avram tilbage til livet fra den lukkede skal, som han har valgt at leve i.

David Grossman. Foto: Whistling in the Dark. Kilde: Wikimedia

Grossman har i Kvinden på flugt fra meddelelse trukket kraftigt på kulturhistorie. Ora identificerer sig således med Scheherazade fra Tusind og en nat, der fortæller kaliffen historier for at holde sig selv i live, men romanen henviser også til to nøglebegreber i jødedommen, nemlig erindring og historie.

Kvinden på flugt fra meddelelse er på én gang en kærlighedshistorie og en antikrigsroman. Og Grossman har skabt en både bevægende fortælling om et meget komplekst forhold mellem to mennesker og et usædvanligt stærkt portræt af en kvinde, hvis afmagt og sorg er en direkte følge af at leve i et land, der er i permanent krigstilstand.

Den amerikanske forfatter Paul Auster har betegnet Grossmans roman som et mesterværk, og man er tilbøjelig til at give ham ret.

I øvrigt aftjente Grossmans ene søn sin værnepligt, mens han arbejdede med romanen. Men inden Grossman kunne nå at skrive romanen færdig, blev sønnen og tre af hans kammerater dræbt, da deres tank blev ramt af et luftværnsmissil i den sydlige del af Libanon.

Kvinden på flugt fra meddelelse er udkommet på Forlaget Vandkunsten.